x

Her er de bedst anmeldte koncerter gennem Boxens første 10 år

Her er de bedst anmeldte koncerter gennem Boxens første 10 år

Vi kigger tilbage i anledning af den runde dag

I dag fylder musik- og sportsarenaen Jyske Bank Boxen i Herning 10 år. Desværre har stedet været lukket for publikum siden marts grundet corona-restriktionerne, og det genåbner efter planen til EM i kvindehåndbold i december. Vi benytter den runde dag til at kigge tilbage på de bedst anmeldte koncerter i Boxen i GAFFA-sammenhæng gennem alle årene – det vil sige dem, der har fået fem eller seks stjerner. Nedenfor kan du læse uddrag af anmeldelserne – kig på kunstnernavnet for at læse anmeldelsen i sin helhed.

GAFFA har ikke anmeldt alle koncerter i Jyske Bank Boxen, da en del af kunstnerne er anmeldt andetsteds i landet, ofte i enten Forum Copenhagen eller Royal Arena.

LÆS OGSÅ: Jyske Bank Boxen fylder 10 år

Roger Waters, 7. august 2018 *****

For et show er det, naturligvis, i bogstavelig forstand:  En næsten tre timer lang og flot udfoldet, audiovisuel forestilling, snarere end en regulær rockkoncert. (Espen Strunk)

Queen + Adam Lambert, 15. juni 2018 ******

Vi får selvsagt masser af de helt store klassiske Queen-hits i den to timer lange koncert, men heldigvis er det ikke kun en hitparade. Dette er en levende koncert, og det høres, at Adam Lambert og bandet har spillet sammen i seks år. De har på alle måder fundet balancen, og det er ren spilleglæde, der har bragt dem tilbage på scenen. Vi får backtracks i passende mængder, tydeligst under opera-delen af "Bohemian Rhapsody”, men mange steder bemærker man også, at sangene er omarrangeret, så de virker levende, og at man mærker, at bandet ikke blot ønsker at forsøge at kopiere pladeindspilningerne mest muligt. (Troels Frøkjær)

Ed Sheeran, 1. april 2017 *****

Det virker som en aften, der aldrig må ende. Men ende gør den. Selvom Ed Sheeran viser sig som den fødte entertainer med en suveræn vokal og et fremragende guitarspil, så kan det kun blive til et ”stort, stort femtal”, som afdøde Etta Cameron ville have sagt. For manden kan ikke rappe. Og lige meget hvor højt han ønsker det, så bliver han aldrig en real hip-hopper. Ed Sheeran er og bliver en singer-songwriter – og det i ordets fineste og fornemmeste betydning. (Trine Østergaard)

Iron Maiden, 21. juni 2016 ******

To timer på absolut topniveau og højeste gear med en velfungerende og velsammensat sætliste er ekstremt godt gået af seks herrer, der alle har passeret eller nærmer sig de 60. (Keld Rud)

D-A-D, 25. oktober 2015 (Boxens fem års fødselsdagskoncert) *****

Energien var sublim, stemningen var berusende, D-A-D fyldte podiet helt ud, og de formåede at gøre den store sal lille. Det lykkedes dem i den grad at forene de flere tusinde gæster i Jyske Bank Boxen. Uden tvivl den vildeste fem års fødselsdag, jeg nogensinde har oplevet. Tak for en vild aften, Herning! (Martin Nielsen)

Lady Gaga, 27. september 2014 *****

Lady Gagas koncert i Jyske Bank Boxen var en flot og underholdende helhedsoplevelse, der viste flere sider af sangerinden. Showets røde tråd lod til at være et festfyrværkeri af pangfarver, ekstreme kostumer, dans og konfetti i massevis. Om dette er tilstrækkeligt, må den enkelte vurdere, men Gagas "artpop" er bestemt ikke et kedeligt bekendtskab. (Lisa Amtoft)

Bruce Springsteen & The E Street Band, 16. maj 2013 *****

Det er hverken den politiske poet eller prædikanten Springsteen – selv om begge selvfølgelig er med – som er i centrum, men slet og ret rockeren Bruce: Det handler om den katharsiske kakofoni, rockkoncerten som ritual, om opløftelse for alle involverede. Det sker først og fremmest ved fornemt musikerskab og et samspil så sammentømret, at floskler som våbenbrødre giver mening: Det er ikke tilfældigt, at dokumentarfilmen om bandets midlertidige gendannelse i '95 netop fik titlen "Blood Brothers". (Espen Strunk)

Kanye West & Jay-Z 26. maj 2012 ******

Festen stopper på kogepunktet, og det har på alle måder været en imponerende aften. Kanye og Jay-Z har leveret et storslået og gennemført show, der så absolut er på niveau med de to herrers talent …og egoer for den sags skyld. (Michael José Gonzalez)

Bob Dylan, 2. november 2011 *****

Men, men: når Dylan brænder igennem – og der sker adskillige gange i aften – er han stadig uovertruffen, ikke mindst som vokalist. Bedst er det, når han forlader orgelet for at foredrage sine sange midt på scenen, enten med guitar eller slet og ret smådansende på sin mildest talt distinkte facon, mundharmonika og mikrofon i hånd. (Espen Strunk)

Rihanna, 28. oktober 2011 *****

Det er et stramt komponeret show, hvor der er kælet for detaljerne, men hvor der ikke efterlades plads til megen spontanitet, og man kan da også savne lidt mere direkte publikumskontakt, men Rihanna synes frisk og fuld af både spilleglæde og overskud. Det smitter, og så har man måske i virkeligheden ikke brug for de store lange taler om, "hvor dejligt det er at være her". Bandet spiller desuden virkelig godt, og der bliver plads til både guitarlir og trylleri på tangenter, bas og trommer under "Let Me". Det er tydeligvis ikke hvem som helst, der har fået plads i frøkenens band. (Michael José Gonzalez)

George Michael, 30. august 2011 *****

George Michael har ikke alene sunget som en drøm hele aftenen igennem, han har formået at levere en intim og dybt personlig optræden for 10.000 mennesker gennem en absolut velvalgt samling af egne og andres numre, som synes at tegne et perfekt billede af den kunstner, han ser sig selv som i dag. Der var næppe mange, der savnede "Careless Whisper" eller "Wake Me Up Before You Go Go" i aften, og de, der gjorde, er gået glip af noget stort. (Michael José Gonzalez)

Eric Clapton, 11. juni 2011 *****

"Crossroads" lukker festen efter små to timer, og selvom tomgangen enkelte steder – men forbløffende få, faktisk – har luret, må man kapitulere til den 66-årige maestro. Friværdi, forudsigelighed og en koncertarena med et navn, der næppe bliver mindre rock'n roll – Deres Udsendte genopdagede Clapton i aften i Midtjylland, letter på hatten og drysser fem stjerner ud over en gnistrende god guitarist og hans habile hold musikere. Det er vel for fanden det, det hele drejer sig om. (Espen Strunk)

Lady Gaga 2010, 20. oktober 2010 *****

Gaga har vist, hvordan en solidt pop-show skal skæres, og i Herning har man vist, hvordan de optimale rammer for et sådant skal lægges. Danmark har endelig fået et koncert-sted, der kvalitativt bringer tankerne hen på Londons O2 Arena, og med Gaga har med en koncert, hvor ambitionerne er i top, budskabet er på plads og det vigtigste, musikken, er velfungerende og forbandet godt udført, vist hvor pop-skabet skal stå. (Michael José Gonzalez)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA