x

GAFFA Pris-vindere When Saints Go Machine: "Vi har aldrig været så produktive som nu"

GAFFA Pris-vindere When Saints Go Machine: "Vi har aldrig været så produktive som nu"

”Det er andet år i træk, vi vinder den her. Jeg har aldrig vundet noget to år i træk,” lyder det taknemmeligt fra Nikolaj Vonsild, frontmanden i When Saints Go Machine, da han tager imod GAFFA-statuetten. Her til aftenen vandt trioen, der ud over Vonsild består af Jonas Kenton og Silas Moldenhawer, nemlig for andet år i træk prisen for ”Bedste Elektroniske Udgivelse” for deres fjerde studiealbum, So Deep.

Først og fremmest stort tillykke med prisen. Hvad vil I gerne sige til de læsere, der har stemt på jer?

Nikolaj Vonsild, sanger: – Med alt det, vi har været i gennem de sidste 10 til 12 år, så er det først nu, at vi egentlig forstår, at der faktisk er folk, der stadig gider at lytte til os. Det sætter vi virkelig stor pris på. Da vi var her sidste år, var der en masse usikkerheder. Vi havde gang i en masse forskellige ting, og var i gang med at finde ind til en ny kerne. Den synes vi, at vi har fundet frem til nu, så at få en pris af læserne så mange år efter, at vores første album udkom, det er bare fantastisk.

Hvordan ser I tilbage på året 2019?

Silas Moldenhawer, elektronik: – Vi har arbejdet urolig meget. De sidste år har vi været tæt forbundet igen efter at have haft en slags pause, og det har bare været virkelig dejligt at være sammen igen. Vi har være virkelig produktive. Vi har lavet en symfoni, og nu er vi i gang med at lave musik til en serie. Så har vi lavet albummet (So Deep, red.) og er allerede i gang igen med at lave mere musik. Det er et rigtig godt tidspunkt for os lige nu.

Jonas Kenton, elektronik: – Vi har aldrig været så produktive som nu.

Silas: – Ja, det har altid taget os enormt lang tid at lave ting, men nu føler vi, at det hele går lidt hurtigere, så det er skønt.

Jonas: – Vi er faktisk ved at lave en lille ep med nogle nyfortolkede numre, der udkommer nu her. Lige i røven af GAFFA-Prisen, faktisk.

Silas: – Ja, og så spiller vi en række koncerter her i april. Vi har brugt lang tid på at tid på at sætte et godt sceneshow op omkring det. Vi kommer til at spille en masse gamle numre i nye fortolkninger.

Nu nævner I gamle numre i nye fortolkninger. Hvad kan de fans, der har været med helt fra starten så se frem til, når de skal opleve jer i 2020?

Nikolaj: – Jeg tror, at folk skal vide, at alle de ting, vi har lavet de sidste par år; spillet teaterkoncert, lavet en symfoni, alt det var startskuddet til, at vi skulle finde sammen og lave musik som When Saints Go Machine igen. Vi refererer til alt det på vores seneste album. Derfor kan dem, der for eksempel ikke har været inde at høre symfonien og lytter til vores seneste album måske godt undre sig lidt over, hvor vi er på vej hen. Men alt det, der er i vores DNA, eksisterer stadig.

Så det hele kommer til at gå op i en højere enhed til de koncerter, man kan opleve med jer i 2020?

Nikolaj: – Ja, det gør det. Det er hele vores historie, inklusive alt det, der er nyt. Det er alt sammen vores, men lyden er blevet opdateret. Vi er blevet bedre håndværkere. Vi er blevet bedre teknisk.

Hvordan har aftenen ellers været?

Silas: – Det har været dejligt at være her. Vi har fået drukket nogle øl og er blevet lidt småfulde. Vi vandt sidste år og tænkte, at det ikke kommer til at ske igen, så vi blev meget overraskede. Vi vidste slet ikke, at vi havde så dedikerede fans. Så dedikerede GAFFA-læsere.

Nikolaj: – Det er også bare fedt, at det kan føles så dejligt efter så mange år at få lov til at lukke showet her. Man ville jo have stoppet, hvis man ikke fandt den glæde i det, og det er også derfor, at vi laver den musik, vi laver. Det er, fordi vi finder en kæmpe glæde i det.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen – og vinderne er...

GAFFA-Prisen 2020 præsenteres i samarbejde med:

gallery_large

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA