x

Thomas Buttenschøn efter drive-in-koncert: ”Det var min idé”

Thomas Buttenschøn efter drive-in-koncert: ”Det var min idé”

Fredag aften åbnede Mads Langer solo Danmarks første drive-in-koncertsted, P-Scenen på Tangkrogen lige ud til Aarhusbugten. Publikum i 500 biler hørte koncerten via et FM-signal til deres bilradioer, og de dyttede i stedet for at klappe.

P-scenen er et forsøg på at arrangere koncerter igen under coronakrisen, hvor forbuddet mod større forsamlinger ellers har tvunget stort set alle sommerens festivaler til at aflyse. Begivenheden har fået massiv mediedækning, og de 500 billetter til åbningskoncerten blev revet væk.

Lørdag eftermiddag bød P-scenen så på sin første bandkoncert, med Thomas Buttenschøn, der spillede for cirka 230 biler. Efter koncerten fangede vi sangskriveren til et interview.

Hvordan synes du, koncerten gik?

– Det var helt vildt fedt, og det var fedt at spille sammen med nogen igen. Jeg var helt vildt nervøs inden koncerten, mere nervøs end jeg har været i mange år. Jeg har jo normalt 100 jobs om året, og nu har jeg ikke spillet i flere uger, så jeg var i tvivl om, om jeg kunne huske sangene. Det kunne jeg dog godt. Publikum var søde, og jeg kunne se på Zoom-skærmen, at de rockede med i bilerne. Der var dog en vagt, der bad mig sige til folk, at de ikke skulle dytte så meget, for arrangementet skulle jo gerne kunne få lov at fortsætte uden naboklager.

Jeg kan forstå, at du meldte dig meget hurtigt til at optræde, hvorfor det?

– Det var faktisk min idé. Jeg så de drive-in-gudstjenester, der var i påsken, og så ringede jeg til Mark  fra Front of House (Mark Chemnitz-Laustsen fra medarrangøren Front of House og i øvrigt også keyboardspiller for Buttenschøn, red.), som var med til at lave dem. Så sagde jeg, at de også burde lave drive-in-koncerter, og så gik de videre med idéen, men jeg var hele tiden med i loopet. Front of House har jo også lavet mutede koncerter i hovedtelefoner.

– Jeg spurgte Mark: ”Sender I de koncerter ud på FM-båndet?” Det gjorde de, og så sagde jeg, at det kan vi også gøre med drive-in-koncerter. Det var sindssygt fedt, at de fik fat i Mads Langer til at åbne, han er jo en af Danmarks største kunstnere. Og det var også fedt, at vi kunne spille vores nye single ”Velkommen i klubben” med mit nye band Girls on Bikes (de samme musikere, som var på scenen i dag, red.) og se folks reaktioner.

Hvordan har coronakrisen påvirket dig rent professionelt?

– Jeg måtte aflyse små 30 jobs. Jeg var i gang med en solotur, og så skulle jeg spille bandkoncerter på festivaler bagefter. Jeg begyndte straks at tænke ud af boksen. Hvis man får givet nogle regler fra Sundhedsstyrelsen, så skal man indrette sig efter det, og så tænke kreativt ud fra det. Jeg er jo vokset op med et liv, der har sat nogle begrænsninger (Buttenschøn er født hiv-positiv, men han har været velbehandlet i mange år, red.), så jeg ved, at man må spille med de kort, man har.

– Jeg har for eksempel spillet seks baggårdskoncerter; man må jo prøve at skabe noget nyt selv, også selvom man har været privilegeret i en periode. Mange har fået gode idéer her under coronakrisen. Vi folk i kulturlivet er tvunget til at tænke ud af boksen, hvis vi skal leve. Jeg er jo spillemand og sangskriver; det er det, der gør, at jeg eksisterer. Hvis jeg vågnede en morgen og ikke kunne spille … så var det næsten ikke værd at vågne.

Kan du bruge coronakrisen kreativt, i din sangskrivning, ligesom Mads Langer sagde, han kunne?

– Det er faktisk ikke så meget anderledes end normalt. Jeg plejer at spille om foråret og sommeren, og så skriver og indspiller jeg om efteråret. Det er derfor, jeg har kunnet lave 10 plader på 13 år. Når jeg ikke kan mødes med nogen, så skriver jeg. Jeg skriver hele tiden, i bilen og i studiet, når jeg har afleveret ungerne. Jeg har faktisk måske skrevet en smule mindre end normalt her under krisen, fordi jeg har været tvunget til at tænke på noget andet rent kreativt.

LÆS OGSÅ: REPORTAGE: ”Vift med jeres vinduesviskere” – Buttenschøn bag første bandkoncert på drive-in-scenen

 

Se en video fra opbygningen af P-Scenen:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA