x

Vi anmelder samtlige Bond-temasange – på skala 001-006 stjerner

Vi anmelder samtlige Bond-temasange – på skala 001-006 stjerner

Endnu en film om verdens mest kendte MI-6-agent har snart premiere, nærmere betegnet 2. april. Og ingen Bond-film uden temasang. Denne gang er det Eilish, Billie Eilish, der har leveret nummeret No Time to Die til den 25. film i rækken om agent 007. Sangen er netop udkommet, og i den anledning anmelder vi den – og samtlige tidligere Bond-sange.

Den seneste:

Billie Eilish: No Time to Die (2020)

Skrevet af Billie Eilish og Finneas O'Connell

Film: No Time to Die

*****

Bond-producerne har set helt rigtigt ved at hyre Billie Eilish til at stå for titelsangen til No Time to Die. Eilishs sange har en underliggende dyster tone, som passer fremragende til Bond-universet, og hun løser heldigvis opgaven på fornem vis. Sangen er en ballade, der begynder helt stille uden trommer, med blot klaver, diskret synth og Eilishs karakteristiske, hviskesyngende stemme, som dog bliver gradvist mere ekspressiv i løbet af sangen. Sangen bygger langsomt op, og første omkvæd kommer først efter halvandet minut. I andet vers kommer der trommer og strygere på, og sangen bliver mere og mere dramatisk, inden det kulminerer i et stryger-crescendo, der sender tankerne mod klassiske Bond-ballader som ”Goldfinger”, ”License to Kill” og ”Skyfall”. 

Eilish er med sine 18 år den yngste kunstner nogensinde, som synger og har skrevet titelsangen til en Bond-film.

Nummeret er produceret af Finneas og veteranen Stephen Lipson (Hans Zimmer, Jeff Beck, Annie Lennox med flere) og har orkesterarrangement af Hans Zimmer – berømt for musik til utallige Hollywood-film – og Matt Dunkley, der har dirigeret orkestermusikken til talrige film. Johnny Marr, blandt andet kendt for sin fortid i The Smiths, spiller guitar på sangen.

Tekstmæssigt handler ”No Time to Die” om et mislykket, afsluttet parforhold, og også her følger Eilish i Bond-traditionen med tekster i et dramatisk kærlighedsunivers, hvor ord om død og drab virker passende. Mission accomplished. (Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt)

De største Bond-hits:

De tre sange herunder er de Bond-temasange, der har nået de højeste placeringer på Billboards Hot 100-liste.

Live and Let Die – Paul McCartney & Wings (1973)

Skrevet af Paul og Linda McCartney

Film: Live And Let Die

******

Titelnummeret på Roger Moores debutfilm som James Bond gør i lige så høj grad op med den klassiske Bond-temasang, som Moores håndtering af Bond gør op med Sean Connerys ditto. Hvor der tidligere havde været brugt ballader som Bond-sange, valgte Paul McCartney at tænde op under agenten med et tre minutter langt rockbrag af episke dimensioner. Resultatet er et dramatisk og højspændt nummer, der rent musikalsk nærmest har det hele og markerer sig på enestående vis i Bond-kanonen. Ikke overraskende blev sangen et stort hit – også senere i hænderne på Guns N' Roses. 

Nobody Does it Better – Carly Simon (1977)

Skrevet af Marvin Hamlish og Carole Bayer Sager

Film: The Spy Who Loved Me

*****

Carly Simons fine ballade opsummerer på mange måder Roger Moores tid som James Bond. Moore håndterede køligt diverse eksplosioner og lignende livsfarlige situationer med et løftet øjenbryn og en Martini i hånden, og sangen her er på elegant vis fortalt ud fra Bond-pigen Anyas perspektiv. Klaver-introen er på alle måder genkendeligt og klassisk, og den storladne afslutning er noget nær perfekt. Sangen blev et stort hit verden over, og selv Radioheads Thom Yorke har udtalt, at sangen er den "mest sexede, der nogensinde er skrevet".

A View to a Kill – Duran Duran (1985)

Skrevet af Duran Duran og John Barry

Film: A View To A Kill

****

Sangen er den eneste Bond-sang, der har nået førstepladsen på Billboards hitliste, og der kan man ikke fortænke den i at finde hjemme med stormende guitar-riff, et ørehænger-omkvæd af dimensioner og en herlig Bondsk linje som "Dance into the fire, that fatal kiss is all we need". Duran Duran har formået at lave en sang, der ikke bare er et godt Bond-tema, men også en fremragende sang i sig selv. Sangen blev også af komponist John Barry inkorporeret i filmmusikken. En skam, selve filmen trods kapaciteter som Grace Jones og Christopher Walken på rollelisten ikke var bedre, men man kan jo ikke få det hele.

Shirley Bassey-trilogien:

Shirley Bassey har som den eneste kunster lavet mere end én Bond-sang. Faktisk har sangerinden hele tre på samvittigheden, og det er altså tre af de bedre, skulle vi hilse og sige.

Goldfinger – Shirley Bassey (1964)

Skrevet af John Barry, Leslie Bricusse og Anthony Newley

Film: Goldfinger

******

Goldfinger er på mange måder den ultimative Bond-sang. Mere klassisk bliver det simpelthen ikke, end når Shirley Bassey smyger sin stemme hen over de struttende blæsere og leverer en sang, der er lige så medrivende som selve filmen. Sangen er lige så gyldent skinnende i dag som dengang i 1964 – som hørte den hjemme i Auric Goldfingers samling. Det er en storslået sag, der sjældent har set sin lige i Bond-regi. Sangen blev Basseys første store hit, men bestemt ikke det sidste, og det fører os videre til…

Diamonds are Forever – Shirley Bassey (1971)

Skrevet af John Barry og Don Black

Film: Diamonds Are Forever

*****

Hvis sangen til Goldfinger stadig er gyldent skinnende, er Diamonds Are Forever stadig køligt glitrende. Shirley Basseys andet bidrag til Bonds musikalske univers er næsten lige så legendarisk og spot on som Goldfinger, og Sean Connery kunne ikke have bedt om en bedre sang at afslutte sin officielle karriere som James Bond med. Intet mindre end storslået. Også Kanye West har vist sin beundring for den klassiske sang ved at bygge sit eget forrygende track, Diamonds From Sierra Leone, op over et sample af Basseys nummer.

Moonraker – Shirley Bassey (1979)

Skrevet af John Barry og Hal David

Film: Moonraker

****

Shirley Basseys tredje Bond-bidrag "Moonraker" er lidt af en overset perle med sit romantiske og dramatiske arrangement, og læg dertil en fantastisk vokalpræstation, hvor der bliver kælet for hver en stavelse. Faktisk var sangen oprindeligt tiltænkt Ol' Blue Eyes himself, Frank Sinatra, før Johnny Mathis blev kontaktet og tilbudt nummeret. Mathis trak sig dog fra projektet. Siden var nummeret forbi Kate Bush, der dog takkede pænt nej, og John Barry spillede på en sikker hest og tilbød endnu engang Shirley Bassey at indspille en Bond-sang, blot få uger før premieren.

John Barrys instrumental-temaer:

James Bond Theme

Skrevet af Monty Norman og arrangeret af John Barry

Film: Samtlige officielle Bond-film siden Dr. No fra 1962

******

Et af de absolut mest klassiske og genkendelige filmtemaer, der findes. Punktum. Storladent, listigt, elegant og med umiskendeligt glimt i øjet – lige præcis som vores yndlingsagent. Monty Norman er krediteret for at have skrevet stykket, mens John Barry påstår, det i virkeligheden var ham. Under alle omstændigheder var det Barry, der arrangerede nummeret og gav det et mere jazzet touch, end det oprindelig var tiltænkt. Barry har siden komponeret soundtracket til ikke mindre end 11 James Bond-film. Brugen af surf-rock-guitar til at levere meloditemaet er intet mindre end en genistreg. Også selvom surf-rock var det helt store tilbage i 1962. Nummeret har typisk optrådt under "pistolløbssekvensen" i de fleste Bond-film og indleder Dr. No, der ikke havde en tema-sang, og From Russia With Love året efter.

007 Theme

Skrevet Af John Barry

Film: On Her Majesty's Secret Service

****

On Her Majesty's Secret Service har en glimrende original komposition af John Barry under de indledende "credit"-tekster, et tungt, Moog-drevet tema. Her har Barry benyttet sig af mere elektriske og "moderne" instrumenter end tidligere, og resultatet er et mere aggressivt tema. Fra producenternes side var der overvejelser om at skrive en tekst til kompositionen, men instruktør Peter R. Hunt fandt det passende med et instrumental-tema i stil med de to første Bond-film. På trods af Barrys instrumental-temas kvaliteter er det nu alligevel Louis Armstrongs fremførelse af We Have All The Time In The World, der for alvor stikker ud i den eneste Bond-film med George Lazenby i hovedrollen. Sangen i sig selv er måske nok ikke særlig Bond-agtig, men det er en utrolig smuk sang, og John Barry selv har udtalt, at det er hans personlige favorit af de mange Bond-kompositioner, han begik gennem årene.

 

De ærkebritiske:

From Russia with Love – Matt Monro (1963)

Skrevet af Lionel Bart

Film: From Russia With Love

****

Den første egentlige James Bond tema-sang, eftersom Dr. No brugte Norman og Barrys instrumentaltema. Matt Monro gør sig godt i et elegant, strygerindsvøbt tema med tilbagelænet croon, der måske ikke helt matcher filmens højspændte action, men som fungerer glimrende som stemningsskaber. Der er en tidløshed over sangen, der stadig holder den dag i dag.

 

The Man with the Golden Gun – Lulu (1974)

Skrevet af John Barry og Don Black

Film: The Man With The Golden Gun

**

Et af lavpunkterne i rækken af Bond-sange. Der var oprindeligt snak om, at Elton John eller endda Cat Stevens skulle have sunget filmens titelnummer, men valget faldt på den skotske sangerinde Lulu. Nummeret er komponeret af den mangeårige Bond-komponist John Barry, mens teksten er skrevet af Don Black. Og netop teksten modtog en del kritik og blev af kritikere kaldt både "latterlig", "meningsløs" og "en strøm af smuds". Lulus stemme fejler såmænd ikke det store, men det er svært at være uenig med John Barry, når han påstår, at det hektiske rod af en sang er hans eget dårligste bidrag til en Bond-sang: "Det er denne her, jeg hader mest", har Barry udtalt, og til hans forsvar havde han da også kun tre uger til at komponere nummeret.

For Your Eyes Only – Sheena Easton (1981)

Skrevet af Bill Conti og Mick Leeson

Film: For Your Eyes Only

****

Sheena Easton var den første kunstner til at selv at optræde i den musikalske intro-sekvens i en Bond-film, men selvom hun bestemt har udseendet til at matche en Bond-pige, er det nu hendes vokale præstation, der trækker stikkene hjem her. Med en forførende vokal-levering i en drømmende komposition af Bill Conti, der også stod bag filmmusikken til Rocky, sendte Sheena Easton Bond ind i 80'erne med manér. Også Debbie Harry og resten af Blondie havde et bud på et titelsang til filmen , men det var som bekendt Easton, der gik med æren. Sangen blev desuden nomineret til en Oscar.

Skyfall – Adele (2012)

Skrevet af Adele Atkins og Paul Epworth

Film: Skyfall

*****

Adeles Oscar-vindende Skyfall var den perfekte sang at markere Bonds 50-års jubilæum med. Et meget Bond'sk nummer med en stor stemme i centrum for en sang med et lige så stort omkvæd og en fyldig instrumentering. Allerede fra de indledende strofer føles det, som det, det er: en klassisk Bond-sang. Sangen vandt priser ved både Golden Globe, Brit Awards og Oscar-uddelingen. Elegant pletskud.

Writing's On The Wall – Sam Smith (2015)

Skrevet af Sam Smith og Jimmy Napes

Film: Spectre

****

Åh ja, Sam Smith. Den stakkels sanger har virkelig delt vandene med sit bud på en Bond-sang. Kritikken er haglet ned over Smith, efter Writing's On The Wall blev offentliggjort som musikalsk følgesvend til Spectre. Men er den nu også så dårlig? Faktisk har Sam Smith skabt et ganske solidt bud på en Bond-sang med den følsomme falsetballade, der både tækkes klassiske Bond-dyder og har et personligt præg. Nogen kommende klassiker bliver det næppe, og der er et stykke op til Adeles præstation fra 2012, men hæderlig er den absolut.

De dramatiske: 

Thunderball – Tom Jones (1965)

Skrevet af John Barry og Don Black

Film: Thunderball

****

Med Thunderball blev det endnu en crooners tur til at tage favntag med en Bond-melodi. Jones gav sig selv fuldt ud under indspilninger – faktisk så meget, at han endte med at besvime efter at have sunget sidste strofe. Og indlevelsen fornægter sig ikke. Sangen er ellers blevet til i al hast, efter det oprindeligt var planen, at Shirley Basseys Mr. Kiss Kiss Bang Bang skulle have været filmens temasang. United Artists krævede imidlertid, at filmens titel også optrådte i sangen, så John Barry skyndte sig at skrive Thunderball sammen med tekstforfatter Don Black. Også Johnny Cash kom med sit bud på en Thunderball-sang. Den blev dog aldrig brugt.

Licence to Kill – Gladys Knight (1989)

Skrevet af Narada Michael Walden, Jeffrey Cohen og Walter Afanasieff

Film: Licence To Kill

*****

Oprindeligt blev Eric Clapton og Vic Flick kontaktet med henblik på at skrive og fremføre titelsangen til Licence to Kill, men heldigvis endte tjansen hos Gladys Knight, der leverer en nærmest uhørt cool og tilbagelænet performance til Timothy Daltons sidste Bond-film.

GoldenEye – Tina Turner

Skrevet af Bono og The Edge

Film: GoldenEye

****

U2's Bono og The Edge skrev sangen til Tina Turner, da de fandt ud af, at hun var blevet inviteret til at synge titelsangen til den dengang kommende James Bond-film. Sangen emmer af klassisk Bond-drama, og Turners store stemme klæder både sangen og universet, selvom beatet ikke helt er på plads, og blæserne falder lidt igennem. Også svenske Ace of Base (!) skrev et bud til filmes temasang, men de trak den tilbage for det tilfælde, at filmen skulle floppe. Den sang udkom senere i omskrevet version som singlen The Juvenile. Den lader vi lige stå lidt.

Den autotunede:

Die Another Day – Madonna (2002)

Skrevet af Madonna og Mirwais Ahmadzaï

Film: Die Another Day

**

Pierce Brosnans sidste film i rollen som vores alle sammens yndlingsagent fik en del hug med på vejen, og det samme gjorde Madonnas titelsang. Med god grund.

Madonna er et godt valg til leverandør af Bond-sang, men den sang, hun leverede, er alt andet end klassisk i 007-sammenhæng. Et køligt, elektronisk klub-orienteret electroclash-nummer med masser af AutoTune og stammende vokal. Nummeret er en noget udtryksløs sag, der dog fint rammer Madonnas musikalske ståsted i start-00'erne, men som 007-sang er der skudt ved siden af med Walter PPK'en. Og hvad sker der i øvrigt lige for "Sigmund Freud, analyze this"-linjen? 

De knapt så mindeværdige: 

All Time High – Rita Coolidge (1983)

Skrevet af John Barry og Tim Rice

Film: Octopussy

***

Indrømmet, det ville nok være svært at skrive en nogenlunde seriøs sang med titlen Octopussy, men det er alligevel lykkedes sangskriverne at gøre All Time High svær at tage seriøst med åbningsfanfaren af sexet saxofon og porno-bas. Sangen er langtfra noget pragtstykke og virker mest som en udvandet version af de kvaliteter, man kan forvente sig af Bond-sange. Også Mari Wilson og Laura Branigan var på tale til at indspille nummeret.

The Living Daylights – A-ha (1987)

Skrevet af John Barry og Pål Waaktaar

Film: The Living Daylights

***

Norske A-ha skulle udfylde de britiske åndsfæller i Duran Durans store sko, efter den store succes med A View To A Kill. A-ha havde selv et verdenshit på samvittigheden med Take On Me fra 1984, men de formåede hverken at matche den sang eller deres britiske kollegaers Bond-bidrag med The Living Daylights. Sangen blev dog – ikke overraskende – et nummer-et hit i Norge og formåede at ramme en femteplads på de britiske hitlister.

Tomorrow Never Dies – Sheryl Crow (1997)

Skrevet af Sheryl Crow og Mitchell Froom

Film: Tomorrow Never Dies

***

Sheryl Crows tyndbenede og halvskingre Bond-sang blev af uransagelige grunde valgt frem for K.D. Langs sang Surrender, der oprindelig hed Tomorow Never Dies og af mere åbenlyse grunde frem for Pernille Rosendahls bud på en temasang (se andetsteds i denne artikel, red). Men også Pulp, The Cardigans, Saint Etienne og Marc Almond indsendte bud på filmens titelsang. Med så interessante bidrag er det mærkværdigt, at det var Crow, der løb med æren, for selvom Tomorrow Never Dies da ikke ligefrem er forfærdelig, er den heller ikke en, man bliver hverken "shaken" eller "stirred" af.

The World is Not Enough – Garbage (1999)

Skrevet af David Arnold og Don Black

Film: The World Is Not Enough

****

Oprindeligt var det meningen, at sangen Only Myself To Blame, der også er skrevet af David Arnold og Don Black og sunget af Scott Walker, skulle have været titelsang til The World Is Not Enough, men de to sangskrivere endte i stedet med at skrive en regulær titelsang, som Garbage fik æren af at fremføre. Shirley Manson og drengene nailer altså den ægte Bond-feeling ganske godt til trods for, at matchet måske i manges øjne virkede lidt aparte ved første øjekast. Nummeret er i øvrigt makkerparret Arnold og Blacks femte Bond-sang.

 

You Know My Name – Chris Cornell (2006)

Skrevet af Chris Cornell og David Arnold

Film: Casino Royale

****

I 2006 skulle Bond genfødes med et brag – i Daniel Craigs mere kølige og hårdtslående skikkelse. Den genfødsel gjaldt også på den musikalske front, hvor Soundgardens Chris Cornell havde fået æren af at matche det nye, mere hårdkogte 007-univers med en ditto sang. Det lykkedes. Cornell var i øvrigt lidt forvirret over tilbuddet, men takkede som bekendt ja. Producerne ledte efter en stærk mandlig vokal, og det fik de. Cornell skrev sangen med Bond-komponist David Arnold, og sammen fik de fremmanet en brusende rocksang, der stadig formåede at trække på nogle af de mere klassiske Bond-dyder. Resultatet er grunge-guitarer og orkesterbesætning i skøn forening.

Another Way to Die – Jack White & Alicia Keys (2008)

Skrevet af Jack White

Film: Quantom Of Solace

**

Der er ingen, der kan sætte en finger på hverken Jack Whites eller Alicia Keys' musikalske formåen, men Whites skramlede rodebutik er der nu altså ikke meget godt at sige om. Hverken som Bond-track eller nummer i øvrigt. Trods fræsende guitar-referencer til klassiske kompositoriske Bond-dyder over strygere og klaver er det en flad og forglemmelig affære, og det samme kan desværre også siges om Quantom Of Solace, som sangen var skrevet til. At White og Keys i øvrigt ingenlunde klæder hinanden på nummeret, der i øvrigt er den første duet nogensinde i Bond-sammenhæng, hjælper heller ikke på helheden. 

Den ultimative klassiker:

You Only Live Twice – Nancy Sinatra (1967)

Skrevet af John Barry og Leslie Bricusse

Film: You Only Live Twice

******

Så bliver det ikke meget større. Sammen med selve 007-temaet og Goldfinger er Nancys Sinatras indspilning af You Only Live Twice til filmen af samme navn på mange måder selve inkarnationen af James Bond og hans univers – i hvert fald som det så ud i 60'erne. Nancy Sinatras kælne stemme smyger sig om blæserne og strygerne, der bevæger sig i orientalske temaer. En mesterlig sang, der er næsten lige så ikonisk som selve Bond-temaet, og som blevet coveret live af kunstnere fra Coldplay til Björk. Robbie Williams genindspillede stryger-temaet til sit kæmpehit Millennium, og Lana Del Rey har kraftigt refereret til nummeret i sin egen Terrence Loves You. Andre sangere, der var på tale til at indspille sangen var Nancys far, Frank, Julie Rogers og Aretha Franklin. Sinatra var i øvrigt den første ikke-britiske kunstner til at levere et Bond-nummer.

Den danske kandidat:

Tomorrow Never Dies

Skrevet af Pernille Rosendahl og Tim Christensen

***

Tilbage i 1997 var det lige før, at en dansker indskrev sig i den stolte tradition af Bond-sange. På Swan Lees debutalbum, Enter, fra 2001 finder man nemlig nummeret Tomorrow Never Dies, der endda var første single fra pladen. Den vågne læser har selvfølgelig opdaget, at sangen deler titel med Pierce Brosnans Bond-eventyr fra 1997 og Sheryl Crows sang til samme. Sagen er, at den store James Bond-fan Pernille Rosendahl skrev den sang sammen med sin daværende kæreste, en vis hr. Tim Christensen tilbage i 1996 med tanke på at sende den ind som muligt bud til et titelnummer til den dengang kommende Bond-film.

Igennem pladeselskabet EMI blev nummeret sendt til folkene bag filmens soundtrack. Og mens Pierce Brosnan lagde sidste hånd på endnu en Bond-babe, gik soundtrack-folkene amok over sangen. De var vilde med Rosendahl/Christensens bidrag, men Pernille Rosendahl var for ukendt til at stå frem som ny Bond-sangerinde. Der var snak om, at en anden sangerinde skulle hyres til at synge nummeret i stedet for, men selvom sangen nåede med i den afgørende pulje, måtte det danske makkerpar se sig slået af Sheryl Crow.

Dem kunne vi godt se levere en Bond-sang i fremtiden:

Coco O

Lana Del Rey

Lorde

Ed Sheeran

Massive Attack

Radiohead

Taylor Swift

Lady Gaga

Beyoncé

Kate Bush

Björk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA