x

Esbjerg-booker stopper efter 18 år: "Vi vindblæste vestjyder er bare mere konservative"

Esbjerg-booker stopper efter 18 år: "Vi vindblæste vestjyder er bare mere konservative"

Erik Lodberg er en efterspurgt herre. I hans sidste måned som chefbooker på Esbjerg-spillestedet Tobakken er der bestemt ikke mindre tryk på. GAFFA møder manden bag Tobakkens bookinger i de seneste 18 år på en café i Esbjergs gågade. 18 år som booker på Tobakken i Danmarks femtestørste by og i den danske musikbranche er selvfølgelig en årsag til, at GAFFA gerne vil tale med Lodberg, der nu har valgt at søge nye udfordringer.

Hvordan kom du til at blive Tobakkens chefbooker for 18 år siden?

Jeg blev ansat på løs basis som afvikler i 1996 og fik sidst i 90’erne at vide, at hvis Tobakken ville blive et regionalt spillested, hvilket man søgte om på det daværende tidspunkt, så ville jeg få en fastansættelse som musikbooker. Jeg levede af at spille musik tilbage i 1990’erne, og det var den daværende leder Jørgen Johannsen, der lovede mig, at jeg ville få jobbet, hvis Tobakken fik status som regionalt spillested, og det fik vi. Jeg kom ind i 2001 og blev fastansat, da Jan Mols var blevet ny daglig leder.

Det var en sindssygt stor omvæltning, men ikke mindst også utroligt spændende og udfordrende. Jeg kendte jo en masse folk fra spillestederne og festivalerne, fordi jeg havde spillet der som musiker, men nu skulle jeg lige pludselig sidde på den anden side af bordet og booke kunstnere. Derudover var det en kæmpe udfordring for mig at Tobakken, nu havde status som regionalt spillested, da det medfører ret så mange krav.

Lidt mere om din baggrund: Hvilke bands turnerede du med?

Jeg spillede med Henning Stærk. Jeg spiller trommer på de fire store plader fra 90’erne, som samlet har solgt mere end en halv million eksemplarer herhjemme. Vi turnerede voldsomt og spillede på alle landets spillesteder og de store festivaler som Roskilde Festival, Midtfyns Festival, Skanderborg Festival, Grøn Koncert med mere. Jeg var og er i øvrigt stadig med i Esbjerg-orkestret Shaky Ground, et band Henning Stærk valgte at give chancen efter at have studeret os i længere tid, og det gav faktisk lidt af et ramaskrig.

Esbjerg var på det daværende tidspunkt ikke et sted, som man normalt rekrutterede musikere fra. Vi havde haft den her sammentømrede enhed hos Shaky Ground, som havde imponeret Henning. Han sagde ”Tak for nu” til sit Aarhus-hold, og der var mange, der var sådan ”Nå?!” og så fik han ”fiskerne fra Esbjerg” med i stedet. Vi turnerede med ham helt frem til 1996. Vi arbejde med ham i otte år, og det var en super tid, hvor jeg levede ganske hæderligt af at spille musik, og dette fortsatte jeg med i resten af 90’erne.

Esbjerg, Kunstrådet og udfordringer

Og så skiftede du bordside – hvad er, i din optik, det afgørende for at være en god booker?

Der er forskellige krav, og det afhænger meget af, hvor du sidder som booker. Med den regionale status, som Tobakken har, medfølger der nogle helt klare forpligtelser. Du skal genremæssigt virkelig brede dig ud og være næsten omkring alle afarter af rytmisk musik. På de honorarstøttede spillesteder er der færre forpligtelser og andre dagsordener, og helt anderledes forholder det sig med jo med festivalerne, der kan lave deres programmer af ren lyst uden de store forpligtelser.

Vi skal rundt om alle genrer, jazz, verdensmusik, folk, metal, roots, punk, hiphop, undergrund og indie med mere, og vægte vækstlaget inden for de samme genrer højt. Samtidig skal bredden jo også repræsenteres både med hjemlige og udenlandske navne, man skal med andre ord skulle brede sig over alle hylder. Det har været en udfordring her i Esbjerg.

Hvorfor det?

Fordi, selvom Esbjerg er Danmarks femtestørste by… altså sammenlignet med de fire andre store byer i landet – København, Aarhus, Odense, Aalborg – er Esbjerg jo ikke nogen storby som sådan. Jeg synes, vi er en stor provinsby. Vi har kun godt 6.500 studerende i byen, hvilket jo er et svagt underlag, når man skal lave smalle genrer. Eksempelvis har man i Aalborg 18.000-20.000 studerende, og det giver jo en anderledes grobund for subkulturer, og undergrundsmusikken der følger med disse. Og så må man vel også bare konkludere, at vi vindblæste vestjyder bare er mere konservative i vores musikvalg end så mange andre steder i Danmark.

Dog synes jeg, at vi har forsøgt at brede os og prøve at udfordre os selv og publikum. Men det er svært. Der er desværre for få, der tager chancer og går ud for at høre musik, de ikke kender, og det synes jeg er skide ærgerligt! Fordi det er netop dér, man kan få de fede oplevelser.

Altså efter mottoet: Der er en ukendt kunstner, billetten koster 150 kroner, men jeg køber en billet alligevel og tjekker dem ud og får, mod al forventning, en fantastisk koncertaften.

Præcis! Netop det! Var det ikke til American Aquarium koncerten (læs anmeldelsen her), hvor vi mødtes første gang, Alexander?

Det var det, ja.

Det er netop sådan nogle koncerter, jeg har lavet mange af. Booke relativt ukendte navne og give dem en platform her i byen. Og specielt indenfor rootsmusiken, dansk såvel som udenlandsk. Jeg kan huske, at det var Poul Martin Bonde fra Smukfest, der på et tidspunkt sagde: ”Hvad er det for en masse fede små navne, I laver dernede i Esbjerg?” Og det er sådan set det, vi har gjort det meget i og gerne har villet specialiseret os i.

Jeg synes personligt, at vi bor jo lidt i ”Tønderland”, hvor folk, alternativ country og blues generelt kører godt. Folk-uddannelsen er flyttet fra Odense til konservatoriet her i byen, og som nævnt går folk- og rootsmusiken meget godt i vores område. Det har jeg altid haft et ønske om at vi kunne udvikle og specialisere os lidt mere inden for, altså være et regionalt kraftcenter for folk og rootsmusikken, for både vækstlag og de etablerede kunstnere, men den har ikke rigtig fundet indpas hos Kunstrådet.

Afhænger meget af Kunstrådet?

Det gør det da. Vi får en pæn portion penge over fire år, og vi skal faktisk søge nu her igen til de næste fire år. Så det var ikke mindst de krav og evalueringer, vi fik fra Kunstrådet her før den nye ansøgningsrunde, der gav udslaget for mit vedkommende. Jeg er ikke enig i den måde, man ønsker, at vi skal drive vores spillested på efter Kunstrådets mening, så det var tid for mig at stoppe.

Skal man så bryde ud af denne status som regionalt spillested?

Det ved jeg ikke, men når vores arbejdsgiver Esbjerg Kommune kræver og forlanger, at vi er regionalt spillested, så er det jo bare sådan, at al støtte fra staten siger man pænt ja tak til, specielt i disse hårde nedskæringstider i kommunerne. Som sagt får man også en pæn portion penge over fire år, men der følger nogle store krav med disse penge, og det på nogle områder, som jeg ikke længere kunne se mig selv agere i, og så må man jo i gang med noget andet, længere er den ikke.

Har du et konkret eksempel?

Det enormt svært at svare på, da det er min personlige holdning. For eksempel kravet om, at vi primært skal varetage vækstlagets interesser. Jeg synes, at vi et langt stykke hen ad vejen har forsøgt og lavet det, som er muligt her hos os i Esbjerg, når vi snakker det rytmiske vækstlag. Når vi taler nye og unge bands, synes jeg, at vi har forsøgt at lave nogle platforme, hvor disse har kunnet udfolde sig. Vi har blandt andet en Made in Esbjerg-festival, hvor vi præsenterer 25 upcoming navne med fem lidt større navne oven over. Vi har Made in Esbjerg-showcases, vi har Ungdomshus Konfus, hvor der spiller mange vækstlagsbands, vi sætter nye lokale og regionale supportbands på de lidt større og etablerede navne.

Vi har fået indrettet øvelokaler på Konfus samt indrettet et fedt pre-indspilningsstudie, hvor nye bands kan få sig noget studieerfaring og indspille deres musik. Jeg synes sgu, at vi har gjort meget for vækstlaget, men er ikke sikker på, at Kunstrådet har den samme holdning.

Er det ikke nok?

Det er det tilsyneladende ikke, der skal arbejdes meget mere med vækstlaget. Det er et krav, som skal efterleves, hvis Tobakken skal have den regionale spillested støtte, so be it!

Men det skal jo helst også være rimeligt.

Musikudvalget, som er instansen ved Kunstrådet, der tager stilling til, hvem der skal velsignes med denne regionale støtte, og hvor meget der ryger ned i de respektive spillesteders kasser, er efter min mening for ensidige i deres bedømmelser, og som jeg nævnte, tager de for lidt hensyn til blandt andet geografisk placering.

Musikbranchens udvikling i de seneste to årtier

Når vi ser på den her 18-årige periode, hvor du har været booker for Tobakken: Hvad er udviklingen, som Tobakken og branchen fra dig at se har gennemgået fra 2001 til i dag?

Et godt spørgsmål, du kommer med. Men på de 18 år, jeg har siddet på posten på et af landet største rytmiske spillesteder, er der sket meget, rigtig meget endda, og det har så sandeligt berørt os som spillested. Man kan jo sige, at vi jo har udviklet os sammen med branchen, i udbudsmæssig sammenhæng i hvert fald. En væsentlig ting, der er sket, specielt i de senere år, er det faktum, at de store bureauer, de store agenter er blevet endnu større. Beatbox Entertainment, Copenhagen Records med Universal Music, Live Nation der har købt PDH med flere. Flere af de små bureauer er gået sammen og er blevet pænt store, og det har faktisk været en udfordring, synes jeg. Vi lever nu i en streamingstidsalder, og artisterne sælger ikke længere analoge enheder – med nogle ganske få undtagelser – og der er ganske små penge i streaming.

Det betyder så, at man skal ud at spille live for at leve af sin musik, og hvor får man de største penge? Det gør man på festivalerne, og dem er der jo efterhånden mange af, og sæsonen for disse er blevet længere, hvilket har gjort det svært for spillestederne at få mange af disse store og mellemstore navne på plakaten. Det handler primært for dem og deres bookere om festivaler, hvor de meget større honorarer ligger. Og så har tendensen været således, at mange af disse artister så i indendørssæsonen tager ud i minimale setups, som solo, duo, eller med intimkoncerter, alt sammen noget vore publikummer harcelerer over og kritiserer os for, hvilket har været et stort irritationsmoment i de senere år.

Og så er det bare blevet sværere og dyrere at få fat i noget, som imponerer folk. Der har samtidigt indfundet sig en tendens i samfundet indenfor de sidste otte-ti år, at man går efter og prioriterer de store ting, de store events. Jyske Bank Boxen og Royal Arena kører jo bare. Der er mere prestige i at sige, man lige har set Minds of 99 i Royal Arena, end at man var på Tobakken for at se Fugleflugten. Jeg synes, at det er en lidt kedelig tendens, at samfundet har udviklet sig på denne måde, det er i hvert fald ikke gavnligt for det musikalske vækstlag.

Tobakkens rolle i Sydvestjylland og esbjergenserne

Lad os lige tage en lidt anden vinkel: Igennem dine 18 år hos Tobakken, hvordan vil du beskrive Tobakkens rolle i Sydvestjylland, i Jylland og i hele landet? Hvor står Tobakken?

Jeg synes, Tobakken står godt. Tobakken hører til de bedste rytmiske spillesteder herhjemme, og vi har kunnet se på billetsalget, at folk kommer fra hele landet, og ofte fra Nordtyskland, så noget har vi gjort rigtigt. Det afholder dog ikke kritikerne fra at komme med mishagsytringer omkring det ene og det andet, hvorfor vi ikke laver det ene og det andet, og at programmet er noget lort og så videre.

Det hænger i bund og grund sammen med, at menigmand ikke kender til mekanismerne, når der skal laves program og ikke forstår, at man ikke bare kan lave det program, som vi lyster, men er afhængige af markedsmekanismer, hvem er på tur, har artisterne valgt kun at spille de fire største byer, kan vi være med økonomisk og så videre. Det er ikke kun på Tobakken, det forholder sig således, det samme gør sig gældende på Godset i Kolding, Fermaten i Herning eller Posten i Odense.

Det behøver heller ikke være nogen kritik, men jeg vil mene, at vores læsere gerne vil have dig til at uddybe dette. Hvordan er mentalitetsforskellen?

Det handler om facts. Som sagt tidligere handler det om, at vi er et lille samfund. Vi har ikke et stort studentermiljø. Dette betyder, at nysgerrigheden er ikke så stor blandt publikum, som jeg som booker ville ønske, den var, som for eksempel den er i Aarhus eller i København. Der kan de små steder og de små navne bare trække folk per definition. Der er publikum, der ved, hvad det handler om, som har sat sig ind i undergrundsgenrerne med mere. Når der kommer metal, så har folk sat sig ind i alle dens forgreninger. Folk ved, hvad det det handler om. Herover hos os har vi desværre kun ganske få, der kender til genrernes forgreninger og ved, hvad det handler om. Det kan vi godt savne ind imellem, at der var sådan lidt mere interesse for det.

Når vi laver Minds of 99, kan vi samle lige så mange mennesker, som de kan i Aalborg. Nu er de blevet så gigastore, at de kun spiller i de store arenaer. Men førhen kunne vi det. Sidste gang solgte vi 1.300 billetter, Kolding 700, Odense 900 – det vil sige, at vi er lige så godt med som de andre store spillesteder rundt omkring. Det er nysgerrigheden blandt det lokale publikum, der adskiller os markant fra de andre steder, fordi vi ikke er så mange mennesker, og fordi vi ikke har et stort nok studentermiljø.

Rent logistisk og spillestedsindretningsmæssigt synes jeg og mange af vores kunstnere, at vi har et af landets klart fedeste spillesteder. Det er vi altid stolte af, når folk kommer og siger dette til os. Vi gør meget ud af at servicere folk, når de spiller hos os. For eksempel har Nephew fortalt os, at de altid sætter et stort kryds i kalenderen ved Esbjerg, når de kommer til os, da de ved, at der er god mad og service, der venter dem. Det er dog ligesom om, at selvom man har ansat gode kokke og sørger for lidt ekstra over det hele, bliver det hele fladet lidt ud, da det som nævnt tidligere i dag næsten kun handler om honoraret i den sidste ende.

Højdepunkterne igennem bookerkarrieren med blandt andet Slipknot, Hayseed Dixie, Jackson Browne

Igennem dine 18 år på Tobakken – hvilke bookinger har været dine personlige højdepunkter?

Jeg er stolt af en booking som Hayseed Dixie. Det er et kultband, og vi var de første i Danmark, der bookede dem. Det synes jeg var så fedt. Da jeg så dem første gang, tænkte jeg: ”Det er for sindssygt!”. Så synes jeg selvfølgelig, Jackson Browne skal også nævnes. I min verden er han kæmpe, kæmpe stor. Ikke mindst i USA. Alle amerikanske kunstnere, der kommer forbi os spørger: ”Har Jackson Browne været her?!” I USA fylder han steder med plads til 12.000-15.000 mennesker.

Derudover Solomon Burke, som var den her store Memphis-Soul-fætter. Han var også et highlight. Jeg synes, der har været meget. Og så synes jeg selvfølgelig, efter at have arbejdet i årevis på at få Live Nation overbevist om, at Esbjerg trængte til et verdensnavn, og så få Slipknot herover var en svært tilfredsstillende booking og et højdepunkt. (læs anmeldelsen her)

For at vende tilbage: Vi har altid været en metalby med folk, der elsker hård rock. Det var en lang proces at få dem herover. Jeppe (Jeppe Nissen fra Live Nation, red.) sagde ”Jeg skal nok…”, ”Jeg vender tilbage…” og så videre. Han arbejdede seriøst for sagen, og det lykkedes så. Det var sindssygt fedt. Det gav også meget omtale, ikke mindst også i jeres blad. Der kom sågar en fan fra Japan til koncerten. En japaner og hans kone tog fra Japan til Esbjerg for at se Slipknot. Folk kom fra hele Skandinavien og Nordtyskland. Det var en fjer i hatten og skidesjovt at være med til.

At vi så har en hal her i byen (Blue Water Dokken, red.), som overhovedet ikke er gearet til det, gør at hele den produktion med Jeppe Nissen i spidsen fandt ud af, at det ikke er et sted, Live Nation kan satse på fremover. Hallen er simpelthen for dårligt indrettet. Tilkørselsforholdene er nærmest til grin, ophængning i loftet, strømforhold og logistikken generelt er simpelthen ikke gearet til, at de store udenlandske produktioner kan spille der….Der vil jeg gerne fortælle en lille anekdote…

Ja, tak.

Da Blue Water Dokken skulle bygges, hed projektet ”Den nye Sports- og kulturhal Esbjerg”. Hvis det også skal være en kulturhal, medfølger der nogle kriterier. De tekniske chefer fra Musikhuset Esbjerg og Tobakken var begge to med til planlægningen. Der drøftede man så, hvad der skulle til, hvis man også ville lave store koncerter i hallen. Der blev dygtigt noteret, hvad de to havde på hjerte af ekspertise omkring musikproduktioner og de store tekniske krav, der følger med disse. Men som så tit det sker, blev det desværre underprioriteret.

Da tegningerne lå, havde man stort set barberet ALT væk, hvad de to tekniske chefer havde sagt. Det ville være for dyrt. Så det blev ikke helt den ”kulturhal”, som der var lagt op til, det er og bliver en sportshal og det er så det. Den er beregnet til sportsarrangementer, færdig, slut.

Vi har selvfølgelig lavet Rasmus Seebach, Nephew og Slipknot derinde. Men det er for det første sindssygt dyrt og meget besværligt at lave koncerter i hallen. Efter Slipknot-koncerten konstaterede man, ikke mindst hos Live Nation, at denne hal simpelthen ikke er gearet til koncerter af den størrelse.

Slipknot er utvivlsomt noget af det største, du og dit team fik booket til Esbjerg. Hvad skal i din optik til, for at det kan muliggøres igen? Skal Blue Water Dokken ombygges, eller skal man fremover arrangere koncerter på stadionet Blue Water Arena og lave open-air-koncerter?

Rigtig godt spørgsmål! Nu er vi også havnet i en situation, hvor der ikke er rigtig nogen festival i byen længere. Det kunne da være rigtig sjovt at lave noget inde på Blue Water Arenaen om sommeren. Man kunne overveje at ønske sig, at der kom nogle nye aktører fra festivalbranchen, der ser nogle muligheder her i Esbjerg. Det kunne eksempelvis være, at den driftige festivalentrepenør Brian Nielsen (Down the Drain Group, NorthSide, Tinderbox, Haven, red.) fandt ud af, at han også vil lave noget i Esbjerg. Det ville da være fedt, hvis han kunne se, at der måske var en mulighed ude ved vestkysten. Han arbejdede i Esbjerg i sin tid, og jeg kender ham godt, og jeg må bare tage hatten af for hans succes. Man må håbe, at der kommer nogle driftige folk som for eksempel ham.

Der er nemlig helt sikkert et stort marked, som bare venter på at bliver overtaget af nogen. I givet fald vil, for mig at se, det afgørende være, at der skal nogle store navne på. Man ville være nødt til at køre hårdt på, ligesom da Brian Nielsen startede sine NorthSide- og Tinderbox-festivaler, hvor det var bands fra øverste hylde som Rammstein, Robbie Williams og andre store kanoner, der blev præsenteret. Det er den størrelse, vi trænger til i Esbjerg og i Vestlylland. Alt det sagt, så må jeg jo indrømme, at jeg allerhelst så nogle flere store navne på Tobakken i de kommende år, men der er kapaciteten jo desværre kun på 1300…

Men det er jo intimt, og det er fedt, synes mange

Det synes jeg også, men tendensen peger desværre i en anden retning, så det bliver en stor opgave. Det handler om volumen nu. Intimitet, hygge… det er tiderne ikke til. Det er eftehånden nogle år siden, vi var heldige at lave en aftale med Dizzy Mizz Lizzy. De spillede tre koncerter sidste gang på Tobakken. Det var sindssygt fedt netop på grund af intimiteten. Det var lige efter deres comeback. Men dem skal vi nok ikke regne med mere. De vil ud på arenaerne nu…

Eriks efterfølger og fremtiden

Som uforbederlig musikromantiker er det en trist udvikling, synes jeg. For at komme kort ind på din efterfølger fra januar 2020, Sebastian Wolff, også kendt som forsanger i Kellermensch: Hvad er din mavefornemmelse? Du videregiver en godt kørende, velplejet butik. Hvor håber/tror du, vi ser Tobakken inden for de næste tre – fire år?

Et skud fra hoften: Da jeg hørte fra nogle gode venner om det felt, der havde ansøgt om stillingen, hørte jeg om Sebastian. Jeg kender godt Sebastian, og jeg håbede på, at det ville blive ham. Han har haft årelang tilknytning til Tobakken og Konfus med forskellige opgaver, og har et godt kendskab til, hvad der er Tobakkens DNA. Og så er han esbjergenser, hvad jeg synes er en væsentlig detalje. Han er musiker, har ført Kellermensch op i ligaerne på den danske rockscene og har holdt fast i at bo i Esbjerg, og jeg kan se paralleller til mig og Shaky Ground i sin tid med Henning Stærk. Vi var også lige ved at flytte til Aarhus, men vi gjorde det ikke.

Jeg elsker den der Esbjerg-mentalitet. Han bibeholder sine rødder. Han er kompetent, der sidder et godt hoved på Sebastian, han tænker anderledes, og så han ved noget om vækstlaget, hvilket ikke er uvæsentligt i vores rolle som regionalt spillested. Jeg håber, vi bliver det igen. Han er dus med Kunstrådet. Han kender procedurerne. Derudover har han et stort hjerte for god musik i bredeste forstand. Folk skal ikke regne med, at der kun kommer progressiv rock fremover. Sådan er det overhovedet ikke. Han er meget bredt funderet og kan lide alle slags musik. Jeg synes, det kommer til at ligge i rigtig gode hænder. Jeg er seriøst meget glad for, at det blev Sebastian!

Som esbjergenser kender han jo også pulsen på publikum her i Esbjerg.

Det er netop dét! Og netop noget, jeg har forsøgt gøre folk klart, når man vil ensrette os, der er bare visse ting, som ikke fungerer hos det esbjergensiske og det vestjyske publikum. Men lad nu Sebastian komme til, jeg tror, han har et par tricks oppe i ærmet!

Hvad så med dig, Erik? Hvad er dine fremtidsplaner?

Jeg skal til at sælge musik. Jeg skal ud på den anden side og booke musik. Jeg skal booke musik hos en af mine gode venner Ulrik Bust hos WeDoMusic i Aarhus. Der skal jeg som min primære opgave til at lave en hel masse udenlandsk musik. Jeg har som sagt et netværk over det meste af verden, og det skal jeg selvfølgelig udnytte. Det glæder jeg mig sindssygt meget til. Det bliver fedt at sidde på den anden side af bordet. Det har jeg ingen problemer med, selvom jeg ofte har svovlet over mange netop på den side af bordet. Jeg har booket mange ture til specielt amerikanske roots-acts igennem årene, og det vil jeg fortsætte med, men vil selvfølgelig også skele til danske artister, noget som Ulrik Bust primært tager sig af. Det bliver fedt at komme i gang i det nye år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA