x

KOMMENTAR: Desperationen kommer til at dræbe musikken

KOMMENTAR: Desperationen kommer til at dræbe musikken

Af Emma Hørlyck, upcoming sangskriver og musiker. Udgav i 2020 to album under eget navn og arbejder p.t. på sit 14. job som hundelufter.

I forgårs stod jeg med et par glitrende bukser til 200 kr. i mine hænder. Det var valget mellem dem eller en afveksling til leverpostejsmadderne. Jeg valgte bukserne, for jeg turde ikke andet. Jeg er 22, og inden jeg ser mig om, er jeg 42. Og så er jeg dømt ude. Færdig, finie, done. Hvis jeg da ikke allerede er det.

Der bliver endelig sunget højt om sexismen. Der er en enig fælles frustration mod Joy Mogensen. En kamp for kunsten. En verden fra forstanden. Der sker meget, og jeg støtter op om alt, der bliver gjort, for at føre os selv på det nye rette spor. Men vi mangler stadig noget. Først tænkte jeg, at jeg ikke kunne tillade mig at tale højt om det. Ikke nu. Sexisme-debatten er jo langt vigtigere. Og Corona. Desuden kan vi heller ikke bære mere på vores trætte skuldre. Men så ombestemte jeg mig, for det er jo netop alle de nødvendige snakke, der skal til, for at vi kan føre os selv ind på sporet. Så lad os tage den nu:

Jeg frygter fremtiden. Jeg frygter for kunsten, kulturen og for alle dem, der brænder for den.

Jeg frygter, at musikken er ved at dø. At de, der står til at være de næste til at forme vores tanker og følelser, bukker under, fordi slaget så tydeligt er tabt.

Jeg er selv upcoming musiker. Jeg er selv en del af ligningen, der ikke kan gå op, og det har faktisk passet mig helt fint – lige indtil Corona kom. Indtil da fik jeg tingene til at løbe rundt ved at arbejde som avisbud eller lærervikar eller begge dele på samme tid. På et tidspunkt pendlede jeg endda fra Vamdrup til Odense for at få 105 kroner i timen som telefoninterviewer. Jeg sad der otte timer i streg, ventede to timer på et tog og landede i min seng ved midnatstid. Jeg måtte tage, hvad jeg kunne få, for jeg var all-in på musikken og havde ingen gymnasietid med et flot 12-tal på mit CV.

Men det var okay, for dengang var der en motivation bag alle mine job. Der var drømme, som blev realiseret. Jeg kunne se min egen udvikling gennem hårdt arbejde, og det tændte en gnist, der ikke kunne pustes ud. Men det kan den nu. Ingen tør satse på nye navne, for ingen har råd til at træde forkert. Mange ildsjæle bliver nødt til at sætte alt ind for at redde deres eget liv, og selv om hjælpepakkerne i bedste tilfælde kan holde deres hoveder oven vande, så er det ikke nok til at nå ned til alle os på bunden af havet. Ingen koncerter betyder ingen nye lyttere. Og jo, så kan man være heldig at lave et hit, hvor man kan tjene et par hundrede kroner over streamingtjenesterne, og navnet bliver nævnt på P3. Men hvad med resten?

Jeg siger ikke alt det her for at redde min egen røv. Jeg siger det i ren og skær frygt for, at de skæve grene på træet snart blot er et punktum i historiebogen, og at kun stammen står tilbage. Og hvad så hvis det sker? Er det ikke lige meget? Nej, det er det ikke, for vi er mennesker, og vi har brug for næring på hver vores måde. Vi er ikke kun én kasse.

Som Anne Linnet også har sagt: “Jeg har aldrig haft behov for at putte mig selv i en kasse. Det ville være som at indspille den samme plade hele livet. Pengemæssigt ville man kunne leve af det, men åndeligt ville man dø.”

Sådan er det også med musikbranchen lige nu. Hvis den fortsætter i samme rille, vil der være få, der pengemæssigt kan leve af den, men åndeligt kommer vi til at dø.

Mit mål har aldrig været at skulle overtage verden med min musik. Mit mål har været at beskæftige mig med det, jeg elsker. Det er mit hjem, og jeg har ikke villet gå på kompromis med hverken det eller med mig selv, bare for at tjene flere penge eller udbrede mit navn. Men det begynder jeg at være villig til nu. Min desperation prøver at forme mig selv til noget mere kommercielt. Skrive på engelsk, lave et pophit, købe glitrende bukser i håb om, at de kan reflektere min krop ind til musikmagtens øjne.

Det ville alt sammen være fint, hvis jeg følte mig tilpas i det. Men det gør jeg ikke. Problemet er bare, at alle landeveje bliver trumfet af én stor motorvej, så jeg har vel intet valg?

Meget af skylden tilhører Corona. Resten har vi selv fået skabt over de senere år. Men vi kan stadig vælge at stå sammen, ligesom vi gør i fællessangen og i opråbene mod forkerte magthavere. Vi kan beholde vores koncertbilletter. Købe en plade. Og DR kunne have valgt at give en plads til de spirende skud, da de i foråret kun spillede danske kunstnere på deres radiokanaler.

Det var et godt initiativ, men de kunne have undladt den samme Helmig-sang for syvende gang og i stedet skåret ned til tre. De resterende fire pladser kunne så være givet til nogle nye, som måske kunne spredes igen og igen og. Dermed ikke sagt, at alle de etablerede kunstnere ikke skal have taletid og airplays – det skal de i høj grad – men vi bliver nødt til at indse, at vi har et problem. Hvis de nye skud ikke får luft, så dør de. Snart.

Jeg oplever stor støtte fra musikere højere i hierarkiet. De ved, hvad alle vi begyndere skal igennem, og de ved, at det lige er blevet ti gange værre, med COVID-19 der ånder os i nakken. Jeg sætter stor pris på den støtte, men jeg ville ønske, at flere ville tilslutte sig, så vi har noget at stå sammen om til næste pandemi om 50 år. Ja, vi kan godt overleve uden musik og alt andet kunst og kultur, men vi kan ikke leve uden.

Snart er jeg 42, og så er jeg færdig, finie, done. Så rammer depressionen nok igen, hvis desperationen ikke har dræbt musikken inden da.

Jeg har lige returneret et par glitrende bukser og spist lasagne. Det må være første step.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA