x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Simon Heggum

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Simon Heggum

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret de årets bedste danske og udenlandske album. Hen over julen giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Simon Heggum. Hør sange fra alle albummene på en playliste nederst.

INTERNATIONAL TOP 10:


1. Kelly Lee Owens – Inner Song
Genre:
Technopop/dreampop

En plade, der voksede fra den allerede glimrende modtagelse jeg gav den. Lee Owens har rørt mig dybt med den skarpeste technopop, jeg har hørt i mange år. ”On” og ”L.I.N.E” er mesterlige dreampopsange, men techno-siden er mindst lige så genial, hvor ”Melt!” og ”Jeanette” er favoritterne. Inner Song er en af de bedste, sangbaserede elektroplader i mange år og årets bedste plade. Hands down!

2. Phoebe Bridgers – Punisher
Genre:
Folkrock/indie

Et mesterværk, der kun holdes fra førstepladsen af ren og sker personlig forfængelighed. Bridgers har med den dybt rørende Punisher skabt en samling sange, hvor kærlighed, længsel og afmagt aldrig har været mere sangværdigt. ”Kyoto” og ”I Know the End” er meget store sange, hvilket også ses på Bridgers’ mange Grammy-nomineringer.

3. Ela Minus – acts of rebellion
Genre: 
Technopop/acidhouse

Årets helt store overraskelse var colombianske Ela Minus, der med acts of rebellion leverede en stærk eksperimenterende technopop-plade inspireret af minimal-techno, acid, chiptunes og glitch. Første halvdel af pladen kandiderer som årets stærkeste album-sekvens. ”megapunk” og ”dominique” er deciderede bangers.

4. EOB - Earth
Genre: 
Alternativ rock/elektronisk

Jeg kan åbenbart ikke lave en årsliste, uden at der er en eller anden Radiohead-connection på listen. Ed O’Brien, som ellers er mest kendt for at lave atmosfære i Radiohead, tog røven på mig – og en hel del andre – med den glimrende Earth, der samler folk, britrock og rave i en smeltedigel med nogle overraskende fine sange og Eds stærke stemme.”Shang Ri La” er måske årets stærkeste rocksang, og det er rart at høre Flood tilbage i producerstolen.

5. Einstürzende Neubauten – Alles in Allem
Genre: 
Industrial

AUFSTEHE! Selvom fortidens vanvidskollaps af ødelæggelse for længst er væk, er Bargelds og kompagnis nyeste album Alles in Allem – en kærlighedserklæring til gruppens hjemby Berlin – stadig en uregerlig og knuselskelig smadrekasse af skrotdynger og statelig industrial. Så mangler vi bare, at Neubauten endelig kan få lov at spille de koncerter, de skulle have givet i år. Kom nu med de vacciner. Apropos er breaket i åbneren ”Ten Grand Goldie” blevet synonym med 2020, hvis du spørger mig: ”Nothing works! Nothing works!!”.

6. Dua Lipa – Future Nostalgia
Genre: 
Disco/retropop

Ja, jeg havde sgu så ikke lige regnet med, at Dua Lipa nogensinde ville få min opmærksomhed overhovedet. Men Future Nostalgias retrodisko og Lipas insisteren på at være den nye discodronning fik mig ned med nakken. ”Don’t Start Now”, ”Physical” og ”Levitating” ville kunne få mig på dansegulvet, hvis man vel at mærke kunne den slags i disse tider. Overraskende godt.

7. Squarepusher – Be Up Hallo
Genre: 
IDM/glitchcore

En plade, der er vokset på mig, siden jeg gav den fire stjerner i årets tidlige måneder, før COVID-19 fik fat i tropperne. Tom Jenkinson leverer legende, glitchet IDM, i et syntetisk virvar af inspirationer. Alt fra knækkende maskintrommer til murer af sine waves, der minder en om Nintendo-spil fra de spæde ’80’ere kastes i skallen på lytteren, hvor ”Vortrack” og ”Merkrev Bass” er pladens ultimative højdepunkter. Det er indimellem som at få et spark i nosserne af Sonic the Hedgehog – det er fa’me fjollet! Men det er fedt.

8. Marie Davidson & L’œil Nu – Renegade Breakdown
Genre: 
Artpop/glampop

Apropos fjollede indslag er Marie Davidsons hamskifte, med bandet L’œil Nu, fra minimaltechno til elektronisk glamrock, et af årets helt store ”WTF’ere” for mig. I en perlerække af smågeniale popsange skider Davidson på alt, hvad hun har bygget op de senere år, og agerer fransk-canadisk chanteuse i en halsbrækkende påvirkning af glam, cabaret, jazz og rave! Det er lige så godt, som det lyder! Og jeg elsker det.

9. Gorillaz – Song Machine
Genre: 
Damon Albarn

Tæt på deadline gik det op for mig, at jeg faktisk ikke har hørt Gorillaz’ ”return to form” lige så meget, som jeg egentlig havde burde for, at den skulle med på listen. Det er virkelig ærgerligt, for albummet er det tætteste, Albarn og Hewlett er kommet på et formfuldendt album siden Plastic Beach. Endelig er kollaboratørerne igen velvalgte i alt fra Elton John til Robert Smith og Beck, som skægt nok lyder revitaliseret. Den afrikanske bossadrøm ”Desolé” er dog min klare favorit!

10. Autechre – SIGN/PLUS
Genre:
IDM/eksperimental

Ved artiklens afslutning er min endelige dom over Autechres nyeste skud på stammen ikke nået at blive færdig. Den britiske IDM-duo udgav SIGN i efteråret, efterfulgt af den mere kradsbørstige PLUS, og har – trods en vis metaltræthed hos undertegnede – alligevel formået at lave en mindre samling af lange, sørgmodigt eksperimenterende instrumentaltracks, der formår at holde lytteren på kanten af sædet, med sine vævende, opklippede sekvenser af hakkende beats og knugende droner. Hvilket et af albummene jeg mest er til, ved jeg ikke, så de må dele denne tiendeplads.

DANSK TOP 10:

1. Ganger – Tro
Genre: 
Artpop/alternativ

Jeg føler ikke, at jeg behøver at skrive ret meget mere om Gangers andet album, end jeg allerede gjorde, da jeg gav Tro fuldt hus tilbage i oktober. Jeg kunne bruge spalteplads på at skrive, at Tro er en af de danske plader, jeg har haft mest respekt for i lang tid, og hvordan samtlige ideer og eksperimenter følges fuldt til dør og lykkes. Men du kan også bare lytte til ”Bunker”, ”Pumper Mama” og ”Styrke” i stedet. Årets plade. Og en af de helt store danske udgivelser i lang tid. Endnu engang tillykke.

2. ibens – Cocio og beton
Genre: 
Poprock/alternativ rock

Det eneste, der endnu engang holder de knuselskelige voksne i ibens væk fra at hoppe helt højt er Ganger. Og det er en ret unfair armlægning. Selvom jeg stadig ikke helt synes, at Cocio og beton kommer op på siden af gruppens comeback carstenshenriskchristians, som jeg er umanérligt glad for, så er denne popåbenbaring stadig en smuk, hjerteskærende og dybt melodisk samling af mesterlige popsange. ”Skylder det hele væk” er en af trioens bedste sange, nogensinde, overhovedet.

3. Agnes Obel – Myopia
Genre: 
Artpop/neoklassisk

Da jeg satte mig for at lave listen, havde jeg næsten glemt Myopia, som jeg anmeldte i vinteren, da verden endnu var åben, og Corona blot var en halvskidt øl. Men da jeg genlæste min anmeldelse og genhørte pladen, ramte den mig lige så hårdt, som da jeg første gang lyttede til den geniale single ”Island of Doom” en tusmørkenat i december 2019. Obels neoklassicistiske tilgang til sin egen musik og hendes flygtige, febersøvnige sange er nærmest perfekte, hvor kun et par enkelte lange codaer holder den fra at blive genial. ”Broken Sleep” burde have været et større hit.

4. (O) – SkamHan
Genre:
Black metal/doom metal

De mystiske mænd bag (0), som er umulige at google, leverede et hæsblæsende debutalbum i dansk metalregi, der hurtigt blev en personlig favorit i år. (0) har siden deres debut-ep sadlet om og spiller ikke kun rent black metal, men henter også inspirationer fra mere old-school britisk heavy, doom og helt klassisk rock, mens produktion er skarp og stemningerne varierede. Sange om ”Skarntyder” og især den fantastiske ”Sortfugl” er skarpe metalsange, som rent faktisk også tør være melodiske. Stramt, konceptuelt og aggressivt!

5. Afsky – Ofte jeg drømmer mig død
Genre: 
Black metal/folk-metal

Ole Luk – Afskys eneste reelle medlem – lavede med ”Ofte jeg drømmer mig død” ikke bare endnu en utrolig stærk metaludgivelse, men også et stærkt, personligt take på skyggesiden af dansk lyriks sværvægtere. Samtidig formår Luk at skabe en storslået, melankolsk og aggressiv klangverden af skrig, konceptuel finesse og tung, overjordisk ondskab. Et virkelig smukt stykke musik, hvor alle numrene hænger sammen. Dog bør ”Angst” fremhæves for sit dybt atypiske take på Emil Aarestrups erotiske poesi.

6. Den Fjerde Væg – Jamais Vu
Genre: 
Artpop/noisepop

Jeg ved ikke, om det helt præcis er sådan, men i mine ører er der mange af de nye popnavne, der strømmer ind på den danske scene for tiden, der indirekte skylder Den Fjerde Væg en del. For mig står de herrer Lasse, Rune og Andreas klart som gudfædrene til den nye bølge af dansk pop, vi hører i dag. Viljen til at turde eksperimentere uden at give slip i den gode melodi. Jamais Vu lader til at være en slags hjemkomst og er deres stærkeste plade siden debuten. Det er rart at høre, at bandet endelig tør lave den plade, de altid gerne har villet lave. Dansksproget artpop med progressive undertoner, når det er bedst.

7. girlcrush – girlcrush
Genre: 
Queerpunk/poppunk

2020 skulle have været det helt store år for queerpunkerne i girlcrush. Og jeg under dem det så pisse meget, da jeg har været fan siden den første koncert jeg var til med dem. Jeg er så langt fra målgruppen, de skriver til, i kraft af at jeg er en ciskønnet, hvid mand, men det er heldigvis ligegyldigt, når man skriver så gode, formfuldendte popsange som ”Throwing Like a Girl”, ”Emo-Kid” og især den geniale ”Work, Work, Work”. Jeg håber så inderligt, at trioen får fat i flere, så folket endelig fatter, at der ikke er noget i vejen med at være lige præcis, hvem fanden man vil være.

8. The Great Dictators - One Eye Opener
Genre: 
Alternativ rock/eksperimenterende rock

The Great Dictators leverede med One Eye Opener noget så udansk som et storslået, eksperimenterende værk, med dramatiske rockundertoner og en dybt, trist stemning, der går igen på alle pladens numre, hvor statisk feedback, virkemidler fra electronica og akustiske lydkilder bader de trøstesløse sange i en konstant reminder om, at du aldrig kan føle dig sikker på noget som helst. Heller ikke One Eye Opener, som jeg faktisk genopdagede ved tilblivelsen af denne liste.

9. Télé Rouge – 38 °C
Genre: 
Synthpop/retropop

Mérci beaucoup! Una Skott og resten af Télé Rouge tog for nylig røven godt og grundigt på mig, da jeg skulle anmelde deres nyeste ep. Men 38 °C er en utrolig skarp samling af tre dekaders pophistorie, og de fransksprogede elektropop-sange bliver leveret i et legende, syntetisk tæppe af vellyd. Samtidig tror jeg, at Télé Rouge har brugt rigtig meget tid på denne plade – og derfor skal producer Rune Borup også lige have en anderkendende hilsen herfra. Godt skruet sammen! Qui a coupé le fromage?

10. Ildskær – Den rædsomste nat
Genre: 
Black metal/lo-fi

Jeg tror faktisk heller ikke, jeg har meget at sige, som jeg ikke allerede har skrevet i min anmeldelse af den jyske duos sortmetalliske debut. Det er så black, som det kan blive, så man indimellem tror, at man befinder sig i Norge i slutfirserne. Men samtidig er alle sangene – der tager udgangspunkt i bombningen af København i 1807 – aggressive, velspillede og fyldt med tremolopicking, blastbeats og rumpenisse-skrig. Som jeg selv skrev i anmeldelsen: ”Er du til rå, tilbageskuende black metal med alt, hvad det indeholder af djævlehorn, brændende stavkirker og jættestuer er Ildskær lige dig. Og hvis du er mere til naturvin, Philip Faber og bøllehat, bør du sidde den her over.”

Simon Heggum er 33 år og bor på Nørrebro med sin kæreste og har skrevet for GAFFA siden 2017. Heggum opfatter sig selv som GAFFAs undskyldning for stadig at anmelde alternativ musik, selvom han også godt ved, at det resulterer i, at der aldrig er nogen, der læser hans anmeldelser.
Simon anmelder alt fra garagerock til ambient, metal og country, hvis det har et eksperimenterende islæt, men fokusområdet er efterhånden blevet eksperimenterende elektronisk musik, dansk upcoming og en hel speciel kærlighed for skæve, kvindelige kunstnere. Mest fordi det er dem, der er bedst til at skrive sange.

Når Simon ikke skriver for GAFFA, laver han musik og skriver sange i en række bands, du aldrig har hørt om. Men du skal da være velkommen til at google dig frem.

LÆS OGSÅ: ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste albums ifølge Trinelise Væring


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA