x

GAFFA mødte Springsteen: Læs det store interview fra 2016

GAFFA mødte Springsteen: Læs det store interview fra 2016

I 2016 mødte GAFFA for første og hidtil eneste gang Bruce Springsteen i forbindelse med en pressekonference for hans selvbiografi Born to Run. I anledning af Springsteens 70 års fødselsdag bringer vi her interviewet igen.

Det er efterhånden 41 år siden, en 25-årig Bruce Springsteen første gang landede på europæisk jord, nærmere bestemt Heathrow Airport, London, i august ’75.

Med læderjakke, overdimensioneret strikhue og sit slæng af gadedrenge hjemme fra New Jersey – og en af rockmusikkens all time allerbedste skiver i ryggen i form af gennembrudsalbummet Born to Run.

Netop det album lægger også titel til Springsteens nye selvbiografi – anmeldt her og anledningen til, at GAFFA og et antal andre europæiske medier var inviteret til pressemøde med rock-ikonet i netop London

”Endelig! London er klar til Bruce Springsteen!,” proklamerede neonskiltet uden for spillestedet Hammersmith Odeon i det vestlige London dengang i sensommeren ’75.

Frygteligt prætentiøst, syntes den 25-årige Bruce, for – som han skriver i selvbiografien – det er jo for pokker ikke tilfældigt, at det hedder SHOWbusiness. Det handler om at vise publikum noget, ikke tale om det.

I eftermiddag kan der dog næppe herske nogen tvivl om, at London – eller i al fald den lille skare inviterede journalister – i dén grad er klar til Bruce Springsteen, som i dag er kommet for netop at tale.

Først er der forfriskninger, så en kort velkomst fra en forlagsrepræsentant – og så træder han ind ad døren bag os og lunter ned til den lille scene, hvor han skal interviewes af en fransk reporter, inden der åbnes for spørgsmål fra de fremmødte. Jeans – naturligvis – og en læderjakke over T-shirten. Så er vi i gang.  

Landsfaderen Dylan 

Bob Dylan, som du har udråbt til din landsfader, har lige modtaget Nobels Litteraturpris. Tror du, at det forbedrer eller forværrer dine chancer for at vinde næste år?

– Nej, jeg er færdig – det kommer ikke til at ske (griner, red.).

Mere seriøst: Mange mennesker var utilfredse med beslutningen og var overraskede, fordi de ikke mener, at sangskrivning er poesi i klassisk forstand. Ser du Dylan og dig selv som sangskrivere – eller er der ikke nogen forskel for dig?

– Stor forskel. Bob er helt sikkert poet. Jeg er en hårdtarbejdende journeyman, sådan ser jeg på det. Vi er formet af mange forskellige indflydelser, men i bogen kalder jeg ham mit lands far – og det er sådan, jeg har det med ham. Jeg hørte ikke Bob musik, før han kom i radioen, omkring 1965, for jeg var et produkt af Top 40-radio.

"Like a Rolling Stone" var en af de første ting, jeg hørte; jeg var 15 år og boede i min lille by. Jeg tror, at det var første gang, som jeg skriver i bogen, at jeg hørte en version af mit land, som føltes rigtig håndgribelig og meget virkelig.

Og det sendte mig af sted på min egen lille søgen efter, hvad jeg nu måtte have at sige. Han har haft så stor indflydelse… Bobs arbejde vil klinge og højt og klart, længe efter alle os andre er glemt. 

Kroningsøjeblikket

Nu har du så skrevet din selvbiografi, Born to Run. Gav det at skrive den dig samme følelse, som du kan få gennem musikken?

– Yeah. Ud over, at der ikke er nogen som klapper, når du er færdig……

Du kunne jo selv have gjort det…..

– Men det var tilfredsstillende. Det er meget mærkeligt….du laver det hele, og det tager….jeg skrev den over en periode på syv år, og så er du færdig. Så går der nogen tid, før bogen udkommer. Så det er lidt som at lave alt – undtagen selve optrædenen.

Du får at se, hvordan den bliver modtaget – men du fremfører den ikke, hvilket er lidt usædvanligt for mig. For mig plejer det at være the crowning moment – når jeg endelig går på scenen og fremfører det, jeg har skrevet. Så den del savner jeg lidt.

Men når jeg taler om følelsen: Betyder det så, at det fungerer på samme mekanismer, når du skriver, som ved en koncert? Begynder du langsomt, for så at bygge op, op til det bliver skørt (gets crazy, red.)?

– Yeah.

Yeah?

– Ja, det tror jeg. Jeg synes, der bliver skørt undervejs – men yeah, jeg havde det sjovt med det. Jeg havde det sjovt med bogen. Det var, på en måde, en mulighed for at snakke og tale på en anden måde til dit publikum.

Det, som er usædvanligt, er de sange, hvor folk altid er nysgerrige efter at vide, om det er dig selv i en given sang eller ej. I nogle af mine sange er det mig selv; i andre skriver jeg udelukkende fra en karakters synspunkt og dens billedsprog.

Folk ved, hvad der er i denne bog: Det er en selvbiografi. Det er dig, du ved. Og det ændrer spillefeltet en smule, men jeg havde det rigtig sjovt med det. Det var sjovt at skrive den, og jeg nød det i høj grad.

Hvor musikken kommer fra 

Du har givet tusindvis interviews gennem årene, og der er blevet skrevet flere bøger om dig end selv One Direction…følte du, at du skulle sætte tingene på plads med denne selvbiografi?

– Nej, nej. Tingene er, som de er. De er en kombination af alle de ting, folk har skrevet om dig, godt og skidt, du ved. Men jeg følte ikke, at jeg havde en høne at plukke med nogen eller noget. Det var bare at nedfælde mine oplevelser.

I starten troede jeg ikke engang, at jeg skrev en bog, snarere at det var noget, som mine børn måske kunne sætte pris på at læse på et tidspunkt. Så det var egentlig bare en fornøjelse, you know. Jeg ville ikke…jeg tænkte bare, at det kunne blive noget som ville afsløre lidt mere omkring, hvor min musik kommer fra.

At det måske, hvis du var fan, ville være informativt for dig. Jeg ville selvfølgelig have, at den skulle være underholdende; jeg ønskede at den på en eller anden måde skulle være sjov og noget, som var en fornøjelse at læse. Det var mine eneste mål.

Dengang du voksede op i Freehold, New Jersey – vovede du nogensinde at drømme om, at du en dag ville finde dig selv siddende her; ikke bare foran mig, men foran alle disse respekterede journalister for at tale….

– Nej…(latter fra lokalet, red.)…er det, hvad de her folk er? (latter igen, red.) Det har de ikke fortalt mig!

…for at tale om din selvbiografi? Eller sagt på en anden måde: Havde du allerede dengang en ide om berømmelse, eller at du ville blive berømt?

Da jeg var knægt?

Ja, da du voksede op….

– Well, det er altid din fantasi, ikke? Som jeg nævner i bogen, havde jeg en fantasi om, at Mick Jagger blev syg før en koncert i Asbury Park Convention Hall, så The Rolling Stones havde brug for mig – selvfølgelig – til at tage over.

Hvilket jeg, en knægt med bumset i ansigtet, naturligvis ville gøre – og publikum gik amok, og ingen var særligt ivrige efter at få Mick tilbage, du ved. Det drømte jeg om, da jeg var 15….så ja, du drømmer om hele showet, ikke?

Daddy, Depression og Donald Trump 

Din egen far er en nøglefigur i bogen, og vi hører en masse om det vanskelige forhold mellem far og søn – noget, vi alle sammen kender noget til. Men skrev du bogen for, på en eller anden måde, at betale din gæld til ham?

– Nej, jeg startede ikke med den intention. Jeg tror, det var T-Bone Burnett, som engang sagde, af al rock’n’roll egentlig er en eller anden, som skriger ”hvorfor, far?!” Og det er bestemt sandt i mit tilfælde. Så snart jeg kom ind i skriveprocessen, vidste jeg, at det ville blive en stor del af bogen:

Han var en essentiel, formativ figur i mit liv. Og eftersom jeg på mange måder var en bums, som aldrig har haft et rigtigt arbejde i hele mit liv, iførte jeg mig i en vis forstand hans arbejdstøj.

Meget af det, jeg skabte på scenen, var en form for… var et stykke af min fars identitet. Man siger, at vi efterligner dem, hvis kærlighed vi ikke kan få – fordi det får os til at føle os tættere på dem. Det, vil jeg sige, er sandt i mit tilfælde.

Kan du, i få ord, forsøge at forklare Donald Trump for os?

– Det er der endnu ingen, der har været i stand til (griner, red.). I realiteten er det noget frygteligt, som er ved at ske i USA lige nu. I øjeblikket prøver han bogstaveligt talt at underminere hele den demokratiske proces. Det er faktisk temmelig skræmmende.

Vi hører i bogen, at dine koncerter også tjener som en form for beskyttelse mod den depression, som startede, da du var 32 år. Vil du sige, at rock’n’roll fungerer som en slags terapi?

– Åh ja, det er også en del af det. Jeg tænker altid, at der er et element af, at jeg har haft behov for at udmatte mig selv: Udmattelsen var min ven. For når jeg havde spillet så længe….så er man bare for træt til at være deprimeret, du ved.

Det kræver en vis energi at gennemgå al ukrudtet, finde den ene ting, som plager dig og så dvæle ved den resten af dagen.

Der er et element af katharsis i at spille. Der er et element, som afværger sindets tricks. Så det hærder dit indre, og du kommer ud med en meget solid fornemmelse af, hvem du er, og hvad du gør. Og det afværger meget af tvivlen på dig selv og den dér uproduktive stillen spørgsmålstegn, som kommer med depressionen.

Ingen pensionsplaner 

Vi ældes alle sammen. Du ser tydeligvis væsentligt bedre ud end Keith Richards...men hvor længe kan du se dig selv blive ved med at give de her maratonkoncerter?

– Well, det er jeg ikke så sikker på! For mig ligner Keith en smuk helgen, såeh…(griner, red.). Men så længe jeg vil, du ved – rent fysisk har jeg det ikke så forskelligt fra, da jeg var i fyrrerne.

Faktisk har jeg det nok bedre i dag; eftersom du lærer at holde styr på din krop, for det er du nødt til for at være i stand til at gøre de ting, du gerne vil, når du bliver ældre. Jeg har ingen presserende problemer, som giver mig lyst til at sætte tempoet ned – så jeg bliver ved.

Undervejs i seancen denne mandag eftermiddag læser Springsteen også udvalgte passager op fra sin velskrevne bog – herunder afsnittet om netop det første Londonbesøg i sensommeren ’75, og det om Superbowl i 2009 – og efter lidt over en time er det forbi. Og så alligevel ikke helt.

For også denne eftermiddag i London – ganske som på scenen og på plade – viser Bruce sig som genrens gennemsympatiske guttermand:

Efter den formelle seances afslutning slutter han sig til journalisterne i baren, får sig en kvart bajer og stiller beredvilligt op til fotografering, småsnak og signering af den store selvbiografi, som kom i sidste måned og egentlig er anledningen til, at vi har været samlet i dag. 

LÆS OGSÅ: Guide: 20 ukendte Springsteen-perler


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA