x

INTERVIEW: Fontaines D.C. – Råhed og poesi

INTERVIEW: Fontaines D.C. – Råhed og poesi

Det er kun lidt over et år siden, at Dublin-bandet Fontaines D.C. udgav deres meget roste debutplade Dogrel. Der sker så uendelig meget i året, der følger. Spandevis af ros fra kritikerne, en nominering til Mercury Prize og masser af udsolgte koncerter. Og så var der den udvidede USA-tour, der krævede så meget af dem. I løbet har ingen tid har de fem irere opnået stor succes i hjemlandet og andre dele af verden. Nu er det på tide, at deres frontmand får sat ord på det hele. 

For medlemmerne af irske Fontaines D.C. er lidenskaben for poesi det forbindende led, og en stærk fascination, der minder om en besættelse af musik følger lige efter. Det er tekster og velvalgte ord, der skaber oplevelsen af en identitet, som adskiller dem fra andre samtidige grupper.

Litterære samtaler er helt fra begyndelsen det sociale samlingspunkt for det autentiske band. Gennem deres interesser lærer de hinanden at kende, og de skaber et univers og et udtryk, der er deres. Her er amerikanske beat-digtere lige så vigtige som James Joyce eller Patrick Kavanagh, og Shane MacGowan er lige så indflydelsesrig som W.B. Yeats.

GAFFA greb muligheden for en samtale med frontmand Grian Chatten for at belyse gruppens indflydelsesrige, poetiske rock and roll-vision. Sammen med guitaristerne Conor Curley og Carlos O’Connell, bassisten Conor Deegan III og trommeslageren Tom Coll bidrager han til at give mere mening til tidens musik.

Chatten fortæller om en situation fra hans barndom, der senere viser sig at få stor betydning for gruppen.

– Jeg er meget ung, da jeg begynder at skrive, nok omkring ni år. Senere, som 16-årig har jeg et arbejde, der handler om at sælge skrabelodder, og jeg arbejder mange timer om dagen. Gennem mit arbejde følger jeg efter folk på gaden, mens jeg prøver at overtale dem til at købe. Jeg tjener vist ikke mere end seks euro om dagen. 

– Oplevelsen af at tilsidesætte min egen personlighed om dagen er ledsaget af følelsen af at stemple ind og ud. Det forhindrer mig i at udtrykke mig og finde ud af, hvem jeg er. Men samtidig bliver det også en reaktion. Jeg er tvunget til at finde mig selv, når jeg endelig har fri, fordi jeg bliver betalt for at ignorere, hvem jeg er i dagtimerne. Der er behov for kompensation. 

Mens de fem musikere studerer på BIMM Instituttet – British and Irish Modern Music –bliver de venner. Det bliver hurtigt klart, at der er en udtalt gnist, der er en kemi mellem dem som mennesker, og den kemi har mange tusinde fans reageret på i de seneste to år.

Artiklen fortsætter under videoen

Følelsen af at stå på brostenene eller et marked

I en verden, der ofte forekommer præget af fabrikeret samlebånds-musik repræsenterer de fem musikere noget andet. Med fokus på original sangskrivning og poetiske tekster er der vægt på autenticitet og det at vise, hvem man virkelig er.

– Andre er i stand til at forholde sig til mig, fordi jeg er mig selv. Det er lidt usædvanligt, når man er irsk. Jeg er ikke dygtigere end andre, men jeg er mere mig selv, end de har mulighed for at være. På scenen er jeg ofte endnu mere mig selv end normalt, og det er befriende. Det er skræmmende, når du begynder at tro, at det også er en rolle, du påtager dig.

Selve navnet kommer fra Johnny Fontane i filmen The Godfather, og navnet forekom egnet for gruppen. Men da et band i Los Angeles hed det samme, ændrede bandet det til Fontaines D.C – D.C. står for Dublin City.

I tiden op til udgivelsen af debuten Dogrel i foråret 2019 er der allerede en stor mængde hype omkring bandet. De spiller en række intime koncerter i Storbritannien og USA og optræder på KEXP-radiostationen i Seattle. Tilsammen er det med til at vække appetitten hos sultne indierockfans. Der er en oplevelse af ren iver og desperation, indtil debut-pladen lander på hylderne.

Albummet er en serie af velreflekterede tematiske øjebliksbilleder, der sammen udgør et kunstnerisk manifest. Debuten er en kærlighedserklæring til Dublins råhed og charme. Grian Chattens stærke irske accent og udtale forstærker den autentiske oplevelse. Brugen af lokale stednavne ligeså. Det er en overvældende oplevelse af at blive transporteret til byen og pludselig stå midt på brostenene eller befinde sig på et af byens travle markeder.

Kompleks inspiration

Fontaines D.C. er en intens rå lyd kombineret med en eksplosiv energi, der ved første gennemlytning minder om Joy Division og The Fall, men som efter flere lytninger åbner for kompleksitet, hvad inspiration angår. The Pogues, The Dubliners, The Beach Boys, Brian Wilson og The Jesus and Mary Chain er nogle af deres inspirationskilder.   

– Jeg lytter rent faktisk til Bob Dylan lige nu, jeg er stor fan. Men i bund og grund kan en hvilken som helst person, der har energi og inspiration inspirere mig. Jeg er nærmest misundelig på andre kunstneres entusiasme og lidenskab for livet. Jeg vil opleve det samme, som de oplever. Det kan være en balletdanser, der tager sit arbejde alvorligt. Det finder jeg inspirende.

– Shane MacGowan betyder meget. Det at have et kæmpe bagkatalog, et sprog, der er helt dit eget og være i stand til at skabe en verden, det er noget, jeg virkelig gerne vil opnå. En kunstner som Brian Wilson er i stand til at skabe en verden fokuseret på fantasi og kreativitet. Det er simpelthen utroligt.

Det udadvendte udtryk ved Dogrel iagttager med poetisk og analytisk ihærdighed, hvad der er galt i verden, forklarer Chatten. Emner som forbrugerisme, kapitalisme og den lokale gentrificering, der finder sted i hjembyen er under lup. Singlerne ”Big”, ”Too Real” og ”Checkless Reckless/Boys in the Better Land” har opnået nyklassiker-status og kritikerros.

– Vores første plade var fokuseret på kommentarer. Personligt accepterer jeg mine omgivelser og er i stand til at bruge den del. Her er den iagttagende involveret i en del af samfundet, observerer, men har svært ved at forstå. Da fortælleren får rede på tingene, er det ved hjælp af fokus og dybde. Han når helt ind til kernen af, hvad det handler om.

Irsk afslappethed 

Debuten bliver nomineret til en Mercury Prize i 2019 og bliver kåret til årets album af BBC Radio 6 Music og Rough Trades butikker. Desuden oplever bandet at stå på Glastonburys John Peel-scene. For nylig blev der skrevet historie, da de landede på BBCs ikoniske fjernsyns-serie Later... with Jools Holland. Det er en stor dag, selvom coronavirus bevirker, at optagelsen er nødt til at foregå i Irland frem for et BBC-studie i London.

Generelt er disse år en inspirerende periode for Irlands musikliv. I forlængelse af gruppens succes er der andre bands fra Dublin, der oplever en lignende, men mere moderat popularitet såsom The Murder Capital, Odd Morris, Melts og lidt tidligere Girl Band. Der er et sammenhold blandt byens bands, de konkurrerer ikke, men kender hinanden og er for det meste venner. Chatten bliver genkendt i Irland, men attituden er altid afslappet.

– I Dublin og Irland er folk ret ligelade med den slags. Ikke mange går hen og siger hej til en kendt person sammenlignet med folk i andre lande. Det kan være, du ser Bono fra U2 i en pub, men folk registrerer bare hans tilstædeværelse, de går ikke over og spørger efter autografer eller billeder.

På koncert-fronten er der en løbende vækst i populariteten. I efteråret 2018 spiller Fontaines D.C. et svedigt intimt show på den tidligere britpop-pub The Good Mixer i Camden. I starten af 2020 er de hovednavnet på Brixton Academy i London, et spillested, der huser 5000 tilskuere. Og i slutningen af juni kan de meddele nyheden om en helt ny 2021-turné, der vil kulminere i en koncert på Londons Alexandra Palace med plads til 10.000.

2019 er året, hvor bandets erfaring med at spille koncerter bliver sat på en udvidet prøve. En stor USA-turné med Bristol-punkbandet Idles er på én måde det, de altid har drømt om, men det kommer til at tære på kræfter og sind. Den konstante følelse af ikke at have tid og rum til sig selv og hinanden, og det at tilbringe det meste af tiden som rejsende i konstant bevægelse bliver for meget for Chatten.

Ny identitet

– Vi boede ikke rigtig noget sted. Vi befinder os mest på bagsædet af en varevogn. Jeg oplever det, som om jeg er nødt til at skrive uden en kontekst og uden et tilhørsforhold. Det er ikke længere muligt at skrive om Dublin, fordi jeg ikke ser det, jeg er ikke en del af det. I så fald ville jeg kapitalisere på baggrund af noget, der sker langt væk. Det virker helt forkert.

Derfor er bandets andet album A Hero’s Death anderledes. Det er delvis en reaktion på turné-oplevelsen i USA og idéen om det at være langt hjemmefra over en længere periode. Fontaines D.C. vender blikket indad; det er introspektion og en slags ransagelse af den virkelighed, de befinder sig i. Eller den virkelighed, de mener, de ikke har, mens de er on the road.

– Der opstår et behov for at komme væk fra det hele, se ind i os selv. Den indre flugt, vi foretog os, mener jeg vi foretog os for at kunne tænke klart, så vi er i stand til at fortsætte det, vi har sat os for. Heldigvis fulgte der et udtryk. Vi er alle dedikerede til det her og er vant til at vise omverden vores evner ved at skrive og udtrykke os gennem musikken.

– Vi befinder os i USA, da oplevelsen af integritet og identitet begynder at føles fjern. Der er ikke noget sted, vi kan få afløb for tingene. Det kan da godt være, at vi skrev 11 sange, men hele det følgende år har vi så kun det udtryk at leve på. Det virker begrænsende. Først når vi kommer hjem igen, kan vi starte på en frisk. 

A Hero’s Death har et stærkere og mere impressionistisk præg, der er blandet med det mere dystre. De mørke teksturer skaber en langsommere og tungere atmosfære. Der er skønhed, og Chattens tekster finder et radikalt nyt udtryk, hvor de korte, skitserede indtryk fra Dogrel er byttet for en drømmeagtig, nærmest surrealistisk tilgang i beskrivelsen.

Den dybere personlige metode ser Chatten som en overlevelses-mekanisme, et redskab, der hjælper med at behandle det heftige liv, bandet oplevede langt væk hjemmefra. Lydmæssigt er det et andet billede, der åbner sig med inspirationer som Suicide, Leonard Cohen, Lee Hazlewood og Broadcast. ”Living in America” er industrielt lydende og dyster, men der er lyse, harmoniserede øjeblikke som den Brian Wilson-inspirerede ”I Was Not Born”. Og hvor ”You Said” er sløret i struktur, repræsenterer ”Oh Such a Spring” en slags folkefortælling.

Fontaines D.C. ved, der er en chance for, at opfattelsen af, hvem de er nok vil ændre sig. De ønsker ikke at skubbe nogen væk, det handler mere om at ville udfordre sig selv og andre. Titlen leger på ironisk vis med idéen om en ny identitet, der kun er mulig i det øjeblik, den oprindelige dør. Pladeomslaget illustrerer det med et billede af en statue i Dublin. Det er den mytologiske irske kriger Cuchulainn til minde om påskeopstanden i 1916. Der er også lyriske referencer til den irske poet Brendan Behan.

Den indre kamp

Med berømmelsen følger andre problemer end det, gruppen oplever som en indre kamp for tid og rum til at udtrykke sig. Pludselig er der massevis af fans med forventninger. Fans, der føler, at de kender bandet ud og ind, fordi de har lyttet til pladen. De kender teksterne udenad og forholder sig til dem helt igennem.

– I musikbranchen er der folk, jeg aldrig har mødt, der ved, hvem jeg er, selvom de aldrig har talt med mig. Det føles underligt, og jeg ved ikke, om det er mig. Men jeg ved, at det er noget, jeg er nødt til at acceptere, det er en del af det hele. Men det har betydning for, hvordan vi har det, og vi er nødt til at være opmærksomme på vores mentale helbred.

– Det kan skabe en følelse af klaustrofobi, som er et resultat af andre menneskers forventninger til os. Forskellige kulturer identificerer sig med det, vi laver, selvom det stammer fra en kærlighed til musikken. Nogle gange ønsker jeg mest at kunne tage et skridt væk fra det hele og være alene.

Dogrels indledning med sangen ”Big” er udadvendt. Det er meget anderledes end åbningsnummeret ”I Don’t Belong” fra det nye album, både i tekstmæssig og atmosfærisk henseende.

– De to sange skaber en kontrast. ”Big” var en hensigtserklæring. Det nye album er en form for anti-album; en reaktion på debutalbummet. Placeringen af ”I Don’t Belong” i begyndelsen af albummet gør det hele anderledes. Ideen bag sangen begynder, mens vi er i New York. Vi går en tur i Brooklyn og har en intro i hovedet, og ordene bliver til, mens vi går over broen. Det handler om den svære afgrænsning mellem følelsen af loyalitet, kærlighed og forpligtelse.

Vejen til velvære handler også om at have et godt team, der kan støtte og at arbejde med de rigtige mennesker. Album nummer to blev færdig tidligere i år i samarbejde med producer Dan Carey i London. Det fungerede fint.

– Med Dan arbejder du ikke med den, der har det dyreste gear til at lave plader, der lyder som U2. Selvom Dan naturligvis kan lave det, hvis han vil. Hans omdømme er baseret på det, han skaber og hans personlighed. Det er som at arbejde sammen med en excentrisk kunstner med en god vision. Han har produceret nogle af mine yndlings-bands.

– Han er over-empatisk. Den type, der kan mærke, hvis noget er galt, når noget blokerer dig mentalt. Nogle gange er humøret der bare ikke. Måske føler du dig lidt nede, men som producer går Dan længere end de fleste for at sikre sig, at du er glad og tilpas. Han er medfølende, og den empati betyder, at han kan fornemme din stemme og vision. Sådan arbejder han, og derfor er han egnet som producer.

Fontaines D.C. havde et behov for at blive hele igen. Corona-nedlukningen har betydet, at gruppen har kunnet genfinde energien. Chatten opdagede, hvor meget sidste år tog på kræfterne. Det var rart ikke rigtigt at skulle noget i en periode. Men for nylig mødtes hele bandet, og det var godt at blive forenet igen efter flere måneder. Det er bedst at dele den oplevelse, der følger med en pladeudgivelse.

Nu, hvor de kan mødes igen, er der en fornyet energi, der kan danne basis for at skrive sange, når den tid kommer. Chatten fik skrevet lidt i lockdown. Han har altid flere tekster, end der er brug for. Måske en dag begiver han sig ud på et længere skriveprojekt, måske kommer der en roman eller digsamling.

Selv ønsker han ikke at forpligte sig til noget lige nu. Men det er ikke forkert at overveje det, og teksterne er gode. Selvom han mener, at der er brug for tid til at udvikle en ensartet stemme, leger han klart med idéen. Først og fremmest er der en ny plade. Der skal nok blive tid til det hele. Nok tid til, at han og Fontaines D.C. kan gøre tingene på deres måde.  

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Stilsikker opfølger fra irske postpunkere

Facts om Fontaines D.C.:

  • 2019 er året, hvor Fontaines D.C. for alvor bryder igennem i Storbritannien, USA og dele af Europa. Albummet Dogrel udkommer samme år.
  • Bandet består af fem hardcore litteratur- og musik-fans.
  • Musikerne er bosat i Dublin, men kommer fra andre steder.
  • Den irsk-engelske sanger Grian Chatten er født i Cumbria, men voksede op i landsbyen Skerries i Irland. Guitaristen Carlos O’Connell er født i Madrid og er af irsk og spansk oprindelse. Trommeslageren Tom Coll og bassisten Conor Deegan III voksede op i County Mayo i Irland. Guitarist Conor Curley er fra Monaghan i Irland.
  • Gennem de sidste par år har der været fornyet interesse for Irland som musik-destination. Ud over Fontaines’ succes har der været særlig vægt på navne som Inhaler, The Murder Capital og Just Mustard.
  • På trods af det irske islæt er de ofte forbundet med en række engelske punkbands såsom Idles, Shame og Fat White Family.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA