x

STORT BISSE-INTERVIEW: ”Man flyver jo først den dag, man falder”

STORT BISSE-INTERVIEW: ”Man flyver jo først den dag, man falder”

På knap fem år har Bisse udgivet ti album. Det tiende udspil, Tanzmaus, er til gøglerne og drømmerne, men Bisse er allerede gået i studiet igen for at indspille det næste. På fem år er han gået fra undergrunden og ind i folkets favn, men fremtiden er stadig usikker. Han befinder sig stadig midt i eksperimentet på Amager, hvor han i sangskrivningen konstant kaster sin underbevidsthed over bord.

– Hvad skulle jeg sælge ud af? spørger Bisse. Jeg har bedt ham forholde sig til sin egen popularitet. Om at bevæge sig fra undergrunden og mod landets store scener. Om at have et intellektuelt publikum på lige fod med det folkelige. – Jeg har sgu solgt alt, siger han. – Jeg lever fra hånd til mund. Mit arvesølv er for længst forbrugt. Det kunstneriske handler om, at man tør at tage sig friheden til at kaste sig mod afgrunden og se, om man får vinger. Og man flyver jo først den dag, man falder. Det er først, når jeg begynder at spekulere i en identitet, eller når jeg begynder at værne om noget, at jeg er i fare for at sælge ud. Jeg skal ikke leve op til en idé om Bisse. Jeg gør alt det, jeg gør, fordi jeg synes, det er sjovt.

Jeg mødte første gang Bisse knap fem år tidligere. Dengang sad vi på en barselscafé rundt om hjørnet fra taglejligheden på Amager. Legepladsen ligger der stadigvæk, men børnene på gaden er blevet større. Ligesom Bisse er det. Jeg bad dengang Thorbjørn Radisch Bredkjær forholde sig til den karakter, han udviklede på scenen. Hvem denne Bisse var, og i det øjeblik, spørgsmålet færdigformulerede sig på min tunge, ændrede Thorbjørns ansigtsudtryk fra det gennemskuelige til det flygtige, som var Bisse et alterego, han hev frem fra de fjerneste afkroge af sit sind.

– Jeg er hjerterkongen, der mistede sit hjerte, svarede han dengang. – Bløderen, der blødte igennem. Jeg er normflækkeren, der søgte hver en smerte. Jeg er crowdhateren, der druknede i den store masse. Jeg er pigedrengen, der ikke passede ind i nogens kasse. For pæn til undergrunden, for grim til overklassen.

Fem år imellem vores møder har jeg betragtet udviklingen på afstand. Fra at være misforstået til at være cool, fra langt hår til skaldet isse og hår igen. Rejsen mod den succes, der aldrig har været et reelt mål, men mere resultatet af et ønsket publikum. Ti album senere er Bisse stadig lige så udefinerbar, som han altid har været. Som jeg træder ind i lejligheden på kanten af Amager, hvor jeg før har været, er jeg bevæbnet med den trygge idé om, at jeg ved, hvem jeg skal møde.

LÆS OGSÅ: Bisse skruer bissen på som skarp samfundssatiriker

Vanvid på den store scene

– Jeg skelner ikke rigtigt mellem mig selv og Bisse, fortsætter Thorbjørn. – Men jeg synes, det er sjovt at stå på en scene og klæde sig ud. Det er sjovt at invitere folk med på et eventyr og lege med rammerne. Jeg går ikke i karakter, selvom nogle har fortalt mig, at jeg bliver anderledes på scenen. Men det er også klart, når man står på en scene og fører en monolog i to timer, uden at nogen siger dig imod, bliver man jo lidt underlig af det, og når man så kommer ned fra scenen, skal man lige vænne sig til, at folk lige pludselig svarer en imod.

Vi sidder ved bordet i fællesstuen. To kopper kaffe og noget økochokolade imellem os. På væggene omkring hænger sporadisk placerede malerier af for de fleste ukendte kunstnere. I ydersiden af mit synsfelt får jeg øje på Rumours af Fleetwood Mac ved siden af pladespilleren. Jeg spørger ind til Tanzmaus – Bisses tiende plade og milepælen, der aldrig har været den slags tiltænkt. Thorbjørn rejser sig entusiastisk og går ind ved siden af for at hente vinylen, der netop er kommet fra tryk.

Perikles, svarer han, da jeg peger på coveret. – Det er Storm P’s sidste maleri, Klovnens begravelse. Det er lidt en gøglerplade, mere end det er en countryplade. Det startede sådan, men jeg løb hurtigt tør for countrystof, og som kom der bare nogle andre sange. Men det handler også om, at jeg gerne vil ud på landet og ned på jorden. Og hvis der er noget, country er, så er det nede på jorden. Man synger om sine egne problemer og den lille verden omkring en. Der er ikke så mange dikkedarer.

I interviews handler det mest oplagte spørgsmål ofte om den kreative proces. De fleste musikere og kunstnere kan konkretisere den og fortælle om den, men hos Thorbjørn stikker det hele lidt i øst og vest.

– Jeg befinder mig i en slipstrøm, hvor jeg konstant smider ting over bord, som jeg finder nede i min underbevidstheds kælderrum, siger han. – Og en dag er skibet tomt, og så må jeg gå fra borde. Men jeg ser mig ikke tilbage og hører aldrig mine gamle plader – det interesserer mig ikke, hvordan jeg var engang. Jeg interesserer mig for, hvor jeg er lige nu, og det besætter mig også nogle gange, og derfor kan det også være meget svært at slippe sange, når jeg sidder og arbejder med dem. Samtidig kan jeg ikke lide at fortænke mine sange. Der vil jeg hellere slå hjernen fra, selvom det kan være svært i den her verden.

Stilheden efter stormen

I den kreative slipstrøm af ti album er udviklingen ikke altid så håndgribelig, den handler i højere grad om ørerne, der lytter. Jeg ser udviklingen som et resultat af den opmærksomhed, som Bisse gennem tiden har fået. Fra det vrede og blødende personlige i Blodtrilogien hen over det legende provokerende på Højlandet og mod det gøglede og uventede på Tanmaurk og Tanzmaus.

– Der er klart en udvikling fra at lave plader, der er meget konfronterende, forklarer Thorbjørn. – På et tidspunkt syntes jeg, det var befriende at råbe ad verden og sovse det hele ind i ord og ekkoer. Men når man er stået af det der inferno og har stået og råbt og skreget, bliver man meget fascineret af stilheden bagefter. Musikken har før været meget kompakt, og der har helt sikkert været en bevægelse, hvor jeg er blevet mere og mere interesseret i at gøre musikken mere gennemsigtig. Forstået på den måde, at man kan høre alle elementerne og rollerne i musikken. Og hvor der er plads til lytterens fantasi.

I udviklingen er definitionen på Bisse blevet mere uklar, men samtidig er der en forventning om, at det uventede er det, der kan forventes. Jeg var forbavset over at se ham optræde følsomt og nærværende på Fyn med blomster i sit solblegede lange hår, og da Bisse et år senere skar sit venstre øre af og kastede sig ind i en boks af plexiglas, var jeg overbevist om, at han for alvor havde tabt småkagerne.

– Det handler meget om mit temperament, forklarer han. – På det tidspunkt var det sjovt at skrælle det hele af, men den slags har det med at bevæge sig i en slags cyklus for mig. Tanzmaus meget mere gøglet og gakket, end det før har været. Det er ikke længere så alvorligt, og det tror jeg er noget, der er opstået af Tanmaurk – efter den plade havde jeg brug for at komme ned på jorden. Det er endt med en samling af sange til forskellige slags drømmere – Britta Nielsen og min nevø og til min farfars bror Troels, der var modstandsmand. Det er endt med at være samlingspunktet på pladen. Samtidig er Tanzmaus lidt lyden af Las Vegas. Men måske nærmere lyden af sådan en nedslidt kælderklub, hvor kældersmølfen skejer ud.

Dansen med flygtighedens kaos

Ugen efter vores interview begynder Bisse at indspille sit næste album, for Thorbjørn gider ikke sidde og vente på modtagelsen af pladen. – Var den for let på tå, eller var det blot et mellemspil? Jeg er videre, når pladen er færdig, siger han. – Jeg har brugt nok tid på Tanzmaus. For hver rose får jeg lige så mange torne. Det er vigtigt at holde kritikken ud i strakt arm. Og derfor går vi også i studiet i næste uge, for jeg gider ikke sidde og vente på modtagelsen af pladen. Jeg er ikke optaget af det, ligesom jeg ikke er optaget af, hvorvidt min musik er original. Jeg vil bare kaste mig ud i et kaos og danse vals med det. Det er det, jeg godt kan lide ved at lave musik, og som gør mig glad. Ligesom man gjorde det, da man var barn, er det sjovt at lege med musikken. Som barn legede man kovbøjder og red ud på prærien, og det er sjovt at overføre til en plade. Det er ikke nødvendigvis det, der skal bestemme det, men det er sjovt at prøve af og se, hvor langt man kan nå med det.

Vi er rykket fra spisebordet i fællesstuen ind til hjemmestudiet ved siden af. Thorbjørn peger på et udklippet papircitat, der hænger på væggen bag mig, og som er skrevet af hans filosofven, Børge.

– Jeg elsker at arbejde med hovedet under armen, siger han. – Uden at tænke over det, men bare at være i det. Den slags er meget fysisk, fordi der skabes noget. Akademikere tænker sig om, men kunstnere skaber. Børge sagde engang til mig, at vil jeg være kunstner, er jeg nødt til at rable løs i vanviddets ekstase. Og en kunstners tale er jo ikke klar tale, det er en mani eller en storm af ord. Mit job er at skrive sange, og så må folk anmelde dem – det er ikke mit job at gøre det. Og det er egentlig noget, jeg synes, man har en tendens til, hvis man sidder for længe på sit eget materiale. Det er fint at bruge hjernen og have en bevidsthed omkring det, man laver, men jeg tror, det er vigtigt ikke at kloge sig over sine tanker og kunstneriske intuition. Ofte oplever man en tiltrækning af noget, uden at kunne forklare det, og det er fint bare at anerkende det.

Med succes mod uvisheden

Undervejs i hans kunstneriske bevidsthedsstrøm er Bisses publikum vokset. Han har sprunget adskillige mellemled over fra dengang, hvor han ikke var forstået, og med egne hænder er han nået, hvortil han befinder sig i dag. Midt i eksperimentet, som han selv forklarer det. – Jeg ved ikke, om jeg lander på røven om et år og går rabundus.

– Jeg er ikke kommet så bredt ud som Benal eller nogle af de andre fra min samtid, jeg har set stryge forbi, fortsætter han. – Men det er heller ikke det, jeg har søgt. Humlen i det hele er tiden og rummet til at skrive. Det er det vigtigste for mig, og det er også det, jeg værner om allermest. Jeg er meget privilegeret, at folk i Assens gider at høre min musik – det rører mig. Det er et underligt forhold, man har som sangskriver ved at stille sig op på den der kasse for at synge med et ydmygt håb om, at nogen vil synes, det er spændende. Men egentlig er årsagen til, at jeg gør det, at det optager mig – ligesom den gode Van Gogh, der malede alle sine billeder, fordi det optog ham, og ikke for at tjene penge på det.

Bisse samler med besvær et billede op, der er klistret til vindueskarmen. Det er en udskrift af et selvportræt af Van Gogh, der egentlig burde hænge på væggen bag ham, sammen med citaterne. Ligheden mellem Thorbjørn og Van Gogh er ikke kun opstået i videoen til ”Fontex”, hvor Bisse skærer sit øre af. Begge er de kunstnere, der fandt værdsættelse i det, der optog dem. Men Bisse lever i den værdsættelse. Mellem det intellektuelle og det folkelige. Han er umiddelbar og tilgængelig, ligesom han består af flere lag. – Jeg synger for de mennesker, som er der, siger han. – Jeg skelner ikke mellem dem. Jeg ved ikke, om jeg er folkelig, og hvis jeg er det, er det jo fantastisk, men så synes jeg også godt, der kunne komme nogle flere mennesker til min koncert i Struer. Så jeg er måske ikke nået helt dertil endnu.

Klagesangen om tidens tilværelse

– Jeg synes, det er vigtigt at tage sit liv op til overvejelse, siger han. – Jeg er holdt op med at flyve, men det holdt så kun i et halvt år, fordi jeg i marts kom til skade i Italien og var nødt til at flyve hjem for at blive opereret. Jeg spiser mindre kød, og da vi spillede i Norge, tog jeg toget derop. Det er fedt at se, hvad jeg selv kan gøre, og samtidig spiller det bedre overens med den verden, vi lever i lige nu. Det er en inspirerende udfordring, og derfor synes jeg heller ikke, at man bør forbyde noget hos folk. Vi er bare nødt til at skabe nogle incitamenter, der får os alle sammen til at forbruge anderledes. Og jeg oplever lidt et problem med vores forældres og bedsteforældres generation, hvor de virker til at forvente og have en tillid til, at markedet regulerer sig selv. At varen i supermarkedet er okay, selvom den måske ikke er det. Hos min generation er der en anden agtpågivenhed.

– Som jeg synger i ”Klagesangen” er jeg nødt til at åbne mit hjerte og klage min nød. Er det frelst? Det ved jeg ikke, om det er, svarer Thorbjørn. – Jeg er måske bare blevet mere bevidst om den verden, vi skal give videre. Det handler ikke om at fortælle, hvad folk skal gøre, eller fremstille mig selv som et orakel, der har gjort min del. Jeg deler bare mine tanker med folk, og det synes jeg egentlig er generøst.

LÆS OGSÅ: Bisse tager på halbal-turné med nyt album

Se Bisse fremføre "Jagtsangen" fra Tanzmaus:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA