x

KOMMENTAR: Hvem skal slå hul i musikbranchens glasloft?

KOMMENTAR: Hvem skal slå hul i musikbranchens glasloft?

Debatten om ligestilling er en vedvarende samtale, som et par gange om året intensiveres. I musikbranchen dukker den ofte op, når festivalerne begynder at overbooke mænd til deres scener, eller når musikpriserne domineres af mandlige nominerede.

For nylig blussede den endnu engang op, da Gramex (en medlemsorganisation for musikbranchen) offentliggjorde deres årlige lister over de mest spillede danske artister i dansk radio. Det gjorde den, fordi de tre lister udelukkende bestod af mandlige navne. De ti mest spillede sange i radioen, de ti mest spillede danske hovedartister og de ti mest spillede danske musikere (trommeslager, saxofonist etc.) er for tredje år i træk mænd.

Det fik en række danske kvindelige kunstnere til tasterne. Blandt andre Fallulah, Anya, Jada og Lydmor  tyede til deres sociale medier for at forklare, hvorfor dette er et alvorligt – og hvorfor det skal ændres.

Der er mange spørgsmål, der skal besvares, og et ansvar, der må pålægges nogen. Alligevel mener dem med det mest åbenlyse ansvar, at det ikke er dem, der skal trække læsset for at dyrke diversitet i musikbranchen. De musikansvarlige på radiostationerne sender ansvaret videre til pladeselskaberne, som sender ansvaret videre til de kvindelige musikere selv. Og disse? Ja, de står med åben mund og prøver igen og igen at forklare, at de er derude, og at de gør deres bedste, men der er bare ingen i branchen, der lytter eller tager et skridt mod en større mangfoldighed.

LÆS OGSÅ: Den danske koncertkultur anno 2019

Den danske sangerinde Anya tog for nylig bladet fra munden og forklarede, at det handler om, at der sidder en række såkaldte gatekeepers i branchen, som ikke er bevidste om at skabe plads til de dygtige kvindelige musikere. Her mener jeg, at hun rammer hovedet lige på sømmet.

Før i tiden var en kvindelig artists primære rolle ofte at være sexet popstjerne. Hun skulle danse letpåklædt rundt på en scene og sende sensuelle blikke af sted mod publikum. Præcis som Britney, Christina og Mariah gjorde det i 90’erne og 00’erne. Det er vigtigt at understrege, at der absolut ikke er noget galt i dette. Hvis det er den artist, man ønsker at være, skal man naturligvis gøre det. Men stereotypen om ”den kvindelige popstjerne” er unægtelig med til at opretholde ideen om, at en kvindelig musiker både skal være dejlig at se og høre på.

Hvis det ikke er lækkert at se på, er branchen ikke interesseret. Det mest eksplicitte eksempel på dette er uden tvivl, da Beyoncé og Ed Sheeran sang deres duet ”Perfect” i Johannesburg i december. Beyoncé troppede op i et pink haute couture kostume, mens Ed Sheeran havde fundet en forvasket T-shirt og et par slidte jeans frem. Aldrig havde en kvinde ubemærket fået lov til at stå på en scene i sådan et outfit og modtaget den hyldest, som Ed Sheeran får! Aldrig har en kvindelig singer/songwriter med en middelmådig stemme fået lov til at være så ligeglad med sit udseende og stadig ligge øverst på hitlisterne!

LÆS OGSÅ: "Hugo Helmigs historie er et symptom på en musikbranche, der æder sine egne op indefra"

Vi er alle ansvarlige for at sikre en diversitet i musikbranchen. For der findes et væld af dygtige, stærke, seje og kompetente kvindelige musikere ude i det danske land, som alle fortjener airplay i radioen. Og som alle skal have airplay i radioen. Også selv om P3s musikredaktør ­Mathias Buch Jensen stadig mener, at der ikke findes dygtige kvindelige musikere. For hvis de fandtes, ville han naturligvis spille dem på radiokanalen. Den udtalelse stemmer dog ikke overens med danskernes forbrug på Spotify. Hvor navne fra Gramex’ liste som eksempelvis Mads Langer og Rasmus Seebach i 2018 fik vanvittigt meget airplay i radioen, blev de slået af nye kvindelige navne som Ea Kaya og Clara i antallet af månedlige afspilninger på Spotify.

Jeg tror ikke på kvoter i radioen, men jeg tror på, at vi som forbrugere bliver nødt til at gøre en indsats for at ændre mændenes dominerende rolle i radioen. Musikbranchen er heldigvis på mange måder et demokrati. Hvis lytterne ikke hører musikken, bliver de nødt til at lægge deres prioriteringer et andet sted, hvilket forhåbentligt kan være med til at udvande den mandlige dominans.

Derfor, kære GAFFA-læser, vil jeg gerne udfordre dig på samme måde, som jeg udfordrede mig selv for nogle måneder siden. Til kun at lytte til musik lavet af kvinder i så lang tid som muligt. Du kan altid starte med Fallulahs ”Hej Søster”-playliste. Der må gerne være en mandlig producer bag eller en mandlig forsanger, men der skal have siddet en kvinde med en dominerende rolle i tilblivelsen af den sang, du sætter på. For hvis det er sandt, at der ikke findes god musik lavet af kvinder, som Mathias Buch Jensen påstår, så vil du vende tilbage til de mandlige artister i løbet af ingen tid. Jeg klarede selv halvanden måned, før jeg lyttede til et nyt album af en mandlig kunstner. For et år siden bestod mine spillelister primært af mandlige bands, men det er ikke tilfældet længere.

LÆS OGSÅ: Streaming-algoritmer ødelægger musikdiversiteten

Kære GAFFA-læser, vær aktivistisk i din musiksmag. Ønsk musik lavet af kvinder i din radio. Anbefal musik lavet af kvinder til dine venner. Spil musik lavet af kvinder for dine venner. Og tag til koncerter med kvindelige musikere. Det er den eneste måde, hvorpå vi som forbrugere kan sende et signal til gatekeeperne om, at vi ikke vil finde os i det mere. Fordi dygtige, relevante kvindelige musikere findes, og det er på tide, de får den anerkendelse, de fortjener.

De første skridt mod kønsdiversitet i branchen er ved at blive taget. Næste skridt bliver at skabe en dansk musikbranche, der afspejler vores skønne samfund – fuld af kvinder, mænd, etniske minoriteter og musikere fra LGBTQIA+-miljøet. For vi fortjener alle at kunne spejle os i vores musikalske idoler. Uanset køn, hudfarve eller seksualitet.

_______________

Nanna Frank, 25 år
Freelance kulturjournalist
Journalist på GAFFA siden marts 2019

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA