x

GUIDE: Producergeniet Kevin Martin alias The Bug kommer til Danmark

GUIDE: Producergeniet Kevin Martin alias The Bug kommer til Danmark

Optræder på Alice i København 11. marts

Her til foråret kommer engelske Kevin Richard Martin og giver koncert i Danmark, nærmere betegnet på Alice 11. marts. Det har han gjort før, med blandet success, men jeg insisterer på at glæde mig alligevel. Denne gang er der noget helt andet på spil, i og med at han kommer for at opføre et album. Og ikke den typiske “det album, vi brød igennem med og aldrig rigtig har levet op til siden”-opførsel, som vi kender fra diverse halvhjertede reunion-ture. Dette er et album, han udgav i maj 2019, Sirens, men som til gengæld nok er hans mest personlige til dato.

Kevin Martin er en af de producere, jeg har fulgt tæt i mange år. Igennem de fleste af hans navne -og genreskift har jeg elsket hans udtryk. Hans greb om skiftevis industrial, ambient og dub i forskellige mix og vægtning er altid værd at høre på, og ofte helt fantastisk. 

En del af Martins styrke er hans talent for at finde de rette samarbejdspartnere. Projekterne er vidt forskellige, og derfor kræver det nogle gange noget modspil, som Martin ikke selv har, og der er han i sjælden grad i stand til at finde de folk, der skal til at fuldende lyden. På den måde har han meget til fælles med Justin Broadrick, og de har da også lavet ret mange ting sammen igennem årene. Lige fra de tidlige turnéer med Napalm Death til de nye industrielle dub-ting, der rammer både grime, dubstep og industrialpublikummet.

Men hvor i alverden begynder man henne, med en mand, der har lavet så mange – og så forskellige – plader? Jeg vil her prøve at præsentere 10 af hans bedste plader. Jeg er ikke gået efter de obskure 7”, men i høj grad udgivelser, der burde være til at finde, og så har jeg kun valgt én udgivelse under hvert navn. Så se det mere som introduktion til mandens univers end som en egentlig hitliste.

10. Miss Red: K.O.,  2019

Miss Red har sunget på flere af The Bugs udgivelser, men her får hun frontlinjen for sig selv. Musikken er grimey dancehall med den ekstra mængde bass, man forbinder med live dancehall. De luftige mix af vokalen og de flydende flader får beats’ne til at virke endnu hårdere, end de egentlig er. Det er en kold plade, som kan høres meget højt og fungerer perfekt med høretelefoner på gåturen igennem den mørke by.

9. Ice: Bad Blood, 1998

Her har vi Martin og Justin Broadrick i fuld effekt. Sammen udforsker de, hvad man kan med hiphop, når man leger Adrian Sherwood på knapperne, imens Blixa Bargeld, El-P og de andre gæster får lov til at fyre den af. Det er en vildt rodet plade, og selvom dele af den ikke er ældet med ynde, så er der noget meget livsbekræftende over, hvor lidt fucks de giver. Breakbeats, industrielle flader, samples og delay slås om pladsen i et smalt mix. Nok ikke det bedste sted at starte, men absolut et “værk”, som man sjældent ser dem efterhånden.

8. The Bug Vs. Earth: Concrete Dessert  2017

Det siger noget om, hvor højt et niveau Kevin Martin holder sig, når denne plade kun ligger nummer 8. Et rent samarbejde imellem Martins dystre maskiner og sitrende flader og så Earths rockede riffs i majestætisk slowmotion. Der er ingen, der har travlt på den her plade, og jeg har virkelig tit lyst til at høre den. En helt vidunderlig kombination, jeg slet ikke havde set for mig, og den virker overlegent godt.

7. Zonal: Wrecked 2019

Igen er det Broadrick og Martin, men denne gang har de teamet op med Moor Mother til en farlig og indadvendt hiphop-plade. Det meste overstyrer en smule, og der er ikke nogen rare ting ved denne udgivelse, der har lige dele heroin og storby i mixet. Det er en ny vinkel på minimal hiphop, hvor der nærmest kun er bassrumlen, beats og vokal. Ingen hooks, men maser af storby og eksistentiel angst. En temmelig uvenlig plade, med masser af luft imellem bassen og vokalen, hvor der er fint plads til din angst og dårlige stemning. Super stærk plade, men den gør det ikke nemt at lytte på. 

6. Various Artists: Killing Sound (Razor X productions)

I starten af årtusindet havde Martin et 7”-selskab, der udgav smadret og aggressiv dancehall, produceret af ham selv med forskellige MC’s på. Ofte Rootsman, men andre har også været inde over og brøle igennem. Det er en voldsom, festlig og vidunderlig dobbelt-cd, der opsamler dem, med instrumentalerne på den ene cd. Langt væk fra den indadvendte og forstyrrede susen på mange af de andre plader, så er det her lige i fjæset og fuldt blæs på. Man kan til hver en tid starte en slåskamp til hits som WWW eller Killer.

5. Experimental Audio Research: Mesmerised, 1994

Her er Martin kun “gæst”, men han får rigeligt med plads og er med til at gøre en forskel, så jeg tager den med alligevel. Sonic Boom gik psykedelisk guitar-ambient efter bruddet med Spacemen 3 og samlede et sejt hold omkring sig. Jeg synes nok, at de peakede i den her tidlige opstilling, hvor de også spillede en hæsblæsende koncert i Torpedohallerne (måske husker jeg stedet forkert?) i København. En helt forrygende koncert, hvor jeg dansede fra først til sidst, uden der var et eneste trommeslag på noget tidspunkt. Kun guitar i effekter og analoge synths. Tremolo, phaser og delays galore. Måske er den for trippy til nye lyttere, men jeg kan stadig blive helt høj af den og hører den kun i sin fulde udstrækning.

4. Kevin Richard Martin: Sirens, 2019

Og det her er så pladen, han turnerer med, og kommer for at opføre 11. marts på Alice. Den første plade under helt eget navn, men også en meget personlig udgivelse. Martin sætter her lyd til oplevelsen af sin sit første barns fødsel, hvor både mor og barn var ved at dø. Den helt ekstreme situationn hvor man står hjælpeløs ved siden af, imens at de ton der betyder mest i hele verden, har allermest brug for dig, og du kan ikke gøre noget (Spoiler: Historien endte godt). Lydsporet er mere ambient og mindre beatet end det meste andetn Martin har lavet, men det kan han også sagtens. Det er en stærk plade, men jeg kan ikke høre den særlig tit. Historien bagved står så tydeligt for mig, når jeg lytter, at jeg slet ikke kan slippe den. Og dens følelsesmæssige impact bliver siddende i kroppen lang tid efter. Til koncerten er vi blevet lovet “et omsluttende lysshow”, hvad det så end betyder. Jeg kan næsten garantere, at det bliver en koncert, der kan huskes, men det bliver ikke rart.

3. King Midas Sound: Waiting for You, 2009

Bassen er varm og lækker, beatet gyngende, hele rummet sitrer af delay, og så har vokalen en stram hånd om dit hjerte. Dubstep tilsat lovers rock, og så med Martins signaturlyd af voldsom hash. En plade, der kryber helt ind under huden og slipper dig ikke igen. Senere lavede de en mere ambient plade sammen med Fennesz, men her står sangskrivningen tydeligst og er lige til at tude over. Man skal være lidt large over for roots reggae for helt at nyde den, men så er den også helt perfekt.

2. Flame 1: Fog/Shrine, 2018

Her er det Kevin Martin og Burial sammen, og det lyder præcis, som du håber på med de to i samme studie. Det er i den grad lyden af London i dette årtusinde. Natten falder i tung røg, med blafrende bass og øjnene halvt tillukkede. Alt her er perfekt, og der er ingen grund til at prøve at beskrive det. 

1.The Bug: London Zoo, 2008

Ja, dette er Martins hovedværk. Her forener han i fineste grad sin dub, hiphop, industrial, grime, dubstep, dancehall og ikke mindst sangskrivning allerbedst. Ikke bare hans bedste, men også en af årtiets bedste plader. Der er både alvor og pjat, mørke og hits, instrumentaler og sange og raps, og det er helt umuligt at udvælge ét nummer, der kan repræsentere dette spraglede og eklektiske værk. En plade, der åbnede op for nye måder at producere plader på og samlede nye lyttere til den London-lyd, der før havde haft lidt sværere ved at nå et hvidt publikum.

Men min begejstring for Kevin Martin til trods,har jeg ikke altid været så vild med hans koncerter/performances. Det tror jeg til gengæld, at jeg vil være med hans opførelse af Sirens. Her er der noget helt andet på spil, og der er tænkt et forløb ind i både musik og lys, og han skal ikke ud og forskrække med voldsom bass og breaks. Han skal fortælle en historie, og jeg har brug for at høre den igen. Højt.

Billetsalget til koncerten er i fuld gang på Billetto.
 
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA