x

HOLD ØJE MED: Fire favoritter fra vækstlaget

HOLD ØJE MED: Fire favoritter fra vækstlaget

Hver måned dykker vi ned i det spirende vækstlag of udvælger nogle favoritter, som vi holder et vågent øje med - og som vi synes fortjener din opmærksomhed.

SPRINGER

Et one man boyband med rødder i punkrocken og en svinefarm uden for Ebeltoft, og som tog sine første skridt ind i musikkens verden med en trompet under armen. Det er, hvad Springer er. Det er derudover også noget af det mest interessante popmusik i øjeblikket. 23-årige Jakob Emil Lamdahl flyttede til København som 16-årig og fandt sig hurtigt til rette i det københavnske punk-rock-miljø, hvor han blandt andet har været en del af Gäy, Marching Church og Værket. Netop den spæde start i de hårdere musikgenrer kan spottes på den seneste single ”Protection”, som for nylig var P3’s Uundgåelige. Sangen folder sig ud i spændingsfelt mellem eksperimenterende lyde og en velkendt poppet bas, mens vokalens storladenhed minder om Panic! at the Discos Brendon Uries.

Årene i punk-rock-miljøet viser sig også i Springers tekster. Her er han inspireret af 1960’ernes oprørssange. ”Protection” handler da også om politivold og oplevelser fra hans eget og hans venners liv. Og emmer af potentiale til at blive ungdommens næste store fællessang.

Springer udgiver i efteråret 2020 sin debut-ep Bad Choice.

BATHSHEBA

Det var til Hej Søster Fest i efteråret, at vi først stiftede bekendtskab med Bathsheba som en del af SheCanPlay-projektet. Talentet var åbenlyst, og siden da har hun udgivet to singler. Popbangeren ”Blind”, hvor Albert fra Benal er bag pulten i studiet, og senest den catchy ”Are You There?”, som i den grad viser internationalt vingefang. Bathsheba laver dansabel pop med fængende produktioner til de knuste hjerter. Teksterne er håbefulde og ungdommelige, mens vokalen er varm og soulet. Bassen ligger som et vamset tæppe under musikken, der er luftig og fuldstændig klar til dansegulvene landet over.

Den 21-årige halvt afrikanske-halvt danske artist er født og opvokset i København og har taget sit fornavn som kunstnernavn. Bathsheba har skrevet sange, siden hun kunne formulere ord på papir. Hun er derfor – trods sin unge alder – alt andet end uerfaren.

OLIVER MALCOLM

At være født i Sverige, opvokset i London og bosiddende i Los Angeles giver en helt særlig karakter til musikken. Den underspillede coolness fra Skandinavien, den urbane storbylyd fra Londons rå gader og den tilbagelænede vibe fra Californiens sol. Det er, hvad Oliver Malcolm har.

Debutsinglen ”Switched Up” fra februar 2020 har i skrivende stund over to millioner afspilninger på Spotify. Det er et nummer, hvor Malcolm tager det bedste fra hiphoppen, det alternative og r&b’en og blander det med sublime sangskrivningsevner.

Da Malcolm var blot 12 år gammel, lærte han sig selv at producere og vende plader, hvilket har resulteret i samarbejder med blandt andre Joey Bada$$ og Tinashe. I dag er han 20 år og står for både produktion, vokal, sangskrivning, mixing og mastering af sin egen musik – ligesom han selv har instrueret sin musikvideo til singlen ”Helen”.

MOON MOUNTAIN

Kvartetten Moon Mountain gav sin første lyd fra sig i 2018, men har indtil nu holdt sig til singler og en ep i 2018. I april i år udkom bandets anden ep In Your Jealousy, hvor vi i den grad ser bandets psychdrømme udfolde sig på fem kompetente sange.

Mona Selma, Ronnie Fischer, Ingvild Skansen og Patrick Gamst Pedersen laver sfærisk drømmepop fuld af synth. De lader sig ride videre på den psych-prægede synthpopbølge, der for nogle år siden var allestedsnærværende på den danske musikscene. Og de gør det med bravur.

Vokalen er flabet og iørefaldende, mens den virker doven og tilbagelænet. Kontrasten fra Mona Selmas vokal og det storladne synthprægede lydbillede kan noget helt særligt.

”In Your Jealousy” bør være soundtracket til din biltur gennem Danmarks sommergrønne landeveje og til en aften fuld af rødvin i en mørk stue oplyst af stearinlys.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA