x

GAFFA UNDERSØGER: Hvad synes publikum om at gå til coronakoncert?

GAFFA UNDERSØGER: Hvad synes publikum om at gå til coronakoncert?

I sidste uge bragte vi første artikel i et tema om coronakoncerter som nyt fænomen. Målet er at undersøge, hvad koncerter i en coronatid betyder for os, og om formatet kan give os noget andet end koncerter, som vi kender dem, kan. I den forbindelse har vi været i kontakt med GAFFA-læsere, artister og koncertgængere for at høre om deres oplevelser med det nye format. 

I en meningsmåling lød dommen, at 71 procent af vores deltagende GAFFA-læsere har haft gode oplevelser med coronakoncerter. Vi gav også mulighed for at komme med uddybende svar, og her fandt vi en klar tendens: Der var mere ro til musikken, en større tilstedeværelse, en anderledes og mere intim forbindelse til artisten og ens medpublikummer samt flere overraskelsesmomenter under koncerten.

I interviews med tre coronakoncertgængere – Tilde Hesteng Byrialsen, Emilie West og Kristian Huss – er det en tendens, der går igen.

LÆS OGSÅ: GAFFA UNDERSØGER: Giver coronakoncerter musikken nyt liv?

Fornyet respekt for musikken og hinanden

Tilde Hesteng Byrialsen har været til en række coronakoncerter i løbet af det sidste halve år. Hun har blandt andet været til EmmaDop- og Jonah Blacksmith-koncert på Grimhøjgaard (De Grimmeste Aftner), GRETA-koncert på Radar, hvor scenen var indrettet som en 360 graders scene, og publikumskapaciteten lå på 50, og til KH Maries sansekoncert på Aarhus Teater.

– Et af de helt store plusser, som jeg har erfaret mig til de her koncerter, er, at folk slet ikke snakker under koncerterne. Man føler nok ikke, at man kan tillade sig at snakke, når man sidder på en måde, hvor der er så få andre publikummer, og det er så intimt. Man har ligesom en fornyet respekt for musikken og artisten, men også i høj grad for hinandens koncertoplevelse. Det har virkelig manglet i koncertlivet i mange år, fortæller Tilde Hesteng Byrialsen. 

En tættere forbindelse med artisterne

En anden meget gennemgående tendens vores undersøgelse har vist, er at publikum i højere grad føler, at de har en tættere, mere speciel og i øjenhøjde forbindelse med artisterne under coronakoncerter. Emilie West har været til drive-in koncert med Mads Langer, og også til det meget nytænkende format “silent concert”.

– Til drive-in koncert med Mads Langer oplevede jeg ham virkelig på en helt anden måde, end jeg har gjort før. Selvom vi gennem formatet var langt væk fra scenen og sad inde i en bil, kunne vi interagere med Mads via et online møde, som blev sat i stand. På den måde kunne man følge med på sin telefon i forhold til, hvad der blev filmet på scenen, men man fik også et indblik i, hvad der skete ude i de andre biler, fortæller Emilie West og fortsætter:

– Jeg synes virkelig, at det er imponerende, hvor omstillingsparat han var, for han tacklede scenen og formatet ekstremt professionelt, og man følte en helt særlig forbindelse til ham. Han var ikke længere den der uopnåelige stjerne – han var på bølgelængde.

En tættere forbindelse med artisterne gør også, at man måske lægger mere mærke til små detaljer end ellers.

– Der bliver skabt et mere intimt rum, hvor jeg har følt, at det er blevet mere personligt artist og mig selv i mellem, fordi man også har mulighed for at se detaljerne i det, de laver, fortæller Tilde Hesteng Byrialsen.

Mere ro og fokus under koncerterne

Rigtig meget tyder på, at de siddende koncerter er med til at skabe mere ro og fokus under koncerterne.

– Det har været spændende det der med at skulle sidde ned. Jeg synes faktisk, at det gør at jeg kan have en anden opmærksomhed på musikken og performancen, end jeg plejer, og jeg er mere koncentreret, fortæller Tilde Hesteng Byrialsen om mere ro under koncerterne.

– Da jeg var til silent concert i Domen i Aarhus, var musikken virkelig i fokus. Der har man taget formatet skridtet videre, men det var ret vildt at være til en koncert, hvor det handlede så meget om bare at være i momentet sammen med de andre fremmødte, på en ny og anderledes måde, fortæller Emilie West.

Kristian Huss har været til udendørs koncert, arrangeret af Alive Festival, hvor Ganger spillede i sommer. Han stemmer i.

– Jeg oplevede et meget større fokus på scenen og på musikken, som jeg tror springer ud af at vi er nødsagede til at sidde ned. Ganger har et stort fokus på tekstuniverset i deres sange, og jeg synes, at man var meget mere opmærksom på detaljerne i sproget end man ellers ville være. Der er mere fokus på produktet, hvor fokus måske før mere har været på at skabe en social fest, hvor man går amok og drikker sig fuld.

En speciel oplevelse med nye overraskelsesmomenter

Med corona-koncerter, der er underlagt restriktioner har spillesteder og artister været nødsagede til at tænke nyt og innovativt. Det vidner om at denne nødvendige nytænkning af kunstnerne og scenerne har været et opløftende pust for mange publikummer. 

– Koncerterne skaber grobund for et intimt rum, og det synes jeg, at artisterne har rettet til deres fordel. Det oplevede jeg især til KH Marie-koncert i Aarhus Teater. Det var virkelig imponerende, hvordan hun havde draget fordel af at det var et lille rum og lille publikum, hvor vi stedet for at sidde i en tom sal, sad i nogle cirkler omkring scenen. Oplevelsen blev fysisk, fordi scenen bevægede sig, og hun havde også haft en duftdesigner til at skabe dufte, der passede til musikken. Det var en intens oplevelse og en virkelig god måde at udnytte restriktionerne til sin fordel, fortæller Tilde Hesteng Byrialsen. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA