x

Skillevejen mellem himmel og helvede: Nick Caves The Good Son fylder 30

Skillevejen mellem himmel og helvede: Nick Caves The Good Son fylder 30

Nick Cave and the Bad Seeds sjette studiealbum The Good Son fylder i dag, den 17. april, 30 år. Det fejrer vi ved at sætte ord på albummet, der føjede flere facetter til Nick Caves karriere.

”There is a crack in everything. That’s how the light gets in” synger den canadiske digter og musiker Leonard Cohen på sangen ”Anthem”. Og netop denne linje fremført af netop denne sanger er en rammende beskrivelse af mørkemanden fra Melbourne-området, Nick Cave, der i slut-80'erne og start-90'erne trådte et skridt ud i lyset. Dog ikke så stort et skridt, at den vampyr-hvide hud tog skade.

Nick Cave indtog i slut-70'erne rollen som forsanger og dommedagsprofet i det skramlede og voldsomme post-punk-band The Birthday Party. Men før Cave påbegyndte sin karriere var det Leonard Cohen, der blev den unge Caves rutevejleder ind i musikken. Cave fandt – i modsætning til sin omgangskreds – en stor tiltrækningskraft og en styrke i Cohens mørke univers.

Da The Birthday Party blev lagt i graven, helligede Nick Cave også sit nye projekt Nick Cave and The Bad Seeds til dystre, tekstdominerede sange i stil med Leonard Cohens tidlige værker. Især på debuten From Her to Eternity fra 1984 kan man imellem den post-punkede skramlen høre et højtråbende ekko af Cohens depression og sortsyn. Albummet, der sågar åbner med et cover af en Cohen-sang, "Avalanche", slår tonen an for Saint Nicks musikalske færden i resten af 80'erne: En årrække, der glødede af mareridtsagtige kompositioner tilsat fandenivoldske fortællinger, der – ligesom Cohens – tager kampen op med både Gud, døden og enhver mand, der står i vejen.

Enden på 80'erne skulle vise sig at blive et lavpunkt i en ellers dyster periode for den heroinafhængige Cave. Under de afsluttende indspilninger af det mesterlige og monstrøse album Tender Prey – som Cave knap nok selv kan huske – blev han anholdt for heroinbesiddelse. Det førte til en narkodom, hvor han modvilligt blev indlagt på et rehabiliteringscenter i det sydvestlige England.  

LÆS OGSÅ: Nick Cave – Spøgelserne på Jubilee Street

Efter syv uger på klinikken blev han udskrevet på sin egen 31-års fødselsdag, den 22. september 1988. Bag sig efterlod han ikke blot et stofmisbrug, men også et tidligere ego, der var tilknyttet en vis form for tryghed. Tender Prey var udkommet kort forinden, og nu skulle Cave for første gang på turné stoffri. Dette var ikke nogen let opgave: Han var vant til at tilgå publikum under en rus af stoffer og følte sig derfor nu fremmedgjort og usikker.

Men da turnéen fik Nick Cave and the Bad Seeds forbi São Paulo i Brasilien, skete der noget med den lyssky musiker. Da han trådte ud af lufthavnen, følte han straks et psykisk pres lette fra sine skuldre og flygte mod himlen. På trods af landets høje volds- og kriminalitetsrate oplevede han en entusiasme og positivitet hos brasilianerne, der fremstod nærmest uvirkelig.

Og netop i São Paulo, hvor verden virkede mest forandret, besluttede Cave sig for at indspille sit nye album, The Good Son, der skulle vidne om en både personlig og kunstnerisk forandring.

Albummet blev præget af milde solskinsstråler, og tracklisten bestod af afdæmpede klaverballader, nænsomme strygere og poppede melodier. Fra den tilbagelænede sing-along-albumåbner ”Foi Na Cruz” til den på én gang dramatiske og lindrende lukker ”Lucy” blev The Good Son prydet med en eftertænksomhed, der satte tempoet ned og lukkede både lys og luft ind i den hidtil spindelvævstætte musik-grotte. Det er dog især den nærmest sukkersøde kærlighedshymne ”The Ship Song”, der for alvor viste, at Cave var i stand til at række armene i vejret og overgive sig til kærligheden.

Nick Cave and the Bad Seeds - "The Ship Song": 

Det er dog ikke ensbetydende med, at den buldrende og balstyriske dæmon i Nick Cave helt havde hejst det vide flag – tværtimod. På trods af den nyfundne optimisme, lyder The Good Son nærmest hjemsøgt: Der er spor fra et løssluppent monster, en mani der konstant er lige ved og næsten. Titelnummeret formår på truende vis at kombinere 60'ernes popmelodier med et sveddryppende mareridt, imens den hæsblæsende ”The Witness Song” lyder som en mere raffineret udgave af Caves sang ”Train Long Suffering”, der lyder som et dødslystent midnatskor på et lokomotiv, der buldrer mod afgrunden.

Monstret lurer konstant i baggrunden på The Good Son, men bider sig aldrig fast. Og det er netop den konstante lugt af svovl, men manglende konfrontation med en dæmon, der giver albummet et faretruede dyb under den glatte overflade.

Nick Cave and the Bad Seeds – "The Good Son":

Men ikke desto mindre er The Good Son som helhed – i hvert fald i en Nick Cave-kontekst – en skillevej mellem den solbeskinnede sti og porten til helvede. På samme måde som han var blevet fanget af Leonard Cohens dystre stemning og tekstunivers, lænede han sig nu også mere op ad Cohens bløde arrangementer. Og ironisk nok lyder det mest af alt, som om sangene her kommer let til ham.

LÆS OGSÅ: Nick Cave & The Bad Seeds klar med nye danske datoer

Op igennem 90'erne skabte Cave en nærmest skizofren karriere for sig selv: Side om side udgav han drabelige mordhistorier og inderlige, intime kærlighedsberetninger – især formfuldendt på henholdsvis det groteske, men underholdende album Murder Ballads og det følsomme mesterværk The Boatman’s Call.

Hvis man lytter til Nick Cave og Shane MacGowans cover af Louis Armstrongs livshyldest, "What a Wonderful World", kan det sågar være svært at forstå, at det er den samme herionsanger fra helvede, som engang sang om at hive vingerne af fluer og kommanderede sine lyttere om at række hænderne i vejret, skulle de have lyst til at dø.

Vejen skulle da vise sig at blive endnu lysere (dog senere også væsentligt mørkere) for Nick Cave på den anden side af årtusindskiftet. Og betragter man The Good Son i lyset af den mesterlige mørkemands karriere, er albummet langtfra nogen 180 graders vendepunkt for ham. Ikke desto mindre er det den første tydelige sprække i den sorte facade, en skillevej mellem himmel og helvede. Og mest af alt er det et vidunderligt album, der vidner om, at kunstnerisk integritet godt kan forstærkes af forandringer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA