x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte nu afdøde Leon Russell

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte nu afdøde Leon Russell

En del af Danmark er stadig lukket ned, trods gradvis genåbning af samfundet, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har publiceret i de forgangne snart 37 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem bringer vi en stribe af i denne tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt på GAFFA.dk i april 2012 i forbindelse med Leon Russells koncert i Amager Bio. Leon Russell døde i november 2016, 74 år gammel.

LÆS OGSÅ: Leon Russell er død 

Leon Russell – Ikke noget festmenneske

Elton John var på safari i 2010, og fra partneren Davids iPod strømmede et opsamlingsalbum med Johns gamle forbillede, Leon Russell. Så kom tårerne, både over den smukke musik og over det faktum, at den gamle makker var gået godt og grundigt i glemmebogen siden storhedstiden i begyndelsen af halvfjerdserne. Den aften på den sydafrikanske savanne blev kimen til Russell og Johns fælles album "The Union"(2010) lagt, og også for denne signatur blev pladen en velkommen påmindelse om Russells eksistens.

Russell, som i sin tid var kapelmester på såvel verdens første velgørenhedskoncert, The Concert for Bangladesh i '71 som på Joe Cockers "Mad Dogs & Englishmen"-turné. Som forsynede Cocker med det store hit Delta Lady. Som lærte at spille guitar af Presleys guitarist James Burton, startede som sessionman allerede som teenager i Oklahoma sidst i halvtredserne og har indspillet plader med Gud og hvermand fra Sam Cooke og Aretha Franklin til Bob Dylan og The Rolling Stones. I marts besøgte Russell Amager Bio for anden gang på et år, og GAFFA var inviteret backstage til en snak med den aldrende mestermusiker. Bag Stetsonhatten, solbrillerne og den karakteristiske hvide hårpragt.

The Union (fra 2010, red.) bragte dig tilbage i rampelyset. men hvad har du egentlig lavet i alle de år, du måske har haft en knap så stor rolle i mange folks bevidsthed?

Jeg har spillet hele tiden, bare ikke nødvendigvis større steder. Jeg har spillet, i halvtreds år.

Elton tog angiveligt initiativet til projektet, fordi han syntes, det var på tide, at du fik den anerkendelse, du fortjener. Oplever du, at det sker nu?

Absolut, og jeg er meget taknemmelig over det.

Nu ved jeg ikke, i hvor høj grad du var inde over Gone to Shiloh, men hvordan tror du det kan være, at Borgerkrigen stadig er sådan et prægnant emne i lyrisk forstand. Det er en meget stærk sang....

Yeah...men det er Bernie og Eltons....sagen er den, at Bernie er ekspert i borgerkrigen og i amerikansk historie i det hele taget...

33 countrykassettebånd

Countrysiden af Leon Russell er også ganske tydelig indimellem på pladen. Men hvordan opstod idéen om Hank Wilson-personaet i sin tid?

Dengang jeg spillede med på plader i Californien, talte vi meget om de her Nashville-fyre, hvad deres system var. Jeg kørte i bil på vej hjem fra Los Angeles til Tulsa, Oklahoma, hvor jeg er vokset op; jeg stoppede ved en tankstation for at få benzin på, og så var der bare hundredevis af country-kassettebånd derinde til 3$ stykket. Så jeg købte for 100$ af dem og lyttede til det og tænkte på, hvor sjovt det ville være at indspille i Nashville, for de har ry for at indspille meget hurtigt. Og jeg kan godt selv lide at indspille hurtigt....så det tænkte jeg, at jeg ville tage ned og gøre.

Men hvorfor under et andet navn?

Jeg har en vis svaghed for vildledning.

Og Hank Wilson, er han stadig i live? Der er vel gået elleve år siden hans sidste album?

Faktisk kom der en "Best of.." i fire dele for et par år siden. Men ingen af de seneste plader er blevet udgivet kommercielt, gennem en distributør. De er kun blevet solgt over internettet. 

Af alle dine utallige studiesessions gennem årene, er der så nogen, du kan udpege som højdepunkter?

Jeg spillede på nogle Sam Cooke-optagelser, hvor Bobby Womack var med i bandet og Don Preston producerede. Derudover spillede jeg på en Aretha Franklin-plade på Columbia, hvor hun også havde en strygersektion, og de bankede med buerne på deres partiturer. Og det var meget usædvanligt for de fyre. Der har været mange fantastiske sessions, men de to er....

En test til Dylan

Medlemmer af både Beatles og Stones, foruden blandt andre Clapton og Steve Winwood, medvirkede alle på din debutplade fra '70. Hvordan kom du i kontakt med alle de folk lige på det tidspunkt?

Jeg var ved at indspille en sang, der hed "Prince of Peace", og nævnte at Eric Clapton ville lyde godt, og så sagde Glyn Johns, teknikeren: "vi ringer til ham og får ham til at spille", og det gjorde vi. Og han ringede så til alle de andre fyre og bad dem spille.

Fortæl mig om de sessions, du lavede med Dylan i starten af '71, før Bangladesh-koncerten....

Jeg havde hørt, at Dylan, da han indspillede "Nashville Skyline", plejede et gå udenfor, mens de gennemspillede båndene inde i kontrolrummet og skrive teksten til den næste sang. Så jeg sagde til ham, at jeg gerne ville have ham til at vise mig, hvordan man gjorde det; jeg havde brug for at vide det. Så han lejede et studie i Grenwich Village, og jeg sendte nogle af mine drenge derop for at indspille to tracks med ham. Jeg gav ham de to tracks og sagde "ok, så skriv sangene til". Og det gjorde han. Han var altid meget gavmild med at vise mig hvad jeg gerne ville vide om sangskrivning, om musikbranchen, om hvad som helst. Han var meget hjælpsom.

Så du kendte ham altså i forvejen... hvorfra?

Det kan jeg ikke huske.

Men I har ikke lavet noget sammen siden dengang i starten af halvfjerdserne?

For seks-otte måneder siden delte vi plakaten ved omkring tyve shows.

Fortæl om dengang du turnerede med Cocker (i 1970, red.)...meget festligt, kunne man forestille sig?

Åh, jeg er ikke så meget et fest-menneske...

Men stoffer og alkohol er en uomgængelig del af hele denne her business.....har de ting spillet nogen rolle i dit eget private og professionelle liv?

Ikke rigtig. Jeg var en slags alkoholiker, fra jeg var sytten, og blev færdig med det, da jeg var 21 eller 22.

Tidligt, må man sige...

Ja, jeg ville have det overstået. 

Uran i kuglerne

Du fylder halvfjerds om et par dage (2. april, red.). Hvordan fejrer du dagen?

Øh...spiller et show, går jeg ud fra.

Stranger in a Strange Land (fra 1971, baseret på sci-fi-romanen af samme navn, red.) er en af dine mere politiske tekster. Ser du nogen grund til større optimisme i dag, hvor mange ting jo er fundamentalt anderledes end tilbage i '71?

Jeg bliver bekymret indimellem, som om tingene på en eller anden måde bliver værre.

På hvilken måde?

Den amerikanske hær bruger uran i kuglerne nu, den slags ting. En masse forfærdelige ting.

Du talte om de to sessions tidligere, men hvis du sådan helt generelt skal se tilbage på livet og karrieren her på kanten af halvfjerds, hvad rager så op?

De to jeg nævnte var nok de største. Men der har været så mange fantastiske sessions.

Hvornår var det egentlig du lavede noget med Stones, det har jeg aldrig fået helt fat på?

Jeg lavede et arrangement for dem, jeg kan ikke huske på hvilket album eller sangen. Bare et par sange, er par hornarrangementer, det var alt. Og så spillede et par af dem på min første plade.

Audiensen er forbi. Kort efter går Russell forholdsvis ubesværet ud på Amager Bios scene og indleder et firs minutter langt show med sine velkendte coverversioner af eksempelvis Dylans "A Hard Rain's A-Gopnna Fall" og egne kompositioner fra karrierens kronede år. Inden jeg slukker diktafonen spørger jeg, om der er noget, Russell har lyst til at tilføje. "Make me look good", svarer han.

LÆS OGSÅ: Leon Russell er død 

Faktaboks: Leons liv

-      Født den 2. april 1942 i Lawton, Oklahoma og spillede allerede som 14-årig jobs inde i Tulsa

-       Umiddelbart efter hans studentereksamen tog hans band The Starlighters på landevejen med Jerry Lee Lewis

-      Flyttede som 17-årig til Los Angeles og grundlagde en karriere som en af tidens mest brugte sessionmusikere

-      Co-producerede, arrangerede og spillede klaver, orgel og guitar på Joe Cockers andet album, "Joe Cocker!", i 1969 og debuterede selv året efter med Leon Russell på sit eget nystartede selskab Shelter Records

-      Blandt gæstestjerner på pladen var Ringo Starr, The Rolling Stones Bill Wyman og Charlie Watts, Steve Winwood, Eric Clapton, Klaus Voorman og George Harrison.

-      Spillede sammen med sidstnævnte en central rolle i Støttekoncerten for Bangladesh i Madison Square Garden i august '71

-      Efter debutpladen fulgte Leon Russell and The Shelter People (1971),. Carney, Leon Live og Asylum Choir II (alle 1972), og i 1972 fik Russell endvidere et julehit i form af singlen Slippin' into Christmas, som lå nummer fire på Billboards julehitliste.

-      I '73 udgav Russell sit første countryalbum under navnet Hank Wilson, Hank Wilson's Back. I '84 fulgte Hank Wilson Vol. II og i '98 Vol III

-      Udgav i oktober 2010 albummet The Union sammen med Elton John, og har siden besøgt Danmark i sommeren '11 og marts 2012.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA