x

Redaktionen har talt: Her er årets 20 bedste udenlandske album

Redaktionen har talt: Her er årets 20 bedste udenlandske album

GAFFAs samlede skribentstab har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – ved prioriteret afstemning – kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2019 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var som sædvanlig tæt opløb om pladserne. Klik på albumtitlen for link til GAFFAs anmeldelse.

NB: Afstemningen havde deadline 1. november af hensyn til det trykte GAFFA, og derfor har plader, der udkom herefter, ikke været i betragtning.

20. White Lies: Five

PIAS

White Lies har efterhånden destilleret lyden af dyster synth-rock ind til fint og intenst post-punk-koncentrat. En mørk og patosladet fond, båret, hvis ikke ligefrem af originalitet, så af stærke sange og frontmand Harry McVeighs potente og følelsesladede baryton. Bandet har ikke gjort meget andet end at forfine og tune let på den sound, White Lies i dag nærmest ejer, og det er helt fint.

19. Sigrid: Sucker Punch

Universal Music / Island Records

En alsidig omgang moderne pop, der omfavner både det meget producerede og det folk’ede. ”Level Up” har fin falset og skæv opbygning. ”Sight of You” er mere legende i sit udtryk med insisterende strygere. Og ”In Vain” har en helt exceptionel vokal fra Sigrid, der især er stærk, når hun nærmest growler sine følelser ud.

18. Tove Lo: Sunshine Kitty

Universal Music / Island Records

Den svenske sangerinder piller ved popgrænserne og præsenterer et univers af melodier i mol og elektroniske elementer, der lyder nyt og sprødt og ikke som noget andet. Nummeret ”Sweettalk My Heart” viser på flotteste vis, hvordan Lo forener sin egen musikalske identitet med den svenske pophitkultur og leverer et track, der er indbegrebet af nutidig pop - uden at være klichéfyldt.

17. The Murder Capital: When I Have Fears

Human Season

Det er mørkt. Det er brutalt tighte trommer a la Joy Division og Placebos teenage-angst, og i James McGovern har de unge irske debutanter fra The Murder Capital en rå og følelsesladet vokalist, hvis stemme ofte mere overfalder end pleaser. Lyrisk er albummet inspireret af en nær vens selvmord og emmer ellers af den usikkerhed, skrøbelighed og frygt, der kan præge livet som ung. Så er scenen sat!

16. Big Thief: U.F.O.F.

Playground Music / 4AD

På bare få år har Adrienne Lenker været med til at føre sit band Big Thief ind i superligaen af indiebands. Lenkers tekster kryber helt ind under huden i al deres småskæve og finurlige følsomhed. Som fortæller er hun i en klasse for sig, når hun detaljeret beskriver tab og længsler, som kom de fra hendes eget hjerte.

15. Bat for Lashes: Lost Girls

AWAL Records

Den stærkt 80’er-inspirerede plade er ment som soundtracket til en retro-coming of age-film med samme titel som albummet, om bikerkvinder på afveje, og det kan høres! Men dette går ikke ud over den styrke, som har været Khans force på samtlige album, hun har lavet ind til nu: Hendes sangskrivning. 

14. Vampire Weekend: Father of the Bride

Sony Music / Spring Snow

”Harmony Hall” og singlen ”This Life” er skamløst swingende pop med masser af charme og små detaljer. Vampire Weekend har helt tydeligt brugt deres seks års pause til at opgradere deres musikalske arsenal, og albummet formår både at stritte i mange retninger og have en fin rød tråd med numre, der organisk og med overskud fletter sig ind og ud mellem hinanden.

13. Tyler, the Creator: Igor

Sony Music / Columbia Records

Rappen er gledet fuldkommen i baggrunden til fordel for produktionen, hvis komplette udtryk udgør albummets gennemgående tema. Således guides vi igennem hjertesorgerne og erkendelser fra et synkende kærlighedsforhold, badet i distortede synths og alvorlige basgange. Den mentale dystopi er allestedsnærværende.

12. Slipknot: We Are Not Your Kind

Warner Music / Roadrunner Records

Slipknot afsøger og udvider sit kreative spillerum uden at udvande den kunstneriske grundessens. På We Are Not Your Kind er der både sange, der tager et stålfast greb om lytterens hals og klemmer til, indtil man næsten ikke kan få vejret. Og sange, der bruger mere subtile virkemidler. Slipknot har med We Are Not Your Kind har formået at hæve barren for heavy metal.

11. Ariana Grande: Thank U, Next

Universal Music / Republic Records

Ariana Grande har cementeret, hvordan hun har fundet sin helt egen lyd, der blander al den lækre 1990’er-diva-lyd med hiphopproduktioner og et friskt tag på, hvordan nutidig popmusik skal lyde. Hun står på som co-writer på samtlige numre, og hun har ikke en eneste collab-kunstner med. Ariana Grande kører sit eget show nu – hun gider ikke flere mænd, ikke mere drama, ikke mere pis. 

10. Lewis Capaldi: Divinely Uninspired to a Hellish Extent

Copenhagen Records

Med sine enkle mol-kompositioner og sin rå røst skærer Lewis Capaldi sig vej helt derind, hvor det virkelig gør ondt. Nummeret ”Fade” borer sig ind under huden med sin skrøbelighed og ærlige tekst, og både ”Bruises” og monsterhittet ”Someone You Loved” er skoleeksempler på, hvordan en god popsang ikke nødvendigvis kræver mere end en simpel klavermelodi og en stor stemme for at tiltrække opmærksomhed.

9. Sharon Van Etten: Remind Me Tomorrow

Playground Music / Jagjaguwar

Ny lyd signalerer et overskud, der både musikalsk og tekstmæssigt vil mere, og sangene bliver båret frem af et elektronisk drive. Lige fra den kælne "No One’s Easy to Love" over den spøgelsesagtige "Memorial Day" til den electro-dansable "Comeback Kid" viser Van Etten et overskud, der er svært ikke at forelske sig i. 

8. Lizzo: Cuz I Love You

Warner Music / Atlantic Records

Ved første gennemlytning af Cuz I Love You er der især to ting, der springer i øjnene – Lizzos flair for at skabe solide popsange og hendes ufortyndede energi. I løbet af de næste gennemlytninger er det de finurlige tekster og den altoverskyggende karisma, som skærer igennem. Den charmerende, morsomme og ikke mindst selvsikre rapper og sanger Lizzo er nærværende på hele albummet.

7. James Blake: Assume Form

Universal Music / Polydor Records

Ad flere omgange er han tidligere kastet frem og tilbage mellem sangen, melodien, rytmen og verden udenfor. Nu står én ting klarere for James Blake end de tre andre, og det er sangen i al sin tilgængelighed, enkelhed og genkendelighed. Assume Form har ikke smidt blip eller båt, men snarere har denne nye og markant forandrede udgivelse fralagt sig repetitionen. Resultatet er stærkt.

6 Tool: Fear Inoculum

Sony Music / RCA Records

Med blandt andet seks enorme kompositioner, der varer over ti minutter, lader de fire musikere til at befinde sig glimrende i det musikalske hjørne, de har malet sig op i

Der er ikke meget nyt i Tools univers. Det gør ikke oplevelsen mindre massiv, krævende eller givende. De har skabt deres helt egen musikalske æstetik, og den insisterer de på at gøre brug af. Og det indgyder respekt.

5. Billie Eilish: When We All Fall Asleep, Where Do We Go?

Universal Music / Interscope Records

Billie formår at balancere perfekt imellem de iscenesatte roller og den autentiske teenager. Som når hun leger skurk og monster på "bad guy", Hendes stemme næsten hviske-synger sig gennem numrene. Kælent og dovent. Overlegent og ubesværet. Og vi kommer helt tæt på, når hun sukker ind i mikrofonen eller griner højlydt i en outro. På én gang både ægte og teatralsk.  

4. Bon Iver: i,i

Playground Music / XL Recordings

Det kan godt være, Justin Vernon selv betegner i,i som Bon Ivers ”efterårsplade”, men flere af sangene på nærværende album folder sig nu altså også ud som lige dele sarte og eventyrlystne forårskid, der prøvende mærker efter, om det nu virkelig kan passe, at kulde og frost for alvor skulle være på retur. Forsigtige, men ukuelige.

3. Thom Yorke: Anima

Playground Music / XL Recordings

På ANIMA står Thom Yorke for alvor frem som en solokunstner under eget navn. ANIMA ligger sonisk og sangskrivningsmæssigt i tråd med de to andre sololalbums The Eraser og Tomorrow's Modern Boxes og bygger faktisk en bro mellem de to. En utrolig interessant hybrid mellem det melodiøse og det ufremkommelige, elektroniske terræn, som Yorke bevæger sig i på egen hånd.

2. Lana Del Rey: Norman Fucking Rockwell

Universal Music / Polydor Records

Producer Jack Antonoff lader sangenes soniske stråleglans skinne i et væld af retninger, der dog holder sig inden for rammerne af noget intimt og intenst. Lana selv synger, som hviskede hun kølig-kælent sætninger som ”I’ve been tearing around in my fucking nightgown, 24/7 Sylvia Plath, writng in blood on my walls” direkte ind i øregangene på lytteren, og effekten er til at tage og føle på.

1. Nick Cave & The Bad Seeds: Ghosteen

Ghostseen Ltd.

Nick Cave er på slap line i disse år, i udtrykkets egentlige forstand: Han udfordrer formen, på flere planer. Kunstnerisk, hvor han fortsætter de sidste par pladers færd væk fra traditionel sangskrivning til fordel for rastløse lydlandskaber omkring sitrende recitationer af Caves poesi.

Og i selve mødet med sit publikum, som Cave – i efterspillet til sin søns tragiske død – har omfavnet på en måde, branchen aldrig har set mage til. ”I’ll answer anything”, skrev Cave på sin hjemmeside. Det løfte har han holdt lige siden, både på internetsiden Red Hand Files og ved den ekstensive række af conversation events, som Cave indledte for et par år siden.

Ghosteen kan med god ret kaldes kronen og kulminationen på en trilogi, som blev indledt med Push the Sky Away og Skeleton Tree: Med et stort og smukt (dobbelt-)album tager Cave og højrehånden Warren Ellis denne gang det æteriske, på én gang smukke og urovækkende klangunivers og folder det helt ud.

Resultatet er fremragende, ikke mindst fordi Cave fremstår i poetisk storform: Spændt ud mellem desperation og håb i en serie sange, som kulminerer i de to centerstykker ”Ghosteen" og ”Hollywood”. ”I'm waiting for peace to come” lyder det fra en Cave, som sjældent har sunget bedre – hvilket i øvrigt gør sig gældende hele vejen igennem.

Nye højder

Rent lyrisk fortsættes forgængernes fragmentariske form, om end Ghosteen – og navnlig pladens otte kortere sange – på en eller anden måde fremstår lysere i tonen end Skeleton Trees manende mørke. Synthesizerne indtager en central plads, og sine steder høres endda spor af den prog-rock, som Cave dyrkede som ung.

Er man først og fremmest fan af den store rocksanger Cave, udebliver forløsningen her – mens den aldrende, eftertænksomme tekstforfatter og hans excentriske sidekick når nye højder på Ghosteen, hvor Thomas Wydler og Jim Sclavunos’ rytmesektion er stort set fraværende.

Sitrende smuk er eksempelvis "Waiting for You", med sit ekko af Caves bedste halvfemser-arbejde og linjerne: “A priest runs through the chapel / the calendars are turning / a Jesus freak on the street says 'He is returning!' / well, sometimes a little bit of faith can go a long, long way”.

Og så fremdeles i titler som åbneren "Spinning Song", "Sun Forest", "Ghosteen Speaks" og endelig de to store sange, som udgør pladens anden del og bindes sammen af spoken word-stykket "Fireflies". Jeg kan mærke, at det her er én af de plader, jeg kommer til at leve med. Et besættende bekendtskab. (anmeldt af Espen Strunk)

Hør alle sangene på denne Spotify-playliste

LÆS OGSÅ: Redaktionen har talt: Her er årets 10 bedste danske album

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA