x

En superfans forsvar: Tre grunde til (stadig) at elske Kanye West

En superfans forsvar: Tre grunde til (stadig) at elske Kanye West

Nedenfor bringer Kanye-superfan og GAFFA-skribent Mads Gregersen et forsvar for Kanye West, som igen (selvforskyldt) er kommet i vælten og udgiver nyt album i morgen. 

Bill Cosby er uskyldig. Slaveriet var valg. Donald Trump er min bror. Min regeringsmodel er baseret på det fiktive land Wakanda. 

De sidste år har superstjernerapperen Kanye West været meget i medierne. Forsvindende lidt af tiden har det handlet om musikken. Opmærksomheden skyldes, at han – også i højere grad end tidligere – er kommet med den ene tvivlsomme og/eller usympatiske udmelding efter den anden.  

Hos Pitchfork opsummerede de for nylig nedturen således: 

“Hans ord betyder intet. Han er så optaget af at være tæt på de store institutioner og brands og den ene procent (de rige, red), at nærmest intet betyder noget for ham. Vi er forbi det punkt, hvor jeg overhovedet gider at klage over mit tidligere forhold til hans musik. Hvis en gammel Kanye-sang kommer på, er det fint. Hvis den ikke gør, falder det mig heller ikke ind. Komplet apati,” lød det fra rap-skribenten Alphonse Pierre.

LÆS OGSÅ: Nyt interview: Kanye bekræfter præsidentkandidatur og advarer mod coronavaccine

Samtidig har musikken også taget et dyk nedad. De fleste anmeldere var enige om, Wests seneste soloalbum, Jesus is King, er karrierens ringeste.  

“Det er ærgerligt for første gang i en imponerende karriere oprigtigt at kunne citere manden selv, men ikke desto mindre: I miss the old Kanye,” skrev GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez om albummet. 

Det er derfor fuldt forståeligt, hvis du også har mistet troen på Kanye West. Nedenfor tillader jeg mig alligevel at bringe et tredelt forsvar for manden, som musikalsk har tilbudt verden meget. Og selvom denne goodwill synes tabt, har han flere gange bevist, at han kan komme tilbage fra en nedtur.

I det mindste er det værd at have nedenstående i baghovedet, hvis det kommende album er endnu en skuffelse, og verden måske skal skrive gravskriften over Kanye Omari West som relevant kunstner.  

Høj kvalitet 

Vi starter med det mest åbenlyse og vigtigste argument: Musikkens kvalitet.  

Kanye Wests seks første album (syv, hvis du også tæller The Life of Pablo – det ville jeg ikkeer alle stenkolde klassikere, som har høstet både høje salgstal og mange anmelderroser. Dermed er Kanye én af de kunstnere i det 21. århundrede, der har opnået størst kommerciel og kunstnerisk succes. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Kanye West: The Life of Pablo

I dag er det slående, hvor godt de forskellige udgivelser stadig tager sig ud. Vi tager dem i rækkefølge. 

Den hjemmelavede sjæleføde på College Dropout varmer stadig hjertet. Late Registration er stadig nuller-raplytterens våde drøm, et sted hvor tidens største rappere og et producergeni på toppen af sit game gik hen for at se, hvor kunstfærdig, storslået og vellydende hiphoppen kunne blive. Et album, som West – ikke helt uden merit – har sammenlignet med Stevie Wonders Songs in the Key of Life.  

Graduation er stadig den genre-blandende legeplads, hvor West for alvor indtog rollen som en postmoderne auteur, der fusionerede rap, stadionrock og fransk house, uden at man kunne se sømmene.

808’s and Heartbreak vender vi tilbage til.  

My Beautiful Dark Twisted Fantasy er fortsat et singulært værk, en dør til et univers, som vi ikke vidste fandtes, hvor West ikke skyer nogen midler og synes uhæmmet i sin kreativitet, når han skal beskrive sit indre mørke. Et “mageløst, mørkt og mangefacetteret monster af et album,” som GAFFAs anmelder skrev dengang.  

Yeezussom blev skamrost af Lou Reed, udkom i 2013, men er stadig skarp og kantet nok til at skære sig på. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Kanye West: Yeezus

Og så er der alle de gange, hvor han har lavet glimrende og alsidig musik med og for andre. Det Kanye-producerede og guldrandede comeback Be er stadig Commons bedste album. Det samme gælder Daytona af Pusha-T fra 2018. Og så spillede Kanye en stor rolle på Jay-Z's The Blueprint, der også stadig er et af rapmusikkens milepæle. Kigger vi også på enkelte sange, er der for mange til at nævne. 

Alt i alt fortæller ovenstående, at Kanye West har et katalog af en kvalitet og med en risikovillighed, som meget få kunstnere kan måle sig med. 

En mere inkluderende og følsom populærmusik 

Albummet 808’s and Heartbreak fra 2008 er formentligt den af Wests klassikere, der er ældet med mindst ynde. Men det er måske nogle gange pionerens lod, for det er også hans mest indflydelsesrige album. Da det udkom, var det et klart brud med Wests tidligere maksimalistiske lyd til fordel for et mere minimalt og elektronisk lydbillede. Billboards senior editor sammenlignede bruddet med, da Bob Dylan besluttede sig for at spille elektrisk guitar. 

Men den neddæmpede lyd og de nedtrykte tekster, der findes et sted mellem rap og sang, inspirerede efter sigende en legion af efterfølgende stjerner, fra James Blake og Frank Ocean til Drake og The Weeknd. Dermed har albummet en stor del af ansvaret (eller skylden) for lyden af moderne r&b og rap. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Kanye vil bare være en rigtig dreng

Det bringer mig videre til min næste pointe. Få musikere i nyere tid har haft større betydning for moderne musikkultur. Og ikke kun sonisk.  

Hvad end det er at ophævet skellet mellem smal kunst og populærkultur, at blande forskellige genrer, at popularisere et følsomt middelklasseperspektiv i en genre, som er notorisk kendt for at holde af sine badboys og gangstere, så har West gjort det.

Om man kan lide det eller ej, kommer man ikke uden om, at West har ændret spillereglerne for moderne musik og popkultur, så den er blevet mere inkluderende, mere eksperimenterende og mere åben. 

Og det kan kun være et plus. 

Lysten til at udfordre status quo 

“I'm tryin' to right my wrongs  
But it's funny them same wrongs helped me write this song” 

Sådan lyder to særdeles sigende linjer fra Wests 2005-hit “Touch The Sky”. Og det er sandt nok. Den samme fejl, som gør ham ekstremt upopulær, har også gjort ham til en fantastisk musiker.  

Tilsyneladende har West en evne til at sige og gøre præcis, hvad der passer ham. Uanset om dette er galt (ofte udtalelserne) eller genialt (ofte musikken). 

Men der har også været gange, hvor han har sagt magten imod til fordel for de underrepræsenterede. West var for eksempel én af de første af hiphoppens stjerner til at åbent italesætte genrens homofobi. Det skete i 2005 under et interview med MTV.  

Det kan virke langt væk i dag, hvor en åbent homoseksuel rapper som Lil Nas X kan have et kæmpehit som "Old Town Road", der går kloden rundt, men der var engang, hvor no homo og faggot var en del af de fleste rappers ordforråd. 

Derudover er der også et andet omtalt klip, hvor Kanye går off-script midt i en live-tv transmission og beskylder George Bush for at være ligeglad med sorte mennesker på grund af håndteringen af orkanen Katrina.

Vejer det op for de gange, hvor han har sagt noget åndssvagt? Nej. Men det tegner et billede af en musiker, hvis risikovillighed er nøglen til at forstå både hans geniale og idiotiske øjeblikke.  

I 2016 fortalte West, at han arbejdede på et album med coversange af David Bowie. Det udløste en klumme i The Guardian, hvor han blev sammenlignet med rockikonet. Ikke for sin kvalitet eller sit talent, men for at i stil med rockikonet at have bygget en ekstremt succesfuld karriere på at tage chancer, genopfinde sig selv og sprænge barrierene mellem popkultur og kunst.

I dag virker sammenligningen måske stadig voldsom, og kun tiden vil vise, om den holder. Men hvis ikke Kanye, hvem fra det 21. århundrede kunne man ellers nævne i samme åndedrag? Ikke mange. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA