x

REDAKTIONEN: Her er årets bedste udenlandske sange

REDAKTIONEN: Her er årets bedste udenlandske sange

GAFFAs samlede skribentstab har endnu engang skruet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – ved prioriteret afstemning – kåret de bedste udenlandske sange. Coronakrisen har været hård ved koncerterne, men ikke udgivelserne, hvor kreativiteten har sprudlet i alverdens genrer. 

20. "Deal Wiv It" - Mura Masa og Slowthai 

Er det her overhovedet Mura Masa? Nummeret “Deal Wiv It” er et ret overraskende produkt fra Mura Masa, men ikke desto mindre er det ekstremt ørehængende, og man bliver med det samme draget af den overdrevne britiske udtale, der er lagt ind over nummeret. Og så er beatet i omkvædet bare sindssygt catchy.



19. "Caution" - The Killers 

Det fungerer, når The Killers giver deres hjemby Las Vegas et skud med den melankolske linse.”Caution” er en ren perle. Musikalsk, ikke mindst på guitaren, er der ekko af Tom Petty, og tekstmæssigt er det ren Carpe Diem, men mirakuløst bliver det hverken pinligt eller banalt.



18. "Eugene" - Arlo Parks  

Arlo Parks har ærligt talt om emomusikkens store betydning for hende, men uden skyggen af prætention har hun selv defineret en ny emo-lyd formet af eksistentielle spørgsmål, storytelling og nostalgi. Hendes sjælfulde leftfield-pop og r&b-rytmer er grundlæggende for “Eugene”, og den 20-årige brite er blevet kaldt “sin generations stemme”.



17. "Ladies" - Fiona Apple 

Ubehagelige mandspersoner er et gennemgående tema i Apples 2020-album. I den helt forrygende vals ”Ladies” siger sangens hovedperson sorthumoristisk, at når kæresten er skredet, så skal hans nye kvindebekendtskaber ikke være hinandens konkurrenter, men bare slå sig løs i, hvad fortælleren måtte have efterladt hos ham: ”Ladies, ladies, ladies, ladies, take it easy When he leaves me, please be my guest / To whatever I mighta left in his kitchen cupboards / In the back of his bathroom cabinets.”



16. "Are You Even Real" - James Blake
 

Med én fod i drømmeverdenen og en i den fysiske leverer James Blake med “Are You Even Real?” et  nummer, der sætter spørgsmålstegn ved virkeligheden. Med den der bløde stemme, de fængende linjer og den kunstfærdige produktion lyder det både som James Blake, som vi kender ham, og det lyder også som James Blake, når han er bedst.



15. "Head & Heart" - Joel Corry & MNEK 

Det her nummer indeholder alle parametre for et ekstremt gedigent pop-dansenummer. Hvis det ikke var fordi hele verdens natteliv har været lukket ned i det meste af 2020, havde den her stensikkert kørt på repeat på diverse diskoteker verden over. Og selvom udsigten til en god bytur stadig ser lang ud, så er der ingen, der har forbudt os at danse derhjemme. Det kan man passende gøre til det her ørehængende nummer.



14. "TKN" - Rosalía & Travis Scott 

Den spanske Rosalia udfolder sig på modersproget i “TKN”. Og mens mange af os ikke har oplevet varme himmelstrøg og verdenskultur i år, bliver den her serveret for dig. Sangens eksotiske lyd bringer dig sydpå i et øjeblik, og mon ikke vi alle trænger til det?



13. "One More Second" - Matt Berninger 

Matt Berninger, kendt som forsanger i The National, var klar med en store 2020-overraskelse, da han udkom med sit første soloalbum Serpentine Prison. “One More Second” har især betaget GAFFAs skribentstab, og med sit afsæt i soul og country fremhæves Matt Berningers styrker og kvaliteter. Sangen byder på rigelige mængder varme og dybde i både musik og vokal.



12. "Savage" - Meghan Thee Stallion 

"I’m savage. Classy, bougie, ratchet. Sassy, moody, nasty." Sangen er gået viralt i 2020 og har været genstand for et hav af TikTok videoer, hvor mange har lavet forskellige koreografier til sangen, da der også har stort danse-potentiale. Gennemgående for Megan Thee Stallions kæmpe indtog på hiphopscenen er hendes ekstremt bramfri tilgang til sine tekster, performance og seksualitet. Kvindelig frigørelse i bedste velgående.  


11.  "Kyoto" - Phoebe Bridgers

Hendes 2020-album Punisher høstede de sjældne seks stjerner af vores anmelder, og nu har staben kåret “Kyoto” som årets 8. bedste sang. Sangen udmærker sig med en åben og melodisk lyd, komplet med rytmeboks og Casio-synth. De ekstatiske omkvæd, hvor sangen åbner sig, er virkelig smukke, og Bridgers leverer den melankolske tekst med en af pladens stærkeste vokaler. Trommespillet bør også fremhæves på denne sang, for det lyder fandeme fedt.



10. "AUATC" - Bon Iver 

”Ate up all their cake” er, hvad bogstaverne “AUATC” står for, og det er Bon Ivers bud på en antikapitalistisk sang. Det er en low-key popsang med klaver og guitar forrest i arrangementet. Hvis man lytter godt efter, er det da også muligt at spotte en meget kendt korsanger på nummeret: Nemlig selveste Bruce Springsteen.



9. "The Steps" - Haim

Der må være nogle gode gener i Haim-familien. Det er de tre søstre Alana, Danielle og Este med deres finesse for fede strenge og himmelske harmonier et stærkt eksempel på. Den kække røvballe-basker ”The Steps” er således blevet udvalgt som skribentstabens 6. bedste bud på årets sang. Stærkt!



8. "Murder Most Foul" - Bob Dylan

Legendariske Bob Dylan udgav i 2020 sin første selvskrevne sang i otte år (siden fulgt af et helt album). "Murder Most Foul" er titlen, og nummeret varer hele 17 minutter. Sangen er en klaverballade, og teksten tager udgangspunkt i mordet på John F. Kennedy i 1963, men teksten kommer vidt omkring med referencer til en række markante begivenheder fra USA's historie i 60'erne, blandt andet Woodstock-festivalen og den tragiske Rolling Stones-koncert i Altamont, som endte i drab og kaos. Dylan nævner også populærkulturelle 60'er-ikoner i flæng, blandt andre The Beatles, Marilyn Monroe og jazzpianisten Thelonius Monk.



7. "JU$T" - Run the Jewels 

På Run the Jewels' 2020-album er der ingen regnbuefarver i håret eller mumlende AutoTune, til gengæld er der masser på hjerte, og El-P spiller i dén grad med musklerne i producerstolen, hvor han endnu engang beviser, at han også der er en af de skarpeste inden for sit felt i disse år. Zack de la Rocha leverer som altid en ætsende og ramsaltet indsats, denne gang på "JUST", der også gæstes af Pharrell: "How can we be the peace / When the beast gonna reach for the worst? / Tear all the flesh from the Earth (...) But the breath in me is weaponry / For you, it's just money".



6. "People, I've been Sad" - Christine and The Queens

Christine and the Queens er igen i storform med sin franske charme og sans for melodi. Der er intet nyt under solen på singlen ”People, I’ve Been Sad” men overbeviser i bedste synth-pop-stil blot lytteren, om at Christine and the Queens stadig er på toppen af de eftertænksomme og stemningsfyldte popsange.



5. "Midnight Sky" - Miley Cyrus 

Det er virkeligt stærke popnumre, Miley kaster efter os i disse år. Efter kæmpesuccesen ”Slide Away” sætter ”Midnight Sky” et helt andet tempo med tydelige disko-referencer. Det klæder den hæse vokal på et nummer, som meget nemt kan gå hen og blive et decideret single-anthem om at kysse på piger og nyde livet.



4. "Exile" - Taylor Swift & Bon Iver 

Taylor Swift og Bon Iver i en kombination? Det kan KUN være en god idé. På “Exile” bliver vi tryllebundet af først Bon Iver i en mere dyb-version, hvor hans røst får lov at dominere. Melodien er livsbekræftende, stille, rolig – og så peaker det pludseligt. Man efterlades tilbage med total gåsehud, mens de to supplerer hinanden smukt  i en strøm af fraseringer. Med Taylors poppede indspark er opskriften på årets tredjebedste internationale nummer født. 



3. "No Time to Die" - Billie Eilish 

Sangen til filmen, vi alle ventede på i spænding – og stadig gør. Billie Eilish’ bud på den navnkundige James Bond tema-melodi nåede lige præcis at blive offentliggjort, før corona fik sit indtog på hele verden. Men imens vi venter på filmen, kan vi jo dvæle ved, hvor vanvittigt godt et nummer det er. Lige i 007’s ånd. Og lad os også lige dvæle ved, hvor vildt det er, at en 18-årig har lavet et James Bond-nummer!



2. Dua Lipa - Don’t Start Now

Det her er sangen, der går ud til alle vores ekskærester. “If you don’t wanna see me dancing with somebody / Don't show up, don't come out / Don't start caring about me now”. Et popnummer, der kan få enhver i kærestesorg til at komme ud af sengen, ud på dansegulvet og ud i livet på ny. Dua Lipa er popstjernen, vi alle har brug for lige nu. Og så blev hendes Future Nostalgia album i øvrigt kåret som årets allerbedste af GAFFAs samlede skribentstab.


1. "Blinding Lights" - The Weeknd 

"Blinding Lights" er nærmest blevet folkeeje i 2020, og sangen topper da også et hav af årslister. Med sangens catchy beat, energidrevne tempo og et keyboard der sender associationer mod megahittet “Take On Me” af a-ha, forstår man godt nummerets enorme popularitet. The Weeknd har skabt et hit, der forbliver et af de helt store mange år ud i fremtiden.




Lyt til alle sangene her: 



Se også vores kåringer af 2020's bedste udenlandske og danske album. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA