x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte David Bowie

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte David Bowie

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt i GAFFA juli 2002.

Polyhistor*

David Bowies fortsatte kunstneriske optur gennem 90’erne kan uden videre fremskrives til Heathen, som markerer hans første samarbejde med produceren Tony Visconti i 20 år.

Note til overskriften: En polyhistor er en person, der er velbevandret i mange videnskaber

– Jeg synes, det lugter lidt ny­malet. Derfor lufter jeg ud, siger den logerende.

Vi befinder os på et hotelværelse i Soho, New York. Den franske altan står på vid gab, og trafikstøjen fra sydenden af Manhattan står for den umiskendelige baggrundsbrummen af storby.

I den ene ende af sofaen et rock-ikon klædt som en distræt universitetsprofessor. Stormasket, grå sweater, brune fløjlsbukser, sportssokker i skarp grøn og lærredssko virker ikke umiddelbart hipt, og så alligevel…? Alle stilmæssige valg granskes omhyggeligt, hvilket er ganske betegnende for den respekt, manden nyder.

Ikke mindst af GAFFAs udsendte i sofaens anden ende. Skidt med, at han tolv år tidligere befandt sig på de første rækker i Idrætsparken med lynet fra Aladdin Sane-coveret malet i ansigtet og tudede salte teen­agetårer, fordi ham på scenen bare var for stor. Hva' fa'en, så er man vel kvalificeret?

David Bowie er imødekommende og trods mange interview i et vældigt humør. Typisk taler han lige så gerne om billedkunst og samfund som sin egen musik. Men han er dog mest opsat på at fortælle om indspilningerne til Heathen og gør det i lange sætninger formuleret på det aristokratiske engelsk, som synes helt intakt trods mange års ophold i den "vestlige verdens hovedstad":

– Vi satte os for at lave noget solidt, og ca. halvvejs igennem processen, hvor vi sad og mixede, følte vi os sikre på, at det var en succes. Salgsmæssigt vidste jeg ikke, men kunstnerisk lød det som et godt stykke arbejde.

Det er mere end 20 år siden, du sidst arbejdede med Tony Visconti på Scary Monsters (And Super Creeps). Den nye plade lyder som om, det har været en frugtbar genforening.

– Det var det også. Jeg vil gerne synes, at den ikke er en del af nogen trend. Men samtidig … Ser du, for tre-fire år siden, da Tony og jeg begyndte at tale om at lave noget sammen igen, var det vigtigt for os begge, at vi ikke skulle forsøge på at genskabe de gode ting, vi har lavet sammen tidligere. Det er albums, som folk holder meget højt og anser for kvalitetsarbejde. Faren ville være at tilsmudse samarbejdets renommé ved at lave noget billigt eller noget, som støttede sig op ad fortiden.

Har det været en lang produktion?

– Omkring februar sidste år ringede jeg Tony op og fortalte, at nu havde jeg to-tre numre, herunder titelnummeret og Sunday, som jeg syntes var meget stærke, og derfra kørte det slag i slag.

Livet er cool

Sunday er åbningsnummeret på Heathen. Badet i store keyboardkorflader er det en dyster omgang, som Bowie gerne fortæller mere om:

– Som en skabelon for Sunday brugte jeg et stykke af Richard Strauss, som hedder Vier Letzte Lieder, som faktisk blev de fire sidste sange, han skrev. Ikke at jeg vil påberåbe mig den samme skæbne, men der var en særlig tyngde, en fremmanen af liv, som Strauss fangede i disse sange. Han vidste, at han måtte slippe sit tag i livet i en ikke så fjern fremtid. For en mand på min alder er det meget rørende.

– Når man er 23 år, forholder man sig til dem på en romantisk måde. Døden er en abstrakt filosofi, som man leger med. Man vrænger: "Jeg er ligeglad med, om jeg dør, før jeg er 25" og alle disse provo-udtalelser. Så glemmer man det i nogle år, men vender tilbage til det med en følelse af ængstelse og bedrøvelse, fordi man skal opgive noget, som er virkelig eventyrligt. Livet er ret så cool, griner Bowie.

Din sangskrivning synes at blive stadig mere personlig og indadvendt.

– Det kommer med alderen, tror jeg.

Kræver det mod at være personlig?

– Jeg tror, man skal kende sig selv. Man skal vide, hvad det er, man skal undersøge. Det tog mig meget lang tid at finde ud af, hvad det var, jeg skulle undersøge i mit liv. Men på den anden side er min tilgang til at lave plader meget forskelligartet. Jeg har en flok idéer, som nogle gange går meget på fortælling og melodi, og andre gange er mere fritsvævende og eksperimenterende. Og som regel beslutter jeg mig på forhånd til, hvilken tilgang jeg vil anvende. Nogle af pladerne, navnlig de tidligere, blev lavet som teatralske stiløvelser. De var fundamentalt set skrevet som teaterstykker, så den visuelle side af det lå mig meget på sinde. Sangene blev skrevet til at understøtte denne teatralske ramme. Men jeg har ikke skrevet på denne måde i årevis. 

Inspireret af gammelt børne-tv

Hvad angår titlen Heathen (Hedning). Med reference til et af numrene fra Buddha Of Suburbia-pladen, Sex And The Church, hvad er det egentlig med dig, sex og kirken?

– Ja, jeg ved det godt, ha ha. Det er, fordi jeg har en katolsk mor og en protestantisk far, det er jeg sikker på. Og hvad værre er – de er alle frafaldne og brødebetyngede pga. skilsmisser osv., så de ikke kan være katolikker og ikke skrifte længere. Jeg kan høre min mor sige: "Oh, Gud vil dræbe mig for dette." "Åh hold bøtte, Mor, Han slår dig ikke ihjel." "Jamen, så dræber Han din far i stedet…", ler Bowie.

Når man befinder sig her i New York, bliver man umiddelbart fanget af teksten til Slip Away, fordi den er så geografisk specifik med "Sailing over Coney Island" osv. Men teksten er løjerlig. Hvad handler den om?

– Det er en af de få nostalgiske sange på albummet. Faktisk kigger den tilbage til senhalvfjerdserne. Der var et børneprogram på kabel-tv her, på kanal 81 eller sådan, en latterlig, lille station, som sendte fra New Jersey. Værten hed egentlig Vinnie, men kaldte sig Uncle Floyd i showet, og det var hysterisk morsomt. Det var for børn, men alle voksne, jeg kendte – eller galninge ligesom mig – smed sig foran fjerneren kl. 5 og vred sig af grin. Det var egentlig bare en italiensk fyr med et klaver, en stråhat og en butterfly og nogle fjollede dukker. En af dem var et lille skelet, han havde købt i Woolworth's. Det hed Bonesboy, og en anden dukke hed Oogie.

– Oogie var lavet af bordtennisbolde og havde sin egen lille, sjove hat. Alle de andre i showet var bare hans venner fra gaden, men det blev vildt populært i New York. Det sørgelige er, at jeg ringede til ham for et par uger siden og fortalte ham, at jeg havde skrevet en sang om ham. "Jamen, jeg laver da stadig shows. Jeg laver politi-fester og Bar Mitzvahs. Jeg kan varme op for dig!" Han bad mig om at sende ham sangen, og jeg følte mig lidt beklemt, fordi den jo handler om "hvad blev der dog af Uncle Floyd?"

Drenget optimisme

David Bowie kan utvivlsomt fortælle lige så meget om ethvert af de andre numre på Heathen. Om Slow Burn,hvor Pete Townshend medvirker på eksplosiv guitar, Cactus skrevet af Pixies eller Gemini Spaceship,som Bowie følte sig tilskyndet til at indspille, fordi han engang "lånte" lidt af ophavsmandens kunstnernavn. Han hedder The Legendary Stardust Cowboy. Men tiden rækker kun til en sammenfatning:

– Det har faktisk været et nemt album at lave. Selvom emnevalget er tricky og ret tungt, var der ikke nogen forhindringer i vejen. Der var ikke et eneste tidspunkt, hvor vi tænkte: "Hvad skal vi dog gøre med den her?" Det syntes at give sig selv.

– Jeg har en meget drenget optimisme omkring min skrivning nu. Jeg bilder mig ind, at jeg hen over de næste par år vil skrive nogle af mine bedste ting nogensinde. Nu har jeg endelig lært at være en sangskriver, hvilket må siges at være et gennembrud…!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA