x

HALF MAN HALF BISCUIT: Det bedste band, du aldrig har hørt

HALF MAN HALF BISCUIT: Det bedste band, du aldrig har hørt

Half Man Half Biscuit har i mere end 30 år hudflettet populærkultur og håbløshed med melankoli, nerve og sarkasme. De er for længst gået over i historien som det mest vedholdende band fra den post-punk-bølge, der skyllede over England efter punk.

Nu kommer jeg med tre påstande:

  • Half Man Half Biscuit er det bedste band, du aldrig har hørt.
  • Nigel Blackwell er en af de største sangskrivere, England har haft.
  • Bandets navn og de engang imellem uigennemtrængelige, provinsielle tekster vil formentlig skræmme dig væk. Men giver du dem en chance og dykker ned i deres univers, kan det vise sig at være en uvurderlig tilføjelse i dit kulturelle liv og et unikt indblik i livet ved Mersey River.

Den 6. maj 1986 trådte fem unge gutter fra Birkenhead ved Liverpool op på scenen i det legendariske engelske fjernsynsprogram The Old Grey Whistle Test og ind i stuerne hos millioner af englændere. Med sig havde de et højest mærkværdigt hit – "The Trumpton Riots" – der fantaserer om et voldeligt oprør i byen Trumpton, som er en fiktiv by i et børneprogram. Forud har albummet Back in the DHSS skabt røre i indieverdenen godt hjulpet af den legendariske dj John Peel, der hurtigt blev stor fan af bandet og kaldte deres musik ”en åbenbaring”.

Back in the DHSS blev det bedst sælgende indie-album i England 1986. Senere samme år udsendte bandet singlen ”Dickie Davis Eyes”, der ligeledes blev et hit, og godt på vej til en decideret karriere valgte de at gå i opløsning. Ifølge bandets sanger, sangskriver og mastermind Nigel Blackwell på grund af ”musical similarities” (som modsætning til den ofte brugte forklaring om musikalske uoverensstemmelser). Samtidig fortalte han, at bandets succes var begyndt at gå ud over hans fjernsynsvaner, hvilket han ikke ville gå på kompromis med.

Hermed burde en af de mere spøjse ”karrierer” være overstået og glemt. I dag – over 30 år og en lang række album efter – er det modsatte tilfældet, og Half Man Half Biscuit er nordengelsk kulturarv, der om nogen har beskrevet, hvordan der er at leve i denne landsdel præcist, sarkastisk og melankolsk.

I 1984 blev Half Man Half Biscuit dannet i byen Birkenhead af Nigel Blackwell, hans bror Simon på leadguitar og tre andre musikere, blandet andet Neil Crossley, der den dag i dag stadig er bandets bassist. Birkenhead var dengang en ussel by, der med Thatcher-regeringens politik var i ”managed decline”. Et usædvanligt højt antal teenagere var heroinmisbrugere, arbejdsløsheden var den højeste i landet, og alt håb om en bedre fremtid var ude. For mange var det eneste lyspunkt at se de lokale fodboldhelte fra Tranmere Rovers kæmpe om at forblive i 4. division, hvilket dog til tider var lige så håbløst som resten af tilværelsen.

I asken af nedbrændte fabrikker, slukkede drømme og håbløshed begyndte Nigel Blackwell og Neil Crossley at spille musik i stedet for at ”stjæle biler og spille fodbold, som andre normale mennesker gør”.

En demo blev til albummet Back in the DHSS, der udfordrer med en nærmest dilettant udførelse, samtidig med at de enkelte sange er enestående.

”Fuckin’ ’Ell It´s Fred Titmus” er en rablende sang om en mand, der konstant støder ind i sit idol cricketspilleren Fred Titmus.

“All I Want for Christmas is a Dukla Prague Away Kit” blev med det samme en favorit blandt fodboldfans med dens romantiske beskrivelse af skuffelserne og håbløsheden ved at være fan.

Efter en hæsblæsende start på karrieren fik bandet en gylden mulighed for at optræde på The Tube og få et større gennembrud. The Tube er kendt for at skaffe bands som Depeche Mode, The Smiths, The Proclaimers, The Jam og Bon Jovi gennembrud i Storbritanien. Nigel Blackwell afslog, fordi Tranmere Rovers spillede en hjemmekamp mod Scunthorpe samme aften. Tv-kanalen tilbød at flyve dem tilbage til kampen med helikopter, men det blev afvist, da de i så fald kun kunne nå anden halvleg af kampen, og da det ville være for pompøst. Tranmere Rovers vandt i øvrigt kampen 2-1 foran 1417 tilskuere.

Kort tid efter denne gyldne mulighed blev de opløst og en lovende karriere stoppede, før den gik i gang – troede man…..

Reading Festival trak en kanin op af hatten i 1990, da de annoncerede, at Half Man Half Biscuit var gendannet til en enkelt optræden på dette års festival. Året efter udkom albummet McIntyre, Treadmore And Davitt og startede det, man kan kalde anden omgang af bandet. Fra dette album er en både kryptisk og magisk sang, der hedder ”A Lilac Harry Quinn”, som indeholder et hav af kulturelle referencer til cykling, fjernsynsprogrammer, Pink Floyd, Journey og meget mere. Alt sammen pakket ind i en fængende melodi, et breakdown, der omhandler badmintonbaner i junglen og en outro, hvor cykelmærkerne Sturmey Archer og Campagnolo gentages.

Er man stadig i tvivl om, hvad Nigel Blackwell lavede i mellemperioden, så er både titlen og coveret taget fra tv-serien Ripping Yarns, lavet af de to medlemmer af Monty Python Terry Jones og Michael Palin.

Siden McIntyre, Treadmore And Davitt har Half Man Half Biscuit udgivet et album cirka hvert andet år og har forfinet stilen løbende. Rødderne i post-punk er godt spædet op med traditionel folkemusik og fodbold chants. Kommercielt har bandet aldrig opnået det, musikken fortjener. En række store selskaber har forsøgt at overtale bandet til at skrive kontrakt med dem, men de er alle blevet afvist. Nigel Blackwell har sagt, at hvis han har penge til huslejen og et sæsonkort til Tranmere Rovers, er der ingen grund til at gå videre. At blive på selskabet Probe Plus er ensbetydende med ingen singler og ingen promovering eller reklamer. Selskabet sender ikke engang anmeldereksemplarer rundt til pressen, men alligevel kommer musikken ud til en fast skare, der bliver større og større.

Da albummet Urge for Offal udkom i 2014, blev den ikke nævnt med et ord i avisen The Guardian. Da året sluttede blev albummet alligevel stemt ind som det bedste album det år – helt fortjent. Med en iver, der må gøre Donald Trump misundelig, begyndte andre musikfans at lede efter valgsvindel og hemmelige kampagner af Half Man Half Biscuit-fans for at få albummet ind som nr. 1 gennem diverse fanfora og hjemmesider. Intet bevis er fundet, og man må blot konstatere, at den simple årsag er, at albummet med numre som ”My Outstreched Arms”, ”This One’s For Now” og ”Mileage Chart” er fantastisk.

Hvad angår resten af verden, har der aldrig været opmærksomhed. Nigel Blackwell er mere provinsiel end Ray Davis og Paul Weller til sammen, han har aldrig været oppe i en flyvemaskine, og hele hans univers findes i en radius af et par kilometer. Sætter man sig ind i referencerne, får man til gengæld en enorm tilbagebetaling. Populærkultur fra resten af omverdenen bliver filtreret, som den ser ud fra Birkenhead og viser nye vinkler. Et af Blackwells yndlingsemner er mennesker, der forsøger at realisere sig selv, skabe deres egen identitet og som i processen i virkeligheden blot mister udgangspunktet. Han har skabt en hybrid af melankoli og sarkasme, og han formår at spille på alle virkemidlerne på en gang. Selvom en situation er håbløs, kommer skønheden og humoren altid med i hans sange.

Half Man Half Biscuits diskografi indeholder en endeløs række af stærke sange. Her er nogle eksempler:

Dead Men Don’t Need Season Tickets ( fra Voyage To The Bottom Of The Road 1997)

En lettere morbid sang om en mand, der forsøger at trøste en enke og siger de helt forkerte ting.

The Light At The End Of The Tunnel (Cammell Laird Social Club 2002)

En sang om hipsterkærestens trang til selvrealisering, der får hende til at flytte til Notting Hill. Musikalsk markerer nummeret bandets hang til folkemusik og fællessang.

“She stayed with me until she moved to Notting Hill
She said it was the place she needs to be
Where the cocaine is Fairtrade and frequently displayed
Is the Buena Vista Social Club CD”

Joy Division Oven Gloves (fra Achtung Bono 2005)

”Well this dish is too hot, you’ll never guess what. I’ve got Joy Division Owen gloves!”

Det kommercielle aspekt af selv den mest afholdte højkultur bliver spiddet i denne medrivende sang, som både kan være en kritik af kapitalistisk udnyttelse og de kulturforbrugere, der sætter sig selv op på en piedestal. Sangen har ført til en masseproduktion af grillhandsker, som fans ynder at tage med til HMHB-koncerter.

For What Is Chatteris… (fra Achtung Bono 2005)

En vidunderlig beskrivelse af byen Chatteris.

”Car crime is low, the gun crime is lower

The town band hall CD – it’s a grower!

You never hear of folks getting knocked on the bounce

Although there was a drive-by shouting once (modsat drive-by shooting…..)

Like a game-bird reserve short on pheasants

Weavers’ cottages devoid of tenants

A market town that lacks quintessence

That’s Chatteris without your presence”

Give Us Bubblewrap (fra CSI: Ambleside 2008)

På et album, CSI: Ambleside, der bl.a. indeholder den smukkeste sang, du nogensinde har hørt om en mand på steroider (”On The ’Roids”) og en beretning om dårlig opførsel på internettet (”Bad Losers On Yahoo chess”) er denne sang om at fodre folket med opium af dårlig underholdning måske det stærkeste øjeblik.

National Shite Day (fra CSI: Ambleside 2008)

Alle har engang imellem en National Shite Day, hvor alt fra regelbrydende fodgængere og mænd med mullet-frisurer til erstatningsbusser får en til at stirre op mod regnbuen på himlen – der er sort og hvid.

Every Time A Bell Ring (fra No One Care About Your Creative Hub So Get Your Fuckin’ Hedge Cut 2018)

En stille akkordfigur bliver afbrudt af et kald på Monty Don, som er meteorolog i et program med vejrudsigter (nu ved du det!). Dernæst hører vi hele historien om et par, der mildest talt er fortabte hipstere, som den ene dag vil åbne et økologisk kafferisteri og den næste dag bliver voldsomt optaget af cykling. Det hele handler dog om, at de ikke klipper hæk og er en pestilens for alle, der går forbi.

Swerving The Checkatrade ) fra No One Care About Your Creative Hub So Get Your Fuckin’ Hedge Cut 2018)

En sang der handler om valget mellem fodbold eller kærlighed. Checkatrade er en turnering i England, som fans af fodbold tit boykotter, fordi klubberne ikke tager den seriøst og derfor bruger reservespillere og under-21-spillere. Hovedpersonen ender med at droppe kampen for at være sammen med den, han er forelsket i. Deraf linjerne:

”I’ve weighted all the pros and cons of watching under 21s

Swerving the checkatrade with you

Let me gaze upon your curves, instead of Ipswich Town reserves

Swerving the checkatrade with you”

Mange af teksterne fortjener at blive citeret i deres fulde længde. Omvendt er det tit sammenvævningen med musikken, som gør dem interessante. Som afslutning har jeg valgt ”Friday Night and the Gates are Low”, som indkapsler ensomheden, melankolien og håbløsheden spædet op med en pæn dosis sarkasme og selvironi ved oplevelsen af en skuffende fodboldkamp, der ellers var weekendens højdepunkt.

Friday Night and the Gates are Low (fra Some Call It Godcore 1995)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA