x

P3 TALENT-PRISVINDERNE GANGER: "Vi er de eneste her, der ikke er signet til et stort label"

P3 TALENT-PRISVINDERNE GANGER: "Vi er de eneste her, der ikke er signet til et stort label"

Ganger vandt prisen P3 Talentet, da P3 Guld-prisshowet blev afholdt i Musikkens Hus i Aalborg lørdag aften. Umiddelbart efter prisoverrækkelsen fik vi en snak med de glade vindere.

Først og fremmest kæmpestort tillykke med prisen, hvordan føles det at stå her lige nu med trofæet i hænderne?

– Fuldstændig surrealistisk. Det føles nærmest ikke helt ægte. Det er kulminationen på enormt lang tids hårdt arbejde og en kæmpe forløsning. Men vi er også meget, meget, meget glade!

Det var også nogle virkelig flotte flotte ord, I fik med på vejen, hvordan føles det at modtage al den ros?

– Vi har ikke rigtig hørt så meget af dem, det var svært at høre noget deroppe, fordi man bare står der sådan whaaat?! Så det kan være vi lige skal spørge Fie (P3-vært Fie Neergaard, red.), om vi kan få hendes cue cards. Men det, jeg hørte var meget meget pænt, det var sindssygt rørende at stå deroppe, efter vi har arbejdet så hårdt på noget, og pludselig bare at være her.

Det, jeg noterede var, at I blev kaldt "musikalsk selvsikkerhed, der sætter ild til både hjerne og hjerte".

– Det er vi jo glade for, fordi vi har selvsikkerheden og vi har hjertet med, men vi er også ydmyge omkring det, der er vores arbejde. Vi er ydmyge omkring at være nogle af de folk, der arbejder hårdest for det her. Vi er de eneste her, der ikke er signet til et eller andet stort label, og vi har gjort det her helt selv.

I år har været et specielt år, hvordan har 2020 været for jer rent professionelt med alt det der foregår?

– Jeg (sangskriver og sanger Thomas Bach Skaarup, red.) har været alle følelser igennem i det her år, og jeg føler det i alle yderpunkterne. I perioder har det været helt euforisk, vi er blevet modtaget så helt fantastisk dejligt af folk, som vi slet ikke havde turdet drømme om, og så har der også været perioder, hvor det har været sindssygt hårdt. Så det er dage som i dag, der gør det hele værd.

Jeg kunne godt tænke mig en kort opremsning: hvad er det for nogle hatte, I har på, for det er virkelig mange?

– Pladeselskab, management, promotion, visuals, sangskrivere, scenografi, videoer, instruktører, altså alt. Der har vi valgt fra starten af at tage hånd om det her, for når vi skal til at dybere ind i branchen, som vi skal nu, så har vi nogle rigtig stærke kort at forhandle med, men også fordi det arbejde, der skal til er enormt meget arbejde. Det er også derfor, at det her er en enorm forløsning. Vi har for eksempel knoklet på det her i tre-fire år, og vi har fx ikke udbetalt løn til os selv endnu.

Hvordan kommer fremtiden til at se ud for Ganger nu her? 

– Vi skal snart have ferie, vi skal spille nogle koncerter, og så trænger vi til lidt fri. Måske bare lige en uge, hvis det kan lade sig gøre. Bare ligge som sådan en vandmand i en spa i en lille uge, og næste plade kommer ikke om et år, ligesom nummer to gjorde. Vi skal bruge noget mere tid denne gang, vi skal også lige have lov til at nyde det, vi har arbejdet på, og opleve det.

LÆS OGSÅ: P3 GULD-REPORTAGE: Talent, så det basker


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA