x

Reportage: Øyafestivalen 2008

Reportage: Øyafestivalen 2008

De seneste tre år har Øyafestivalen for alvor sat fart og kvalitet på deres musikprogram. Her er der musik for den musikinteresserede. Nye interessante bands, men også ældre bands som efterhånden har opnået kultstatus, forklarer medlemmer af festivalledelsen til GAFFAs udsendte. Det har blandt andet udmøntet sig i en meget flot repræsentation af støjrock med navne som Sonic Youth, My Bloody Valentine og A Place To Bury Strangers. Der er i den gode norske metaltradition naturligvis også lidt guf i mere eller mindre hårde versioner fra Kings Of Kalessin, Mayhem, Isis og Sunn O))). Desuden en række af de mest interessante indienavne (Fleet Foxes, Cut Copy, The Dodos), upcoming norske bands i Camp Indie eller på natdelen af Øyafestivalen og meget interessante bud fra den eksperimenterende norske jazzscene med Supersilent og Elephant9. Musikprogrammet var overdådigt, ganske enkelt. Dog kunne de for min skyld godt have sparet nogle af de klassiske rock- og bluesnavne, ellers perfekt!

Festivalen finder sted i centrum af Oslo, kun fem minutters gang fra banegården, og der er en farlig bekvemmelighed i at bo i en lejlighed, have adgang til rindende vand, bad og en seng. Samme luksus som en Spot-festival, men med musikalske ligheder med Roskilde Festivalen. Festivalpladsen har åbent hver dag mellem 13 og kun til klokken 23. Herefter foregår festen rundt omkring på spillestederne i byen – og dermed får man en glimrende introduktion til det norske byliv, så det hele ikke foregår i en afsides, isoleret/koncentreret (fristes man til at sige) lejr. Der er 15.000 betalende gæster per dag på Øya, og man kan både købe partout- eller dagspas. Det er faktisk også lidt utroligt, at det lykkedes festivalen for femte år i træk at få udsolgt af partoutbilletter med det musikprogram, forklarer en dansk kollega, der også har fundet til Oslo. Festivalen kan desuden prale af at være økologisk (kun økologisk mad) og satse stort på miljø og vinde grønne priser i de sidste mange år. Når vi nu er ved bekvemmelighed, bør det også nævnes, at det meste af festivalpladsen har fået et filtunderlag, så det både er skridsikkert og mudderforladt – selv i regnvejr. Scenerne ligger utroligt tæt, og det er en overskuelig lokalitet, som også har plads til de store publikumsmasser – op mod de 15.000 ved den store scene. Og så er festivalpladsen flankeret af en stor sø, som løber forbi parkens fire scener, som man kan sidde og spejde ud over fra liggestolene.

Men nok lovprisning. Festivalen har to store problemer. Det ene er størrelsen. Der er kun fire scener, og de ligger så tæt, at der er et stort tidspres på kunstnerne. Det er i realiteten kun det afsluttende band på den store scene, der kan få lov at spille ekstranumre. Og så er koncerterne kun 45-50 minutter lange. Det er fedt nok med længden, når man nu skal til 5-8 koncerter om dagen, men det er nu pokkers ærgerligt at afslutte supergode koncerter efter bare 50 minutter.

Og så er der økonomien, den personlige økonomi. Et dagspas koster knap seks hundrede norske kroner, og et partoutkort er oppe i Roskilde-priser – selvom festivalen er noget mindre. Leveomkostninger, altså øl og mad, er også sindsygt høje, og du skal nok lægge 30 procent over i danske festivalpriser. Og så skal man samtidig ud at redde sig et sted at overnatte. Øllerne flyver ikke ligefrem gennem luften. Og værst af det hele: når du har købt dit et festivalarmbånd, så giver det dig ikke adgang til aktiviteterne på Øyanatt, som foregår på spillestederne rundt i byen efter klokken 23. Her koster indgangsbilletten 200 kroner oveni per spillested, og øllerne er endnu dyrere.

Stemningen er god, men der er ikke den samme frihed og fornemmelse af parallel dimension, som der er på Roskilde – der i forholdet er en slagmark for 16-årige drukkenbolte. Øya er afslappet og langt mere centreret om musikken selv. Prisen og musikprogrammet appellerer i højere grad til det voksne publikum mellem 20 og 30 år. I sandhed, Øya er en oplevelse, hvor der ikke er nogen smalle steder, men man betaler også godt for den!

Herunder nævnes årets andre højdepunkter, som ikke er blevet anmeldt. Du kan desuden finde i alt 15 anmeldelser fra koncerterne ved at følge henvisningerne i højre side, under ”Øyafestivalen 2008”, og der er en god håndfuld bands, der velfortjent har fået flotte fem stjerner. Blandt de mere spektakulære anbefales anmeldelserne af Mayhem, Grinderman og Turbonegro. God fornøjelse.

Klubbdagen: Megaphonic Thrift, norsk indierock band med referencer til blandt andre Sonic Youth. Bandet har endnu kun udgivet en ep, men har alligevel opnået omtale hos Pitchforkmedia.

Øyanatt: Dengue Fever, amerikansk/kambodiansk etnisk musik med en skrigende vokal og en medrivende instrumental sektion, som fungerer særligt godt live, for eksempel på en natklub.

Øyanatt: Original Silence, svensk-norsk-japansk-amerikansk støjende jazzsamarbejde, der ledes af jazzsaxofonisten Mats Gustafsson, den norske trommeslager The Thing og Sonic Youth-guitaristen, Thurston Moore. En vanvittig rungende, larmende oplevelse.

Øyanatt: Notwist, tyske postrockere, der har været hele møllen igennem de seneste 15 år. De har lige udgivet deres The Devil, You + Me. Som opvarmning til The Notwist var det i øvrigt Band Of Horses-sideprojektet Grand Archives.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA