x

UFFE LORENZEN-INTERVIEW: Magisk realisme gennem rodløshed, fortabelse og desperation

UFFE LORENZEN-INTERVIEW: Magisk realisme gennem rodløshed, fortabelse og desperation

Magisk Realisme er opstået af en vandring gennem København. For et år siden var Uffe Lorenzen boligløs og måtte trække på sit beskedne netværk, der i perioder kunne give ham tag over hovedet. Fra Nørrebro til Østerbro og over broen til Amager og mod Vesterbro begyndte han pludselig at se byen fra en anden vinkel. Han fandt et holdepunkt i den rodløse tilværelse, og ud af desperationen opstod den magiske realisme, der hjalp ham med at spejle sig selv i andres historier.

Som regel skriver Uffe Lorenzen 20-25 sange om året. Som regel har han nemt ved at finde den indgangsvinkel, der skal blive til en sang. – Hvis jeg har siddet og læst noget om dna eller grønlandsk mytologi på internettet, kan det tænde min gnist, siger han. Men i år er det hele anderledes. Han har en ny plade på gaden – karrierens foreløbige højdepunkt, som han forklarer det. Han har en tour booket i efteråret, hvor han følger den formel, der virker ved at tage toget fra spillested til spillested med kun guitaren som selskab. Han har igen fast tag over hovedet, så udadtil kan 2020 virke som et år, der er bedre end det forgangne. Men forskellen fra i år og sidste år er sangene.

– Jeg har intet skrevet i år, konstaterer han, mens han rører rundt i sin dobbelte Jameson med cola. Cigaretrøgen sværmer om hans hoved, mens vi oppe i hjørnet på Klør Dame, ved siden af spillemaskinerne, har placeret os til en sensommerdrink på en tirsdag. Det skulle være et rygersted, skrev han, da vi oprindeligt lavede en aftale om, hvor vi skulle mødes. Uffe Lorenzen slår formentlig dagligt sine folder på de brune værtshuse på ydre Nørrebro. Samtalen på Klør Dame er generelt positiv imellem den håndsprit, vi fra tid til anden sprøjter i hænderne på hinanden. Alligevel bevæger bagsiden af 2020 og coronapanikken sig momentvis ind i samtalen.

– Den her lockdown og corona har sgu slået mig lidt ud af kurs, siger Uffe Lorenzen, der trods alt bevarer en optimisme ved, at gnisten nok tændes igen på et tidspunkt, og at han genfinder nøglen til det næste projekt. – Der har ikke været nogen ro for mig. Der har været panik og utryghed. Jeg har været totalt på røven. Jeg har overlevet sommeren, fordi jeg bad om hjælp i maj, så folk kunne gå ind og støtte mig med en 50’er om måneden. Heldigvis har jeg et forholdsvis solidt netværk af fans, så det var nemt at få stablet noget på benene, men jeg har ikke fået noget statslig hjælp endnu.

De tre ting, der hænger sammen

Uffe Lorenzen bevæger sig mest af alt i en cyklus. Han skriver sine sange, der kan opstå af hvad som helst. – Med Galmandsværk gjorde jeg et forsøg på at skrive sange om den virkelige verden, eller i hvert fald den verden, der er omkring mig. Meget fæstet i virkeligheden, hvor Triprapport var helt ude i rummet og på en måde et sindsbillede, som han forklarer det. Musikken kan opstå af netop grønlandsk mytologi eller kommunikation som en form for telepati.

Akkorderne opstår næsten af sig selv, og hans mangeårige samarbejde med Bad Afro Records har gjort det muligt for ham at udgive mere eller mindre det, han har lyst til, og hans solide og trofaste fanskare har det med at købe det meste med hans navn på. Men lige nu mangler den tredje del af den cyklus, netop at optræde med sangene på en scene og foran et virkeligt publikum.

– De tre ting hænger sammen, og samtidig er der også en økonomi i det ved at tage ud og spille, siger han. – Og det giver en ro, så jeg kan sætte mig ned og skrive sange. Det er en af de ting, politikerne ikke helt forstår, fordi der ikke bare kommer penge ind den første. Det handler om at opbygge en tryghed og en ro, så man kan udtrykke sig og samtidig have muligheden for at levere det til nogen. Hvis to af de dele mangler, er det temmelig svært at smide energi i den tredje del.

Han tænder endnu en smøg, imens interviewet langsomt udvikler sig til en reel samtale. Ærligheden i musikken oversættes let til virkeligheden og den person, jeg sidder overfor. Vi er kommet af forskellige miljøer, men alligevel synes der at eksistere en gensidig samhørighed og anskuelse af den verden, der centrerer sig om os. Uffe Lorenzen skuler uvidende mod fremtiden, mens vi i øjeblikke skåler i en sjus, begge med abstinenser efter den menneskelige kontakt, kun musikken kan formå at skabe.

– Jeg har den her tour til efteråret, som har været planlagt i et år, men ingen er sikre på, om det bliver til noget, fortæller han. – Der er solgt billetter, men er der solgt for mange? Spillestederne ved ikke engang, hvad de skal stille op. Og der er en måned, til jeg går i gang med touren. Men det værste ved det er, at det hele har rykket sig. Mange tænkte måske, at de kunne hente det hele ind i efteråret, men hvis man kun kan sælge en fjerdedel af billetterne, er det lige før, jeg må gå op på kommunen og bede om bistand.

Syv lejligheder, et sommerhus på Falster og en bondegårdsferie i Jylland

Spoler vi tiden et års tid tilbage, befandt Uffe Lorenzen sig i en usikkerhed, der kan virke sammenlignelig med den, de fleste musikere befinder sig i lige nu. Han var forud for sommeren 2019 flyttet fra Søllerødgade på Nørrebro til Østerbro, hvor han var blevet genhuset sammen med sin daværende kæreste. Men langsomt begyndte forholdet at gå i stykker, og kort efter havde Uffe Lorenzen intet sted at bo. I ren panik måtte han aktivere sit netværk, inden han fra august havde et fast værelse.

– Jeg boede i syv lejligheder i København, et sommerhus på Falster og en bondegårdsferie i Nordjylland, alt sammen hen over sommeren, fortæller han. – Samtidig skulle jeg skrive nogle sange, imens mit liv var ved at falde fra hinanden. Jeg havde ganske få holdepunkter og ganske få venner, som jeg kunne hænge mig fast på. Heldigvis var der nogle folk, der var søde og åbnede deres lejlighed for mig. Det gjorde, at jeg kunne stykke en kalender sammen hen over sommeren, indtil jeg havde et værelse fra august sidste år. Det var bestemt noget, der bare skulle overstås.

– Jeg måtte leve med, at jeg bare havde en taske med lidt tøj og en guitar. Men den slags giver jo også en form for frihed ved at kunne fyre sit fokus et andet sted hen. Det gjorde noget godt for sangskrivningen. Der er et opbrud, der helt klart har sat sit aftryk på sangene. Der er meget by og vandring gennem byen på pladen. Og det er jo et resultat af, at det var det, jeg lavede. Jeg følte mig lidt fortabt og rodløs, lidt desperat.

Indblikket i sig selv gennem andre

Magisk Realisme mærker man byen og mennesket lidt mere, end man før har gjort i den musik, Uffe Lorenzen har sat sit aftryk på. Magisk Realisme er med Uffes egne ord dualismen i Galmandsværk og Triprapport – forsøget på at skabe noget, der bevæger sig over i den modsatte grøft af det forståelige, men samtidig bevarer en relation til sin lytter. Den magiske realisme, som den er skildret i den sydamerikanske litterære form, har været oplagt for Uffe Lorenzen at grave fingrene ned i.

– Det er netop et forsøg på at skildre virkeligheden, men samtidig bruge nogle spirituelle og overnaturlige elementer, siger han. – Det, der hører til hele den psykedeliske verden, rammer jo uden for vores virkelighed, og det er noget af det, jeg synes er sjovest at skrive om.

Uffe Lorenzen fik pludselig muligheden for at sættes sig i andres sted og samtidig bevare indblikket i sit eget. Han kunne bevæge sig gennem væggene og ind i andre folks lejligheder. Han kunne mærke de følelser, der eksisterer inde bag ydermuren, og han kunne spejle sig i dem. Imens han spadserede gennem København og over byens broer, formede Magisk Realisme sig langsomt inde i hans hoved. Han gik og tænkte over tingene i sit liv og udnyttede den terapeutiske proces, sangskrivningen som regel kan være for ham.

– Nogle gange går bruddene lidt hurtigere for mig, fordi jeg kan skrive mig ud af dem, siger han. – Jeg samler på følelser, og den slags er der flere end fire af. Og lige så snart jeg møder en følelse, jeg ikke har mærket før, forsøger jeg at skrive en sang, der rammer den. Og der var mange følelser i spil den sommer.

Forankret i en anden tid, men med blikket mod i dag

Den magiske realisme blev paraplyen for projektet, der bevægede sig på tværs af Københavns lejligheder og brokvarterer. Uffe Lorenzen forklarer det som konceptet og indfaldsvinklen for sangene på pladen. – Det åbnede en dør, fordi jeg pludselig kunne skrive hvad som helst, siger han. – Det var lidt kulminationen på de her sidste par plader. Jeg er kommet af den her dansksprogede 70’er-dialekt, som Skousen og Ingemann og Steppeulvene, som jeg har lyttet meget til, men på de her sidste par plader har jeg ligesom fundet mit eget sprog.

Undervejs taler vi om 60’erne og 00’erne og alt imellem. Fra lyden af garage til den psykedeliske oplevelse, som jeg mig bekendt ikke selv endnu har oplevet, men som for Uffe er lige så livsessentiel, som sex er det. Vi taler om hans musikalske udgangspunkt i den dansksprogede sangskriverkultur, der har hørt sig til i musikken, siden Christiania blev besat.

– Jeg har tit fået kritik for, at min musik er for tilbageskuende, men jeg oplever den sgu ikke mere tilbageskuende end The Minds of 99, siger han. – Det er bare en anden tid, min musik er forankret i end deres. Og der er ingen i dag, der opfinder den dybe tallerken. Rockmusik har ikke ændret sig det store siden 60’erne, som jeg ser det. Jeg skriver sange om den tid, jeg lever i og den verden, der er omkring mig. Det ville jo være latterligt, hvis jeg skrev om livet i 60’erne. Sådan har jeg aldrig oplevet min musik, men jeg har nogle gange oplevet, at andre mennesker måske tænker det.

Den psykedeliske oplevelse

For år tilbage ringede jeg til Uffe Lorenzen, da jeg skulle bruge en kilde til at udtale sig om den psykedeliske musikscene, der dengang blomstrede i København og var på alles læber. Han virkede som den perfekte kilde til min artikel, og en pointe, jeg tydeligt husker ham understrege, var sammenhængen mellem den psykedeliske musik og den psykedeliske oplevelse. Det er ikke en nødvendighed at tage svampe eller LSD for at kunne beskæftige sig med musikken, men for Uffe Lorenzen er det en helt naturlig del af livet.

– Vi har ét liv og én mulighed for at prøve det hele, siger han. – Det er i min øjne det, livet går ud på. Jeg ville synes, det var besynderligt, hvis folk kan leve i 80 år uden at få en psykedelisk oplevelse. Jeg oplever også mange have et lidt forældet billede af det at tage stoffer, fordi det igennem 70 år er blevet puttet ned i samme gryde, så der ikke er nogen forskel på at tage heroin eller tage et ayahuasca-trip. Men derimod er cigaretter og alkohol og sukker og kaffe helt okay.

– Men det er ikke nødvendigt for at skrive psykedelisk musik. Musik beskæftiger sig med det at være menneske, hvor det her er et lille hjørne af det. Psykedeliske oplevelser er livsændrende oplevelser. Jeg har talt meget om det, når jeg har været ude at spille, og det er blevet min niche. Det har været med til at skabe mit image, men det har også været med til at skabe mig.

Aldrig mere Østerbro

– Jeg boede i en periode på Østerbro, og den slår mig sgu som den kedeligste bydel, siger Uffe Lorenzen. – Der er mere gang i Nordvest end på Østerbro. Jeg finder mig sgu aldrig tilrette på Østerbro. Mange andre steder kunne jeg sagtens slå mig ned, men aldrig Østerbro. Det er svært at forklare hvorfor. Den er jo død. Der er stille i byen efter klokken ti om aftenen. Det er svært at finde en kiosk, der har åben sent på aftenen. Der er selvfølgelig et par brune rygerværtshuse, men de er bare halvtomme efter klokken ti. Og der er mange gamle mennesker, og jeg kan sgu godt lide at gå og forestille mig, at jeg stadig er 25. Det afspejler sig også i den måde, jeg lever på.

Det brune værtshus

– Jeg havde 12 år som bartender, hvor jeg til sidst fik en følelse, at det var nok, siger Uffe Lorenzen. – Jeg kan godt lide at drikke, men hvis ens liv går op i det, bliver det måske lidt for meget. Men jeg holder meget af at gå på bar, og det har været en stor del af mit liv. Jeg håber, jeg kan blive ved med at finde de her små brune steder, hvor det gule løber ned ad væggene.

Caminoen

Under sommeren, hvor Uffe Lorenzen boede rundt omkring i København, brugte han ofte tiden på at vandre gennem byen. Som et resultat af sin rodløshed begyndte han at se byen fra et andet perspektiv. Det skabte sangen ”Caminoen”.

– Jeg havde en lejlighed på Amager i 14 dage, og der ser man bare byen fra et andet perspektiv, siger han. – Det var spændende, og idéen ved at gå fra Amager og til Vesterbro ved at krydse nogle broer – det skabte ”Caminoen”. Jeg havde forskellige brudstykker, men den faldt på plads ude på Finlandsgade, hvor jeg en dag gik en tur og kom fra Amager, over Islands Brygge og til Vesterbro.

LÆS OGSÅ: UFFE LORENZEN-ANMELDELSE: Psykonauten samler trådene på tredje soloalbum

Hør albummet Magisk realisme:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA