x

PORTRÆT: John Prine stod for en folkelig empati, som USA vil mangle mere end nogensinde

PORTRÆT: John Prine stod for en folkelig empati, som USA vil mangle mere end nogensinde

Da coronavirusset i starten af april tog livet af den folkekære musiker, mistede amerikanerne ikke blot en kunstner af enorm indflydelse. I en tid med stigende splittelse og uvenskab står de nu uden en stemme, der de sidste 50 år har forsøgt at tale til det bedste i dem, uanset baggrund og politisk ståsted.

Da musiklegenden Kris Kristofferson en aften i 1970 introducerede det fremmødte publikum på New Yorker-spillestedet The Bitter End for en ukendt postomdeler fra Chicago, bemærkede han, at det ikke burde være muligt at skrive tekster med så stor en dybde, når man kun var 24 år.

”John Prine her er så god, at vi muligvis bliver nødt til at knække hans tommelfingre af”, fortsatte han spøgefuldt.

Blandt de fremmødte på klubben, hvor senere så store navne som Joni Mitchell og Bob Dylan havde slået deres barnefolder, var også en producer fra Atlantic Records. Bortset fra det med tommelfingrene har han tydeligvis været enig med Kristofferson, for dagen efter havde han fået John Prines underskrift på en pladekontrakt.

Hans efterfølgende debutalbum John Prine, blev modtaget med ros fra både anmeldere og musikere og er gået over i historien som en klassiker inden for folk-genren. Ifølge musikmagasinet Rolling Stone lyder pladen ganske enkelt som en opsamling af de bedste sange fra et helt liv, selvom der blot er tale om den første plade i en karriere, der strakte sig over fem årtier.

Nu er den dog slut, og John Prine tilhører eftertiden. I slutningen af marts fortalte hans hustru Fiona på Instagram, at han var blevet indlagt med symptomer på Covid-19. En uge senere var han død og sluttede sig dermed til listen over kulturpersonligheder, vi har mistet til den pandemiske sygdom.

Fra hjemmekarantænerne strømmede det ind med kondolencer fra musikverdenen, og store aviser som New York Times og Washington Post bragte den ene nekrolog og hyldestartikel efter den anden. Det er nemlig svært at overvurdere, hvor stor en indflydelse Prine havde på den helt særlige amerikanske country- og folkmusik.

Bob Dylan har flere gange fremhævet Prine som en af sine absolutte favoritmusikere, og Pink Floyds Roger Waters har kaldt hans musik både ”ekstraordinær” og i samme liga som Neil Young og John Lennon. Dan Auerbach fra det amerikanske rockband The Black Keys har som tekstforfatter sammenlignet ham med Mark Twain, der af mange regnes for selve indbegrebet af amerikansk litteratur.

Gennem årene er Prines sange da også blevet fortolket af blandt andre Johnny Cash, Bonnie Raitt, John Denver, Joan Baez og mange, mange andre. Han blev i løbet af karrieren tildelt tre Grammyer, inklusive en Lifetime Achievment Award i 2019.

Men en bestseller blev han af en eller anden grund aldrig.

Hemmelighed for kendere

Derfor skal du heller ikke skamme dig over, hvis du lige nu sidder og klør dig i håret, imens du undrer dig over, hvem i alverden jeg taler om. For John Prine var en af de musikere, der trods sit åbenlyse talent og enorme indflydelse aldrig helt formåede at slå igennem i den brede offentlighed. Især ikke udenfor USA.

Af samme grund forsøgte de danske medier heller ikke at overgå hinanden i omtalen af hans død. Flere hæftede sig i telegramform ved, at han til sommer skulle have spillet på Tønder Festival, hvis ikke den var blevet aflyst. Men de seneste måneder har døden selvfølgelig fået en ny betydning for de fleste, og hvad betyder endnu én i rækken, når hospitalsgangene i mange lande flyder over med lig?

Samtidig illustrerer det dog også noget andet: at John Prine måske bedst kan sammenlignes med den der halvhemmelige bar, hvor Michelin-kokke, musikere og producere går hen efter lukketid for at lytte til Robert Johnson, Leadbelly og Woody Guthrie med andre indviede. En hemmelighed for kendere, som du dog ikke kan lade være med at vende tilbage til, når først du har åbnet døren.

”Der findes nogle kultkunstnere, som man skal kende, hvis du vil lyde som en, der ved noget. John Prine er sådan en. Hvis folk spørger, hvad du lytter til, og du nævner ham, vil de nikke anerkendende til dig. Og hvis de så vil overgå dig, svarer de: ’Åh ja, Hunter S. Thomson og Bob Dylans yndlingsmusiker’”.  

Sådan sagde USA-historikeren og den nuværende Venstrepolitiker Mads Fuglede, da han sammen med tidligere Washington-korrespondent David Trads diskuterede John Prines død i deres podcast-serie ”Kampagnesporet”. Mads Fuglede nåede selv at se Prine spille ”en fire-fem gange”. Hans beskedne mainstreamsucces betød nemlig, at det altid var muligt at fange en koncert med ham, hvis man var i USA.

”Inden han skød sig selv, skulle Hunter S. Thomson engang have sagt, at det eneste, der holdt ham oven vande, var John Prines lyrik. Han kunne være meget, meget dyb og samtidig absurd morsom på en underspillet facon. Han var næsten sådan en blanding af C.V. Jørgensen og Niels Hausgaard – med Bob Dylan hen over. Og i mit univers er han på niveau med Bob Dylan, selvom han selvfølgelig ikke har samme historiske tyngde”, fortsatte Mads Fuglede.

A hole in daddy’s arm where all the money goes

Det var netop hans evne til med ganske få ord at fortælle gribende historier – ofte med et strejf af humor – som er blevet fremhævet som en af hans styrker. Når de samtidig kombineres med hans øre for smukke melodier, er resultatet rent guld.

Sangen ”Sam Stone” fra hans debutplade handler om en Vietnamveteran, der bruger heroinen til at dæmpe både de indre dæmoner og smerterne fra granatsplinten i sit knæ. Det var ikke blot en protestsang imod krigen i Sydøstasien, men i lige så høj grad en fortælling om de skæbner, den efterlod i sit kølvand.

Og ikke kun soldaterne. I omkvædet skifter synsvinklen kortvarigt til hovedpersonens børn, og i deres naivitet formår de i en enkelt sætning at opsummere den tragedie, der udspiller sig for øjnene af dem:

”There’s a hole in daddy’s arm where all the money goes”.  

Dette guld, kilden til den nedadgående spiral for familien Stone, ruller herefter gennem hans årer som ”tusind godstog”, indtil det i sidste ende tager livet af ham. Og så kan han ellers bytte det hjem, han købte for sin invalidepension, ud med ”a flag-draped casket on a local hero’s hill”.

Omkvædet er ifølge Mads Fuglede et af de stærkeste i musikhistorien. Og den amerikanske digter Ted Kooser har sagt, at selvom mange kunstnere har forsøgt at bearbejde det traume, som krigen i Vietnam påførte USA, har ingen formået at ramme hovedet på sømmet, som John Prine gjorde det i ”Sam Stone”.

Det er ikke en sang med mange lyspunkter. Prines føromtalte humor kommer til gengæld til udtryk i sangen ”Your flag decal won’t get you into heaven anymore”, hvor han spidder dem, der tror, at patriotisme blot består i at smække amerikanske flag på så meget som muligt. Da hovedpersonen til sidste kører galt og dør, fordi hans forrude er overfyldt med små plasticflag, bliver han dog afvist af Sankt Peter ved døren til himlen. Der er nemlig fyldt til randen med faldne fra Vietnam.

Men hvis man tror, der blot er tale om en protestplade imod krigen, kan man godt tro om. Sangen inden ”Sam Stone” er en afdæmpet fortælling om den ensomhed, alderdommen fører med sig for mange mennesker: ”Mig og Loretta taler ikke rigtig sammen længere”, siger hovedpersonen om det hensygnende ægteskab, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og både gnist og livslyst bare synes at være… væk.

Ifølge Kris Kristofferson understregede sange som disse, at selvom John Prine i 1971 ikke var andet end 24 år gammel, så skrev han sange med en tyngde, som havde han 240 år på bagen. Og altid med empati og forståelse for det forskelligartede persongalleri, han fortalte om.

En samlende figur

For selvom ”Sam Stone” ikke kan opfattes som andet end en kritik af Vietnam, så faldt han aldrig i den lette fælde, det er at bruge soldaterne som prygelknabe. Noget, som mange i 1960’ernes protestbevægelser imod krigen ellers gjorde. Det er dog svært at forestille sig John Prine stå og spytte på en 19-årig værnepligtig, der netop er hjemvendt fra et års ophold i det sydøstasiatiske junglehelvede.

For soldaterne var ofre, ligesom deres familier var. I overvejende grad tilhørte begge desuden det arbejderklasse-USA, som Prine selv voksede op i. Blandt de 58.000 navne på Vietnam-monumentet for de faldne i Washington var flere af hans venner, som han bemærkede under en koncert i 1980.

Hans jævne baggrund, beskedenhed, samt evne til at sætte sig i andres sted for at fortælle deres historie gav ham en bred folkelighed, som få andre musikere har kunnet prale af. Det gælder især i nutidens USA, der virker mere splittet og uforsonligt for hver dag. Her var han noget så sjældent som en samlende figur, der forsøgte at tale til det bedste i folk – uanset baggrund og politisk ståsted.

Meget sigende for ham hed hans sidste plade, udgivet i 2018, da også Tree of Forgiveness.

At en 73-årig mand dør, er dog ikke verdens største nyhed. Især ikke når denne mand var blevet opereret for kræft to gange i løbet af de sidste 20 år. Men i så krakeleret et USA som det nuværende, vil hans stemme blive savnet. For som den unge postomdeler sang i 1971, da nationen også var splittet i en grad, hvor forsoning for mange ikke syntes mulig:

”Sweet songs don’t last too long on broken radios”.

LÆS OGSÅ: Bob Dylan annoncerer første album med egne sange i otte år – hør ny single


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA