x

TILBAGEBLIK: Her er samtlige 6-stjernede Roskilde-anmeldelser 2001-2019

TILBAGEBLIK: Her er samtlige 6-stjernede Roskilde-anmeldelser 2001-2019

Vi kigger tilbage i arkiverne

Årets Roskilde Festival er som bekendt desværre aflyst, men vil gøre vores bedste for alligevel at give dig lidt af Roskilde-stemningen. Ikke mindst her i det, der skulle være festivalens 50. jubilæumsår.

I den forbindelse har vi været en tur i arkiverne og gennemlæst samtlige de flere end 1000 Roskilde-anmeldelser, vi har skrevet, siden vi begyndte at anmelde fra festivalen i 2001. 69 af de anmeldte koncerter har fået topkarakteren 6 ud af 6 stjerner, og du kan læse uddrag af dem nedenfor – med link til anmeldelserne i deres helhed, bortset fra årene 2001 og 2002, hvor anmeldelserne desværre ikke er online.

Nick Cave & The Bad Seeds, Grøn Scene (nuværende Arena) 2001

Med et sæt udelukkende fra karrierens højdepunkter stod mørkets mester for den hidtil største koncertoplevelse på festivalen. (Rune Geertsen i festivalavisen Roskilde Daily, ikke online)

Manu Chao, Grøn Scene 2001

De sidste års komet fik med et forrygende show genetableret skarock som politisk kampform. (Torben Holleufer i festivalavisen Roskilde Daily, ikke online)

Ex-Girl, Hvid Scene 2001

De tre japanske cheerleader-agtige punkrock-tøser afleverede et avantgarde-kick i sværvægtsklassen (Kristian Danholm i festivalavisen Roskilde Daily, ikke online) 

Erykah Badu, Grøn Scene 2002

”It’s gonna be alright,” sang hun og bredte med sin bløde stemme og blandingen af sensuel soul, jazz og r&b en helstøbt ro ud over publikum” (Gro Høyer Thielst i festivalavisen Roskilde Daily, ikke online)

New Order, Orange Scene 2002

Med en fabelagtig, afslappet og vellykket koncert overraskede stilskabende New Order ved at sammensmelte tyve års musikhistorie (André Devantier i festivalavisen Roskilde Daily, ikke online) 

Bob Hund, Orange Scene 2002

Fra start til slut havde hverdagsklovnen Thomas Øberg, der har forvildet sig ind i et rockband, publikum med sig. Når han gøglede rundt på sin stol med mikrofonen i en tragt, når han vinkede, og hele pladsen vinkede igen, og når han spillede triste og muntre guitarrocksange, der med hans egne ord er mere svenske end en fuld svensker i Danmark. (Rune Geertsen i festivalavisen Roskilde Daily, ikke online)

Mustasch, Grøn Scene 2002

Svenske Mustasch stod for et nærmest metafysisk massivt sæt af 70’er-baseret betonrock med bastant Black Sabbath-bund, nøje nuanceret med fænomenale fraseringer a la Glen Danzig og The Cults Ian Astbury. (Jens Jam Rasmussen i festivalavisen Roskilde Daily, ikke online) 

L.O.C., Blå Scene 2002

Den livsglade irsk-århusianer havde back-up af hele den nye danske rapsscenes adel: S.U.S.P.E.KT, producerrapperen Trools, Joker J, Simon fra Banjos Likørstue samt århusianske U$O. Teltet var eksplosivt pakket – som en bad-ass gangstas buksebule. Big up til Liam & crew! (Keith Thomas Lohse i festivalavisen Roskilde Daily, ikke online)

Salif Keita, Ballroom 2003

Den store stjerne fra Mali, kongesønnen Salif Keita, sprang atter engang ud som en sand mester inden for traditionel vestafrikansk musik. (Torben Holleufer)

Metallica, Orange Scene 2003

Metallica leverede en klassisk koncert på alle måder. Der var dynamik, sjæl og aggression i overflod. (Keld Rud)

Sly & Robbie, Arena 2004

Efter 30 år og hundredvis af plader, kan de ikke overvurderes hvis man har den mindste interesse for reggae. De har sammen defineret lyden af Jamaica, og med den autoritet mødte de også publikum denne sene nat. (Hansen) 

Death Cab for Cutie, Odeon 2006 

Death Cab For Cutie har indtil udgivelsen af ”Plans” herhjemme været et relativt ubeskrevet blad. Men på Roskilde satte de den fedeste streg under, at de er et band, man kan, må, skal og bør elske ved enhver mulig lejlighed. (John Fogde)

Machine Head, Arena 2007

Det var stort, og det var i den grad smukt. Enhver artist kan stå og ævle om, hvor fedt Roskilde er. Men når forsanger Robb Flynn gør det, så mener han det. Heavy fra hjertet – tungmetal, der gennemtæskede ørerne. (Morten Johnsen)

The Whitest Boy Alive, Odeon 2007

Øye og venner var fantastisk spillende og i stand til at improvisere ud fra det musikalske udgangspunkt, så koncerten næsten mindede om én lang jamsession, og Odeon på det nærmeste blev omdannet til en smeltende club. (Peter Ramsdal) 

Kings of Leon, Orange Scene 2008

At det var en samling præstesønner, der skulle få Orange Scene til at bulderkoge, lyder lige så sandsynligt som fuldt hus i Folkekirken en given søndag. Men ikke desto mindre var det, hvad Kings Of Leon præsterede en uhøjtidelig fredag. (Lars Löbner Jeppesen)

My Bloody Valentine, Arena 2008

På storskærmen kan man se sveden dryppe fra hele Kevin Shields' ansigt, mens han stirrer lige ud i luften, komplet opslugt af støjen, som har fanget ham i smertens vold. My Bloody Valentine blev her et med den støjrock, som de er fortalere for, og leverede en koncert af historisk kaliber. (Finn P. Madsen)

Neil Young, Orange Scene 2008

Alt i alt en hæsblæsende, støjende, smuk og vidunderlig optræden, og undertegnede kan uden at blinke påstå at gå hjem med følelsen af at have oplevet den bedste koncert på Roskilde Festival de sidste 10 år. (Michael José Gonzalez)

Lykke Li, Odeon 2008 

Spørgsmålet før aftenens koncert på Odeon var naturligvis om de sublime og sparsommeligt møblerede Björn Yttling-produktioner fra pladen kunne transformeres til liveband-formatet, og om Lykke Lis charmerende vokal kunne stå distancen på en scene, og svaret på begge spørgsmål var et rungende: ja! (Jesper Buhl)

Slayer, Orange Scene 2008 

Guitarerne var høje og tørre. Man kunne høre hvert fill og hvert stortrommeslag, Dave Lombardo affyrede, og ikke et øjeblik druknede forsanger Tom Arayas vokal i det vidunderlige metalinferno. (Keld Rud)

Mew, Arena 2009

De hjemvendte sønner i Mew er uden tvivl Danmarks mest seriøse og spændende rockband i nyere tid. På Roskilde Festivals første dag gav de en lektion i, hvordan en koncert, der rækker ud over det sædvanlige, skal skrues sammen. (Finn P. Madsen)

Malk de Koijn, Arena 2009 

Crew de Koijn havde sejret på forhånd, da de trådte ud på Arenas scene til ekstatisk jubel fra det talstærke publikum, der havde stormet ind i teltet, det sekund Fever Ray-koncerten rindede ud. (Jesper Buhl)

Coldplay, Orange Scene 2009

Det, Coldplay har formået at danne rammen omkring ved denne koncert, ligger ikke milevidt fra noget, man kunne kalde religiøst. Af den bedre slags, forstås. (Mikkel Elbech)

Tinariwen, Arena 2010

De har altså enormt meget til fælles med folk som Ali Farka Toure, og spiller derfor en blues, som af stadig flere opleves som den virkelige blues, som det beat der er mest grundlæggende i hele den kultur, som vi tilbeder og vedkender os. (Torben Holleufer)  

HEALTH, Pavilion 2010

Fra fire stationer på scenen og med en ofte omskiftende instrumentbesætning lykkedes det HEALTH at forløse deres kompositioner på scenen med både indlevelse og præcision. Ja, faktisk føltes det, som om det var i koncertformen, at numrene kom fuldstændig til deres ret.(Jesper Buhl)

Odd Future Wolf Gang Kill Them All, Cosmopol 2011

I dag kom hiphoppen for alvor til Roskilde. Svedig, intenst, aggresivt og talentfuldt. De internethittende ulveunger er vist alt andet end byens bedste børn, men det tegner godt nok til, at de bliver nogle af de absolut bedste rappere – ikke bare i byen, men af dem alle. Tyler the Creator og hans ultraenergiske hold gav Cosmopol-teltet et gevaldigt spark et sted hvor det virkelig kan mærkes. (Maria Therese Seefeldt Stæhr) 

James Blake, Cosmopol 2011

James Blake og hans to backingmusikere, som spillede henholdsvis trommer og guitar og elektronik, indtog scenen på Cosmopol med en ydmyghed, som ikke umiddelbart stod mål med det talrige publikums begejstrede modtagelse af dem. For dem, som så Blake spille i Lille Vega i april, var frygten måske nok, at man "blot" ville få en gentagelse af hans fine koncert der, men den frygt skulle vise sig at blive gjort grueligt til skamme. (Jesper Buhl)

Alison Krauss & Union Station, Arena 2012

Den flere hundrede meter lange kø til at komme ind i pitten til koncerten med den amerikanske sangerinde Alison Krauss & Union Station vidnede om, at publikum havde lugtet lunten om en bluegrass-oplevelse af højeste karat. Og publikum blev heldigvis ikke skuffet. (Peter Ramsdal)

The Roots, Orange Scene 2012

Allerede fra første færd står det klart, at der er noget særligt i gære med eftermiddagens koncert med The Roots, der med stramt flow og ditto sammenspil i Beastie Boys-coveret "Paul Revere", der blev spillet som en hyldest til nyligt afdøde Adam Yauch, lægger linjen til en koncertoplevelse af det helt store. (Michael José Gonzalez)

Björk, Orange Scene 2012

Ligesom Springsteens koncert samme scene lørdag aften antog karakter af en af hans berømmede rock and roll baptisms, har også aftenens show metafysiske implikationer. Og med en fuldstændigt hypnotisk præstation bliver det helt paradoksalt Björks stærkt excentriske performancekunst snarere end Bruces bredt appellerende rockmusik, som for alvor vælter Orange Scene og indskriver sig i festival-mytologien i år, idet Björk som det selvfølgeligste i verden indtager tronen som Orange Scenes ypperstepræstinde søndag aften. (Espen Strunk) 

Metallica, Orange Scene 2013

Veteranerne leverede en formidabel koncert, der dementerede enhver snak om metaltræthed, eller at en alder omkring det halve århundrede skulle være nogen hindring for at levere et regulært rockbrag. (Henrik Tuxen)

Kraftwerk, Orange Scene 2013

At Roskilde Festival i år valgte at afslutte på Orange Scene med tyske Kraftwerk, må kaldes en både modig og ekstremt kunstnerisk disposition, for meget kan man sige om den stilskabende gruppe - og meget er blevet sagt gennem tiderne - men musik til bajere og bøllehat, det er det bestemt ikke. Og tak for det. (Ras Bolding)

Toumani Diabaté & Sidiki Diabaté, Pavilion 2014

Der var et historiens vingesus over Roskildes Pavilion-scene søndag eftermiddag. I hvert fald hvis man interesserer sig for musik på højeste niveau fra Mali. (Torben Holleufer)

Damon Albarn, Arena 2014

Ikke alle Damons kompositioner har samme styrke, men specielt hans afdæmpede hymner rummer skræmmende kvaliteter. "Hostiles" blev leveret i en nøgen og nedbarberet udgave, men nummeret over dem alle er "Out Of Time", som viser hvor vidunderlig en sangskriver Damon Albarn er. Helt alene ved pianoet fik han mange blandt publikum til at fælde en tåre og lykkeligt glemme tid og sted. Derefter landede publikum igen med "All Your Life". (Peter Ramsdal)

Major Lazer, Orange Scene 2014 

Jeg mener mener det med de seks stjerner. Det var faktisk pissefedt. Og uendelig dumt. Men jeg gik ind i medieluderbyen, før koncerten var forbi, og begyndte før tid at skrive den her anmeldelse (og det er ikke første gang, en anmelder har lavet den finte, trust me), forskellen er bare, at jeg er ærlig om det. Hvis Diplo ikke gider lade, som om han rent faktisk spiller, hvorfor skal jeg så lade, som om jeg anmelder lortet på ærlig vis? Og hvad betyder autenticitet overhovedet i vore dage? Bum! (Jesper Buhl)

Father John Misty, Avalon 2015 

Sluserne til syndefaldet blev åbnet på vid gab, da Father John Misty indfriede alle opskruede forventninger med albumgenialiteten "I Love You, Honeybear" i bagagen. Der blev sunget til de himmelske højder og spillet en knivskarp rock under Father John Mistys magtdemonstration. (Jan Opstrup Poulsen)

Die Antwoord, Orange Scene 2015

Når man på så intelligent og ravehistorisk korrekt vis leverer en både dumt nakkenikkende, folkeligt knæklysfremragende og med et glimt i øjet røvrystende partybombe, så er man all right i min bog. (Jesper Buhl)

Kasai Allstars, Avalon 2015

Der er orkestre, som rammer det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Med fuldmånen lysende på Avalon-scenens blå teltdug var vi vidne til en seance af de helt sjældne, da congolesiske Kasai Allstars skabte en koncert, som var en væren for alle tilstedeværende. (Torben Holleufer)

Pede B & DJ Noize, Arena 2015

Pede B tilhører hiphoppens arbejderklasse; Forstået på den måde, at han knokler for hvert eneste stik han tager. Fra DM i Børnerap til MC's Fight til pladeudgivelser og danmarksturneerne har han, uden at få noget forærende, kæmpet sig op til toppen af hierarkiet i dansk rap. (Peter T. Aagaard)

Thåström, Arena 2015

Det svenske punkikon Thåström har ikke glemt sine rødder. Søndag gav han på Arena en lektion i, hvordan man vender vrangen ud på sit eget materiale, uden at hverken nerve eller sjæl går tabt. (Finn P. Madsen)

Suspekt, Orange Scene 2015

Det fortælles om Roskildes grundlægger Roar og hans bror Helge, at da deres far blev myrdet, hævnede de drabet ved at brænde kongsgården ned til grunden, hvorefter Skjoldungerne delte magten over riget mellem sig. Det fortælles om Suspekt, at Orgi-E, Bai-D og Rune Rask i 2015 hævnede sig på Roskilde Festival ved at brænde Orange Scene ned til grunden. (Peter T. Aagaard)

PJ Harvey, Arena 2016

En fjerklædt PJ Harvey flankeret af sit band på trommer indtager scenen på Arena foran et tætpakket og forventningsfuldt pulikum, der trakteres med den nænsomt truende march, der udgør ”Chain of Keys” fra Pollys seneste, mesterlige album "The Hope Six Demolition Project", hvorfra langt størstedelen af sætlistens sange med rette er hentet. (Michael José Gonzalez)

Bomba Estereo, Orange Scene 2016

Roskilde Festival har trofast bakket orkestret op, og hver gang de har været forbi dyrskuepladsen, har deres koncerter haft karakter af lige dele trance-seance og ekstase på kanten af oprør. (Torben Holleufer)

Neil Young & Promise of the Real, Orange Scene 2016

PJ Harvey gjorde det i går, og i dag var det så Neil Youngs tur til at vise, hvordan en seksstjernet Roskilde-koncert skal skæres ved at overgå selv de vildeste forventninger og levere et kompromisløst show af en anden verden, hvor det smukke og det tordnende voldsomme mødes i skøn forening. (Michael José Gonzalez)

MØ, Orange Scene 2016

Det føles nærmest en smule forkælet, at vi skal vælge mellem, om vi synes , Lukas Graham eller Mø er den største danske, internationale popstjerne. Uanset hvad var det tydeligt, at Mø er sprunget ud i det helt store bredformat, og hun leverede i den grad varen foran et begejstret publikum på Orange Scene. (Jesper Buhl)

New Order, Arena 2016

På helt klassisk manér - man kunne godt fornemme at man her havde med erfarne folk at gøre - byggede koncerten stemning op, nummer for nummer, og vi fik alle klassikerne: "Bizarre Love Triangle", "The Perfect Kiss, "True Faith" og, naturligvis, "Blue Monday". (Ras Bolding)

Baest, Rising 2017

Jeg var ikke overrasket, da jeg hørte, at Baest var blevet booket til Roskilde Festival. Og så alligevel, for umiddelbart er det svært at forestille sig, hvorvidt god gammeldags dødsmetal skulle få tag om Roskilde-publikummet. Men det kan det, og det gjorde det. (Simon Nielsen)

Solange, Arena 2017

Onde tunger ville måske sige, at Solange Knowles står i skyggen af sin storesøster Beyonce. Torsdag aften cementerede Solange, at det ikke er tilfældet. (Sara Elisabeth Nedergaard)

The xx, Orange Scene 2017

Er The xx simpelthen Europas sødeste band? Spørgsmålet må hænge ubesvaret i luften på samme måde, som afslutteren Angels fra bandets andet album Coexist lod tystheden eksistere mellem tonerne. (Jesper Buhl)

Nas, Orange 2017

Han behøvede kun en mikrofon, et beat og en scene for at levere den bedste hiphop-koncert jeg har oplevet på Orange – en scene både Kanye West, Snoop Dogg og Jay-Z har haft svært ved at udfylde. (Peter T. Aagaard)

Avalanches, Apollo 2017

Det der på plade er et puslespil af små brudstykker, blev på scenen transformeret via band, sangere og jublende lykkefølelse. Det lykkedes dem at overbevise os om at det var den fedeste sommeraften, på trods af regn, kulde og mudder. (Hansen)

Slowdive, Avalon 2017

De sylespidse guitarslides godt dyppet i rumklangseffekter stikker til den dybe rytmebund med en bas, der svajer tungt og giver en hallucinerende effekt. Fornemmelsen af at køre i karrusel og miste jordforbindelsen er nært forstående. Det her er simpelthen shoegazerscenens fundament. (Finn P. Madsen)

Anthrax, Arena 2017

Anthrax har aldrig – som i ALDRIG – spillet bedre end denne cirkusforestilling udi thrash/speed metal, som blev fremført i denne Arena. (Keld Broksø)

Arcade Fire, Orange Scene 2017

Der er ellers lang vej fra bandets optræden i 2007, hvor et kirkeorgel udgjorde dele af sceneproduktionen. Men som solen gik ned over Roskilde Festival, i et magisk øjeblik foran Orange Scene, blev den følelse nået, som Roskilde Festival de seneste år har markedsført. Den der orange feeling, hvor det hele bare går op i en højere enhed, og hvor intet andet kan måle sig med det. (Simon Nielsen)

Eminem, Orange Scene 2018

Er det her Roskildes største booking nogensinde? Det er i hvert fald Roskilde Festivals mest ønskede navn nogensinde. Chefbooker Anders Wahrén udtalte selv i forbindelse med annonceringen tilbage i januar, at bookingen var “en milepæl” for festivalen, og med så store forventninger til det absolutte hovednavn på årets plakat var der dermed også al mulig grund til at frygte en regulær skuffelse – men det skete gudskelov ikke. Tværtimod. (Cillian Murphy)

Stormzy, Arena 2018

Hvad er det, en koncert defineres af? Stemning, tempo, energi, levering, nærvær, kontakt. Man kan blive ved med at fyre slagord efter det. Men en sjælden gang må man give sig hen, når man oplever en koncert, der udgør selve ypperligheden af et kunstnerisk udtryk. En sådan oplevelse fandt sted på Roskilde torsdag midnat, og dette element, dette fænomen var i aftenens tilfælde bestemt af en ting alene. Stormen. (Elias Kvist)

Heilung, Avalon 2018

Der er mange ting, man forventer sig af en koncert. Det kan både dreje sig om besætningen, lyden, formen og interaktionen med publikum. Man forventer sig noget bestemt, og som regel leverer bandet nogenlunde det. Og så er den anden type. Der, hvor bandet sætter sine helt egne rammer for, hvad der skal foregå, og man som publikum enten må gå med på den præmis, eller også giver det ikke så meget mening. Heilungs koncerter tilhører den sidste type. (Hansen)

Oh Sees, Avalon 2018

Ind imellem finder man sig selv i en situation, hvor man er nødt til at tage bladet fra munden, sænke paraderne og give op, fordi alting rammer en højere enhed. Dette skete på Avalon-scenen, hvor amerikanske Oh Sees spillede op til smadder. (Simon Heggum)

Benal, Arena 2018

Da Benal startede ud for nogle år siden, var de et friskt og anderledes pust i dansk hip hop. Med surreelle og følsomme tekster oven på indadvendte og skrøbelige produktioner var de ikke mit første bud på en landeplage. Men de voksede med opgaven, og i dag ville det være sært ikke at have dem på en stor scene til Roskilde. (Hansen)

Dead Cross, Avalon 2018

Støjen flyder ud over scenen. Den sætter sig fast i vores kroppe og skærer i vores ører. Det er ikke kontrolleret støj. Det er kaos. Det er angstprovokerende og aggressionsudladninger fra fire mænd, der har passeret fyrrene. Dead Cross er angrebet på midtvejskrisen. Det er et spark i røvhullet og en spytklat i ansigtet. (Simon Nielsen)

Nick Cave & The Bad Seeds, Orange Scene 2018

På Nick Caves femten år gamle Nocturama-album er der en sang, som hedder ”Baby, I’m on Fire”. Den er ikke med på den blot 13 sange lange festivalsætliste i Roskilde i aften, og godt det samme – for det er ikke desto mindre nøjagtig, hvad vi får: En Cave med ild i – bakket op af sine som altid fremragende Bad Seeds, som denne sene fredag aften, mens mørket falder på spiller hårdere, mere konfronterende, end længe hørt. (Espen Strunk)

Fever Ray, Arena 2018

Da Karin Dreijer udgav sit debutalbum som Fever Ray i 2009 var det en indadvendt og dyster affære, som handler om fødselsdepression og fortabt kærlighed, og hun havde formummet sig bag makeup og kostumer. Den svenske kunstners nye album er et udtryk for en radikal forvandling, hvor depression er erstattet med ekstase. Den er et kampråb for friheden til at være den, man er, for friheden til at elske, for friheden til at være liderlig. På samme vis synes Karin Dreijers kostume og makeup ikke længere at være et skjold, men nærmere en udadvendt, ekstatisk udfoldelse. (Jesper Buhl)

Gorillaz, Orange Scene 2018

Okay. Lad os starte med at få det, alle taler om af vejen: der var én, der faldt. Nærmere bestemt var det rapperen Del The Funky Homosapien, hvis karakteristiske vers fuldender Gorillaz’ gennembrudshit “Clint Eastwood”. Og hvor er det ærgerligt, at det er det, vi alle ender med at tale om dagen derpå, for hold nu op, hvor var der så meget mere at tage med fra denne vidunderlige aften på Orange. (Cillian Murphy)

Anderson .Paak, Arena 2018

Lad os bare sige det med det samme: alle potentielle bekymringer om manglende stemning, udeblevet fest eller noget i den dur blev gjort fuldstændigt til skamme fra første strofe. (Cillian Murphy)

Rebecca Lou, Rising 2019

...med sådan en præstation på så uventet et grundlag kan jeg bøje mig i støvet og glæde mig til at høre mere til trioens vel og virke. Smadr det lort!!! (Elias Kvist)

Pardans, Gloria 2019

Der findes koncerter, som får en til at ønske, at man var 17 år igen, så man kunne lade sig fuldstændigt overvælde af musikken og komme ud på den anden side med et forandret syn på livet, på kunsten, på det hele. Sådan en koncert leverede Pardans på Gloria (...) (Jesper Buhl)

Tirzah, Gloria 2019

I en tidsånd, hvor alting kan seksualiseres og blæses ud, der har Tirzah en tilbageholdt kælen nærhed i stedet for. (Hansen)

Robert Plant and the Sensational Shape Shifters, Arena 2019

Det var alletiders rockvokal, der brølede som en viril hanløve og gav en uforglemmelig lektion i rockens voldsomme kraft. (Jan Opstrup Poulsen)

Underworld, Arena 2019

På Arena, hvor Underworld tilbage i 1996 gav en legendarisk og mindeværdig optræden, genindtog Karl Hyde og Rick Smith tronen som de ubestridte konger af techno. (Ulrich Lauridsen)

Lizzo, Apollo 2019

Hun fik os til at smile, til at grine, til at synge, til at danse og (næsten) også til at græde. (Cillian Murphy)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA