x

GULD FRA GEMMERNE: Peter A.G. fortæller historien om Gnags

GULD FRA GEMMERNE: Peter A.G. fortæller historien om Gnags

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har publiceret i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem bringer vi nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været trykt som Klub GAFFA-tillæg til GAFFA oktober 2008. 

Gnags: Erkendelse på sanselig form

Historien om Peter AG og Gnags kredser på alle måder om frihed. Frihed til at være anderledes, frihed fra systemet og frihed i de kunstneriske udtryk. Læs om den første koncert i udstillingsvinduet i morfaderens boghandel og løsrivelsen fra den etablerede musikbranche. Om de hyperproduktive 80’ere og Århus som musikkens hovedstad. Om krisen omkring årtusindskiftet og Peters utrættelige videreførelse af bandet, der nu har resulteret i albummet Legepladsen.

Da Peter AG i 1983 havde sit viltre hår på forsiden af dette magasins første nummer, havde han allerede spillet med Gnags i 17 år. Et kvart århundrede senere er han stadig i fuld effekt, Gnags er klar med et nyt album og en tilhørende turné, og fortællelysten er stor hos den nu 56-årige frontmand. Det er snart 20 år siden, at bandets daværende hjertebarn, Genlyd Grammofon, blev solgt til tyskerne, og det er i dag Sony BMG, der huser den udholdende herre og hans musikalske kumpaner.

Det gør de rent bogstaveligt nu og her, hvor Peter AG – oftest siddende på kanten af sofaen, andre gange i hug på gulvet og en sjælden gang mageligt tilbagelænet – åbner op for kisten med de mange minder og rundhåndet deler ud af dem. Den 42-årige bandhistorie byder på masser af opture såvel som en god håndfuld nedture – og frem for alt byder den på et stædigt gå-på-mod, som langt de fleste kun kan drømme om at besidde.

Og så begynder historien også, før den begynder. Længe inden Gnags blev en realitet, var kimen til bandet nemlig lagt i det broderlige parløb, som Peter og hans lillebror, Jens, etablerede, da de blot var småkravl i Skjern. Som alle børn fandt de sammen om legen – men en leg med store perspektiver:

– Hele vores opvækst har vi identificeret os med et eller andet i voksenverdenen. Vi kunne lave vores egen udgave af den. Til fastelavn var vi altid klædt ud, og hvis der nu lige var vejarbejde, så var man vejarbejder. Vi identificerede os med alt det, vi så, fortæller Peter og fortsætter:

– Barndommen gik med, at man skulle være produktiv. Man skulle ikke være sådan en, der sad og så fjernsyn. Så det at spille musik var bare en forlængelse af legen.

Introduktionen til musikkens verden kom især gennem Radio Luxembourg, hvor de to drenge hørte navne som The Beatles, Rolling Stones, Bob Dylan og The Kinks. Det var dog ikke bare musikken i sig selv, der fascinerede – det var også stjernernes udseende:

­– Da vi så, hvordan de så ud, så var det klart, at vi ville være ligesom dem, men det havde ikke andet formål end legen i starten.

Denne leg kom blandt andet til udtryk til fester, hvor brødrene ville stille op og mime til tidens største hits. Inden længe steg den musikalske fascination imidlertid, og da Jens anskaffede sig slagtøj, så Peter sig nødsaget til at ønske sig en bas i konfirmationsgave. Det musikteoretiske indblik var ikke just det, der tyngede brødrenes skuldre, men iver og snilde sørgede for, at det helt basale blev opsnappet, og inden længe var der kommet styr på den notorisk tilgængelige Tom Dooley, som Four Jacks havde indspillet på dansk i 1958.

Ønsket om at udvide den instrumentale besætning opstod hurtigt, og blandt venner og bekendte i Skjern fandt Peter og Jens ligesindede, selvom det ikke var så ligetil at lokalisere guitarentusiaster:

– Vi var en hel generation, der var vokset op med orgler og klaverer, og når det gik vildt til, fik vi lov til at spille på en lertromme med skind på oppe på skolen. Ellers var der marchorkestret i FDF, og så cirkusmusikken, fortæller Peter.

Derfor måtte man tænke kreativt og arbejde med det, man nu havde mulighed for, hvilket blandt andet indebar, at brødrenes mor kunne fralære sig D-, G- og A-dur-akkorder, ud fra hvilke Peter så udviklede sit teoretiske kendskab.

Interessen for beatmusikken blev der dog ikke set på med positive øjne i midt-60’ernes Skjern.

– Den havde et dårligt ry i Vestjylland, fordi de historier, der kom fra København om koncerter, hvor folk kom op at slås, var blevet forstærket måske tre gange, inden de nåede til Vestjylland. Lærerne i skolen gjorde grin med os og sagde, at det bare var en modedille. De blev også irriterede over det, der følger med – at man bliver hip på en bestemt måde i forhold til de andre, og man får attituder og anden selvbevidsthed, fortæller Peter og fortsætter med beretningen om, hvordan drengene trodsede den vestjyske skepsis og fik spillet deres første koncert:

– Min morfar havde en boghandel, og han sagde, at vi kunne spille til hans juleudstilling. Ingen vidste, hvad det ville sige, men vi endte med at stå inde i et udstillingsvindue, og vi spillede ud igennem sådan en lille højtaler, som blev hængt uden på butikken. Man skal huske på, at det var i december måned, så der var nok mange på gaden i forvejen – men der var sort af mennesker! Så vi stod og spillede i det her vindue, og så var drømmen fuldbragt på en eller anden måde. Vi spillede alle de enkleste numre med de nemmeste licks i – Satisfaction, Tom Dooley, Treat Her Right – noget meget, meget enkelt. Det, vi nu kunne finde ud af!

Navnet til gruppen blev Those Gnags. Første halvdel, der inden længe blev skåret væk, var et twist over alle ”the”-grupperne, mens anden halvdel fortsat er lidt af et mysterium for Peter. I udgangspunktet er det blot et selvopfundet ord, men han har et bud på, hvor idéen til det kom fra:

– Jeg kan huske én, der hed Kurt Langbo, der var guitarist i starten. Han var min brors ven og lidt ældre end os, og han havde den dér gnækken. Men navnet var der bare pludselig, og jeg har tit fortrudt det, fortæller han.

Exit Skjern – enter Århus

Med et navn til gruppen, en juleudstillingssucces og en iver efter at komme til at spille mest muligt, måtte drengene finde ud af en måde, hvorpå de kunne komme til at spille løs. Med en kort afstand til Esbjerg, hvor musikscenen boomede, tilbød bandet således weekendernes besøgende bands en overnatning hos dem i Skjern – mod at de så til gengæld spillede en koncert om søndagen til den ugentligt tilbagevendende begivenhed, der fik navnet Gnags Dancing.

– Det ville de godt, og pludselig var der 3-400 medlemmer af vores klub. I Kurt Langbos forældres købmandsforretning kunne man få sodavand, som vi så solgte. Man måtte ikke lave sådan nogle offentlige arrangementer med spiritus – så det tog folk selv med. Og så havde vi en klub med vores egen scene, hvor vi spillede hver uge med et garanteret publikum, forklarer Peter og fortæller videre:

– Da jeg var 15, havde jeg eget folkevognsrugbrød. Det hele var baseret på afbetaling – for det var kommet til Danmark, at man kunne købe noget, man ikke havde råd til – så vi havde fast afdrag på 3000 om måneden med instrumenter og sanganlæg og folkevognsrugbrød. Vi havde ikke engang kørekort, men vi drømte videre og levede drømmen helt ud. Folkevognen blev malet med blomster, og vi kom mere og mere med i et miljø, hvor der blev skelnet mellem pop og rock. I starten spillede vi jo bare pop i silkeskjorte og stramme bukser, og vi havde ikke tænkt over, om det ene var bedre end det andet, for vi elskede bare musikken. Vi så jo ikke arbejdskampe eller studenterrevolte i ’66 og ’67 – det hørte vi om fra Paris eller andre steder – men vi så det afspejlet i musikken, og så begyndte vi selv at trylle med musikken.

Således var der kommet mere ballast i både det musikalske og ideologiske aspekt af gruppen, og mens fremføringsfærdighederne opøvedes ved de mange koncerter, begyndte Gnags at fokusere på muligheden for at blive udødeliggjort på plade. En forventning om, at pressen selv ville fatte interesse for det stadigt dygtigere band, blev ikke indfriet, så der måtte andre midler til. Løsningen lå hos Jack Fridthjof i Nykøbing Mors, ejer af Jacks Beat Records. Et koncept, hvor man selv betalte for indspilningerne, mod at Jack så trykte et antal eksemplarer af resultatet.

– Dér indspillede vi I Can’t Talk About It Now og Eyes And Ears på den anden side, og den sendte vi ud og hørte så for første gang os selv i radioen. Det var en meget stor oplevelse, for så tænkte vi tilbage til dengang, vi selv hørte noget i radioen – og så fik jeg blod på tanden, husker Peter.

Entusiasmen blev udnyttet til koncerter i Thy-lejren og i Amsterdam samt indspilningen af debutpladen På Vej, som i 1973 blev produceret i København af Johnny Reimar. Selvom pladen blev en succes med 10.000 solgte eksemplarer, som var ganske meget tiden taget i betragtning, så var kontrakten, der skulle sikre den fortsatte udgivelse af Gnags’ musik, ikke i hus. Inspireret af The Beatles, Grateful Dead, Altman Brothers og The Band, der også havde fungeret som mere selvstyrende organismer, startede bandet derfor selskabet Genlyd Grammofon.

Placeringen blev Haraldsgade i Århus – byen, som bandet rykkede til lige så fluks, de var færdige med gymnasiet, og hvor de skabte et kollektiv. Med fulgte også roadier og lydfolk, og således etableredes også det berømte Feedback-studie, og senere tilføjedes bookingbureauet Rock On også til samlingen af Gnags-foretagender.

Med egne koncert-, indspilnings- og udgivelsesfaciliteter kunne kreativiteten dermed få frit løb, og med massevis af albums og koncerter at fokusere på, står 70’erne tilbage som det årti, hvor det solide fundament for gruppens eksistens blev skabt – forretningsmæssigt, men så sandelig også kreativt med en stor håndfuld album – herunder Er Du Hjemme I Aften? og Burhøns, der udkom i årtiets to sidste år. En skiftende besætning prægede også bandet i årtiet, men efter at være blevet indsluset i bandet i 1974, for så kort tid efter at forlade det igen i et par år, blev den legendariske guitarist Per Chr. Frost permanent medlem i 1977.

Reggae og masser af succes

Med fundamentet lagt i løbet af 70’erne blev det efterfølgende årti således en særdeles produktiv periode for Gnags. De havde fuldt ud besluttet, at det var det her, de ville. De havde stiftet bekendtskab med Bob Marley, og dybt fascinerede af reggaeuniverset skubbede bandet musikken i en ny retning. Peter fortæller:

– Vi kunne ikke finde ud af, hvordan de gjorde det, men hold kæft hvor det swingede, og det rørte os, fysisk og psykisk. Det påvirkede bandet og gjorde, at vi kunne finde vores egen sound.

Lyden af Gnags blev ifølge Peter således en sensommerlyd med et sloppy, slentrende beat og lidt harmonika – tæt på Paris, men med en reggae-feeling og en dansk melodi oveni. En særdeles inspirerende grundpille for de musikalske udfoldelser op gennem 80’erne var lagt:

– Hvert år kom vi med en ny plade, og hvert år spillede vi hundrede koncerter. En ny plade fulgte der bare nye sange i røven på. Jeg skrev hele tiden, samtidig med at jeg havde en familie – jeg fatter ikke, hvordan jeg kunne. Det falder jo let, når man brænder for det, og man kan se, det har en effekt, for vi havde et kæmpe publikum, beretter Peter.

Arbejdet med at skabe den særlige lyd fik de blandt andet hjælp til fra en af Bob Marleys teknikere, Karl Pitterson, der producerede albummet Safari i 1982, samt Jack Nuber fra Compass Point-studiet på Bahamas, som stod for albummet X det følgende år.

– I stedet for at tage over, hvor de var, tog vi dem herhjem, og spurgte: ”Hvad er det for noget grej, I skal bruge? For så skaffer vi det!” På den måde udviklede vi også studiet til at være toneangivende inden for lyd og professionaliserede det hele, fortæller Peter.

Ud over etableringen af den karakteristiske lyd blev to andre aspekter helt afgørende for 80’erne. For det første blev musikvideogenren populariseret, og Gnags hoppede med på vognen. Som det var sket med Genlyd, Feedback og Rock On i 70’erne, skabte gruppen også eget videoproduktionsselskab, som fik navnet ATC. Friheden var det altafgørende element, og gruppen stod selv bag alle sine musikvideoer – ikke mindst den så karakteristiske Slingrer Ned Ad Vestergade.

For det andet vandt bandets nye hjemby status som musikkens hovedstad, idet den nu også husede navne som Thomas Helmig og TV-2. Et faktum, der frydede medlemmerne:

– Vi opfattede det jo som en sejr. Der var jo altid komplekser mellem provinsen og hovedstaden, og Jylland følte sig som en mindreværdig lillebror – og med god grund, for hovedstaden havde alle medierne. Vi syntes, at det var pisseuretfærdigt, at Tøsedrengene havde let ved at komme i avisen, bare fordi de var fra København. Men det med at være underhund giver nogle energier. Århus gjorde jo meget for at markere sig i den tid og sige ”hey, ret lige fokus herover, for det er fedt, det, vi laver!” fortæller Peter.

Fra lokalpolitisk side var der dog ikke meget opbakning:

– De gjorde det ikke nemt for os at være der. De havde ikke nogen kulturpolitik. Vi ville for eksempel gerne lave Ridehuset om, så det kunne bruges til noget. Så vi påpegede det lidt uheldige i, at der var blevet lagt så hårde fliser, hvis det også skulle bruges til dans, og det var også uheldigt, at når bandet skulle på toilettet, så skulle de snegle sig hele vejen igennem salen og ned i den anden ende. Og der var ikke varme på om vinteren. De fattede ingenting. Skattevæsenet var også efter os, så mange musikere flyttede væk. Vi tog hele lortet med os. Jeg flyttede med dags varsel til Silkeborg Kommune. Jeg havde købt et lille hus ude på landet – tæt på Århus, så jeg stadig kunne være i byen, men så skulle jeg ikke betale skattepenge til Århus.

Succesen fortsatte imidlertid for Gnags, og det hele kulminerede efter udgivelsen af Mr. Swing King, da bandet i 1990 på Grøn Koncert i Valbyparken spillede for et rekordhøjt antal mennesker:

– Der kom 130.000 mennesker, og der havde ikke været så mange folk til et dansk navn før, og har sikkert heller ikke været det siden. Der var slet ikke taget højde for alle de mennesker, så de væltede jo alting – samtidig med, at det var helt fantastisk at spille for så mange mennesker.

Eksistentiel krise under opsejling

Uden at det decideret gik galt for bandet herefter, var der alligevel en fornemmelse af, at toppen måtte være nået:

– Det er klart, at når alting har været så højt oppe, så er der jo kun én vej, og det er nedad. Det er naturgivet, men det betyder ikke, at det var nemt, forklarer Peter og fortsætter:

 – Da vi lavede Lygtemandens Sang, så lavede vi den ikke, fordi vi skulle lave én magen til Mr. Swing King – tværtimod ville vi lave noget andet. Men hvis du går fra at sælge 300.000 plader med Mr. Swing King til kun at sælge 150.000, så bliver det betragtet som om, at det går dårligt.

Erkendelsen af at været kommet så højt op, som tiden tillod det, fik også Gnags til at sælge Genlyd til den tyske koncern Bertelsmann – med samme grundmotivation, som da selskabet blev skabt: Ønsket om størst mulig frihed.

– Vi tænkte: ”Nu skal vi skyde det af, hvis det skal være noget værd.” For vi vidste godt, at det ville blive svært i 90’erne, så vi solgte hele vores business – for at blive fri og for at få så mange penge, at vi kunne gøre lige, hvad det passede os. Det var hele vores drøm at få den frihed, fortæller Peter.

– Da vi så sælger alt det, så er der også et socialt fællesskab, der bliver anderledes. Men ting har jo deres tid, og sådan er det. Men hvis der er noget, jeg savner, så er det det sociale og miljøet – for vi havde det kraftedeme skægt op igennem 80’erne, og vi knyttede nogle stærke bånd til de andre kunstnere. Hvis man ringede til Thomas Helmig og lige skulle bruge et eller andet, så var han der. Folk var large. Men det blev opløst, og folk flyttede.

Gnags fortsatte pladeproduktionen op gennem 90’erne, om end med noget mindre intensitet end tidligere. Hvad der imidlertid placerede bandet i sin største eksistentielle krise var et tredobbelt frafald hen imod årtusindskiftet, som tærede hårdt på Peter. John Rosing, bandets manager og en nær ven, som havde været med til at etablere Gnags op gennem de foreløbigt tre årtier, døde af kræft i hjernen. Per Chr. Frost forlod gruppen for at spille med andre musikere. Jens fik en blodprop i hjernen og blev tvunget til at stoppe med at spille musik. Per og Jens – skildret af Peter som henholdsvis en ”håndværker” og en ”feeler” – udgjorde sammen med Peter det trekløver, der kunne realisere de mange idéer, der opstod i gruppen, og deres udtræden komplicerede bandets tilværelse betydeligt. Peter fortæller:

– Det hele gik ad helvede til, men sådan er naturens lov. Og jeg måtte hele tiden spørge mig selv, om Gnags skulle forsætte eller ej: ”Hvad er Gnags for mig?” Jamen, jeg har jo satset hele butikken på det. Da jeg startede med at ville være sanger og sangskriver og være med i et band, tænkte jeg langt ud i fremtiden – lige så langt som en overlæge, for så langt kunne jeg godt se drømmen.

Med sig i sin ambition om at fortsætte bandet havde Peter den ti år yngre altmuligmand, Mads Michelsen, der kom med i bandet som 19-årig i 1981.

– Jeg kunne se mange flere muligheder i Gnags, og sådan havde Mads det også. Så vi to sagde, at vi fortsatte, forklarer Peter.

Det udmøntede sig i albummet Ridser, Revner Og Buler, der udkom i 2000 og blev fulgt op af Skønhedspletter i 2002 og Skitsernes Drøm året efter. Samtidig fik Gnags to faste medlemmer i form af de to væsentligt yngre Mika Vandborg på guitar og Bastian Sjelberg på bas.

– Vi ville ud at spille om sommeren og vise publikum, at vi har respekt for vores bagkatalog, samtidig med at vi altid vil drive et eller andet nyt sted hen, forklarer Peter.

I år har Gnags så været i gang i 42 år. De er aktuelle med et splinternyt album, og der venter – som altid – masser af koncerter forude. Og det er ikke, fordi entusiasmen mangler hos frontmanden:

– Vores bands formål er at få folk til at slippe kontrollen, ligesom jeg selv gør, og hvis de gør det, så er det meningsfuldt, for den slags musik er der ikke mange, der laver. Rock skal vælte de mure, som folk har bygget op omkring sig selv. Og det er stadigvæk vores drøm. Men det bliver sværere og sværere. Nu kommer der jo vagter, hvis folk sætter sig op på skuldrene af hinanden, og hvis man skal fyre en røgbombe og en fontæne af, som vi gerne ville have gjort i sommer, så koster det 15.000 om dagen, fordi man skal have specielt uddannet personale til det. Fuck alt det dér – det er ikke rock ’n’ roll! Men vi bliver ved, ligeså længe jeg fysisk kan – men jeg har stadig ondt i kroppen oven på den sidste turné.

Om respekten omkring bandet i dag fortæller Peter:

– Det har til alle tider været Gnags’ problem – og samtidig styrke – at vi står for noget, og i de tider, hvor det ikke har været smart, er det nemt at skyde på. Og det har jeg været ked af. Men jeg kan mærke, at når jeg færdes i København, der stadig er en ny by for mig, selvom jeg har boet her i 10 år, så møder jeg kun folk, der kender mig og kan lide, hvad vi har lavet. Jeg møder aldrig det modsatte.

Lige dele begejstring og bekymring

Gennem sine 56 år har Peter tydeligvis grublet mere over tilværelsen, end de fleste nogensinde kommer til. Da han i 70’erne læste dansk på universitetet, var det egentlig primært for at finansiere musikkarrieren gennem de statsfinansierede studielån, men han blev alligevel grebet af Søren Kierkegaard og afviste den neo-marxistiske insisteren på at lægge et politisk fortolkningsnet ned over alle former for kunst. Fascinationen bestod i stedet i at spekulere over meningen med livet og derigennem lade sig inspirere som kunstner. I det følgende giver Peter således et indblik i hans blik på verden omkring ham.

Hvor vigtig er musik for verden?

– Man siger jo, at intelligensen sidder i øret, og derfor er det vigtigt at lytte nuanceret, og derfor er musik måske opfundet for at lære folk netop det. Lyd er ekstremt vigtigt. Desværre en erkendelse, som moderne mennesker lidt har mistet. Øjnene har overtaget i højere grad. På moderne restauranter lyder det ad helvede til. Du kan ikke slappe af, og du kan ikke høre, hvad din partner siger – men du kan til gengæld høre alt, hvad der sker ude i køkkenet, fordi der er så dårlig akustik.

Hvad er god kunst?

– Det skal fungere fysisk. Det skal gøre mig opmærksom på noget, jeg vidste i forvejen, men ikke var gjort opmærksom på. Jeg skal røres af det på en eller anden måde. Der er meget, der kaldes kunst, bare det sælger eller bryder grænser, men det er ikke nødvendigvis kunst i min verden. Kunst skal være erkendelse sat på sanselig form.

Hvordan har du det med kulturkanonen?

– Jeg synes, det er sørgeligt, at det skulle være nødvendigt, for hvor folk har et naturligt brug af kunsten, eksisterer de dér kanoner, uden at de er beskrevet.

Hvordan har du det med anmeldere?

– Jeg har respekteret nogle. Jeg kan godt lide at blive anmeldt og det, at nogen gider at beskæftige sig med det, jeg laver. Men jeg føler mig meget ofte misforstået. Jeg synes generelt, at vi bliver mødt med den dér ting med, at pladen ikke er lige så god som den forrige, og hvis man så går tilbage og læser om den forrige, så står der det samme – så der er ikke rigtigt nogen, der har været gode! Men jeg er også meget nærtagende og kan blive helt syg af det.

Hvordan har du det med verden? Er den af lave, eller er den et helt okay sted at være?

– Jeg føler lige dele begejstring og bekymring, og sådan vil det altid være at være menneske. Jeg tror ikke en skid på paradis på jorden. Jeg tror på, at man kan forstærke det gode, men det onde og det gode er to sider af samme sag.

Har du nogle tilbagevendende drømme?

– Jeg har tilbagevende mareridt. Jeg går til eksamen, og jeg bliver vejet og fundet for let. Jeg hader at blive testet. Min far gav mig stesolider, når jeg skulle gå til eksamen, for jeg vidste godt, at jeg havde sjoflet mit fag. Jeg har altid villet det, jeg selv ville. Jeg egner mig ikke til et job. Jeg har én gang gået til en jobsamtale, hvor jeg ikke fik jobbet, og det har jeg aldrig tilgivet dem. Det var som journalist på Danmarks Radio i 1975. Siden har jeg aldrig søgt noget – heller ikke Statens Kunstfond eller alt det dér pis, man kan søge.

Hvad ville du gøre, hvis du kunne være barn igen for en enkelt dag?

– Så ville jeg skabe noget, jeg savner: En legeplads fuld af lyd. Ude på staden er der en legeplads, hvor der står klangkassen fra et klaver. Sådan en legeplads ville jeg lave! Forestil dig, at når vippen vippede, så sagde det sjove lyde, og at det sagde noget, når man rutsjede, fordi der var klokker hele vejen ned! Det ville være nemt at lave – hvorfor har ingen opfundet det?

Hvad betyder nostalgi for dig?

– Det siger mig ikke en skid. Når de skriver, at der var nostalgi i det show, Gnags lavede på Skanderborg i år, så siger jeg ”vrøvl!” Det kan godt være, at folk føler noget nostalgi, men jeg kan mærke, at vi står der lige fucking nu og her.

Hvad betyder image for dig?

– Hvis jeg er mit eget image, så er det fint. Men jeg tager ikke noget andet tøj på end det, jeg har lyst til. Man håber altid, at folk har et image, der passer til deres personlighed.  

Hvilke interesser har du udover musikken?

– Litteratur og moderne billedkunst fra Jens Søndergaard og fremefter. Asger Jorn.

Hvad ville du lave, hvis du skulle lave noget helt andet?

– Så ville jeg være arkitekt og bygge huse. Jeg var oprindeligt kommet ind på Arkitektskolen i København, fordi jeg havde en drøm om at bygge huse og skyskrabere. Når jeg er i New York, så tænker jeg altid, at jeg fandeme godt kunne tænke mig at bygge sådan et højhus.

Hvad er det bedste ved at være Peter AG?

– Friheden.

Og det værste?

– Bundetheden.

Er du så gammel, at du skal til at sidde på den dér famøse bænk?

– Det gør jeg allerede i al den udstrækning, jeg kan. Jeg bruger meget tid på bare at sidde lige så stille. Jeg sætter mig ud med en lille båndoptager og optager lyd, og når der ikke sker mere, så går jeg et andet sted hen og sidder og venter på, at der sker noget dér, og så møder jeg nogen, og så snakker jeg med dem.

Læser du på toilettet?

– Ja, jeg har en kalender med Søren Kierkegaard-citater, og så har jeg lige læst F.P. Jacs erindringer.

Er du religiøs?

– Jeg har i hvert fald troen på, at jeg tjener noget større. Min tro er troen på, at det virker. Det er kærligheden. Den har jeg altid troet på.

 

Fem numre, Peter er særligt stolt af:

Under Bøgen

(Er Du Hjemme I Aften?, 1978)

”Ærkedansk på den ene side. Men også mere end det. Fordi den har blues.”

Vilde Kaniner

(Den Blå Hund, 1984)

”Fordi den agiterer  på en fantasifuld måde – for det at være menneske.”

Danmark

(Plads Til Begejstring, 1986)

”At vove pelsen og lykkes med det.”

Lav Sol Over Århus

(Lygtemandens Sang, 1991)

”Fordi det er sådan i Århus, når solen står lavt en vinterdag. Og så fordi tågehornet fra havnen er med.”

Lille Smukke Land

(Siden 66, 2005)

”Fordi det er en meget bedre sang, end den er blevet spillet. Potentiale, der bare ligger og venter.”

De fem største koncertøjeblikke

Jacobsens Boghandel, Skjern, 1966

”Så smuk en debut, kæmpestort, med publikum ude i mørket bag ruden. Nærmest som en profeti.”

 

Roskilde Festival, 1978

”Fordi vi var sammen med Bob Marley, spillede hjertegribende og lykkedes med det.”

 

Safari Special, Tangkrogen, Århus, 1982

”Vores store folkelige gennembruds-koncert.”

 

Cirkuspladsen Managua, Nicaragua, 1988

”Her oplevede vi musikkens kraft. Den glæde vi kunne skabe, strålede så smukt i natten. Under månen i et cirkus uden telt.”

 

Gnags Jubilæumskoncert, Rytmehans, Danmarks Smukkeste Festival, 2006

”Her fik Gnags i den nye udgave for første gang sat skabet på plads. En skønne dag skal den koncert udgives på dvd!”

 

De fem navne, der har inspireret Gnags mest – og hvorfor:

The Beatles

“Melodierne.”

 

Rolling Stones

“Showet.”

 

James Brown

“Energien.”

 

Bob Marley And The Wailers

“Krop og ånd united.”

 

Grace Jones

”Stilen – rendyrket og cool.”

 

De fem vigtigste nyere navne ifølge Peter – og hvorfor:

Malk de Koijn

”Fantasien.”

 

L.O.C.

”Bærer faklen videre.”

 

Justin Timberlake

”En ny vejviser.”

 

Gorillaz

”Humøret.”

 

Amy Winehouse

”Langtidsholdbar i al sin skrøbelighed. Rock ‘n’ roll.”

 

De fem mest essentielle Gnags-plader ifølge Peter

Er Du Hjemme I Aften?, 1978

Burhøns, 1979

X, 1983

Den Blå Hund, 1984

Mr. Swing King, 1989

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA