STORT HJALMER-INTERVIEW: ”Jeg kan godt nyde opturene. De er lyspunkter på en sort skærm”

STORT HJALMER-INTERVIEW: ”Jeg kan godt nyde opturene. De er lyspunkter på en sort skærm”

Han er gået fra totalt ukendt til prisvindende stjerne på to år, han turnerer konstant, og han har mistet sin elskede far. Nu er han klar med sit første album. Vi har mødt Hjalmer, hvis liv den seneste tid har været en rutsjebanetur i følelsesregistret, og som oprindelig drømte om noget helt andet end at spille musik.

Hjalmer kommer cyklende ned ad Ravnsborggade med en smøg i munden. Helt afslappet og rolig, som om han har alt andet end travlt. En voldsom kontrast til hans ekstremt hektiske liv, hvor han for tiden spiller fem koncerter om ugen og netop har udgivet sit længeventede debutalbum. Senest spillede han aftenen før i Vejen, som var en af 36 koncerter på hans akustiske tour. Nu er han lige hjemme i halvandet døgn, inden han igen skal ud på landevejen og spille på alt fra små intime spillesteder til store koncerthaller. Altid udsolgte og pakket til randen.

– Jeg er temmelig træt. Når vi er færdige med den her tour, har vi spillet hundrede koncerter i år. Forårstour, festivaltour og nu akustisk tour. Oven i det kommer den nye plade om to uger. Og inden den når jeg lige at udgive en julesang til TV2s julekalender. Og så er der promo oveni… Men jeg gør alt, hvad jeg kan for at nyde det. For jeg aner ikke, om det er slut om et år.

Den 24-årige popsanger er iført kasket, sort vinterfrakke, sorte bukser og sneakers. Ganske anonym og normcore. Bortset lige fra hans ørering. Et sølvkors, der hænger fra hans venstre øre. Umiddelbart en lille detalje. Men så alligevel ikke. For den er med til at understrege, at Hjalmer har rock’n’roll i blodet og besidder en tilbagelænet coolness, som kun bliver brudt, når han giver slip på et bredt og afvæbnende grin. Men det gør han så også hele tiden. Og så forstår man godt, hvorfor der til hver eneste koncert står en fem meter bred kødrand omkring scenen af unge piger med hjerter i øjnene.

Og selvom det gør Hjalmer ovenud taknemmelig, at pigerne har taget ham til sig, så bliver han mindst lige så glad, når han ser en mand på 50 til sine koncerter. For Hjalmer har en drøm, og den drøm indbefatter alle.

– Jeg vil gerne lave musik til den brede befolkning med en stor fællesnævner. Noget, der kan være noget for alle. For mit klare mål er at blive den største, der overhovedet er. Og jeg tror meget på, at hvis du ikke sigter efter stjernerne, så når du i hvert fald ikke derop.

Tryghed, kassettebånd og Jan Ullrich

Før Hjalmer flyttede til København som 21-årig, boede han i en lejlighed i Odense sammen med sin far, mor og lillebror. Og der har han boet hele sit liv. Hans mor gik hjemme, og når farmand ikke var ude og spille koncerter, var han også hjemme hele tiden. Derfor husker Hjalmer sit barndomshjem som det tryggeste og kærligste sted på jorden, hvor de fire var en tæt og sammentømret enhed.

– Jeg var et barn, der ikke havde så mange venner, for jeg gad ikke være med på det, de andre lavede. Jeg ville meget hellere sidde derhjemme og tegne eller læse. Mine forældre var lidt bekymrede over det. Men jeg havde bare lyst til at være hjemme, for der havde jeg det sygt fedt.

Ud over at læse bøger syntes Hjalmer også, det var sjovt at spille på sin ukulele og indspille sangene på kassettebånd. Dem fik familien så i julegaver – også i liveversioner. Men da Hjalmer blev ni, fik han en altopslugende besættelse, som gjorde, at ukulelen og kassettebåndene røg på hylden.

– Jeg begyndte at føle noget for cykelløb, som jeg for eksempel aldrig har følt for fodbold. Det dér var rigtige mænd! Og cykelløb er som et eventyr. Det er meget mytologisk. En mand på et bjerg, og det eneste han kan gøre, er bare at komme op. Det var bare vildt sejt. Så jeg tænkte, at jeg da skulle vinde Tour de France som den anden dansker.

I flere år cyklede Hjalmer 50 kilometer hver dag for at træne sig op til de store cykelløb, og hver morgen vejede han nøje sine havregryn for at overholde den strikse cykeldiæt. Det betød også, at Hjalmers idoler ikke var musikere, men cykelryttere.

– De var ligesom mine rockstjerner på det tidspunkt. Krøllet hår, solbriller og omvendt kasket. Jeg kunne rigtig godt lide Jan Ullrich, fordi han altid blev nummer to. Han var bare sej.

Men da Hjalmer blev 13 år, skete der noget forfærdeligt. På en af sine cykelture tørnede han sammen med en bil og flækkede tre ryghvirvler. I flere måneder skulle han ligge stille i sin seng viklet ind i et støttekorset, mens sommersolen strålede udenfor. Og hvad gør en klog person, når der er lange udsigter til en cykeltur og ikke en skid at lave?

– På mit værelse stod en guitar, så jeg begyndte stille og roligt at spille igen. Og denne her gang blev jeg virkelig grebet af det. Det var som om, jeg blev forelsket i noget nyt, og det nye var musikken. Så da jeg endelig måtte cykle igen, var interessen bare skiftet. Der var en anden drøm, der overtog.

Den sorte periode

Da Hjalmer skulle begynde i gymnasiet, valgte han at starte på musiklinjen. Og her mødte han Mads Bjørn, der ligesom Hjalmer drømte om at blive popstjerne. Sammen startede de duoen Nordkap og knoklede i deres fritid for at få drømmen til at gå i opfyldelse. I løbet af de tre år, duoen eksisterede, spillede de over hundrede koncerter og havde adskillelige møder med pladeselskaber. Der var bare ingen, der bed på. Så et år efter gymnasiet gik de fra hinanden.

– Dér startede en virkelig sort periode i mit liv. For jeg blev jo nødt til at tjene penge. Så jeg fik arbejde på Jensens Bøfhus. Og efter det arbejdede jeg som telefonsælger og i garderoben på en natklub.

Det var ikke kun sure jobs, der lagde et mørkt filter over start-tyverne. Hjalmer gav også universitetslivet et lille, men meget nødvendigt skud.

– Jeg flyttede til København og boede der i 48 timer. Jeg startede på danskstudiet og var der lige nøjagtigt 7,5 time, før jeg tog min cykel, kørte hjem og aldrig kom tilbage. Dér tænkte jeg, at hvis jeg vil noget med musik for alvor, så skal jeg ikke vente ti år og tage en eller anden uddannelse, jeg ikke gider. Så skal det fucking være nu. Og så begyndte jeg at arbejde hårdt på det uden at se mig tilbage.

Det store skæbneøjeblik

Før Nordkap gik i opløsning, spillede de en koncert på et plejehjem i Svendborg. Det var mildest talt et svært publikum at begejstre, så bagefter trængte de to drenge virkelig til en øl. Problemet var, at de ikke havde nogen penge. Så de gik ind på et lokalt værtshus og spurgte, om de måtte spille et par numre i bytte for nogle kolde fra kassen. Og det måtte de.

– Imens vi stod og spillede, sad der en mand, Henrik, i baren og lyttede. Han var koncertarrangør og havde været i branchen i 20 år. Han ville gerne hjælpe os og tilbød at sende vores musik rundt til pladeselskaberne.

Som historien vil vide, førte det ikke til en kontrakt. Men Henriks rolle var ikke udspillet endnu. For da Hjalmer gik solo to år efter, mødte de igen hinanden ved et tilfælde. Og denne gang havde Hjalmer den helt rigtige musik i ærmet.

– Henrik ringede til Universal og sagde, at de var virkelig dumme, hvis de ikke signede mig. Jeg havde skrevet 10 sange og optaget dem på min telefon. Det var dem, Universal hørte. Og de bed på.

At Henrik stod på lige det værtshus den ene dag, hvor Hjalmer tilfældigvis kom forbi, oplever Hjalmer som det største skæbneøjeblik i sit liv.

– Der smilede lykken lige til mig. Og det viste mig, at man skal gribe mulighederne, når de opstår. Selv de sure. For havde vi ikke spillet på det plejehjem og haft hårdt brug for en øl bagefter, havde jeg ikke mødt Henrik. Og uden ham var det ikke gået, som det har gjort.

En ud af kroppen-oplevelse

Da Hjalmer var kommet ind i varmen hos Universal, brugte han et år på at udvikle sig som artist. Han musikdatede rundt med forskellige dygtige mennesker i branchen på jagt efter at finde sin helt egen lyd. Men det var først i mødet med producerduoen Pitchshifters og deres ven Lasse Lyngbo, at der for alvor opstod fyrværkeri.

– Jeg er selv kæmpe fan af både rendyrket pop, indiefolk og hiphop. Så jeg ville gerne lave en blanding af det. Det er bare lettere sagt end gjort, for det er en ret mærkelig hybrid. Men fordi Pitchshifters er meget hiphop og pop og blandt andet har produceret Medina, Lasse er meget indie og har produceret Vinnie Who, og jeg var helt singer-songwriter-agtig, så gjorde det bare, at det blev præcis den blanding, jeg rigtig godt kan lide.

I stedet for bare at gå i studiet og producere sang efter sang, indtil hittet og det helt store gennembrug var i kassen, valgte Hjalmer at tage direkte på tour. Med to sange i kufferten og et navn, som ingen kendte.

– Det var fedt at udvikle musikken, imens vi optrådte med den. For live er virkelig der, musik bliver ægte mellem folk. Det er live, du finder ud af, om sangene rent faktisk holder. Du kan synes, at noget lyder mega dope i et studie. Men der kan du også snyde med ting. Live kan du ikke snyde. Så der kommer du bare hjem med en helt ærlig reaktion fra publikum.

Hjalmers kærlighed for at spille live er også årsagen til, at han var nomineret til dette års Danish Music Award for bedste livenavn. For ham er alt andet end at optræde mest bare hårdt arbejde. Men når han står der, foran tusindvis af mennesker, går det hele op i en højere enhed.

­– At stå på scenen er der, jeg kommer op og kysser himlen. Det er den bedste følelse i verden ­– lige så godt som sex. Det er et adrenalin-kick, som man vil jagte for evigt, når man først har prøvet det en gang. For det er som om, man bare går i symbiose med publikum. At du og 10-15.000 andre svæver ud i universet sammen. Det er en kæmpe ud af kroppen-oplevelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Lyspunkter på en sort skærm

Siden Hjalmer drønede helt ukendt rundt i Danmark, er der sket rigtig meget. På to et halvt år har han været på et hav af turnéer og spillet for tusindvis af mennesker på de store festivaler, vundet en Zulu Award for Årets nye navn 2019, vundet en GAFFA-Pris for årets solist 2019, og den 8. november udkom hans debutalbum Midt i en drøm eller noget der ligner.

– Der er momenter, hvor jeg opdager, at det er blevet større, end jeg har regnet med. Da jeg var i Aalborg for en måned siden, skulle jeg lige gå hen ad en gade på 50 meter. Det tog 40 minutter i ren selfie-vanvid. I Aalborg på en tirsdag aften. Efter sådan en oplevelse går jeg hjem og tænker: okay, hvor er det vildt, det her. For få år siden vidste ingen, hvem jeg var. Nu bliver jeg stoppet på gaden og har vundet en fucking GAFFA-Pris! De her højdepunkter fungerer som stjerner, der viser vejen. De giver mig klarsyn.

Men selvom Hjalmer er ovenud lykkelig for al berømmelsen og stjernestøvet, så er han også tynget af en enorm smerte og ambivalens, der gør hans liv ”helt fucked”. For den 30 september 2018 døde hans far, Kim Larsen.

– Det har været et år, hvor jeg har skullet balancere en meget stor sorg samtidig med min store drøm. Jeg har skullet være i begge ting. Og det er bare mega svært. Jeg kan godt nyde opturene. De er lyspunkter på en sort skærm. For det andet forsvinder jo ikke. Sorgen er en konstant.

Derfor var det også vigtigt for Hjalmer at lave et album, der afspejler den ambivalens, hans liv i høj grad er præget af. For selvom han udlever sin drøm, udlever han også sit mareridt.

– Sange er ens hjerte i musik. Man laver det, der er i ens hoved. Og mit hoved har været meget delt mellem lys og mørke i lang tid. Så derfor er pladen meget naturligt også blevet det. Det ville ikke give mening for mig at lave en glad plade om kærlighed, når jeg så går hjem og er ked af det bagefter. For selvom jeg godt kan glæde mig over de gode ting, så kan jeg ikke juble og sige, at alle drømme er gået i opfyldelse. Der er noget meget mørkt midt i det hele.

At spille med den største

Inden Kim Larsen døde, nåede Hjalmer at være med på sin fars sidste album Sange fra første sal. En plade, de indspillede i Kim Larsens lejlighed sammen med hans manager. Larsen havde nemlig fået nok af overproduceret musik og ville denne gang gerne lave en plade, som lød skramlet og rå som en demo.

– Det skulle lyde som halvtredserne. Og han vidste, at jeg spiller akkurat lige så hjemmelavet, som han selv gjorde. Og det gør hans manager Jørn også. Vi er alle tre lige dårlige musikere. Men på vores egen måde. Meget uskolede.

På trods af at det gerne måtte lyde hjemmelavet, øvede Hjalmer sig alligevel til hudløshed inden. For at spille sammen med den største af dem alle fik alligevel ærefrygten frem i selv Kim Larsens egen søn.

– Jeg var virkelig nervøs. For jeg ville rigtig gerne gøre det godt. Så jeg gjorde mig umage, som jeg aldrig har gjort før. Og det var virkelig lærerigt at få lov at være med inde i maskinrummet hos den bedste i hele landet og se ham gøre det, han gør. Det vil for evigt stå som en af de lykkeligste uger i mit liv.

Artiklen fortsætter under videoen

Føler man sig perfekt, er man færdig

Selvom Hjalmer gerne vil være den største stjerne på den danske musikhimmel, er han ikke så nervøs for, at livet som popprins vil stige ham til hovedet. For netop hans eget forventningspres gør, at han føler sig forpligtet til at arbejde hårdt for at nå dertil.

– Paul McCartney bliver stadig nervøs, når han skal på en scene. For han føler stadig, han skal ind og vinde. Og den mentalitet har jeg meget. Jeg vil aldrig stå med en følelse af, at jeg kunne have gjort mere, end jeg gjorde. For hvis du holder fri, er der en anden, der arbejder.

Desuden har han indset, at der er grænser for, hvor meget han egentlig selv har kontrol over. Og det vækker en ydmyghed i Hjalmer. For han ved, at man aldrig kan læne sig tilbage og tage det hele for givet.

– Hver gang man har lavet en sang og tænkt, at det her helt sikkert bliver hittet, så viser det sig at være en helt anden. Så man finder hurtigt ud af, at man ikke kan styre noget selv. Jeg føler aldrig, at jeg har skrevet den perfekte sang eller lavet den perfekte koncert. Den dag, det sker, der tror jeg, at man er færdig. Men indtil da vil jeg altid stå op og kæmpe videre.

Guilty Pleasures

Hjalmers første musikalske forelskede var lidt af en guilty pleasure, mener han selv. Bandet var Linkin Park, og Hjalmer havde tildækket sine vægge med plakater af det amerikanske rockband. Og han drømte også om at få de samme tatoveringer som forsangeren Chester Bennington. Den dag i dag sætter Hjalmer stadig Linkin Park på nogle gange og ”har det sygt”. De er også grunden til, at Hjalmer fik interesse for musik. En form for musikalsk vækkelse kan man sige. Hjalmer har generelt en meget bred musiksmag. Han kan godt lide helt rendyrket pop som Ed Sheeran og Shawn Mendes. Og så er han kæmpe Beatles-fan. Men så elsker han også hiphop som for eksempel Logic og gangsta-rap over alt på jorden.

Stærkt familiebånd

Hjalmer ringer til sin mor to gange om dagen og har tænkt sig at gøre det i lang tid. For han har brug for at snakke med sin mor om alt det gode og dårlige, så hans hoved ikke bliver mærkeligt. Og når han endelig har en fridag eller to og egentlig burde lægge sig i sin seng, så hopper han i stedet på det første tog til Odense og besøger sin familie. 

En stolt vinder

Nogle artister gemmer deres priser lidt væk, fordi de ikke vil blære sig for meget. Men når man kommer hjem til Hjalmer, er hans GAFFA-pris og Zulu Award det første, man ser. De står på en udstillingshylde og kan ses fra alle vinkler i lejligheden.

Forårsturnéen

Skråen, Aalborg: 27. marts 2020 

VoxHall, Aarhus: 28. marts 2020 

Store Vega, København: 3. marts 2020 

Posten, Odense: 4. marts 2020 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA