Clara: "Jeg drømmer virkelig ikke småt!"

Clara: "Jeg drømmer virkelig ikke småt!"

"Jeg har været pisse fucking heldig og har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt"

Hvis du har fingeren bare i nærheden af pulsen, har du helt sikkert lagt mærke til det. Den her uprising af unge kvindelige kunstnere med ben i næsen og følelserne uden på tøjet. Kvinder som på feministisk vis skider på skønhedsidealer, selv laver deres egen musik, og som samtidig tør at emme af skrøbelighed og lave popmusik, så det drypper ud af højtalerne. MØ var måske en af de første. Men kort efter fulgte kvinder som Iris Gold, Soleima, Anya, Jada ­– og selvfølgelig Clara.

Jeg møder den 19-årige popkomet på toppen af København hos Sony Music. Claras pladeselskab fra day one af hendes musikkarriere. Interviewet går ned i et mødelokale, der i anledning af photoshootet til GAFFA er blevet omdannet til omklædningsrum med tøjstativer fyldt med pangfarver, glam og et bord dækket af stiletter og smykker. Normalt er Clara ellers en pige, der primært ynder at gå behageligt klædt. ”Drenget,” som hun selv siger. Men når chancen byder sig, er det nu også sjovt at klæde sig ud som en rigtig popdiva. Lidt ”gurl” er man vel.

På bordet står der også en halv liter piskefløde. For Clara bøvler med en kradsende hals og har hørt, at den bedste kur er fløde. Så det drikker hun pligtskyldigt, mens en fra Sony med jævne mellemrum kommer rendende med te og honning. For i morgen skal hun spille til The Voice i Tivoli. På den store scene. Ikke den lille som sidste år. Et bevis på, at Clara er på vej op. Og så spillede hun også lige til Danish Music Awards sammen Jada forleden og gik hjem med en Danish Music Award som Årets Nye Danske Navn i hænderne. 

– Jeg fik det at vide, da, jeg sad i studiet og var ved at lukke en af mine nye sange. Så ringede Sony til mig og sagde, at jeg skulle spille til DMA med Jada. What?! Jeg kunne ikke helt forstå det. Mig?? Skal jeg spille til DMA?! Det er stort!

En outsider

Clara er ikke særlig høj. Og alligevel fylder hun meget. For hun emmer af energi og selvsikkerhed, taler højt så det brager gennem rummet, og har funklende store øjne, der siger, her kommer faktisk jeg. Ligesom Pippi Langstrømpe.

At hun er en powergirl med ild i røven, er ikke helt tilfældigt. Som den eneste pige i en søskendeflok på seks var det temmelig nødvendigt at kunne markere sig fra start af.

– Når du er i en flok med så mange børn, så bliver du nødt til at have lidt spidse albuer. Jeg blev nødt til at råbe højt, for at blive set både af mine forældre og af mine brødre. Det er helt klart derfor, jeg er så udadgående. Jeg snakker meget, og jeg er meget på. Nogen synes, det er pisse irriterende. Enten så elsker du mig, ellers så hader du mig. Cause I’m a lot!

Og netop Pippi har Clara altid kunnet identificere sig med. For ligesom den fregnede pige med alt for store sko har Clara altid følt sig meget anderledes end dem omkring hende. Nok fordi hun er vokset op i den lille bitte provinsby Kolind i Jylland. Et sted, hvor der ikke var synderligt højt til loftet, og hvor den danske jantelov havde frie tøjler.

– Jeg kan huske, at min veninde kom hen til mig en dag, hvor jeg havde købt et par ret vilde bukser i rød og sort. Og selvom det ikke lyder ret vildt, så var det vildt i Kolind, for alle gik bare i de samme jeans. Så hun kom hen til mig og sagde ”Synes du selv, at de der bukser er flotte?” Og så sagde jeg ”Ja, Katja! Det synes jeg faktisk!” Det var sådan nogle kommentarer, jeg kunne finde på at få. Og alligevel lavede jeg ikke om på mit tøj. For jeg var jo fucking ligeglad.

Men at føle sig som den grimme ælling i andedammen var alligevel ret ensomt for Clara, og den følelse fik hun behov for at udtrykke. Her blev sangskrivning en måde at komme ud med den frustration, hun bar rundt på.

– Fordi jeg følte mig malplaceret i den her lille by, havde jeg brug for et outlet. Musikken handlede om at føre min smerte hen til der, hvor det gav mening. Så det har været meningen, at jeg skulle være der i Kolind og føle mig totalt udenfor. For så havde jeg noget at skrive om. Sometimes the universe knows better.

Inden sangskrivningen for alvor blev en fast udtryksform for Clara, havde hun fundet ud af, at hun var temmelig god til at synge. Det blev for alvor cementeret, da hun gik i fjerde klasse og var på skoletur med nogle af børnene fra de store klasser.

– Jeg kravlede rundt i et træ for mig selv og sang. Og så kom de store børn hen til mig og spurgte, om det virkelig var mig, der sang? De fortalte det til alle, og siden kunne jeg ikke gå igennem glassalen på skolen, uden at jeg skulle synge. De klappede, når jeg kom gående og råbte ”Syng lige den der med Medina!” Jeg syntes, det var VILDT sjovt!

En af de store piger lagde også en video på Facebook, hvor Clara står og synger. Og der gik ikke længe, før den havde fået over 2000 likes. Hurtigt gik det op for Clara, at her lå nøglen til hendes fremtid begravet.

– Jeg havde aldrig fået mere end syv likes for et billede, så jeg følte jo bare, at jeg var blevet kendt. Det var en så vild og overvældende oplevelse for sådan en lille femteklasser. Jeg elskede det! Og der gik ikke længe før, at de begyndte at give mig penge for, at jeg sang. Og fem kroner passede lige med, at jeg kunne købe en bolle i madboden. Dér tænkte jeg virkelig: Mama, I made it!

Fra den jyske muld til stjernerne

Hvad der skete efterfølgende, ville gøre de fleste mennesker forpustede. For allerede mens Clara stadig gik i niende klasse og stavrede rundt i Kolind i sine sorte og røde bukser, tog hendes musikkarriere fart. Raketfart.

Clara gik på en talentskole og skulle en aften optræde med sit hold. Alle ti på holdet fik en lille snert af en sang, så det var ikke meget, de hver især fik chancen for at synge. Men det var nok. For efter koncerten kom hendes venindes søster hen til Clara, stak hende et visitkort og sagde, at hendes kæreste var på udkig efter et nyt, ungt talent. Og det talent, troede hun, var Clara.

– Jeg kontaktede straks hendes kæreste og sendte ham en video, hvor jeg sang. Og så havde vi en session tre dage efter, hvor vi lavede en demo. Blandt andet med ”Stop Pretending”, som kom med på mit debutalbum. To dage efter havde han et møde med Sony, hvor han præsenterede alle mulige demoer. Da han kom til min sang, gik de fuldstændig amok og ville gerne smide pladekontrakter efter mig.

For ikke at føle sig alt for presset til at skulle udgive musik og optræde lige med det samme, valgte Clara at skrive under på en udviklingskontrakt i stedet. På den måde havde hun mulighed for at øve sig som sanger og sangskriver, inden det gik løs med albumudgivelser og turneer.

På det tidspunkt var Clara kun 15 år og stod allerede med billetten i hånd til den helt store rumfart. En karrierekurve, der mildest talt er de færreste i musikbranchen forundt. En branche, som normalt er kendetegnet ved, at artister knokler i årevis med at spille på halvtomme barer, før de får så meget som lilletåen ind i varmen. Og Clara er godt klar over, at hun har været usædvanlig heldig.

– Min karriere er kommet nemt til mig, for jeg er fløjet igennem det hele. Jeg har været pisse fucking heldig og været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men jeg har fandeme også arbejdet hårdt for det. Ikke for at få det. Men jeg har arbejdet hårdt, efter jeg har fået det. For det forpligter også at få alt det her.

”Jeg har så lang tid til at fucke op”

Nu har Clara allerede udgivet sit første album, der udkom på hendes 18-års fødselsdag og fik titlen August Eighteen, og hun er godt i gang med at lukke det næste, der udkommer til foråret. Til Danske Populær Autorers prisuddeling 2018 modtog Clara en vækstlagspris for sit sangskrivertalent, og Danmarks Radio omtalte Clara i deres artikelserie ”De Ejede 2018”. Samme år var hun også nomineret som årets nye navn til Zulu Awards. Desuden har hun optrådt til P3 Guld, hvor hun samtidig var nomineret til deres talentpris.

Så det er gået stærkt for den unge Clara. Og selvom nogle måske ville mene, at det er bedst at tage den træge vej op ad successtigen for at kunne følge med luftforandringen, så ser Clara det kun som en fordel, at hun er blevet katapulteret lige mod stjernerne.

– At jeg ikke har skullet kæmpe så meget for det, har betydet, at jeg har mere mod på det. For det tager et lille stykke af din sjæl, hver gang du giver noget af dig selv og ikke får noget tilbage. For hvert afslag du får, har du mindre lyst til at lave det. Man bliver slået ud af det. Det er enormt sårbart. Så jeg er glad for, at jeg ikke skulle det igennem.

At man hurtigt bliver optaget af den energiske kvindes alder, er måske ikke så underligt. For det er ikke så tit, man hører om teenagere, der skriver solide pophits og optræder foran tusindevis af mennesker. Og spørger man Clara selv, så har hendes alder da også både fordele og ulemper.

– Jeg har så lang tid til at fucke op og prøve igen. Jeg føler ikke noget tidspres, fordi jeg er så ung. Jeg har god tid til at finde mig selv og min lyd. Men det er en ulempe, fordi jeg ER i gang med at finde mig selv, både som menneske og som musiker. Og det kan være svært at gøre offentligt. Jeg har selvfølgelig stadig meget privatliv. Men det ved jeg ikke, om jeg har om et par år. Så det er en mærkelig ting at skulle finde sig selv som artist, og som Clara samtidig. For ændrer artisten sig så, når Clara ændrer sig, og følger fansene så med?

Et svin over for sig selv

Selvom Clara fik en kontrakt som 15-årig, har hun ikke bare nydt hele turen i tilbagelænet stil. For det er ikke længe siden, at Clara stadig var et helt ukendt navn og uden nogen erfaring. Derfor kæmpede Clara i flere år med en usikkerhed, der gjorde, at hun måtte knokle ekstra hårdt for at bevise sit værd som artist.

– Jeg har været et rigtig svin over for mig selv. Under og efter koncerter tænkte jeg kun på alle de fejl, jeg havde lavet. Jeg havde bare ondt i maven. Og det ødelagde det for mig. Det var overhovedet ikke sjovt. Sådan var det også, når jeg skulle i studie. Jeg kunne få helt ondt i maven, når jeg skulle arbejde med nye. For når jeg kom ind af døren, sagde producerne som det første, at jeg bare synger for sindssygt. Så standarden var bare sat virkelig højt. Derfor blev jeg nervøs og ville gøre det perfekt.

Men nu er hun færdig med at føle sig grøn og usikker. Nu har hun prøvet lidt af hvert og opbygget en erfaring for livet som artist. Og Clara ser ikke tilbage på den første tid som noget negativt. For det var netop hendes eget pres og høje forventninger til sig selv, der har gjort, at hun blevet en så dygtig sanger og sangskriver.

– Nu hviler jeg i mit talent og bliver ikke så nervøs længere. Nu er jeg ligeglad, om jeg laver fejl, for jeg ved, hvad jeg kan. Og de fleste i musikbranchen ved, hvad jeg kan. Så jeg behøver ikke bevise mig selv. Hvis jeg selv synes, det, jeg laver, er godt nok, så er det godt nok. Det samme gælder, hvis andre synes, jeg har gjort noget godt, og jeg ikke selv synes det. Så er jeg ligeglad med det, for det kan jeg ikke bruge til noget.

Claras Instagramprofil saint_clara er et godt billede på, at Clara nu er nået et niveau af selvsikkerhed, hvor hun er hamrende ligeglad med, hvad folk mener om hende. For side om side med flotte billeder af Clara fra shoots og liveoptrædener ligger der billeder af selvsamme med en kæmpe bums, tømmermænd og andre ægte og menneskelige situationer. Og det er meget bevidst. For selvom der er mange, der har en holdning til, hvordan hun skal lave en ”pæn” profil på det sociale medie, vil Clara også vise sine grimme sider.

– Jeg vil ikke have, at unge piger skal gå ind på min profil og tænke, åh, hvor er Clara flot, sådan vil jeg også se ud. For sådan nogle beskeder får jeg jo. Og det er bare så forkert. Jeg vil ikke have, at de går ind på min Instagram og kommer ud med dårligt selvværd og en følelse, at de er forkerte. For jo, nogen gange ser jeg rigtig godt ud. Og andre gange ligner jeg lort. And that’s the reality of it. Så det er vigtigt for mig, at de går ind og ser et menneske. Ikke et glansbillede.

Et stykke Clara med hjem

At være sig selv 100 procent er et gennemgående træk ved Clara. For hvor mange andre går ind i en rolle, når de er i rampelyset, så de ikke personligt at skal stå på mål for det, de laver, gør Clara det modsatte. Om det skyldes al den friske luft i Kolind eller noget helt andet, så har hun benene plantet solidt på jorden. Og det tror hun selv er årsagen til, at al den her opmærksomhed ikke stiger hende til hovedet.

– Jeg er mig selv hele vejen igennem. Det er det, der holder mig sane. For det kan være fristende at distancere sig ved at spille en anden. For så er det ikke dig, der står for skud. Så er det en facade, der står i spotlyset. Og så kan du gå væk og være sårbar bagefter. Men det holder ikke en meter. For lige pludselig er det ikke en rolle længere. Så er det den, du tror, du er. Så det er vigtigt bare at holde fast i sig selv og lære, hvordan man kan være ærlig i alt det her.

Når Clara tager på danmarksturne i november, er det lige præcis det, man som publikum kan se frem til. En optræden uden filter hvor Clara som artist og som menneske skinner rent igennem.

– Jeg kommer til at lægge liv og sjæl i det. Jeg efterlader et stykke af mig selv på den scene. Så alle kan se frem til at få et stykke Clara med hjem.

Selvom der måske kunne være behov for det, er planen ikke at tage den med ro, når turneerne er slut. For Clara har høje ambitioner, og for hende er afslapning bare spild af tid. Især med de mål, hun stiler efter.

– Jeg drømmer jo virkelig ikke småt. Så målet er, at jeg engang er nomineret til Video Music Awards. Det er ikke fordi, jeg forventer det. Men jeg vil det virkelig gerne. Så drømmen er helt klart at nå til udlandet og være der, på niveau med de helt store. Det kunne være rigtig fedt. Og det tror jeg heller ikke er umuligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA