FRA ARKIVET: Sune, Kasper og Tim i 2014 – samlet for første gang

FRA ARKIVET: Sune, Kasper og Tim i 2014 – samlet for første gang

I år er det 25 år siden, verden så debutudspillene fra tre af landets absolut mest markante rockbands. Pladerne med henholdsvis Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Psyched Up Janis startede en ny rockbevægelse – en grøn bølge, om man vil – i dansk musik, og deres indflydelse er ikke til at komme uden om.

Dette efterår har de tre grupper så annonceret, at de alle kan opleves live i 2020 – for Kashmirs vedkommende for første gang siden 2014, og det samme gælder Psyched Up Janis bortset fra to kortere koncerter i København og Aarhus og en lidt længere i Randers i oktober og november 2019.

I 2014, da de tre debutalbum havde 20 års jubilæum satte GAFFA de tre rockkonger Sune Wagner, Tim Christensen og Kasper Eistrup stævne til en snak om dengang, nu og musikken. Dengang var de første gang, de tre mødtes på én gang, og det blev til et langt og spændende interview, som vi nu bringer igen, da det atter er blevet aktuelt. Rigtig god læselyst!

Der er lidt tæt på Vinstue 90 på Frederiksberg, hvor Sune Wagner allerede har indfundet sig med den første fadøl, da GAFFA ankommer. Snart følger Kasper Eistrup og Tim Christensen trop, og der bliver leet, udvekslet krammere og snakket lidt om Tims rygestop, før yderligere et par fadøl indfinder sig, diktafonen tændes og snakken ruller.

Tim: – Er det første gang, vi tre sidder sammen alle tre?

Sune: – Ja, det er det.

Kasper: – Vildt!

Tim: – Ja, det er sgu sjovt! Og så på GAFFAs initiativ. Mange tak – det er jo en historisk dag!

Hvordan var stemningen bands'ene imellem tilbage i start-90'erne?

Kasper: – I forhold til Tim og Dizzy var jeg ret hurtigt opmærksom på deres eksistens, fordi vi jo begge to var med i denne her åndssvage konkurrence (DM I Rock, red.), og der var fra starten ret stor respekt fra os i Kashmir til Dizzy. VI syntes simpelthen, de var skidegode, og det var selvfølgelig også lidt irriterende, haha! Især at de jo så vandt førstepladsen over os. Hvad Psyched Up Janis angår, var det først senere, jeg opdagede, at I eksisterede og kom til at kende til jeres musik – selvom vi vist nok spillede et job på Tex sammen på et tidspunkt.

Sune: – Det er rigtigt. Det gjorde vi.

Tim: – Det er sjovt. Når jeg i dag – stadigvæk – bliver spurgt om den der DM I Rock-ting, så er der mange, der "husker", at Psyched Up Janis fik tredjepladsen… I er ligesom blevet presset ind i den historie.

Kasper: – Der er også tit mange, der påstår, at det var Inside The Whale, der blev nummer tre. De var med, men de blev slet ikke placeret, "hæ hæ".

Sune: – Vi fik jo aldrig lov til at være med i DM I Rock af vores manager, Charles. Han syntes, det var noget pjat.

Kasper: – Det skal I fandeme være glade for, haha!

Tim: – Ja, det er lige før, jeg også vil sige det. Vi var så grønne og havde ingen folk omkring os. Vi vidste ingenting om noget som helst, og det eneste, vi kunne finde ud af, var at melde os til denne her tilfældige kokurrence og på den måde lære nogle branchefolk at kende. Jeg er sgu ikke sikker på, at vi var kommet nogle vegne, hvis ikke den konkurrence havde været der. For vi havde ingen idé om, hvor vi skulle gå hen med vores musik. I havde trods alt en manager med nogle visioner. Faktisk var det tredje år, vi var med i konkurrencen, og vi var blevet så kæphøje, at vi ikke ville være med længere. Men så blev vi ringet op, og de spurgte, hvorfor vi ikke var med og fik presset os med alligevel. Og det var jo meget heldigt.

Kasper: – Aftalt spil, hele lortet! Haha!

Sune: – Men det betød jo også noget for jer at vinde den konkurrence. Den var det, der kickstartede meget af det, og på den måde var det jo super godt, at I gjorde det.

LÆS OGSÅ: Kashmir vender tilbage

Indflydelsen fra Passion Orange

Kasper: – Vi havde en manager, der uden at spørge os meldte os til. Før det havde vi spillet en masse små klubjobs rundt omkring på steder som Tex, Flush og Klaptræet – også gymnasiejobs, så vi var begyndt at opbygge et publikum, der kom til vores shows. Der var et andet band, der hed Passion Orange, som vi var ret gode venner med på de tidspunkt. De vandt DM I Rock året før.

Tim: – Ja, dem kendte vi også, og vi så meget op til dem. Det var vildt stort i vores verden, at de vandt DM I Rock. "What?! Det er nogen, vi kender!"

Kasper: – De havde ramt grunge-udtrykket spot on, dengang i '92. Jeg var faktisk ved at starte band med Henrik Søgaard fra Passion Orange på et tidspunkt, men vi kunne ikke rigtig få det til at passe sammen. Men havde havde været i USA og samlet op på nogle ting derovre, hvor plader som Badmortorfinger og Nevermind var kommet året før, i 1991.

Sune: – Vi så også rigtig meget op til Passion Orange, og vi varmede op for dem i Sønderborg, hvor vi bondede med dem, og de sov hjemme hos mig bagefter. Da vi så flyttede til Købehavn senere samme år, hookede vi op med dem og hang rigtig meget ud sammen. Jeg var nærmest sammen med Søgaard hver eneste dag i den periode.

Så det var Passion Orange, der var medvirkende til, at I fik øjnene op for grungen?

Tim: – Ja, jeg kan da fornemme, at de spillede en væsentlig rolle for os alle tre. Det vidste jeg slet ikke.

Kasper: – Ja, de var virkelig oppe på beatet, og det var dem, vi alle sammen så op til og troede på ville blive kæmpe store.

Tim: – De havde en ret vild forsanger. Han så ud på den rigtige måde, og han lød på den rigtige måde.

Sune: – Og så var han god til damer, haha!

Tim: – Der var også et band som Kinky Boot Beast, som havde fat i noget grunge ret tidligt.

Sune: – Ja, vores manager Charles var også manager for dem.

Tim: – De havde sådan nogle årlige juleshows, hvor de gik helt amok. På et tidspunkt blev forsangeren smurt ind i svinefedt og lagt op på et stort sølvfad, hvorefter han blev båret ud gennem publikum med et æble i kæften.

Sune: – Haha, ja det kan jeg godt huske. På et tidspunkt spillede de også et job på Christiania, hvor de havde bygget et stort toilet, som han kravlede ud af i starten af koncerten. Det var de altså gode til!

Kasper: – Ja, og deres guitarist havde fået lavet et ekstra hoved, som han havde på ved siden af sit rigtige hoved, når han spillede. Det var ret freaky! Og så spillede de sindssygt godt!

LÆS OGSÅ: Arenakoncerter og nyt album fra Dizzy Mizz Lizzy

Badmotorfinger var favoritten og Nevermind var irriterende

Hvad så med de udenlandske forbilleder? Ligesom der var Kashmir, Psyched Up Janis og Dizzy Mizz Lizzy, var der jo nogle orkestre, der hed Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam i Seattle…

Kasper: – Vi skulle spille i Ungdomshuset i '92, og der var en chauffør, der kørte ud i en varevogn og hentede gear for de bands, der skulle spille der. Han hed…

Sune: – Muffe! Med pigtrådstatoveringer i panden! 

Kasper: – Det er rigtigt, ja. Han var lidt en skræmmende fyr, og jeg var en lille smule bange for ham. Jeg boede jo på Vesterbro og var lidt bange for alt det der autonome, der foregik på Nørrebro, haha! Jeg kan huske, at jeg sad på forsædet i hans varevogn, og så satte han et kassettebånd i med Soundgardens Badmotorfinger, og jeg kan huske, jeg tænkte: "Hold nu kæft mand, hvad fanden er det?!" Jeg syntes, Chris Cornell lød som en high pitch-udgave af Ozzy, og pladen havde – meget i tråd med titlen – sådan en motor-agtig lyd. Jeg var fuldstændig blown away – mere af Soundgarden end af nogle af de andre Seattle-bands.

Tim: – Det var jeg også. Jeg var klart mere ramt af Badmotorfinger end af Nevermind i starten.

Kasper: – Det var først senere, jeg fik øjnene op for Nirvana. Alle ravede om Nevermind, og jeg syntes faktisk, den var en lille smule irriterende. Det var nok også fordi, vi i Kashmir var meget optagede af at være gode til at spille og at være gode på vores instrumenter. Og der var I i Psyched Up Janis måske mere et udtryk og nogle sange, som måske var mere i tråd med det, Nirvana havde gang i. Selvom de jo selvfølgelig havde Dave Grohl, som er en fantastisk trommeslager midt i det der smadrede udtryk, som jeg først forstod senere. Ellers var jeg også fuldstændig forgabt i Faith No More.

Sune: – Ja, jeg kunne virkelig også godt lide Faith No More, men da Nirvana så kom, kunne jeg godt se det fede i bare at spille tre-fire akkorder og have en god popsang bagved. Det kunne jeg godt lide.

Tim: – Vi samlede mere op på Nirvanas energi, for vi kom jo fra den lettere ende af heavyrock-verdenen, hvor vores idoler i starten var Europe og Bon Jovi. Det var vores ting fem år tidligere, og det var de guitar-bands, der var fremme dengang. Jo mere vi spillede det, jo mere slidt og umoderne blev genren og puddelrocken, og så kommer Nirvana og Soundgarden pludselig – bang!

Kasper: – Men der var også en overgangsperiode med The Cult og Guns N' Roses.

Sune: ­– Ja, jeg var også stor fan af The Cult.

Tim: – Den var jeg ikke rigtig på, for jeg var ikke klar til, at det måtte være grimt.

Sune: – Jeg var nede på Mannheim Stadion og se Guns N' Roses og Skid Row med Nine Inch Nails som opvarmning. Lige før Pretty Hate Machine kom ud. Axl Rose var jo vild med dem dengang, men folk blandt publikum havde svært ved at forstå det.

Tim: – Årh for satan – stærkt line up!

LÆS OGSÅ: Psyched Up Janis gendannes til to koncerter

"Når jeg hører vores egen debutplade, tænker jeg: 'Jesus… Hvad havde vi gang i?'"

Har I et yndlings-nummer eller –album med hinanden, I vil fremhæve?

Kasper: – Jeg kan jo huske alle super-singlerne med Dizzy – Silverflame, Love Is A Loser's Game og selvfølgelig Waterline, som var store evergreens allerede dengang, men på din anden soloplade, Honeyburst, tog du et kæmpe skridt. Det er en fantastisk plade, og der er nogle virkelig smukke sange på. Whispering At The Top Of My Lungs er helt fantastisk, der er sket noget der, som gør, at det lyder mere organisk.

Tim: – Ja, det er blevet lidt brunere – lidt mere patina, og det følte jeg mig ret godt til rette i. Man mange tak. Det er også den plade, jeg selv er mest glad for. 

Kasper: – Men jeg må tilstå, at jeg ikke kender din sidste plade særligt godt.

Tim: – Du skal da ha' et eksemplar, haha!

Sune: – Altså, jeg kan jo godt lide det nummer, du lavede til den der tv-serie (Nikolaj Og Julie, red.).

Tim: – Den kan du godt lide?! Det overrasker mig, for det er det mest poppede af dem alle sammen.

Sune: – Ja, og det er det, jeg godt kan lide. Min yndlingssangskriver er jo Diane Warren – hun kan virkelig skrive popmusik på den fede måde, og det gør du også på Right Next To The Right One.

Tim: – Jeg kan huske, at vi spillede sammen til et eller andet Zulu Rocks-arrangement, hvor du hev mig til side og sagde, at du rigtig godt kunne lide den plade, og det blev jeg helt vildt glad for, for jeg havde slet ikke forventet, at det overhovedet ville falde i din smag.

Sune: – Jeg har jo hele den der pop- og sangskriver-side, og der er jeg dybt imponeret. Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Okay, Tim kan fandeme skrive en fucking popsang, der virker!"

Tim: – Jeg er også glad for sangen, men den blev jo super overeksponeret i Danmark på det tidspunkt, og jeg kan også huske, at du, Kasper kom og sagde: "Pas nu på." Du havde set den komme, at den havde lidt Still Got The Blues over sig; en sang alle elsker i starten, men som ender med at hænge folk ud af halsen. Når jeg spiller den til koncerter i dag, himler halvdelen af publikum med øjnene, mens den anden halvdel bliver ellevilde.

Kasper: – Det er jo "the curse of the evergreen". Jeg så engang en eller anden Ole Erling-type spille den på sit orgel til et sølvbryllup på sådan en "sejler op ad åen"-agtig måde. Den er nået helt ud til bedstemor, og jeg kan huske, jeg tænkte: "Gud, hvor er det dog synd for den sang."

Tim: – Ja, den er kommet langt ud. Og det sjove er, at da vi indspillede den i sin tid, var produktionsreferencen Ellion Smiths Waltz #2, og så ender den bare et eller andet sted ude hos "Orgel Allan", haha! Det var lige før, min karriere begyndte at tage skade af det. Det var sgu ikke meningen, jeg havde bare skrevet en pop tune.

Kasper: – Men det er en fantastisk produktion, og som popsang sidder den jo lige i øjet. Spot on!

Tim: – Jeg har helt klart en yndlings-Psyched Up-plade, og det er Beats Me. Der blev det mindre støjrocket, og der er et nummer, der hedder Strange Pier, som jeg var ret vild med.

Kasper: – Jeg er ret vild med The Stars Are Out fra samme plade. Her fornemmer jeg, der begynder at ske noget nyt med jeres (Psyched Up Janis', red.) lyd. Jeg kan huske, jeg løftede øjenbrynet og tænkte: "Wow! Det er fandeme spændende, det her!" Med tiden er Swell virkelig også vokset på mig. Det er en fantastiske plade med vildt fede sange, og hvis jeg skal nævne en af vores respektive debutplader, der holder den dag i dag, vil det nok være den, jeg bedst kan lide nu – skarpt forfulgt af jeres (henvendt til Tim, red.). Når jeg hører vores egen debutplade, tænker jeg i hvert fald bare: "Jesus… Hvad havde vi gang i?"

Tim: – Med al respekt var det også som om, I skulle finde jer selv, og det tog lige et par plader.

Kasper: – Ja, det tog lige to plader.

Tim: – Selvfølgelig er der noget charme over jeres debut, men I gennemgik heldigvis også en gevaldig udvikling siden.

Sune: – Jeg elsker jo nummeret Aftermath, som du også spiller i slutningen af jeres dokumentarfilm Rocket Brothers, hvor du står på Roskilde. Det er super fedt – et stort nummer!

Kasper: – Tak skal du have!

Tim: – Den er jeg også med på. Det er også min favorit. Jeg elsker den sang!

Kasper: – Den er fra Zitilites, som er den plade, hvor jeg for alvor synes, vi kan stå ved os selv, for der er vi kommet ud af skyggerne fra nogle andre. Der var ikke så meget, der mindede om den på det tidspunkt.

Tim: – Ja, I var jo også igennem lidt af en krise efter The Good Life, og det opstod der så en ny kreativitet ud af, og Zitilites er helt klart en af de mest kreative plader, jeg kender, og det elsker jeg ved den.

Kasper: – Vi fik en ret overrumplende succes med The Good Life, og jeg havde lidt et behov for at blive lidt glemt igen for at kunne samle trådene til at lave noget nyt, og det tog forfærdelig lang tid og lukkede vistnok også en masse døre i forhold til udlandet, hvor vi havde nogle ret gode muligheder. Hvis vi havde udgivet et nyt album meget hurtigere, kunne der godt være sket nogle ting der. Men det var nok meget godt, for da vi så kom tilbage, var tavlen visket lidt ren.

Tim: – Jeg kan også huske, at I lagde benhårdt ud med første single, der var Surfing The Warm Industry, som jeg fandeme syntes var noget underligt noget. På det tidspunkt var jeg jo også ret tæt på jer, og jeg var så glad for det, I havde lavet på The Good Life, at jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe, at det var så mærkeligt, så jeg lyttede og lyttede, og så lige pludselig faldt tiøren, og det var vildt fedt.

Sune: – I (Kashmir, red.) er jo også det eneste af vores bands, der er tilbage, så du, Kasper, har jo også haft modet til at gå fra det, I har levet engang, som du ikke var så glad for, til noget markant anderledes, og så stadig køre det under samme navn med de samme mennesker. Der følte jeg, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde lyst til at lave noget helt andet musik, men jeg ville gerne starte på en frisk med nye folk. Hvordan havde du det, Tim?

Tim: – Jamen, det var jo det samme, som du beskriver. Jeg ville jo gerne stoppe bandet, og så var planen, at det første solo-projekt skulle være under et eller andet andet navn, men det endte så med at blive mit navn alligevel. Men Dizzy-maskinen var færdig, og der var ikke nogle reservedele, man kunne sætte ind, så det var nødt til at slutte. Der har I i Kashmir været gode til at reparere jeres maskine mange gange – også selvom den måske ikke var i stykker.

Kasper: – Tag endelig ikke fejl. Den har været i stykker masser af gange undervejs. Der skete det, at jeg begyndte at interessere mig for noget andet musik og ville noget andet. Jeg begyndte at spille meget mere klaver og synthesizer og interesserede mig for anderledes produktioner, som vi begyndte at eksperimentere med på The Good Life, hvor jeg også spiller en masse klaver – det gør du i øvrigt også på den plade, Tim. Vi får også Henke med, og han giver os en indsprøjtning, der gør, at vi kan holde til flere omgange i ringen.

Gamle sange

Er der nogle af jeres gamle sange, I ikke synes holder den dag i dag?

Tim: – Det kommer an på, hvilket forum det er i. Da vi lavde Dizzy-reunionen for nogle år siden spillede vi numre, jeg ikke normalt ville røre ved, men fordi det var det forum og den præmis, spillede jeg mange af dem alligevel. Det var en del af gamet.

Sune: – Jeg er fuldstændig enig med Tim. Sådan har jeg det også med Psyched Up Janis-sangene.

Kasper: – I 2012 planlagde vi faktisk en tour, hvor vi skulle opføre alle vores album fra Travelogue og frem. Det var vores managers ide, og han syntes, det var en brillant ide. Det hele stod klar, og vi havde endda fået lavet pressemateriale, og vores booker sad bare og ventede på at trykke på knappen. Men dagen før, der bliver trykket på knappen, ringer jeg til dem og siger: "Vi er nødt til at tage et krisemøde, for jeg kan ikke det her. Jeg kan ikke, jeg orker ikke og jeg gider ikke." Det var sådan et "new business marketing"-agtigt stunt, som var skidesjovt på papiret, men jeg kunne bare mærke, at det blev for stor en mundfuld. Men jeg vil ikke sige, at man ikke kunne forestille sig et eller andet i den stil i fremtiden, måske at vi tog ud og spillede den første plade eller noget. Men at lave en klump, hvor vi skulle opføre alle vore plader, det var bare for meget.

Tim: – Men hvor ligger problemet med de gamle sange? Er det følelsesmæssigt eller identitetsmæssigt?

Kasper: – Der er simpelthen nogle sange, jeg føler, er så langt væk fra, hvem jeg er i dag. Jeg kan ikke sætte mig ind i dem længere.

Tim: – Men behøver du at kunne det? Kan du ikke bare spille dem fra et mere objektivt punkt?

Kasper: – Det ville jeg kunne med nogle af dem, men med andre ville jeg stå og tænke: "Hold nu kæft, hvor er det bare en dårlig sang", mens jeg spillede den.

Tim: – Jeg hørte om idéen ad bagveje, og jeg tænkte bare: "Okay, de får dem sgu ikke til at spille de to første plader." På trods af, at jeg var kæmpe-fan af begge plader, da de kom, vil jeg sige, at det er de to Kashmir-album, jeg sjældnest sætter på derhjemme.

"Det er mig, der er chef"

Kan du give et eksempel på en sang, du overhovedet ikke kan identificere dig med i dag?

Kasper: – Ja, der er et nummer fra Cruzential, der hedder Star In My Movie, som handler om en porno-instruktør, der prøver at overtale en pige til at smide tøjet og medvirke i hans pornofilm. Da vi lavede den plade, var vi på vej ind i et mere introvert og følelsesladet univers. Den blev også genudgivet med to nye numre, der i den grad trak i en anden retning, men vores producer pressede virkelig på for, at vi skulle blive i det der meget humoristiske tongue in cheek-univers. Jeg kunne først sætte mig igennem på et senere tidspunkt og sige: "Vi skal altså noget andet."

Tim: – Grunge-bølgen var jo også så småt ved at være feset ud, så man kunne pludselig godt stå og føle sig lidt alene og tænke: "Hvad skal vi nu?" Ikke at der nødvendigvis var et behov for, at der var nogen, der skulle vise vejen, men der var ikke noget at lade sig inspirere af. For de folk, vi havde skelet til tidligere, var enten døde, havde opløst deres bands eller var blevet dårlige. Samtidig bliver man jo også ældre og mere et med, hvem man er som kunstnerisk menneske.

Kasper: – Jeg kan godt huske den der fornemmelse af, at man manglede noget. Men så kom triphop-bølgen, der påvirkede os en del. Og så var der jo Radiohead og Jeff Buckley.

Sune: – Har du nogensinde overvejet at trække stikket ud på Kashmir for at lave dit eget? Eller har I altid være enige om udtrykket?

Kasper: – Nej nej , slet ikke. Vi har sgu mange gange været ved at trække stikket, og jeg tror, grunden til, at vi ikke har gjort det, er, at vi på et ret tidligt tidspunkt fik defineret nogle roller, og jeg var hurtig til at melde ud, at jeg ikke var interesseret i, at det skulle være et sangskriverkollektiv. Jeg sagde til de andre: "I må meget gerne komme med jeres inputs, men det er mig, der er chef." Og det var der enighed om. Asgers sangskriverambitioner kom først meget senere, og Mads har aldrig haft en ambition om at vippe mig af pinden. Vi har haft en god fordeling og været ret omstillingsvillige alle sammen. Parate til at bevæge os i nye retninger i stedet for at blive ved med at lave det samme. Hvilke retninger, det så skulle være, har der været lidt kampe om hen ad vejen.

Tim: – Det var det, vi gik i stykker på i Dizzy – uenighed om retningen. Jeg kunne ikke få de to andre med til det, jeg gerne ville. I mit univers var Radioheads OK Computer en genopfindelse af rockmusikken, og jeg kunne godt tænke mig at gå den vej og være lidt mere navlepillende. Men det var fuldstændig udelukket i Dizzy, hvor pejlemærkerne for de andre hed AC/DC, Metallica og Iron Maiden.

Sune: –Haha, sejt!

"Jeg havde ikke startet Raveonettes, hvis det ikke havde været for Napster"

Men Sune, du er jo ikke så Radiohead-påvirket. På Whip It On er der jo godt med støj på guitarerne. 

Kasper: – Det overraskede også mig vildt meget, da jeg hørte det første gang.

Sune: – Der var heller ikke rigtig nogen, der kunne lide den plade, da den kom, og den fik pissedårlige anmeldelser overalt. Jeg havde bare lyst til at lave noget, der var radikalt anderledes end noget, jeg havde lavet før, så det gav ret god mening for mig, og så havde jeg fundet en masse nye inspirationskilder, jeg rigtig godt kunne lide. Jeg researchede helt vildt meget musik, og jeg vil faktisk sige, at jeg tror ikke, jeg havde startet Raveonettes, hvis det ikke havde været for Napster. Jeg havde lejet et værelse hos en af mine venner på H.C. Ørsteds Vej, og han havde sådan et telefonmodem, så når man skulle downloade en sang, tog det en dag. Til gengæld var det virkelig dyrt, haha! Så når jeg for eksempel havde været på biblioteket og låne en bog om The Cramps og der bagerst i bogen stod, hvem Lux Interiors ti yndlingsnumre var, kunne jeg jo lige pludselig bare finde dem gennem Napster. Og det var den vej, jeg fandt lyden til Whip It On. Det var virkelig en stor del af det. Da jeg boede i Sønderborg, kørte vi jo til Tyskland for at købe plader og så ellers bare håbe på, de var gode, når vi kom hjem. Den nye adgang til musik åbnede en helt ny, fantastisk verden, og havde det ikke været for det, havde jeg ikke fundet inspiration til overhovedet at gide at starte et nyt band. Nu er det jo på Spotify og den slags steder, sådan noget foregår, og jeg elsker at researche musik på den måde. 

Kasper: – Du har jo også altid haft en nærmest akademisk tilgang til musik – også før Psyched Up og Raveonettes, hvor jeg ved, du sad og terpede Steve Vai otte timer om dagen. Undskyld, jeg afslører dig, haha!

Sune: – Haha, ja det er rigtigt. Jeg elskede Steve Vais otte-timers workshop, det gjorde jeg virkelig. Jeg sagde til min mor: "Jeg kommer ikke i gymnasiet den næste uge, for jeg skal lave Steve Vais Eight Hour Workshop." Min favoritguitarist har dog altid været Mark Knopfler, selvom han jo ikke er nogen virtuos, men han kan spille simpelt og melodisk, og jeg har virkelig lært meget ved at lytte til hans musik.

Kan du stadig spille Steve Vai-tingene?

Sune: – Hvis jeg øver mig lidt, tror jeg godt, jeg kan. Det var ret intenst dengang. Ligesom Tim og hans bandkammerater var jeg jo også vil med Metallica og en masse heavybands og deres guitarister. Det dyrkede jeg ret meget.

Tim: – I slut-80'erne var den guitarorienterede musik jo også meget fremme. Heavyrock var stort.

Sune: – Jeg var også vild med Guns N' Roses. Slash var jo den vildeste guitarist i min bog – og er det stadigvæk! Han laver de vildeste ting!

Tim: – Det er han jo! Men hvad er det så, der gør, at du skifter så meget retning og laver noget, der er direkte anti-virtuost?

Sune: – Jamen, det er jo inspirationerne fra denne her helt nye verden af musik, jeg opdager. Jeg finder ud af, at jeg rigtig godt kan lide det simple ved sange, der har to akkorder og et godt groove. Det gør mig opstemt, at man kan gøre det så effektivt uden at smide alt muligt fyld og lir på. Det fascinerer mig dybt. Jeg tænkte: "Jag skal bare lave en plade med højst tre akkorder. …og lad os bare lave den i én toneart også – det gør det lettere." Jeg kan huske, at jeg sagde til Sharin: "Vi skal lave en plade, som, når vi spiller den om 10 år, stadig er sjov at spille, fordi det er simpelt, enkelt og effektivt." Og sådan blev det. Jeg elsker at spille de numre. Hver gang, jeg ser Attack Of The Ghost Riders på sætlisten, tænker jeg "Fedt!", for den er stadig lige så sjov at spille, som den var dengang, det er den virkelig!

Tim: – Godt tænkt!

Men Tim, du spiller simpelthen med på The Good Life?

Tim: – Ja, Kasper og jeg hang ret meget ud i den periode. Jeg tror, vi begge to var rimelig heart broken.

Kasper: – Dét var vi. Og vi havde en skidegod venskabelig vibe kørende. Og venskabet er egentlig aldrig stoppet. Nogle gange er der bare længere tid mellem, at vi ser hinanden. Men dengang mødtes vi oppe i Tims lejlighed oppe på Rosenholms Allé og sad oppe under taget og arbejdede på nogle nye ideer, jeg havde gang i.

Tim: – Gud ja, det kan jeg godt huske. Det var Graceland.

Kasper: – Ja, vi lavede den første demo af dem oppe hos dig. Vi havde sådan en mikrofon, som du (Tim, red.) havde købt i en legetøjsbutik. Der var fjedre i, og vi brugte den til alle mulige sjove eksperimenter. Og da vi så skulle i studiet, var det meget naturligt at hive Tim med ind.

Tim: – Ja, vi lavede også It's OK Now.

Kasper: – Ja, du hjalp mig med at forløse hele outro-stykket i sangen. Det var fedt! Og så havde Tim jo en mellotron, så det var jo oplagt at ringe til ham og høre, om ikke lige han ville tage den med, hehe!

Tim: – Jeg spillede faktisk også med til en Kashmir-koncert på Roskilde. Det var på Grøn Scene, før The Good Life kom ud, hvor vi havde tullet den gamle mellotron med ind på scenen for at kunne spille Gloom og Stand. Så der er blevet gæsteoptrådt lidt på kryds og tværs. Kasper har også optrådt med mig to gange på Roskilde. Kan du huske det, Kasper? Første gang kom du ind, da jeg spillede Silverflame som finale-nummer, og guitarsoloen gik i gang. Jeg kan ikke huske, om det lød særlig godt, men det var et stort lyd-inferno.

Kasper: – Ja, det var ekstremt rock!

Tim: – Jeg kan huske, at jeg blev så "carried away", at vi gik helt ud til publikum, og da vi så skulle gå tilbage, skvattede jeg over en af monitorkasserne, og så syntes jeg bare, det var endnu vildere, og i et anfald af kådhed kastede jeg guitaren virkelig langt bagud, så den nærmest røg ned backstage. Den lever i øvrigt stadigvæk, guitaren. Der skete ikke noget med den.

Men Kasper, Kashmir havde jo det der nummer, hvor I langer ud efter både Dizzy og Psyched Up – Could We Kill Fred. Hvorfor det, hvis I var så gode venner?

Kasper: – Haha, ja, men det var med glimt i øjet, og Sune var jo i øvrigt den første, der begyndte at kaste med jord efter os andre i pressen. Nu skal vi have den på borden – svesken på disken, haha! Og jeg kan huske, at det blev jeg meget forbløffet over. Jeg kan huske, at du (Sune, red.) ved flere lejligheder var ude med riven, og jeg tænkte: "Hvad fanden er nu det for noget?!" Men et eller andet sted var det sgu sikkert spot on, den kritik, du lagde for dagen. Vi andre var nok bare lidt mere velopdragne i forhold til at sige ting i offentligheden, så der kig faktisk nogle år, før Sune og jeg mødtes og rigtig begyndt at hænge ud, men det har vi gjort nogle gange nu – både her og i New York, og det har været rigtig hyggeligt – så jeg går ud fra, at det var et anfald af ungdommelig energi dengang.

Sune: – Ja, det var det da. Jeg ville jo gerne være rebelsk. Og der var da også en god portion jalousi involveret, for vi var jo ikke lige så store som nogen af jer, og det forstod vi jo aldrig. Vi tænkte: "Vi skriver jo mindst lige så gode numre, hvorfor er det ikke os, der ligger nummer et, eller spille senere på aftenen?!"

Tim: – Var I godt nok misundelige på den måde?

Sune: – Ja, helt sikkert!

Tim: – Det havde jeg sgu nok også været, hvis det havde været den anden vej rundt, tror jeg.

Kasper: – Og det udmunder så i den famøse historie, hvor jeres trommeslager (Martin Bjerregaard, red.) siger til en pige til, at hvis hun hiver "det der stik ud", falder en stor reklameballon fra et eller andet teleselskab til jorden. Hun var fuld og syntes, det lød skidesjovt, men da hun så hiver ledningen ud, ryger lyden, mens vi står og spiller. Jeg har talt med pigen siden, og hun var helt ulykkelig. Hun bor faktisk tæt på mig nu, og hun undskylder stadig med jævne mellemrum. Jeg talte også med dig bagefter, Sune, og du var også rigtig ked af, at det var sket.

Sune: – Efterfølgende skulle vi jo høre for det i årevis. Hver gang, jeg kom ind på et backstageområde til en eller anden festival, var der altid folk, der kom hen og sagde: "Ej, hvor var det bare tarveligt, at I afbrød Kashmirs koncert!" I årevis skulle jeg høre for den der ting, det var helt vildt.

Kasper: – Haha, jeg med historien er jo super rock 'n' roll! Det er sgu da sjovt, og det var fandeme et "bold move".

Tim: – Men Martin var jo en superfed trommeslager. Jeg har ikke set ham siden 1994.

Kasper: – Jeg tror, han er cykelsmed i dag.

Sune: – Dengang var hen helt sikkert Danmarks bedste trommeslager.

Tim: – Ja, jeg er helt enig. Han var super fed!

Sune: – Vi headhuntede ham. Han spillede i et band, der hed Woodwind, og jeg kan huske, jeg sagde til Jakob: "Ham skal vi bare have med!" Og så en dag havde vi samlet mod til at spørge, om ikke, han ville komme og øve med os. Da det så begynder at gå godt for os, lykkes det os at stjæle ham fra hans andet band.

Kasper: – Han var nu altså også en sej trommeslager!

Tim: – Men hvorfor røg han så ud? Hvad er historien der?

Sune: – Da vi skulle indspille vores anden plade, havde vi fået en engelsk pladekontrakt, så vi flyttede til England for at indspille Beats Me, og han var bare ikke engageret. Vi havde et femetagers hus i Brighton, hvor vi havde en etage hver og øvelokale i kælderen, og han dukkede bare aldrig op dernede. Han gad sgu ikke rigtig. Han kom aldrig ud, og så var det slut.

Kasper: – Jeg kan huske en aften, hvor vi spillede sammen med jer (Psyched Up Janis, red.), Boghandle og Detest i Haderslev. Den aften endte fuldstændig galt med druk i byen, og jeg kan huske, jeg blev vækket af politiet morgenen efter, fordi der havde være indbrud på det hotel, vi overnattede på. Jeg kan huske, jeg kom hjem fra byen sammen med Martin, og der var låst ind til hotellet. Men Martin knaldede bare hånden gennem en rude og lukkede os ind, hvorefter jeg gik i seng. Morgenen efter viste det sig så, at Martin og Boghandle havde plyndret baren på hotellet for cigaretter og sprut, som så havnede i tourbussen.

Er der en forskel på publikum dengang og publikum i dag?

Tim: – Ja, helt sikkert. Publikum dengang var fuldstændig vanvittige. Der var også meget mere med stage diving og crowdsurfing og sen slags. Jeg har set blodpøle og tandsæt på gulvet efter koncerter.

Kasper: – Det har nok altid været mest ekstremt til Dizzy-koncerterne, fordi I jo også havde det største publikum og de største hits. I har bare været 17 år, og har stået og set ned på det kaos, der har udspillet sig foran scenen.

 Tim: – Ja, det var sgu en turbulent periode. Generelt virker det som om, der bare ikke er den der helt vilde opførsel blandt publikum længere – ikke kun til vores koncerter, men også til det, der er helt oppe i tiden nu. Gad vide om det er på grund af Pearl Jam-ulykken i 2000?

Kasper: – Alting er i hvert fald meget mere reguleret nu, og folk er proppet ind i båse. Det kan man tydeligt mærke.

Tim: – Ja, især på Roskilde.

Kasper: – Ja, jeg var jo sådan en, der bare sprang ud i publikum. Det kan man ikke rigtig gøre længere. Og vores musik inviterer nok heller ikke så meget til det længere. Men jeg kan huske, at der til en koncert i Viborg engang var en dreng, der klatrede op på scenen til os, og så de der lokale bodybuilder-typer, nogen havde hyret som security, smed ham ned igen, men han kom ikke helt ud, så han landede på hegnet. Bagefter bliver koncerten afbrudt, og det viser sig, at drengen har smadret milten og alt muligt, og hans far kommer op på vores hotel bagefter og siger: "Er I klar over, hvad I har gjort ved min dreng!" Der skete virkelig nogle sindssyge ting dengang.

Tim: – Ja, sådan var det dengang. Der skete nogle vilde ting! Folk stagedivede og crowdsurfede i deres udtrådte militærstøvler.

Efter der er drukket ud, poseres der lidt for GAFFAs fotograf uden for 90'eren, og snakken går stadig lystigt. Sune spørger Tim, om han har lyst til at spille lidt guitar på et fremtidigt pladeprojekt, og det opmærksomme journalist ører opfanger sætningen: "Det må vi da helt sikkert gøre igen – uden mediebevågenhed".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA