x

KOMMENTAR: Julemusik er den mest konservative form for musik overhovedet

KOMMENTAR: Julemusik er den mest konservative form for musik overhovedet

Hvis du ikke allerede har søgt flyverskjul, da “Last Christmas” med Wham! gjaldede ud af dine højtalere engang i starten af november, kan du bide spids på, at du kommer til det i december.

Selv de mest blødende julemusik-entusiaster må indrømme, at det bliver for meget.

Det er kun de færreste, som hører julemusik i juli. Men hvad er det, der gør, at juleentusiaster hver december drejer lyttelapperne ind på FM-hedens uendelige ”Best Of X-mas”-helvede? Hvorfor er det julen der, som eneste højtid, har sin helt egen genre? Og hvorfor, åh hvorfor, er der efterhånden langt mellem snapsene, når det kommer til god julemusik?

Julemusik er sin egen genre – en undergren af popmusik med nogle forskellige genregreb, som er unik for genren. Oftest er musikken baseret på en kvalm wall of sound-lyd – i nyere tid oftest synths, der lyder som oversyrede harmonikaer – blandet med en lettere jazzet melodi, bjælder og rytmeboks.

Oftest handler teksterne – sjovt nok – om julen og alle dens genvordigheder. Glæden, næstekærligheden, lyset i mørket og forventningen, når julemanden kommer ned gennem skorstenen. Genren er dog ældre end den rytmiske musik, der har influeret den.

LÆS OGSÅ: Sam Smith som non-binær flertalsperson – krænkelsesparathed eller almindelig høflighed?

Faktisk kan julemusik peges helt tilbage til den sene middelalder og de gotiske solhvervsviser, som mangt et kor stadig synger, når de står på gader og stræder og mumler: ”Gloria in excelsis deo”. Her er tale om julesange, der er væsentligt tættere på Jesus end julemanden.

Kommercialiseringen af julen har altså også noget at skulle have at sige, når det kommer til genrens spæde fødsel. Og derfor har mange af de moderne juleklassikere mere at gøre med radio og salg, end med kirke og Kristus. Sådan er det efterhånden med mange ting i denne søde juletid.

Og alle fornuftige, raske mennesker ved, hvad der sker med deres omgivelser i det sekund, vi rammer slutningen af oktober. Lige så stille omformes ens miljø til et rødt/grønt helvede af nissehuer, lys, klejner og grantræer. Man kan ikke vende sig mod nogle steder på gaden uden at få en lussing af julestemning lige i smasken – og dette sker naturligvis også i radioen.

Her erstattes de fleste kanalers normale sendeflade med en lang parade af mere – sjældent mindre – kendte julebaskere. Og ligesom med pynt og varer, er det det samme hvert år.

For julemusikken står lige så stille i tiden, som julens andre aspekter – de er simpelthen uforanderlige.

LÆS OGSÅ: På jagt efter outsideren

Det er min tese, at dette er den største grund til, at vi hører de samme sange hvert år – for julen er en gentagelse hvert år. Og det er også derfor, vi bliver så røvhamrende trætte af det. Af en eller anden grund er julen den højtid, som folk går mest i selvsving over.

Måske, fordi folk har brug for genkendelighed, hygge og varme, når vi rammer slutningen af året, som ellers oftest er præget af mørke, kulde og en generel følelse af livslede. Derfor skal alt være, som det plejer – især musikken!

En anden grund kan være, at musikken simpelthen ikke ændrer sig. Julemusik er måske i virkeligheden den mest konservative form for musik overhovedet. Selv klassisk og metal har ændret sig mere gennem årene end julemusik.

De julesange, som radioen vælger at spille for os, kan oftest deles op i to kategorier: Evergreens eller sange indspillet af ekstremt populære kunstnere. Oftest har disse et overlap, som gør at vi skal høre omkring 80 forskellige versioner af ”Santa Baby” – vel at mærke uden at man nødvendigvis kan høre den store forskel på disse.

Endnu engang viser julekonservatismen sig! For folk vil, uden at tænke over det, have det samme. Julen skal jo være lige præcis som sidste år – ellers føler folk sig usikre.

Men en interessant tendens er netop at dvæle ved dette? For hvornår er der sidst blevet skrevet en decideret jule-evergreen?

LÆS OGSÅ: Forstyrrer det din telefon, når jeg synger med?

Nærværende skribent kunne, trods diverse julekalendersange og enkelte nutidige popforsøg, ikke finde på en nærmere kandidat end Mariah Careys ”All I Want for Christmas” – som er fra det herrens år 1994. Det kan være, at jeg tager fejl. Men så vidt vides er dette den seneste ”evergreen” til at blive en del af julens sorgløse sangkanon. Der er simpelthen ikke produceret nye, slidstærke julehits, siden Carey væltede rundt i sneen i nissekostume.

Men skyldtes dette udelukkende julens nostalgifaktor og den modvillige forbrugers lyst til enhver form for højtids-nytænkning?

Ikke nødvendigvis. For tendensen giver ikke bare genlyd i julemandens værksted, men også i det hele taget. For hvornår har vi sidst fået leveret en god, gammeldaws evergreen? Hvor skal man lede efter en ny ”My Way” eller ”I Will Survive”? Samme sted, som du skal lede efter en ny ”Jingle Bell Rock” eller ”Søren Banjomus”.

Trods mere eller mindre hæderlige forsøg, er der simpelthen ikke mere belæg for at skrive slidstærke sange, der kan kradse sig ud af sin samtids faldgruber og leve på samme plan, som ”What a Wonderful World” og ”Hallelujah”.  Dette gør sig altså også gældende for julemusikken og er derfor et problem, der er større end risengrød og George Michael under misteltenen.

Så, mine højtærede læsere! Hvem er skyld i julens konservative musik? Det er vi selv. For ud over at være storforbrugere på det tidspunkt af året, hvor der er mest forbrug omkring os, så er vi også ekstremt stædige i vores forhold til julen.

Alt skal være på samme måde hvert år – og det gælder også musikken! Samtidig er der ingen, der kommer med et nyt bud på en ny, slidstærk sang til den søde juletid. Så fat banjoen juleaften, når du alligevel sidder og venter på mandelgave og Jesper Fårekylling. Julen er hjerternes fest, og du kan være med til at gøre den bedre. Glædelig jul og skillema-fucking-dinka-du!

Simon Heggum, 32 år
Anmelder for GAFFA siden 2017.
Trods det sortklædte, misantropiske udseende synes han faktisk, at jul er temmelig hyggeligt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA