x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Kronprins Frederik

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Kronprins Frederik

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har publiceret i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem bringer vi nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været trykt i GAFFA februar 2003, og vi bringer det i anledning af hans mor Dronning Margrethes 80 års fødselsdag i dag. Billedet er dog nyere, fra åbningen af Royal Arena i februar 2017. 

Det royale rockhjerte

Kronprinsen fandt sit rockgen temmelig sent i livet. På Amalienborgs bonede gule var det nemlig Mozart og Beethoven, man dansede standarddans til. Siden har han taget kraftig revanche i et liv, hvor musikken bliver brugt til lige dele oprør, terapi og frihed.

GAFFAs royale medarbejder ankommer til Amalienborg sammen med fotograf og assistent punktligt til tiden. Vi, og vores cirka to tons fotoudstyr, bliver venligt vist hen til et mødelokale i Chr. VIII’s Palæ. Det ligger inde bag porten i en hyggelig og smuk gård. Indenfor står en hofjurist i hvid uniform og tager imod os. Vi havde forberedt os på kropsvisitering, diverse forbud og stiv, stiv etikette, men tonen er korrekt og afslappet. Mødelokalet er lille, og til fotografens store ærgrelse er her ingen guldaldermalerier, gobeliner eller prismelysekroner. Her er nok nærmere nydeligt end prangende. Mens fotografen sætter udstyr op, dækker juristen op til kaffe og vand.

Pludselig går døren op, og der bliver snakket ved indgangen. Vi smider alle tre alt, hvad vi har i hænderne, og stiller op til parade med ret ryg og nervøse smil. Ind kommer … ikke Kronprinsen, men juristen fra før. Med et drillende smil fortæller han os, at Kronprinsen hellere vil komme et minut for sent end fem minutter for tidligt, og at det i øvrigt er hoffets udsøgte fornøjelse at pine journalister. På den gode måde altså.

Med et står han der. Kronprinsen i egen middelhøje person. Han skridter målrettet og imødekommende hen til os, og vi hilser på. Scenevant bliver han fotograferet - han er tydeligvis nem at arbejde med. Mens fotografen pakker udstyret sammen igen, spørger Kronprinsen høfligt, hvad jeg kunne tænke mig at drikke. En vand, tak. Han hælder op i glasset, og mens jeg lidt akavet står og står, vælder en underdanighedsfølelse ind over mig, og jeg spekulerer på, om jeg i virkeligheden burde hælde op for ham?!

Vild og fri
Lidt urolig i sædet begynder Kronprinsen at fortælle om, hvordan han kan huske GAFFA helt tilbage fra sin studietid i Århus og derfor har valgt at sige ja til at tale med os:

- GAFFA var over det hele, da jeg startede mine studier i 1989. Jeg syntes, det var et godt sted at blive opdateret, især fordi jeg holder meget af moderne musik, og fordi GAFFA var et uafhængigt alternativ for musikken og ungdommen, siger han og fortæller, at det altså ikke har noget at gøre med en medieplan, men at han bare altid har lænet sig op ad musiklivet:

- Musik inspirerer mig, forstået på den måde, at der er mange ting i tilværelsen, som giver mening gennem melodierne og især teksterne. Ligesom man siger, at tanker er toldfrie, er der også en umiddelbar frihed i tolkningen af musik. Med et drømmende udtryk og et lille smil om munden fortæller han, hvordan noget musik også har en evne til at fremkalde billeder fra dengang, hvor man hørte det meget:

- Jeg kan godt blive nostalgisk gennem musikken. Da jeg studerede i Århus for cirka ti år siden, var vi en gruppe af venner, som havde den her vilde sommer, hvor der var rigtig godt tryk på. Det var sjove og enestående oplevelser, og så selvfølgelig også en del følelsesmæssigt og romantisk anlagte ting, som var enormt stort. Det er svært at forklare, men der er bare et eller andet forbundet med den sommer, og i den periode hørte vi Red Hot Chili PeppersBlood Sugar Sex Magik rigtig meget. Det var en vild og fri tid, med oplevelser, som kun den her gruppe af venner deler, og som var meget tiden dengang, men med Blood Sugar Sex Magik kan jeg vende tilbage.

– En anden grund til, at pladen symboliserer en masse for mig, er, at vi også gik meget i byen i København nede omkring Pisserenden, hvor den også kørte på repeat. Dengang var der et meget anderledes klientel på både Krasnapolsky og Floss, og man kom der måske lidt for tit, men omvendt fik man også nogle bekendte i den forstand. En spændende og skæg tid, siger Kronprinsen og griner lidt hemmelighedsfuldt for sig selv, så man begynder at gætte på, om der ligger noget symbolsk i titlen Blood Sugar Sex Magik.

Hiphop som talerør
Med antydningen af at tiden i Århus markerede overgangen fra royal spændetrøje til frihed, fortæller Kronprinsen, at han i høj grad synes, at han har fundet en balance mellem forpligtelserne som kronprins og sine egne interesser som f.eks. musikken:

- Musik er jo et billede på den tid, vi lever i, fordi tidsalderen præger hele systemet. Derfor er musikken også helt klart en måde at holde sig ajour på. I slutningen af firserne hørte jeg NWA, fordi de havde god nerve, samtidig med at de havde et budskab - et budskab, som desværre viste sig at blive en frygtelig realitet i forbindelse med optøjerne og den nærmest borgerkrigslignende tilstand i Los Angeles nogle år senere. Det betyder, at man kan spørge sig selv: Hvad sker der, og hvad betyder det, når Eminem rapper, som han gør? spørger Kronprinsen retorisk og fortsætter selv:

- Rappen startede som et socialt opråb på gaderne, set i forhold til i dag, hvor de, der rapper, har totalt mange penge, eller i hvert fald ikke er forarmede på samme måde, som de var i starten. Nu er det en helt anden facon, det kører på, hvor det bare handler om at have hurtige biler, fede fester og lækre damer - man behøver bare at kigge på deres videoer, ikke?

Selv om han sidder afslappet lænet tilbage i stolen, er det alligevel svært at forestille sig Danmarks Kronprins stå og kaste rim til Sugarhill Gang, Grandmaster Flash og Furious Five, men han har skam været med hele vejen rundt og fulgt hjemmedrengene fra NWA helt fra starten:

- Man må sgu give holdet fra NWA, at de har gjort det godt og har nået vidt. Jeg har f.eks. Dr. Dres album The Chronic, og jeg synes, at den måde, Dre finder og udvikler nye talenter på, som han har gjort det med Snoop Dogg og Eminem, er fantastisk. Jeg kan huske Eminems første hit "My Name Is", som var hamrende morsom og ærlig snak med masser af sarkasme og selvironi. Han har sin helt egen stil, når han rapper, som er utrolig klar og skinger. Men når jeg spiller det, kommer der nogle meget irriterede bemærkninger fra vennerne, siger Kronprinsen og indrømmer, at han ofte er alene med sin musiksmag i omgangskredsen. Storgrinende kommer han med et eksempel på, hvordan det ikke altid falder i god jord, når Kronprinsen leger DJ:

- Nu synes jeg, at The Cure er et rigtig godt band, men det var en sand fornøjelse at smække deres plader på, fordi både min bror og mine venner altid udbrød ”hvem helvede er det, der har trukket den kat i halen?!” parodierer Kronprinsen, inden han med en cool skuldertrækning siger, at sådan er det med smag, og det er fint nok - no worries.

Pisket til klaveret
Der har ikke altid stået Cure på menuen; tværtimod voksede Kronprinsen op i lykkelig uvidenhed om et musiklandskab, der strakte sig videre end The Beatles:

- Hvad angår udefrakommende inspiration, fyldte musikken ikke ret meget i min opdragelse. Det vildeste, jeg hørte, inden jeg startede i gymnasiet, var faktisk Beatles og ABBA. Der blev stort set kun spillet klassisk musik derhjemme; jazz var næsten ikke på tale, ja faktisk slet ikke - for ikke at tale om rock og popmusik. Jeg er helt klart blevet opdraget med den klassiske musiks verden, især i kraft af min far, som selv dyrkede klaverspil meget.

Klaveret var ikke en interesse, Kronprinsen delte med sin far, og det kom vist til at gå ud over stakkels Inger:

- Både min bror og jeg gik til klaver en fem års penge, men det var en pligt og en pine. Når man ser tilbage nu, så var det synd for vores klaverlærerinde Inger, fordi hun faktisk prøvede at motivere os, selv om hun tydeligt kunne se, at vi bare ikke var tændt. I dag kunne jeg rigtig godt tænke mig at spille klaver. Derfor håber jeg, at min egen interesse for musik kan inspirere mine børn til måske selv at dyrke et instrument af en slags, fordi jeg kan se, at det er en overliggende evne, men belært af min egen bitre erfaring, så skal de ikke piskes til det, siger Kronprinsen bestemt, hvorefter han antyder, at skolebænken heller ikke lå højt på hitlisten:

- Jeg kan huske, jeg sad og læste lektier, samtidig med at jeg hørte den der ene time Hej P3, som man virkelig så frem til, siger han og får næsten julelys i øjnene igen, inden han uden ret meget vægt bag ordene fortsætter:

- Jeg burde selvfølgelig have slukket radioen og koncentreret mig om mine lektier, men sket er sket, siger han og griner højt. Den manglende musikalske indflydelse på Amalienborg havde afgørende betydning for, at Kronprinsen først fandt sit rockgen, da han begyndte i gymnasiet:

- Før gymnasiet var jeg bestemt ikke noget musikgeni - jeg var nok nærmere en ørken. Jeg vidste faktisk slet ikke, at jeg havde et rockgen, fordi den viden ikke var der, og erfaringen var der slet ikke, kommer det ganske ærligt og overraskende fra Kronprinsen:

- Det var en god kammerat, som på daværende tidspunkt boede i Belgien, der introducerede mig for rocken. Han havde to større brødre, som var meget opdaterede i 70’ernes store bands og rockmusikere, og den vogn kørte min ven ret godt med på. Så vi sad på værelset og lyttede til Bowies og Santanas tekster, hvilket var en god måde at blive introduceret til det hele på. Ungdommens fascination af Bowie holder stadig:

- Jeg beundrer David Bowie. Alt, hvad han lavede til og med 1980 var af afgørende karakter - han har virkelig haft mod til at turde, og jeg synes stadig, hans musik er sublim. Det samme gælder Led Zeppelin, som jeg kan vende tilbage til igen og igen, selv om jeg tror, at nu har jeg spillet dem så mange gange, at jeg har ødelagt det for mig selv. Men den er der stadig på grund af deres gigantiske energiudladninger og deres spændende tekster, som er fulde af detaljer - det er derfor, at Led Zeppelin stadig holder, trumfer Kronprinsen.

Oprør og blåt blod
På trods af Kronprinsens alsidige musiksmag er det rocken, og især den gamle 70’er-rock, han sværger til. Musik, som på mange måder var linket med en hel generations oprør imod systemet, forældre og de gældende normer for, hvad man kunne tillade sig - og især hvad man ikke kunne tillade sig:

- Ja, det er oprør. Det handler om energi, der skal ud. Jeg fortolker rocken som en glæde, men også en frigørelse, fordi man siger ”vi er her, og vi gør opmærksom på vores tilstedeværelse ved at skrue op for forstærkeren og blæse vinduerne ud.” Rocken er selvfølgelig larmende, men den er ægte, hvilket tiltrækker mig. Instrumenterne er virkelig til stede, og set i forhold til den musik, der er populær nu, er det altså musik, som er bygget op og spillet op. Musikken kan også kapsle tilhørerne ind og på den måde være favnende. Jeg går ind i musikken og prøver at trække noget ud af den, og det giver mig noget personligt.

- Rocken eller musikken er generelt et blåt og melankolsk fænomen. Forstået på den måde, at det handler om de hjerteskærende ting såsom kærlighed, den evige lykke - som alligevel aldrig opnås - og det sørgmodige, men alligevel ikke selvmordsagtige. Ting, som jeg finder romantiske i sig selv. Rocken og poppen bruger det triste og sorgfuldt drømmende, som jeg synes er godt for mig selv, fordi jeg i høj grad kan bruge musikken som terapi.

Rocken har altså med Kronprinsens personlighed gjort sit indtog på Amalienborg, men når Europas unge royale mødes til fest, er det lounge, der dominerer lydbilledet. En genre, hvor Kronprinsen roder lidt rundt i begreberne, men samtidig også siger, at han godt kunne bruge lidt opfølgning på området. Måske fordi han, selv om han meget godt kan lide ambient og lounge, alligevel betragter det mere som et baggrundsforetagende:

- Den teknologiske udvikling har gjort DJs til stjerner. Det må man acceptere og delvist respektere, selv om jeg faktisk synes, at den elektroniske musik er mindre ægte, set i forhold til den vildskab og glæde, der er ved rockmusik.

- Jeg har det sådan med elektronisk musik, at det, som lyder godt i ørerne, det hører jeg en ekstra gang, og hvis jeg virkelig opper mig, kan det også være, at jeg investerer i pladen. På det område er jeg lidt kræsen. Så hvis man er ude til en bedre aften, hvor der er godt gang i den, så kan jeg godt overtage anlægget og kyle de dér 70’er-plader på. Men så kommer det også fra både piger og drenge: ”Prøv lige og hør, hvad fanden har du gang i?”, siger Kronprinsen karikeret med påtaget irriteret stemme, der viser et hidtil ukendt talent for parodi. Forsvarende pointerer han, at man altså godt kan danse til 70’er-rock, selv om det ikke ligefrem er mainstream.

Men helt alene er Kronprinsen trods alt ikke. I sin fætter, Kronprins Haakon, har han fundet en åndsfælle:

- Haakon har en god smag og en god sans for musik. Derudover interesserer han sig også for at bruge musikken ved f.eks. at gå til nogle af de dér Open Air-koncerter i Norge.

Gulvet frem for logen
Kronprinsen er sin egen og har fået lov til at være det. Igennem tiderne har man jævnligt kunnet spotte ham til diverse koncerter, og på mere end én måde har han haft tilknytning til musikbranchen:

- Det er ikke et uvant syn at se mig til en koncert, men omvendt skal jeg ikke partout ud på de små steder torsdag, fredag og lørdag. De store bands, der spiller om sommeren, dem skal jeg selvfølgelig ud til, så jeg synes, jeg har rig mulighed for at dyrke min interesse for musik, siger Kronprinsen og uddyber hvorfor:

- Jeg har heldigvis været forskånet for ”hvad kunne jeg gøre, og hvad kunne jeg ikke gøre?”, men det er klart, at med alderen kan man tillade sig nogle flere ting, gå i nye retninger og tage nye skridt. Jeg tror også, man vil kunne se mig til en koncert om ti år, fordi det ligger relativt dybt i mig.

Som han sidder dér i en helt almindelig sweater, noget, der ligner et par jeans, et sportsur og et par brune klassiske læderstøvler, kan man sagtens se ham til en koncert, men kan han fyre den af?

- Ja, det kan jeg godt. Det er altid sjovere at stå nede på gulvet og kæmpe sig længere op mod fronten af scenen. Der er altså nerve deroppe, både på scenen, og når man står blandt de andre gæster i varmen.

- Jeg kan huske, da jeg boede i Paris, for tre-fire år siden, dér gik jeg meget til koncerter, fordi der altid kom en masse store og små, mere eller mindre kendte bands igennem Paris. Jeg hørte f.eks. Robert Plant og Jimmy Page, i en blanding af gammel Led Zeppelin og deres senere kreationer. Det var for et rigtig stort publikum, og der var skruet helt op for forstærkeren. De spillede to en halv time uden pause i den gamle klassiske koncertstil - fint!

- Jeg så også Lenny Kravitz i et noget mindre teateragtigt foretagende og James Brown, fordi jeg lige skulle nå at opleve The Godfather Of Soul. Det var en rimelig koncert, men han er jo efterhånden blevet en gammel morfar, siger han med et smil, der lader forstå, at The Godfather Of Soul er på randen til at indtræde i de patetiske rækker.

Fra hoffet til backstage
Selv om han sværger til 70’er- og 80’er-musik, er han stadig med på beatet. Kronprinsen holder altid øjne og ører åbne for nye musikalske input, og derfor generer det ham heller ikke at gå op til baren og spørge, hvad det er, der bliver spillet, når han er på café. Han forsøger at være åben for nye indtryk og nye genrer, uden at det betyder, at han skal endevende hver en sten i det musikalske landskab:

- Jeg hopper ikke med på hvad som helst. Jeg lytter til, hvad mit eget øre kan fortælle mig, og hvad enten det er techno, rap eller R&B, så går jeg ind og dyrker den gruppe eller kunstner, hvis jeg synes, det er godt. Lige i øjeblikket hører jeg f.eks. en brasiliansk fyr, som hedder Jorge Ben. I modsætning til Gilberto Gil, som laver decideret svævende bossanova, så tilfører Jorge Ben bossanovaen elektricitet, siger Kronprinsen vidende, inden han understreger en oprigtig glæde ved at holde sig nogenlunde ajourført med dansk musik, som han er ganske stolt af:

- Når jeg har været på officielle rejser i udlandet, er jeg da ikke bleg for at nævne, at det var et dansk band, der lavede Barbie Girl, og når folk fortæller om, hvordan de hoppede rundt til den, så er min lykke gjort, det mener jeg! Desværre er det meget få danske bands, som er kommet videre i international sammenhæng. Jeg synes f.eks., at Outlandish har gjort det rigtig godt, og at deres Guantanamo sagtens kunne gøre sig i udlandet, siger Kronprinsen og nævner også lige Tim Christensen i farten, inden han igen må bekende sig til det go’e gamle:

- Man har sine holdninger, og jeg synes, jeg er præget af den danske musik i 80’erne og lidt af 70’erne, det var ligesom musik. Derfor kan jeg også stadig sætte de Sort Sol-plader på, som jeg hørte i sidste halvdel af firserne. Selv om de skiftede stil i halvfemserne, hvor de blev mere mainstream, har de stadig helt klart deres eget budskab og eget stempel, siger Kronprinsen og fortæller, at han efterhånden kender Sort Sol fra de gange, han har været backstage. Specielt da han var i Århus, var der altid efterfest i baglokalerne, når folk som Gnags, Thomas Helmig og Led Zeppelin Jam havde spillet:

- Der er nok en lille rock’n’roller gemt i mig, som godt kunne tænke sig at stå på scenen og trykke den af på guitar og få det kick, det selvfølgelig er at stå deroppe. Og så er der en god energi efter koncerterne, hvor man kan have en bedre fest med et par øl eller noget hårdere sprut, siger han med et smil, inden han fortsætter:

- Det falder mig ikke svært at omstille mig fra hoffet til backstage-området. Gennem tiderne har jeg selvfølgelig også haft gode bekendtskaber dér … eller hvad man skal sige, kommer det med et indforstået blink og et smørret grin fra Kronprinsen. Hvem sagde ”di-da-di”?

Australien
Ja, vi ved, at Kronprinsen har dyrket den danske musikscene, men Kronprinsen har også et indgående kendskab til, hvad der rører sig i Australien:

- Det anede mig nok, at vi skulle ind på det, siger han med et smil. - Jeg synes faktisk, at der er meget godt australsk musik, og også bands, som sagtens kunne gøre sig på den kontinentale del af Europa. Der er et band, som hedder Powderfinger, der både musikalsk og tekstmæssigt er rigtig godt. Det har samme dybde og rytme som U2 og er mindre vildt end The Vines.

- Og så er der Alex Lloyd, som en sjælden gang kunne minde om Jeff Buckley; desværre har ingen af dem spillet de gange, jeg har været i Australien, selv om jeg har haft antennerne ude. Ellers er jeg meget vild med INXS og Midnight Oil, som også formåede at blive kendte på kontinentet, siger Kronprinsen, men han taler også varmt om Killing Heidi og The Whitlams. Men hvad med kærligheden, er det vigtigt, at kæresten også elsker musik?

- Det gør det ikke mindre kedeligt, men jeg vil ikke sige, at det er afgørende. Bare jeg får lov til at lytte til min musik, og at hun ikke siger, at hun ikke gider høre på det, for det kompromis vil jeg aldrig gå med til. Der bliver ikke lukket ned for noget dér, slutter Kronprinsen bestemt og med et stort forelsket grin.


Kronprinsen om:
Han selv spiller et instrument:
- Pas!

Drømmen om at blive musiker:
- Ja, den kan man godt sige, jeg har haft. Drømmen om at stå på en scene, men også lige så meget beundringen for folk, der mestrer et instrument, og måske mestrer det så meget, at de går sammen i et band og får det til at harmonere. Men det tilfaldt ikke mig - that’s that, no worries.

Hvor mange hyldemeter, musiksamlingen fylder:
- Den fylder næsten fem meter og er totalt blandet.

Hvad yndlingspladen hedder:
- Det er et godt spørgsmål; jeg tror, det bliver Santanas Moonflower fra sidste halvdel af 70’erne, som er en blanding af studiemusik og koncertoptagelse. Jeg beundrer bands for at variere deres livefortolkning fra pladens udtryk. Der er alt for mange bands, der lyder ens, hvad enten man spiller studiepladen eller hører dem live. Jeg synes, det er ekstra flot, når en gruppe eller et band afviger live, og derfor er Moonflower en af mine yndlingsplader.

Den mest pinlige plade i samlingen:
- Det kommer an på, om det er den, man selv synes er pinlig, eller den, som andre mennesker synes er morsom og tænker: ”Hvor pinligt, at han har den plade.” Nu skal jeg måske ikke nævne navne, men altså, der er nogle, som jeg har fået, og så er der - ja, den, som irriterer mig mest, det er den, som Andrew Strong lavede lige efter The Commitments. Det var et fejlkøb, som jeg så kan korse mig over nu.

Hvilken sang han ville vælge på karaokebaren:
- Jo, dér ville jeg vælge "Killing Me Softly", men i Shu-bi-duas version, hvilket jeg allerede har gjort i en udenlandsk bar. Folk fattede selvfølgelig ikke en skid af, hvad man sang. At synge "Kylling Med Softice Og Pølser", det er den sjoveste karaokeoplevelse, jeg nogensinde har haft.

Hvilken sang der er forbundet med den første forelskelse:
- Det er helt tilbage til en skolekæreste i folkeskolen. Jeg tror, det var en Beatles-sang "… With A Little Help From My Friends", men ikke i Joe Cockers version. Dengang var jeg ikke mere end 8-9 år, og hun gik i min klasse på Krebs Skole.

Hvilken sang der stensikkert får ham på dansegulvet:
- For øjeblikket er det den dér … Er det ikke Tim Deluxe, gruppen hedder? (Kronprinsen nynner "It Just Won’t Do"). Det er sådan en lille pige, der synger den meget højt, og det er en af de dér nye dansesange (Kronprinsen nynner videre).

Den første sang i hukommelsen:
- Hmmm … Det kan jeg ikke engang huske. Det må have været en af de tidlige Beatles-sange, og ikke noget, jeg hørte gennem mine forældre, men noget, jeg selv kom til at høre.

Sangen, der kan få tårerne frem i øjnene:
- Jeg tror ikke, jeg har noget lige i øjeblikket, der kan få tårerne frem i øjnene på mig … Jo, der er én, men den får ikke tårerne frem i øjnene på mig, den gør mig melankolsk. Jeg kan ikke huske, hvad den hedder, må jeg nok tilstå, men det er en af sangene fra U2’s The Unforgettable Fire, som jeg generelt synes er en knaldgod plade. Det er ikke en af de mest spillede sange, og så er den stille. Derudover synes jeg også, at U2’s "Sweetest Thing" er rigtig sød og meget romantisk, så den rammer mig lidt.

Den bedste koncertoplevelse:
- Den koncert, hvor der var mest gang i den, og som også var rigtig god, det må have været Beastie Boys i KB Hallen i 1995. Jeg hørte en del Beastie Boys dengang. Det var bare knaldhamrende godt, og jeg synes virkelig, at de havde en god energi. Vi fyrede den virkelig af, og bandet var i total symbiose, den glemmer jeg ikke!

Har De nogensinde været på festival:
- Det må jeg med skam sige, at jeg faktisk ikke har. Det har været en blanding af, hvordan pokker man gør det, og at jeg kun ville gøre det én dag og måske én nat. Jeg må indrømme, at det har været for uoverskueligt, men jeg synes, idéen er god, for hvis vejret er varmt, er det perfekt med udendørs koncerter. Men selv hvis ikke jeg havde været kronprins, havde jeg stadig kun kunnet forestille mig at gøre det i to dage.

Livets soundtrack i …:
1970’erne: 70’erne for mig, da var jeg barn og ikke særligt inde i musikken. Men set tilbage var det Bowie. Han var helt speciel.
1980’erne: Det var helt klart INXS og Simple Minds. Det lidt uskyldige ved deres lyd passede måske meget godt på mig dengang. Det var teenagealderen, de første forelskelser og den store verden, der langsomt kom krybende ind på én.
1990’erne: Rage Against The Machine og U2 selvfølgelig. Ellers var det det hele - fuld skrue!
2000’erne: Jeg har lyttet til Santanas Supernatural, Eminem og så Everclear, som er sådan lidt tung rock, gode tekster og lidt mere rytme end Stone Temple Pilots. Så er der Sublime, rigtig college-rock. De sidste år har selvfølgelig ikke været lige så vilde, men det har bestemt ikke været kedeligt. Det er bare en anden anskuelse, hvor jeg tror, jeg oplever en større personlig ro. Jeg er måske blevet mere voksen, uden at jeg skal sidde og pudse glorien mere end som så.

Bonusinfo:

I Jens Andersens portrætbog Under bjælken fra efteråret 2017 havde Kronprins Frederik desuden sammensat en omfattende playliste med sange, der har betydet noget for ham gennem hele hans liv. Playlisten kan læses i bogen, høres på Spotify og Apple Music nedenfor og rummer kunstnere som Rolling Stones, The Beatles, Led Zeppelin, Sex Pistols – med den antiroyalistiske "God Save the Queen", som næppe bliver spillet, når der er kongeligt besøg fra England – David Bowie, Public Enemy, Rage Against the Machine, Lorde med "Royals" (hvis omkvæd, "We'll never be royals", Kronprinsen næppe helt kan identificere sig med) og Prophets of Rage.

Hør Kronprins Frederiks playlister på Spotify og Apple Music:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA