x

Koncertaktuelle Jamila Woods: Ufrivilligt politisk

Koncertaktuelle Jamila Woods: Ufrivilligt politisk

– Jeg vil bare lave kunst, som betyder noget for mig. Og det, som betyder noget for mig er politisk, på grund af den verden, vi lever i, fortæller Jamila Woods, der giver en udsolgt koncert på Hotel Cecil 31. oktober, over en knitrende telefonforbindelse. På sit seneste album, det kritikerroste Legacy! Legacy! hylder Woods sine idoler. Hvert enkelt nummer på pladen er dedikeret og opkaldt efter et forbillede. Blandt disse huserer alt fra bluesmusikeren Muddy Waters til digteren Nikki Giovanni.

– Det handler ikke om at sætte mennesker op på en piedestal. De her mennesker har efterladt en arv, som har påvirket mig. Inden jeg kan gå videre med min egen kunst, må jeg hædre det, som kom tidligere.

Måden, Woods hylder sine idoler er forskellig fra sang til sang. Blandt andet taler Woods til idolet. Woods fortolker også værker. På ”Miles”, dedikeret til Miles Davis, synger hun, som om hun er jazzlegenden selv.

– Med Miles handlede det om hans måde at være på. Jeg mindes en historie om, at når han mødte hvide, højt-på-strå pladeselskabschefer, hviskede han, så cheferne måtte læne sig ind til ham for at høre, hvad han sagde. Det er et rigtigt power-move. Den type magtspil og cool energi inspirerer mig.

Balancen mellem maskulin og feminin energi

Selvom hver sang er møntet på en specifik person, handler de i sidste ende mere om hende selv end nogen anden.

– Det handler om at være hans (Miles Davis, red.) energi. Ikke så meget om ham, men mere om, hvad han ville sige. Og hvad jeg ville sige, hvis jeg havde hans energi. Jeg tænkte meget på min balance mellem maskulin og feminin energi, og jeg kunne mærke, at når jeg gjorde fremskridt i min karriere og blev ældre, fik jeg mere maskulin energi. Jeg var mere aggressiv. Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg kunne sætte ord på det. Derfor ville jeg også synge om noget, der fik mig til at føle mig stærk.

For Jamila Woods handler Legacy! Legacy! ikke alene om at hædre eller kanalisere sig selv gennem andre, men også at sætte fokus på kunstnere og forfattere, som for mange er helt ukendte. Woods, som voksede op som sort i Chicago, lærte ikke i skolen om mange af personerne på albummet, på trods af at de har haft stor betydning for den afroamerikanske kulturarv.

– Jeg ville have, at unge mennesker skulle opdage eksempelvis Nikki Giovanni eller James Baldwin, for jeg lærte ikke om dem i skolen. Så jeg synes, det er cool, når musik kan være uddannende.

At undervise er heller ikke helt ukendt for Woods. I syv år har hun arbejdet som lærerinde hos Young Chicago Authors, en organisation, som giver gratiskurser om poesi og hiphop for unge. Men nu har hun besluttet sig for at stoppe og fokusere hundrede procent af sin energi på sin kunst.

– Jeg er imponeret over, hvad jeg har formået hidtil, eftersom jeg har haft et fuldtidsjob ud over min musikaske karriere. Men der er næsten mere pres på nu. For nu, når jeg har så meget ekstra tid, må jeg også bruge den rigtigt.

”Chicago er for tiden som en lille by”

Jamila Woods er en af mange i en ny generation af urbane artister, som er kommet frem de seneste år i Chicago. Sammen med eksempelvis Noname og Saba har Woods stået for en intellektuel hiphop, fyldt med jazz- og soulelementer.

– Chicago er for tiden som en lille by, ikke mindst på musikscenen. Der findes ikke så mange musiksteder at gå til som ung her. Da man var i 20-årsalderen, gik alle til de samme koncerter og tog del i de nye talentfulde artister som fans. Nogle gange hørte du noget, som inspirerede dig, og det fik dig til at have lyst til at gøre noget lignende selv.

At være en sort kunstner, skrive om sorte kunstnere og undervise om den afroamerikanske kulturarv kan være svært uden at blive politisk i et land, der gør det svært for sort kultur ikke at blive overset.

Ville du sige, at din musik er politisk?

– Jeg ved det ikke. Alt jeg gør er politisk, men samtidigt er alt, jeg gør ikke politisk. Jeg forsøger ikke at skrive politiske sange. Jeg forsøger at skrive sange, som føles autentiske for mig, og som betyder noget for mig. Jeg er en sort kvinde, og meget af det, jeg skriver handler om at være sort og om afroamerikansk historie. Om mine egne erfaringer. Jeg antager, at det er temaer, som kan virke politiske.

Hvem? Jamila Woods. Sangerinde, poet og underviser, som til sidst valgte at satse fuldt ud på musikken, uden helt at slippe taget i sin baggrund.

Hvad? Hyperintellektuel hiphopartist, som med sit seneste album, Legacy! Legacy!, vil rette fokus mod tidligere generationers kunstnere. Laver subtil r&b med elementer af jazz, soul og gospel.

Hvor? Chicago. Hvor hun sammen med navne som Chance the Rapper, Saba og Noname udgør en ny generation af hiphopartister med sin helt egen lyd. Jamila Woods giver en udsolgt koncert på Hotel Cecil i København 31. oktober.

Varm op med "Zora":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA