x

KH MARIE-INTERVIEW: En duft af eksperimenterende elektropop

KH MARIE-INTERVIEW: En duft af eksperimenterende elektropop

Hun har stået på Orange Scene sammen med Nephew, hun har udgivet plader med Marybell Katastrophy, hun forsker og underviser på universitetet i audiodesign, hun laver lydskulpturer, er huskomponist på Aarhus Teater og meget mere. Nu er hun klar med sit første album i næsten eget navn – med egen duft. Vi har mødt multitalentet Marie Højlund alias Kh Marie.

Silkeborg-opvoksede og Aarhus-bosatte Marie Højlund har været professionel musiker i 20 år, men det er først nu, hun udgiver sit debutalbum som solokunstner, Intet er nok – under kunstnernavnet Kh Marie. De fleste kender hende nok som sanger, keyboardspiller og guitarist i Nephew, som hun blev medlem af i 2018. Hun indledte karrieren som keyboardspiller og korsanger i det aarhusianske indiepopband Tiger Tunes, der udgav et enkelt album tilbage i 2003.

Derefter fulgte to album som sanger i elektropopgruppen Marybell Katastrophy, og sideløbende har hun taget en ph.d.-grad i audiodesign, som hun nu forsker og underviser i på Aarhus Universitet. Desuden laver hun lydskulpturer med Morten Riis i duoen The Overheard og er huskomponist på Aarhus Teater.

GAFFA fangede den travle musiker efter hendes fyraften på universitetet. Allerførst skal vi lige høre, hvorfor hun kalder sig Kh Marie og ikke bare Marie Højlund:

– Jeg synes, Marie Højlund lyder lidt for højskoleagtigt og kedeligt, og så har Kh Marie jo en dobbelthed, for det betyder både ”kærlig hilsen” og mine initialer, Koldkjær Højlund. Og den her musik er en kærlig hilsen, en hilsen til min musikalske historie og til det danske sprog. Jeg vil gerne have, at det skulle være så simpelt som muligt og overvejede bare at kalde mig Marie, men det er trods alt for svært at google, griner hun.

Marie Højlund har dog arbejdet solo tidligere, fortæller hun. For hende er det mere en bølgebevægelse end et brud.

– Først spillede jeg i et band, Tiger Tunes, og så gik jeg solo med Marybell, for det var i starten et soloprojekt, inden det blev et kollektiv. Jeg har senere spillet i et band sammen med fem mænd i et par år, altså Nephew, og nu er jeg igen solo. Så det er en cyklisk bevægelse. Men jeg har ikke været helt solo i Kh Marie, for jeg har arbejdet tæt sammen med Q alias Klaus Hedegaard, som nok er den, jeg har lavet musik med i længst tid, siden tilbage i Tiger Tunes. Vi har siddet i hver sin by, København og Aarhus, og sendt filer til hinanden. Sådan har vi altid samarbejdet bedst. Q har et bibliotek af skitser, som han har sendt til mig, hvor jeg så har fundet guldet.

Artiklen fortsætter under sangen

Det danske sprog ind via kroppen

Både Tiger Tunes og Marybell Katastrophy havde engelske tekster, mens Nephew primært synger på dansk, og det er også sproget på Intet er nok. Marie Højlunds vej til det danske sprog begyndte dog med en teaterkoncert med udspring i sange fra Højskolesangbogen.

– Jeg har gradvist har tilnærmet mig det danske sprog. Først med teaterkoncerten Lyden af de skuldre, vi står på, som jeg lavede med Simon Kvamm på Aarhus Teater i 2017, dernæst med Nephew. Det er meget spændende, at sproget er kommet til mig via kroppen, ikke via intellektet. Jeg har skullet arbejde mig ind på det danske sprog via kroppen, ved at synge disse sange aften efter aften på teatret. Jeg har altid syntes, at det var lidt mærkeligt at synge på dansk, det er lidt ligesom at høre en optagelse af sin egen stemme, hvis man ikke er vant til det. Noget af det, der er allermest intimt, kan virke fremmed, hvis man ser det udefra.

Teksterne på Intet er nok er skrevet med forlæg i en række digte af forfatteren Morten Søndergaard og udgangspunktet er intet mindre end nogle af de mere erotisk ladede sider i Det Gamle Testamente.

– Jeg mødte Morten Søndergaard for mere end ti år siden, hvor han indspillede et spoken word-album med duoen Jakob Schweppenhäuser og Emil Thomsen, som også begge var med i Marybell Katastrophy, og så begyndte vi at arbejde sammen. Han var med til at skrive tekster til Amygdala-albummet fra 2012 med Marybell, dog på engelsk, og denne gang har han så skrevet tekster med udgangspunkt i Højsangen, denne samling af overleverede bryllupssange i Det Gamle Testamente, en slags ur-kærlighedssange, og gendigtet dem. Det er ikke musik, jeg har skrevet til digte, for jeg har lavet meget om i Mortens digte, det var aftalen.

– Højsangen var en tekst, som min far sendte til mig for nogle år siden, og som jeg egentlig havde liggende længe uden andet at skimme den, men så omsider dykkede jeg ned i den, og så var det som en magisk æske, der åbnede sig. Det er jo det, poesi kan. At indeholde en masse, man ikke kan sætte ord på, men som ligger inde i de digte, siger Marie Højlund og fortsætter:

– Det er også fascinerende, at man ikke ved, om det er en mand eller en kvinde, der taler i teksten, og at der er en enorm sanselighed over for naturen i linjer som ”du er en have”. Det er en tematik, jeg har været optaget af i mange år, også på grund af klima- og nu også coronakrisen. Vi taler jo meget om klimaet, men sjældent på en sanselig måde; det bliver som regel meget hjerneagtigt og statistisk. Der mangler et magisk rum, som poesien kan være. Men vi er jo i en anden tid end for flere årtusinder siden, da Højsangen blev skrevet.

– I første omgang var Morten faktisk meget afvisende over for idéen, som jeg kom med for fem år siden, fordi der var så meget fra Bibelen, men så en dag sendte han mig et billede fra en ørken – han rejser meget – hvor han sad og læste i teksten, og så vidste jeg, han var blevet overbevist.

Artiklen fortsætter under sangen

80’erne møder lyden af i dag

Musikken på Intet er nok kan beskrives som både iørefaldende og nuancerig elektropop, et udtryk, Marie Højlund også dyrkede med Marybell Katastrophy.

– Det indfanger både den musik, jeg voksede op med, dansksproget 80’er-pop som Anne Linnet og Rockazino, og så lyden af i dag. Stemmerne fra 80’erne ligger inde i min krop, og de dyrkede dengang en lidt ligeglad måde at synge nogle meget følelsesladede tekster på, og det gjorde dem egentlig mere følelsesorienterede. Det synes jeg er fascinerende. Af ny musik er jeg især inspireret af popmusik, der krydser grænser, for eksempel navne som Robyn, Beyoncé og 070 Shake, der alle på den ene side laver popmusik, som er lettilgængelig, men som samtidig er eksperimenterende og legende. Ikke mindst 070 Shake, som bruger autotune på en meget kreativ måde, og som udvider det fænomen.

Marie Højlund og Klaus ”Q” Hedegaard spiller de fleste instrumenter på albummet, der dog byder på gæsteoptrædener fra Aarhus Teaters kor, hvor Højlund også har været huskomponist de sidste par år, og ikke mindst Bisse i sangen ”Ryggen mod muren”. Da Marie Højlund udgav sangen som singleforløber i maj, var det første gang, den produktive sanger og sangskriver havde medvirket på en duet. Han har siden også udgivet en sang med Nikoline.

– Jeg skrev første vers og omkvædet til ”Ryggen mod muren”, og da jeg så skulle i gang med andet vers, kunne jeg pludselig høre Bisses måde at ramble på for mit indre øre. Den slags sker ellers normalt ikke for mig. Jeg sendte sangen til ham og var meget nervøs, for der var ikke ret mange, der havde hørt den, og hvad nu hvis han ikke havde lyst? Der gik en måneds tid, inden han svarede, fordi han havde travlt med at lave en af sine mange plader, men så sendte han et svar, hvor han havde kasseret min tekst og selv skrevet en ny, som var meget bedre, og indsunget den. Det var overvældende, og jeg synes, hans tekst opsummerer pladen bedre, end jeg selv gør. Der er også noget smukt i, at vi ikke behøvede have lange snakke om det; det var meget intuitivt. Da vi mødte hinanden, var det sådan: ”Hej, der er du i virkeligheden, og vi har lavet en sang sammen.”

Artiklen fortsætter under sangen

Album med egen duft

Intet er nok udkommer også på vinyl, og vinylen har fået udviklet sin helt egen duft på innersleevet, fortæller Marie Højlund.

– Hele pladen handler om sanselighed, om kropsligt nærvær. Der er også nævnt mange dufte i teksterne. Dufte er jo en erindrings-trigger, en tidsmaskine, på samme måde som musik er det. Idéen med at udgive en duft til albummet startede med, at jeg var til en koncert med lydkunstneren Florian Hecker, hvor der lå en duftnøglering på hver af de sækkestole, man skulle opleve musikken fra. Jeg var egentlig ikke så imponeret over musikken, men jeg tog duftnøgleringen med op på mit kontor på universitetet, og da jeg så kom tilbage til kontoret, kom musikken med det samme tilbage til mig. Så stærk var oplevelsen. Og i disse tider, hvor vi på mange måder er fysisk begrænsede, tænkte jeg på, hvordan man kan bryde de barrierer på andre måder gennem sanserne.

– Derfor fandt jeg frem til en duft-skaber, Klara Ravat, der kunne skabe en duft fra bunden. Hun har noget, der hedder Smell Lab i Berlin. Hun kom herop, og så sad vi med en gruppe mennesker og en masse grund-dufte og prøvede at spore os ind på, hvad der er duften på dette album. Da jeg fik den sidste prøve, så fik jeg en fornemmelse af, at det hele faldt på plads. Vi skal også bruge duften i vores koncerter.

– Det er vigtigt, at det ikke er en parfume, men en duft, som både indfanger noget luftigt og noget jordagtigt, det mørke og det lyse, det grimme og det smukke, noget mellemøstligt og noget fugtigt dansk sommerhustræ, noget der dufter af sand og jord. Det er også for at kunne give folk noget fysisk i denne Spotify-tid, men det er ikke vinyl-nostalgi, det er mere en måde at få folk til at huske musikken på. Når jeg sidder på Spotify, kan jeg tit blive i tvivl om, hvad jeg vil høre, fordi jeg ikke kan huske, hvordan musikken lyder, fordi der ikke er noget fysisk at knytte den til.

Når publikum tager helt over

Da Marie Højlund i 2018 blev medlem af Nephew, oplevede hun at optræde på de helt store scener som Orange Scene på Roskilde Festival, Bøgescenen på Smukfest samt Royal Arena og Jyske Bank Boxen. Nogle noget større steder end VoxHall og Vega, hvor hun tidligere har været vant til at performe med Marybell Katastrophy.

– Det var på én gang som at spille enhver anden koncert på for eksempel Aarhus Teater, og så noget helt andet. På Smukfest i 2018 oplevede jeg for første gang, hvordan publikum simpelthen tog over, fordi de var så stor en masse, og så var det bare min rolle at følge med publikum, og ikke omvendt. Og på Orange var det fuldstændig vildt at opleve 80.000 mennesker synge med og vinke i takt. Det var som en naturkraft. Da jeg på et tidspunkt tog mine in-ear-monitors ud, blev jeg nærmest overdøvet af publikum. Det var overvældende.

Du er også ansat på Aarhus Universitet som lydforsker, hvordan kan du bruge det i din musik? Og hvordan får du tid til det hele?

– Jeg har da travlt, men dels arbejder jeg altid sammen med andre; det er for eksempel ikke mig, der laver scenografi til mine koncerter på Aarhus Teater (25. og 26. september, red.). Jeg har det bedst med at have gang i mange tråde, der fletter sig ind i hinanden. Det er også en del af min ansættelse på Aarhus Universitet, at mit kunstneriske virke indgår i mit arbejde, hvilket er ret usædvanligt på universitet. Jeg har eksempelvis skrevet en artikel til et videnskabeligt tidsskift om det projekt med Nephew, hvor vi lavede musik til en vindmølle. Og nu har jeg eksempelvis lige undervist i musikkultur, samtidig med at jeg selv laver en plade og skal navigere i en forandret musikkultur. Det giver da totalt god mening.

Hvorfor synes du, lyd er så spændende?

– For mig er der ikke den store forskel på lyd og musik, og jeg har altid fundet lyd i sig selv fascinerende. Og jeg er egentlig mere interesseret i lytning end i lyd. Det er spændende, hvordan vi lytter til verden, at vi er formet af rummet, vi er i, af vores erindringer, forventninger, holdninger. At lyd ikke bare er lyd og akustik, men også noget æstetik. Det er præcis det, musik er, alt det, vi ikke kan sætte ord på. Man kan jo ikke læse sig frem til, hvilken musik, der vil påvirke én følelsesmæssigt. Og lige fra den første Marybell-plade har jeg arbejdet med at bruge hverdagens lyde i musikken.

Marie Højlund opfatter ikke Marybell Katastrophy som et afsluttet kapitel, selvom hun nu er aktuel med Kh Marie.

– Nej, jeg ser Kh Marie som en naturlig udvikling af Marybell, bare på dansk. Maria Timm, der var medlem af Marybell, er også blevet medlem af mit liveband, og hun har i øvrigt studeret bas på konservatoriet siden sidst, vi spillede sammen. Vi har ikke spillet sammen i mere end 10 år, men da vi begyndte at spille sammen igen, var det, som om vi aldrig havde været væk fra hinanden.

Hvad bliver dit næste projekt?

– Jeg er allerede gået i gang med at skrive sange til et nyt Kh Marie-album, og i oktober præsenterer Morten Riis og jeg en ny lydskulptur i Struer, der jo er kendt som Lydens By. Og så håber jeg da at komme på turné med mit nye liveband. Det var fantastisk at være tilbage i øvelokalet.

Bisse: Marie laver solopgangsmusik

Hvorfor sagde du ja til at samarbejde med Marie, og hvordan synes du, det gik?

– Maries oplæg var meget åbent, og det tiltalte mig, for jeg vil helst synge noget, jeg selv har skrevet. Jeg er jo mere skribent end sanger. Det spillede også ind, at teksterne på albummet var skrevet af Morten Søndergaard, som jeg kender i forvejen. Det var en dejlig, gnidningsfri digital oplevelse og supernemt at lave.

Hvordan vil du beskrive hendes musik?

– Den er lys, som at stå på en bjergtinde og se solen stå op. Transparent og himmelsk. Marie laver solopgangsmusik. Hun har en dejligt lys, smuk, klar og luftig stemme. Hun må meget gerne spørge mig om et samarbejde en anden gang.

LÆS OGSÅ: Sublimt og søgende poetisk værk fra det danske stortalent

 

CV Marie Koldkjær Højlund

Født 1979

Bachelor i musikvidenskab, cand.mag. og ph.d. i audiodesign

Ansat som lydforsker og -underviser på Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur

Medlem af duoen The Overheard, der laver lydskulpturer

Huskomponist på Aarhus Teater

Albumdiskografi:

Absolutely Worthless Compared to Important Books (med Tiger Tunes, 2003)

The More (med Marybell Katastrophy, 2008)

Amygdala (med Marybell Katastrophy, 2012)

Ring-i-ring (med Nephew, 2018)

Intet er nok (som Kh Marie, 2020)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA