x

Elias Boussnina – Fra dum narkorap og tunge universitetsbøger til kernen af sig selv

Elias Boussnina – Fra dum narkorap og tunge universitetsbøger til kernen af sig selv

– Jeg er faktisk overhovedet ikke vokset op i et hjem med musik, fortæller Elias, da jeg møder ham en kold vinterdag på pladeselskabets kontor. Han tager en tår af sin kaffe, tøver og fortsætter: – Ikke direkte i hvert fald. Min mor har altid præsenteret mig for meget musik, så på den måde har der været musik i hjemmet, men jeg har aldrig fået musikundervisning.

I stedet brugte Elias sin tid foran computerskærmen, hvor han på et tidspunkt downloadede musikprogrammet Fruity Loops. – Jeg hørte rigtig meget hiphop på det tidspunkt, så jeg syntes, det var sjovt at lave en masse hiphop-beats. Det gjorde jeg i mange år sammen med min ven Bjarke. Da vi kom i gymnasiet, besluttede vi at tilføre vokal og lægge numrene på YouTube. Nogle af dem gik faktisk semi-viralt.

Det blev startskuddet til Yung Coke, der begyndte at tage form efter en bytur, og som varede i halvandet år: – Bjarke og jeg har altid lyttet meget til Atlanta-rap, før det blev stort herhjemme. Vi tænkte, at det ville være sjovt at gøre det samme på dansk. Det lyder lidt som børnesange i hiphop-form for det var den lyd, der var i Atlanta på det tidspunkt. Du ved, rigtig hardcore dudes, der rappede om stoffer over noget, der lød som børnesange. Det synes vi var rigtig sjovt, men havde egentlig ikke tænkt, at nogle skulle lytte til det, forklarer han. På trods af intentionerne voksede projektet sig stort på de sociale kanaler, og pludselig befandt Elias sig ved en skillevej, hvor det ikke længere kunne forkastes som en joke. – Jeg syntes, det var sjovt den første tid, men så begyndte vi at tage det seriøst, og der kom jeg frem til, at hvis jeg skulle tage musikken seriøst, ville jeg ikke have det udgangspunkt. Det var dum narkorap, og sådan har jeg aldrig været og kommer forhåbentlig aldrig til at blive.

Et brud med fortid og fremtid

Samtidig studerede Elias erhvervsøkonomi og informationsteknologi på CBS, men følte sig aldrig rigtig tilpas på studiets gange. – Jeg tror ikke, jeg havde tænkt det som en mulighed at droppe ud. Jeg tror, mange vil se det som et nederlag at droppe ud, og det er det bare ikke, hvis man ikke har det fedt med det, og det havde jeg ikke. Min søster hjalp mig til at tage beslutningen og tænke over, hvad jeg virkelig havde lyst til at lave, så jeg klippede båndet til både Yung Coke og CBS på samme tid.

Efter at have visket tavlen ren besluttede Elias at satse alt på musikken i et år. Han fik finanserne til at gå op gennem sit arbejde på en café, og resten af sine vågne timer brugte han på dygtiggøre sig. – Jeg havde en regel om, at jeg skulle skrive én sang om dagen, og det fik jeg nogenlunde gjort, selvom det er svært. Jeg er ikke af den filosofi, at inspirationen kommer, hvis man bare venter på den. Jeg synes, de bedste ting kommer, når jeg sidder og tænker over dem. Det gjorde, at jeg rykkede mig meget på ganske kort tid, fortæller han. – Jeg følte, at jeg måtte blive bedre på basale punkter. Jeg skulle blive bedre til at synge og skrive og få det ind under huden. Jeg skulle finde en måde at arbejde på – hvordan fanden laver man en sang, der ikke handler om at tage narko?

Stille og roligt kom den. Den narkoløse musik. Det er blevet til øjebliksbilleder fra livet uden Yung Coke og universitetsbøger: – Fællesnævneren for alle numre er, at de repræsenterer de følelser, jeg havde i den periode, de blev lavet. Det er ikke jeg-græder-mit-hjerte-ud-musik, for sådan er jeg ikke. Jeg kan godt lide, når ting er mere low key. Det synes jeg gør det mere ægte på en måde.

I dag har Elias underskrevet en pladekontrakt, og der er ingen tvivl om næste skridt: – Nu vil jeg gerne lave et album. Jeg har en idé om, at jeg skal lave et værk. Det gad jeg rigtig godt. Et helstøbt, pisselækkert og pissegodt album.

Hvem: 25- årig Elias Boussnina, der tidligere figurerede under navnet Yung Coke, som efter eget udsagn lavede ”dum narkorap”.

Hvor: Opvokset i Svendborg, men bor i København.

Hvad: – Generelt er det stille og rolige sange. Det er følelsesladede sange, men på en afmålt måde. Der er ikke lagt ekstra til. Jeg føler personligt, at jeg bedre kan relatere til musik, der lyder mere hverdagsagtig end filmisk, så jeg har skrevet om ting, jeg har gennemgået i de sidste to år, og jeg synes, det er lykkedes ret godt.

Se musikvideoen til "Candy":

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA