x

“Everyone’s gonna freak out”: Hvorfor du skal lytte til John Mayer

“Everyone’s gonna freak out”: Hvorfor du skal lytte til John Mayer

John Mayer giver en udsolgt koncert i Royal Arena 6. oktober og en næsten udsolgt optræden i Jyske Bank Boxen 7. oktober. Filosofistuderende Lucas Harder Anderschou kigger nærmere på, hvorfor han er så fascinerende.

John Mayer stopper sin koncert på en scene et sted i USA. Publikum kigger, håbefulde og skrigende, mod deres idol, som toner frem i projektørlyset med sin trofaste elektriske guitar. Mayer finder en pose med Xanax-piller frem fra baglommen, et beroligende middel mod angst. Han viser pillerne frem til sit publikum og siger en sætning, jeg aldrig glemmer: “Everyone’s gonna freak out”. Et simpelt og befriende budskab. Du er ikke alene om at være bange. 

Jeg kan ikke længere finde klippet på YouTube. Måske jeg skulle få det tatoveret på armen, således at min krop aldrig glemmer, at den er helt okay – at der ikke er noget som helst galt i at mærke angstens onde, klistrede fingre mod sin sarte, kolde hud. At alting nok skal gå, selvom ingenting synes at gå, som det burde. 

Mayer tramper på sine Xanax-piller, og publikum bryder ud i jubel. Han frisætter sig selv fra angstens altødelæggende tomrum og skaber samtidig et rum for sit publikum til at igangsætte den selvsamme frigørelsesproces. Han nægter at underkaste sig sine problemer, men underkender ikke af den grund deres eksistens. Med andre ord: målet er ikke at forkaste sine dæmoner, men at tilbageerobre kontrollen over dem. 

Eksemplet rummer kernen i popkulturens tiltrækningskraft. Lytterne spejler sig i deres heltes fortællinger. De danser, ler og græder med dem. Fortællingerne kan være rå og ærlige som i Mayers tilfælde, men de kan også være polerede som Taylor Swifts skarptskårne popmaskine. Fælles for de to popstjerner er deres evne til at skabe en historie, publikum kan spejle sig i; et mulighederne og ideernes rum, hvor op- og nedture samt forskellige måder at være menneske på portrætteres og afprøves. 

Hvorfor jeg ikke skriver om Bob Dylan 

John Mayer er på mange måder en guilty pleasure, en musiker, man ikke må elske som voksen mand. Numrene er proppede med bløde flødemelodier, teksterne er klichéfyldte, og jeg er i virkeligheden alt for gammel til at være en ægte fan. I hvert fald hvis man vælger at leve efter den undertrykkende norm, at fankultur hører til som en fase i børne- og ungdomslivet. Som om voksne mennesker ikke også har brug for at spejle sig i andre menneskers fortællinger. Som om man ikke er i stand til at fortabe sig i en kunstners måde at anskue livet på, så snart man har groet sig et skæg.   

Jeg er det, man kalder for en ægte fan. Jeg suger popæstetikken til mig, skråler med på den kitschede kærlighedssang “Your Body is a Wonderland” og hamstrer merchandise ved koncerterne. Popmusikken kan fungere som et åndehul, hvor mikro-problematikkerne i hverdagen og makro-forhold som krig og klimakrise glemmes for en stund. Det er altafgørende for ethvert menneske med disse åndehuller, men lige så vigtigt er det at forstå, hvorfor man har et behov for at flygte. Her kommer popmusikkens anden rolle i spil: evnen til at forklare komplekse problemstillinger, således at alle forstår dem. 

Det ville være lettere at skrive om mit andet idol, den amerikanske Nobelpris-modtager Bob Dylan. Han er det modne menneskes ikon. Alle kender til Dylans lyriske overlegenhed og antiautoritære magtkritik. Pointen er, at Mayer – og mange af hans ligesindede – kan præcis det samme som Dylan. De er fulde af livsvisdom, feminisme og magtkritik, og de formidler disse temaer i et sprog, den almindelige lytter forstår. Dette er den altafgørende styrke ved popmusikken, og grunden til, at jeg nu bekender mig til dens nogle gange klichéfyldte og overfladiske univers: Popuniverset rummer et fantastisk mulighedsrum for at formidle komplekse idéer om eksempelvis kærlighed, frihed og sociale uligheder i et sprog, den almene borger forstår og anerkender. 

Nedturen 

Jeg forstår John Mayer. Jeg spejler mig i hans kamp for at finde kærligheden uden at opgive livet på landevejen som turnerende musiker. Drømmen om at finde den eneste ene er på samme tid kliché og universelt for den menneskelige tilværelse; den er lettilgængelig popmusik, men refererer også til en lang kulturhistorisk tradition for at formidle kærlighedens sprog. Jeg lytter og trøster mig selv, når han i sit Instagram Live-show hver søndag aften hjælper sine fans igennem den hårdeste, mest melankolske dag på ugen. 

“It’s a Sunday night, a night never to be trusted for emotions”, lyder det fra Mayer i en anden YouTube-video. 

Jeg nikker anerkendende, når han taler om “toxic masculinity” og efterlyser en ny måde at være mand på. Vigtigst af alt spejler jeg mig i hans nedture – og i det håb om en efterfølgende fremtid, hans fortælling repræsenterer. John Mayers historie handler om det fejlbarlige menneske, der synder, undskylder og heler på ny. 

Efter to kontroversielle interviews med The Rolling Stone og Playboy bryder Mayer sammen på scenen. Endnu en YouTube-video foreviger øjeblikket, som en tatovering for altid forankret på det store internets hud. Vi skriver 2010, og Mayer spiller nummeret “Gravity” live. Det handler om at være bange for at dø. “Just keep me where the light is”, lyder det blandt andet. Pludselig begynder han at tale til sit publikum hen over musikken. 

“In my request to be clever I completely forgot about the people that I love and the people that love me”, fortæller han med skælvende stemme. 

Han taler videre om at befinde sig i et “ormehul af selviskhed”. En rå og ærlig fortælling dukker op midt i den glamourøse popstjernetilværelse. Det er den tænkende mands fiasko, publikum er vidne til. Mayer var ikke fuld under de famøse interviews, hvor han blandt brugte det forbudte n-ord. Han prøvede at være den stjerne, de to blade ønskede at portrættere. Den flamboyante player. Den hurtigtænkende, sjove popstjerne. 

De to interviews – og Mayers efterfølgende livskrise – minder os alle om, hvor galt det kan gå, hvis man baserer sine valg i livet på alle andres mening. Hvordan det konstante fokus på performance, som eksempelvis kommer til udtryk på Snapchat og Instagram, i sidste ende æder dig op. Som at løbe gennem livet for at nå først over en målstreg, som aldrig kommer, i stedet for at stoppe og se sig omkring. Mærke livet. 

Mayer tager en lang pause fra offentlighedens søgelys og skriver det country-inspirerede album Born and Raised. Med mundharmonika og akustisk guitar synger han om at tilgive sig selv og, endnu vigtigere, finde sig selv på ny, midt i tilværelsens største krise. 

“I’m a good man with a good heart / had a tough time, got a rough start / but I finally learned to let it go”, lyder det på den selvterapeutiske “Shadow Days”. 

Nummeret lærte mig, at livet ikke går under, fordi jeg begår en fejl. Læren om det fejlbarlige menneske læste jeg ikke Bibelen for at forstå, jeg lyttede til popkulturens lette, men ikke nødvendigvis overfladiske værker. Endnu stærkere er budskabet på “The Age of Worry”, hvor Mayer henvender sig direkte til sine lyttere som en anden profet til sine disciple: 

“Dream your dreams but don’t pretend / Be friends with what you are”. 

Mayer fortæller os, at vi kan hele som mennesker, selvom vi fejler og falder. At det er okay at være i syv sind midt i livet, selvom alle normer fortæller os, hvordan vi bør have styr på villa, Volvo og vovse, før vi når de 30. Gennem tilsyneladende simple, poppede tekster formidler han en grundlæggende tvivlende væren; et liv, hvor alle brikkerne langsomt, men sikkert falder på plads, netop fordi tvivlen og angsten accepteres som et grundvilkår. 

Tilgivelsen 

Born and Raised lærer Mayer altså sine lyttere at tilgive sig selv. Med sidste års single “New Light” lærer han dem, at verden også kan tilgive. Singlen markerede et kommercielt comeback for Mayer, der pludselig oplever sit andet forår i karrieren. Oktobers to koncerter i Danmark, i Royal Arena i København og Jyske Bank Boxen i Herning, er henholdsvis helt og næsten udsolgt. Mayer har fundet sig selv påny både kreativt og personligt. 

Således er det altså muligt at kysse afgrundens benhårde asfalt, uden at falde helt derned, hvor mørket omslutter dig for altid. Det lader sig gøre at rejse sig, verden rummer en ny fortælling hver dag. Det gælder blot om at gribe muligheden. 

Pludselig handler Mayers popmusik om de helt store eksistentielle emner. Hvad er meningen med livet? Er det ikke netop at rejse sig fra asfalten, hver gang man rammer dens overflade, for at fortsætte endnu stærkere og klogere på sig selv og sin omverden? Er historien om tilgivelsen i virkeligheden også et opråb til lytterne om ændre samfundets efterhånden indgroede svagheder?  Klima-, uligheds- og flygtningekrisen rummer alle uoverskuelige konsekvenser, men måske findes der – her på afgrundens rand – en ny virkelighed, mennesket kan forme på ny.

De to års pause fra rampelyset, der kulminerede med udgivelsen af det selvterapeutiske Born and Raised-album, kalder Mayer selv for sine “lost years”. Begrebet skal ikke forstås, som at årene er tabte, men i stedet som en pause fra Hollywood, paparazzifotografer og alle andres altødelæggende mening. Han råder i et Instagram-opslag alle sine følgere til at gøre det samme: tag en pause med plads til refleksion. Hvad vil du med dit liv? Er du lykkelig? Med andre ord adresserer Mayer en vigtig pointe i tilværelsen. I stedet for at forklare sig og konstant forsøge at være på selvrefleksiv forkant med alle andres forståelse af sig selv, bør man tie stille og lytte, reflektere og genopdage sig selv i et nyt lys. 

Måske er det også sådan, vi løser de førnævnte kriser. Ved at tage en pause med tid til den refleksion, de sidste mange års hæsblæsende tempo har forhindret. Det lykkes Mayer at genopfinde sig selv, og måske er det muligt, at samfundet som helhed kan gøre det samme. Som det lyder på nummeret “Emoji of a Wave” fra 2017: 

“Oh honey / It’s just a wave / It’s just a wave and I know / That when it comes / I just hold on / Until it’s gone”. 

Så simpelt kan det siges indenfor den ramme, vi betragter popmusikken fra. Du kan ikke gøre alle tilfredse. Du vil opleve modgang i dit liv. Alle mennesker er bange engang imellem. Du vil klare den, ligesom John Mayer gjorde. 

Antiautoritær og fri 

Historien om Mayer er også fortællingen om den anti-autoritære popstjerne, der nægter at lade sig undertrykke af forældede idealer og normer. Fra religionskritiske “Belief” til den mere altomfattende politiske protest-sang “Waiting On the World to Change” behandler han i virkeligheden de samme temaer som førnævnte Bob Dylan. Forskellen er, at popmusikken når ud til et andet publikum igennem sin simple værktøjskasse. 

“I Guess I Just Feel Like” fra 2019 begynder som en dystopisk fortælling om det fortabte samfund. Ikke desto mindre fremstår håbet endnu engang som en rød tråd gennem Mayers musikalske karriere og livshistorie. Ingen bølge er for stor til, at man ikke kan kæmpe sig over den. 

“But I know that I’m open / And I know that I’m free / And I’ll always let hope in / Wherever I’ll be”.  

Det er det, popuniverset kan. Der spirer altid et håb. Hvad enten der er tale om en romantisk komedie – den såkaldte romcom – eller en tre minutter lang sang, bæres den lykkelige slutning igennem selv de største bølger af oftest ulykkelig kærlighed. Drømmen om utopien er således intakt, og gennem den siver et håb ud i samfundet. Det er vor tids anti-autoritære kraft: håbet om en bedre fremtid. En ny fortælling. 

Jeg tænker tilbage på scenen, hvor Mayer tramper sine Xanax-piller i stykker. Han retter sine øjne mod publikum, sine disciple, mens bandet spillere videre i baggrunden. 

“You are going to freak out. You are going to have at least one moment of the week, where you don’t feel right. But maybe it doesn’t feel so wrong, if you know that it’s kinda supposed to happen to you. It’s the other side of being conscious and loving”, fortæller han karismatisk fra mikrofonen.

Med kærligheden og kampen for alles frihed kommer altså også frygten for at ende alene eller undertrykt. Du kan ikke forestille dig utopien, uden at angstens dystopiske billede sniger sig frem på nethinden. Således må mennesket, ifølge Mayer, omfavne angsten som et grundlæggende vilkår i stedet for at flygte fra den. På samme måde må vi anerkende, at frygten for klimaet, for den økonomiske ulighed, for krigsførelsens konsekvenser er reel. Der findes et håb i popmusikken, hvor drømmen fortsat siver ud, og den drøm må gribes. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA