x

SCARLET PLEASURE: Teletubbies i en sammenlignings-kultur

SCARLET PLEASURE: Teletubbies i en sammenlignings-kultur

Efter successen kommer tomheden. En buldrende medvind affødte en eksistentiel krise i et af landets største poporkestre. Ved at mindske jagten på sukkerchok fra ydre trofæer som mål, hits og likes har Scarlet Pleasure fundet roen i processen og gnisten i den konstante foranderlighed. Blodsukkeret holdes stabilt ved at optrække en skarp linje mellem iscenesættelse og privatliv, hvilket minder bandet om, at det, der virkelig betyder noget, nok ikke findes digitalt.

– At nå sine mål er ligesom at spise sukker. Det er et hurtigvirkende rush, men maven er stadig hul, fortæller forsanger Emil Goll om den tomhedsfølelse, der for et par år siden ramte Scarlet Pleasure. Sammen med bassist Alexander Malone og trommeslager Joachim Dencker har Emil Goll et af Danmarks allerstørste popbands. Et band, hvor medlemmerne allerede i midt-tyverne havde indfriet størstedelen af deres drømme. Hitsingler, festivaler, platinplader, musikpriser, udsolgte koncerter og dedikerede fans. Alle de ydre statussymboler var på plads, men mellem dem og succesen opstod et vakuum af meningsløshed.

– Vi blev så forblændede af vores mål, at vi glemte årsagen til, hvorfor vi lavede musik. Det var som at se en film med en happy ending – det er rart, men der kommer også noget bagefter, fortsætter Emil Goll. Det ”bagefter” havde Scarlet Pleasure ikke forholdt sig til før, og det igangsatte en eksistentiel krise i bandet. Krisen kan dateres til 2018 – året efter ep’erne Limbo og Lagune. De to skiver stod bag gruppens folkelige gennembrud og affødte karrierens klimaks.

Scarlet Pleasure blev til i 8. klasse, da Joachim Dencker flyttede til Gentofte og mødte venneparret Alexander Malone og Emil Goll. Siden de tre drenge med hjælp fra en engelsk ordbog skabte bandnavnet ”varm rød nydelse”, har de drømt stort. Ungdomskammeraterne ville spille musik for hele verden, så da de var færdige med skolen, drog de mod USA. Det blev til et halvt års amerikansk dannelsesrejse, der bød på tomme spillesteder, talrige fester og en diæt bestående af one dollar-pizza slices.

Turen til New York fik Scarlet Pleasures ukuelige musikdrømme i modvind. Men i stedet for at lade håbet forlise, rejste trioen tilbage til Danmark for at hæve sejlet med fornyet energi. Med de store amerikanske tanker på dækket opnåede gruppen på få år det, de havde sværmet om, siden de var teenagere. Men ligesom Scarlet Pleasure erfarede, at USA ikke nødvendigvis var svaret på deres vådeste drømme, måtte de også sande, at titlen som Danmarks ukronede popkonger heller ikke gjorde det for dem. Men hvor var lykken så gemt? Vi skal genbesøge teenageværelset. 

– Vi har altid haft en ubetinget kærlighed til at lave musik. Det var det, der fik os i øvelokalet fem gange om ugen. Desuden er den musikalske proces for os samtidig lig med at være sammen med vores bedste venner, forklarer Joachim Dencker. Han understreger, at det var sådan, det hele startede. Før målsætninger på højde med Manhattans skyskrabere skyggede for, hvor værdien i virkeligheden lå.

Alexander Malone supplerer: – Vi er begyndt at dyrke processen igen. Om end den kan være hård. Vi har opdaget, at det er vejen til et mål, man skal tillægge værdi, og ikke målet i sig selv. 

Alexander Malone fremhæver, at den nye tilgang bidrager til den konstante udvikling, gruppen ønsker som både venner og band.

– Vi er nødt til hele tiden at gentænke os selv. Det er ikke stimulerende nok at forsætte i samme rille. Vi skal sørge for, at det bliver ved med at være interessant at lave musik sammen. På den måde lever vi altid i en permanent proces.

Krisen tvang Scarlet Pleasure til at tygge drøv på deres egne værdier og undersøge, hvad der fik det hele til at give mening. De nåede frem til en erkendelse af, at konstant selvudvikling og fokus på proces var svaret, og så blev tomheden blev erstattet af en fornyet gnist.

Genfødt i fortiden

Fra den gnist udsprang et nyt album, og trioen havde igen kigget tilbage for at se frem. Inspirationen til albummet Garden fandt de nemlig i lydtapetet fra deres ungdom.

– Vi lyttede meget til bands som Red Hot Chili Peppers, Nirvana, Blink-182 og The Strokes. Klassiske bandkonstellationer, der laver rockmusik på akustiske og elektriske instrumenter, beretter Joachim Dencker, inden Alexander Malone overtager:

– Vores identitet som musikere udspringer fra vores tilknytning til instrumenter. Emil til guitar, Joachim til trommer og mig til bas. I starten havde vi ikke engang en forsanger. Sammen med fællesskabet var instrumenterne vores base. I de første fem-seks år som gruppe troede vi, den eneste måde, man kunne lave sange på var at jamme nede i øveren. Så det gjorde vi – bogstaveligt talt, indtil vi fik ondt i hovedet.

Som en modreaktion på de lange timer i øvelokalet udskiftede Scarlet Pleasure i 2012 instrumenter med computertaster. Alexander Malone forklarer, at de i periode havde behov for at slette deres fundament.

– Vi havde behov for en solid pause til at kunne dyrke nogle andre sider af os selv. Derfor begyndte vi at lytte til Backstreet Boys og andre Max Martin-trofæer.

Emil Goll fortæller, at nulstillingen var årsagen til, at gruppen gik fra rock til 90’er-kitsch.

– Populært sagt begyndte vi at hylde de guilty pleasures, der også var en del af musiklandskabet, da vi voksede op. Vi omfavnede, hvad der blev anset som dårlig smag og stod inde for det, der var fy-fy. Det var meget lærerigt og gav os knubs såvel som muligheder.

Joachim Dencker pointerer, at tiden væk fra instrumenterne frigav plads til at fokusere mere på sangskrivningen. Dér, midt i 90’er-infernoet, lærte trioen at skrive gode sange, og det har de gjort siden.

Selvom Scarlet Pleasure feterer den evige foranderlighed som kunstnere og mennesker, så vækker deres fortid alligevel genklang i nutiden. Den er blevet redskabet til udvikling og inspirationen til den næste genfødsel. Den røde tråd findes i venskabet, kærligheden til pop og de erfaringer, de sammen har opnået.

– På Limbo og Lagune begyndte vi så småt at introducere de instrumenter, vi havde lagt på hylden på vores to første plader. Lyden blev mere original og mindre 90’er, men med et forfinet tekstunivers. På Garden er vi kommet tættere på vores rødder, men har bedre ting med i bagagen, end da vi selv var nogle rødder. På den måde er vi ikke stagneret i en bestemt version af os selv, selvom vi har hentet inspiration retrospektivt, siger forsanger Emil Goll.

Scarlet Pleasure har på Garden været tro mod deres historie. De kunstneriske beslutninger er taget med udgangspunkt i at afbilde netop den historie, og der er ikke blevet leflet for jagten på et hit.

– Vi sætter alt på ét bræt med de her udgivelser. Vi har aldrig spillet mindre sikkert – samtidig med, at vi aldrig har været mere tro mod os selv. Det er fucking noia! Men det er også derfor, vi gør det. 

Med de ord fører Alexander Malone samtalen tilbage til begyndelsen. Frygten for at føle tomhed. Det var selv samme skræk, der fik Scarlet Pleasure til at opstille et dogme for de nye ep’er: Det måtte ikke blive mageligt.

– Bandet må ikke blive en virksomhed, der arbejder med kalkulerede risici, fastslår Emil Goll. Han understreger, at gruppen ikke vil reduceres til at være en velsmurt hitmaskine. Det er ikke fyldestgørende for dem som individer, og han sammenligner følelsen med dengang, de jagtede specifikke mål.

– Vi har gennem tiden lavet en del numre ud fra sikre valg, og med intentionen om, at det skulle blive et hit. Men det er tomme kalorier: Effektivt i momentet og lynhurtigt glemt. Der skal vi ikke hen igen. På Garden har vi forsøgt at lave mere langtidsholdbare numre samtidig med, at vi har taget en masse chancer kunstnerisk. Det har givet en stærk følelse af integritet, konstaterer Emil Goll og fortsætter:

– Vi har ikke et behov for, at sangene bliver voldlyttet denne sommer, til gengæld håber vi, at de stadig bliver hørt om ti år.

Teletubbies i en sammenligningskultur

Scarlet Pleasure lyder groundede. De hviler i sig selv på en måde, man ikke ville forvente af et band, der går så meget op i deres ydre fremtoning. Det viser en underspillet overlegenhed, der ikke er hvermandseje. Selvsikkerhed har trioen altid haft, og det storladne mindset tog de med hjem fra deres tid i USA.

– Vi kan godt lide, når tingene bliver lidt overmenneskelige. Det skal ikke altid være så pisse relaterbart. Der må gerne være noget at stræbe efter, så man undgår at blive doven. På den måde slipper man for, at livet bare bliver én stor grå masse. Det ekstravagante tilfører farve og intensitet. Så kan man mærke, man lever, cementerer Emil Goll.

Han suppleres af Joachim Dencker, som mener, at man bør agere efter, hvad ens vision er. Er den at skabe ”et fucking sygt album”, kan det visuelle gøre visionen til en realitet. Fake it till you make it. Emil Goll beskriver det som, at gruppen drysser magi over deres eget lille kosmos, hvor der ikke er nogen grænser, men til gengæld superkræfter en masse. Her kan de sætte den mest geniale version af sig selv fri. Han føler, at Garden-albummet er som at være med i en sæson af Teletubbies.

– Det er ikke det autentiske udtryk, vi går efter. Der er så meget sjusk i verden og mange, der ikke gør sig umage. Derfor kan man godt trænge til noget overjordisk i musikken.

Emil Goll forklarer, at han synes, autenticitet er blevet et buzzword. En misforstået social kapital, der ikke er gyldig på digitale platforme. Og som musiker anno 2020 er det ikke kun sange, man udgiver. Scarlet Pleasure sammenligner et opslag på sociale medier med at udgive musik.

– Vi udkommer hver gang, vi lægger noget op på en kanal. Det er en kæmpe del af vores hverdag som band. I virkeligheden går det imod hele præmissen for sociale medier at skulle være autentisk. Medierne er til for at kigge på andre, men man er jo allermest sig selv, når ingen kigger. Derfor bliver det ægte også en iscenesættelse – og næsten en værre en af slagsen, konstaterer Emil Goll og kalder det et stort paradoks.

Når det alligevel ikke er muligt at være autentisk, mener bandet, at man lige så godt kan være lidt over the top. Scarlet Pleasure vil ikke være naboens struttende grønne naturgræs, men i stedet det neongrønne kunstgræs, man finder i Teletubbiernes verden. Det er ikke meningen, at man skal kunne lave en direkte sammenligning. Den karikerede visuelle DNA skal synliggøre grænsen mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er iscenesat, for ikke at reproducere den sammenligningskultur, der findes på sociale medier. Scarlet Pleasure vil bruge store armbevægelser til at inspirere, men lade iscenesættelsens strakte arm sørge for, at den digitale fremstilling ikke overtager kontrollen.

Bandet ligger dog selv under for de sociale mediers magt. Skønt de ville ønske, det var anderledes. Alexander Malone anskueliggør det med en særlig betegnelse.

– Man snakker om at være ”a slave for the culture”. Det handler om, at det i princippet burde være nemt nok at løsrive sig fra en bestemt kultur, men at det ikke er en mulighed i realiteten. Ikke kun fordi man har brug for kulturen, men også fordi man er blevet mental slave. Det er sgu en lidt klaustrofobisk følelse.

Ungdommen betaler prisen

Som millennials befinder Scarlet Pleasure sig i den første generation, der er vokset op i en digital medievirkelighed, men samtidig i den sidste, hvis fødsel ikke har kunnet streames på et socialt medie. Men hvordan tror trioen, de nye vilkår rammer i dag? Emil Goll mener især, det er ungdommen, der betaler prisen, for slet ikke at tale om de nye artister. Frontmanden påpeger, at livet online både kan være til skade og gavn.

– Jeg tror, det er blevet meget sværere at være ung; der er så mange at sammenligne sig med. Det er én stor skolegård, hvor popularitet bliver udmålt på følgere, likes og streams. Det er alle mod alle i kampen om opmærksomheden. Der er ikke det samme filter, som før i tiden, og det har affødt en hel anden volumen i både artister og musik. Derfor må det være blevet langt sværere at komme frem som artist i dag – til trods for, de nye medier også avler flere muligheder.

Om end likes er valuta i selvtillidsbanken, er de et misvisende målebarometer, når det kommer til succes i musik, mener Joachim Dencker.

– En ny artist kan sagtens have tusinder af likes, men ingen streams. Eller millioner af streams og ikke kunne sælge en eneste koncertbillet.

På én gang har popularitet aldrig været vigtigere, mere målbart og alligevel så vildledende. Det beviser, ifølge Joachim Dencker, hvor utilregnelig den nye virkelighed er. Emil Goll mener, at den eneste valide og værdifulde måde at opleve succes på er analog. Man mister følingen med sit publikum, hvis man kun møder dem gennem en skærm.

– Sociale medier er kun en middelmådig indikation på, hvordan det går. Det er en fed platform til at inspirere hinanden til at leve livet på den fedeste måde, men det er altafgørende at huske, at det ikke er den fulde sandhed. At det er ansigt til ansigt-relationen, der betyder noget. Når vi ser vores fans, og de kan synge med på alle vores sange, dér kan vi mærke det. Det er en glæde, der rækker forbi skærmen.

Artiklen fortsætter under videoen

Scarlet Pleasures diskografi

Gruppens debut-ep Mirage udkom i 2014, to år senere kom albummet Youth Is Wasted on the Young, og i 2017 kunne Danmark synge med på de storhittende ep’er Limbo og Lagune. Scarlet Pleasure står desuden bag singleudgivelser som ”Let Go”, ”24/7”, ”What a Life” og ”Superpower”. I 2020 udgiver bandet albummet Garden over to omgange, i juni og til efteråret.

Alternativt boyband med flødeskæg

Scarlet Pleasure ved, hvad det vil sige at blive kaldt flødedrenge og boyband. Men hvad mener de egentlig selv om de stigmatiserede prædikater? Og kan man leve alene på en diæt af fløde?

Emil Goll: – Der er nogle ting, man ikke kan løbe fra. Fløden har siddet i min hals, siden jeg blev født.

Joachim Dencker: – Ja, du må have fået virkelig meget mælk, da du var lille.

Emil Goll: – Jeg blev faktisk ammet, til jeg var to. Det er sikkert derfor.

Alexander Malone: – Det er heller ikke noget, vi ønsker at tage afstand fra. Fløde skal bare ikke være det eneste, man spiser.

Emil Goll: – Nej, det bliver lidt tungt, og det sætter sig på sidebenene.

Joachim Dencker: – Man er nødt til at variere det lidt. Der skal også bruges noget citron.

Emil Goll: – Min stemme vil altid sørge for, at der er flødeskum på toppen. Lige meget hvilke subgenrer vi tilføjer til vores musik, vil der blive hældt lidt fløde over i kraft af min stemme.

Alexander Malone: – Det samme gælder for boybandtitlen. Vi kan ikke afkoble os fra, at vi er drenge, og vi er et band. Men det er bare ikke den slags musik, vi vil lave lige nu.

Emil Goll: – Men der er altså ret stor forskel på os og boybands. Vi synger ikke alle sammen, og vi laver ikke koreografier.

Joachim Dencker: – Vi skriver også selv vores sange og er ikke blevet sammensat.

Alexander Malone: – Ja, vi er rent faktisk venner, og så er vi heller ikke lige så rige.

Emil Goll: – Men vi har helt sikkert noget af den forfængelighed, titlen ofte hænger sammen med. Vi har alle tre noget mærkeligt hår, så man kan vælge hver sin type. Det er selvfølgelig ret boybandagtigt.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA