x

KOMMENTAR: Sort kultur i hvide klæder: #BlackLivesMatter – også i musikbranchen

KOMMENTAR: Sort kultur i hvide klæder: #BlackLivesMatter – også i musikbranchen

Ligesom vi troede, at 2020 ikke kunne blive vildere, er en borgerkrig ved at starte for øjnene af os. I skyggen af mordet på George Floyd den 25. maj demonstrerer sorte og allierede verden over i håb om at ændre en racistisk struktur, der er så dybt rodfæstet i verden, som vi kender den.

I hundredvis af år har hvide mennesker undertrykt sorte mennesker på baggrund af intet andet end deres hudfarve. I dag kalder vi det ”hyggeracisme” herhjemme og lader som om, at alt er i orden, fordi vi har en sort ven og lytter til hiphop.

Men det er netop der, problemet ligger. Den vestlige verden kan slet ikke få nok af sort kulturarv, men ønsker samtidig ikke at blive behandlet som en person med mørkere hud.

Radioværten Clara Amfo sagde det meget godt i en tårevædet tale på Radio 1, da hun citerede komikeren Amanda Seales: ”You cannot enjoy the rhythm and ignore the blues”. At elske og dyrke sort kultur betyder nemlig ikke, at man per automatik er blåstemplet som anti-racist. Vi står i en situation, hvor hvide næsten elsker sort kultur så meget, at vi formår at elske livet ud af den – og derefter står tilbage med et ekko af den kulturarv, vi nyder så godt af, fordi vi ikke forstår alvoren.

Vi har i århundreder pakket den sorte lyd ind i hvide klæder og profiteret deraf. Det strækker sig helt tilbage til 1800-tallet, hvor hvide trubadurer malede sig sorte i ansigtet og rejste land og rige rundt for at fremføre sange om og ofte kopieret direkte fra slaver. Sange, som slaver samlede sig om for at fremme en følelse af sammenhold og frihed, ville vi gerne underholdes af – bare ikke fra slaverne selv. Dengang strakte det sig i så groteske længder, at selv sorte mennesker ”blackfacede” for at imitere deres imitatorer i håb om, at den hvide befolkning ville lade dem stå i spotlyset.

LÆS OGSÅ: BLACK LIVES MATTER: Hele musikindustrien er sat på pause

Hvis vi spoler hundrede år frem, er historien den samme. Her lå coverversioner af sort musik fremført af hvide mennesker øverst på hitlisterne, mens de oprindelige kunstnere kunne tage til takke med en separat liste for sorte kunstnere. Her er Elvis et af de allerbedste eksempler på en hvid mand, der har taget de sortes lyd og profiteret helt ekstremt deraf.

Det er så stor en tendens, at blå-øjet-soul er en anerkendt genre. Her har sort musik påvirket kunstnere som Christina Aguilera, Amy Winehouse, Robin Thicke, Justin Timberlake og George Michael i så høj en grad, at de primært kan takke sorte musikere for deres succes.

Sort musik er nemlig bygget på tankegangen om frihed og frie valg. Præcis som slaverne på markerne brugte sang til at føle sig frie. Det var ikke musik skabt på baggrund af litteratur og viden om komposition, simpelthen fordi slaverne blev nægtet adgang til den slags oplysninger.

Sort musik er frihed. Det emmer af følelser og det her rustikke, larmende element, der er blevet beskrevet som ”støj”. Et element, som Motown formåede at inkorporere i deres musikalske genistreger. Klassiske orkestre blandet med gospel, harmonier, klap, rytme, guitar. Støj. Miles Davis, Patti Labelle, Etta James, Aretha Franklin og senest Whitney Houston og Prince for blot at nævne nogle. Der er en helt særlig nerve.

LÆS OGSÅ: BLACK LIVES MATTER: GAFFA pauser nyhedsdækningen i solidaritet

Selv banjoen har vi forsøgt at stjæle fra sort kultur. Det er et af de tidligste instrumenter, som sorte mennesker introducerede, og det er det instrument, bluegrass og country-genren stolt står på skuldrene af. Genrer – i særdeleshed country – der i dag primært består af hvide sangere.

Lige indtil Lil Nas X sidste år slog alle rekorder med ”Old Town Road”. Dog blev det besluttet, at den ikke var country nok til at ligge på Billboards Hot Country-liste, mens elektroniske popnumre med computerbeats var – og stadig er – country nok, ifølge Billboard. 

Og hvad så nu? Vi dyrker den sorte kultur, men er ikke gode til at dyrke talenterne. Vi bliver nødt til at forstå, at størstedelen af den musik, der i dag ligger på hitlisterne verden over, udspringer fra de sorte kunstnere.

Vi står overfor en branche, der – verden over – er dygtige til at adskille sort musik i separate genrer, fordi det er nemmere end at anerkende, at vores musik er sort musik. Takket være de seneste demonstrationer har Republic Records heldigvis valgt ikke at genredefinere musik som ”urban”, da denne betegnelse primært har været brugt som en paraplybetegnelse for ”al sort musik”.

Som journalisten Jenzia Burgos skrev på Instagram for nylig: Vi skal stoppe med at tro, at vi støtter sorte artister, bare fordi vi lytter til deres musik. Vi bliver nødt til også at støtte sorte artister ved at skabe en kultur, der beskytter dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA