x

VIROLOG: Vaccine-plan letter meget på festival-situationen – men intet er sikkert

VIROLOG: Vaccine-plan letter meget på festival-situationen – men intet er sikkert

Hvad er status på de store danske festivaler? Er håbet opstået på ny? Og hvad siger virolog Allan Randrup Thomsen om muligheden for at afholde festivaler i 2021? GAFFA giver dig svarene her. 

Siden begyndelsen af 2020 har vi alle levet under restriktioner, som mange af os aldrig har prøvet før. Og mens vi stod ved enden af året og tænkte, at et årsskifte skulle være enden på al dårligdom, blev vi kun få dage inde i det nye år bevidst om en alvorlig virkelighed endnu engang. Da Mette Frederiksen holdt pressemøde den 5. januar så det sort ud. Ikke mindst for årets festivaler og koncerter, vi alle mangler og savner så meget.

Men måske er der håb forude, for med den nye deadline for den sidste vaccine den 27. juni kan vi muligvis se frem mod en sommer, hvor eksempelvis festivalerne kan afvikles – om ikke som de plejer, så i hvert fald i en grad, der er mere tilfredsstillende end ingen festivaler. De danske festivaler rundt i landet øjner ligeledes håbet forude, og vi har talt med flere af dem om forventninger til festivalåret 2021.

Hos SmukFest er meldingen klar fra talsmand Søren Eskildsen: 

– Vi er mere end klar til at byde vores festivalgæster velkommen til Smukfest 2021. Vi tror på at vi med indførelsen af et coronapas, og den løsning vi har arbejdet på næsten hele sidste år, sammen med en lang række andre aktører i branchen, kan afholde festival som vi plejer til sommer.

Coronapas skal sikre årets festivaler

Tilbage i december kunne vi her på GAFFA bringe historien om at alle de store danske festivaler er gået sammen med en lang række professionelle aktører om at finde en fælles løsning og model, der skal sikre 2021’s festivaler. Den lange række af aktører tæller blandt andet Roskilde Festival, SmukFest, NorthSide og Tinderbox, Dansk Live, Horesta, Dansk Erhverv, Divisionsforeningen, professor i Infektionsmedicin Lars Østergaard samt Jan Gorm Lisby, professor i Klinisk Mikrobiologi.

Løsningen skal findes i coronapasset. Et coronapas er en personlig dokumentation for, at man er blevet testet negativ for COVID-19. Planen opererer således med et forløb, hvor man screener folk med quick-tests ved arrangementer med stigende publikumskapaciteter igennem foråret 2021, hvilket blev godkendt sidst i 2020. Ved afslutning af dette forløb forventer man, at et Corona-pas ved adgang til arrangementerne kan vise, at folk er testet negativ for Covid-19, har modtaget vaccinen, eller at man har antistoffer i kroppen, eller man aktuelt er quick-testet ved indgang til arrangementet. Men løsningen kræver, at regeringen og myndighederne er imødekommende.

– Vi tager det her ekstremt seriøst, og det håber jeg at regeringen og myndighederne vil være imødekommende overfor. Hvis de for eksempel har nogle ændringer eller andre bud på løsninger, så lytter vi selvfølgelig til det. Men det er en klar forudsætning at vi, og alle andre i projektet, får lov til at sidde med ved det bord, der skal afgøre vores skæbne. Og det har vi en klar forventning om, at vi får lov til, fortalte Brian Nielsen, festivalchef for NorthSide og Tinderbox til GAFFA.

Søren Eskildsen stemmer i:

– Selvom vi som udgangspunkt er enormt optimistiske, så skal det også kraftigt understreges at det her afhænger af at regeringen og myndighederne er imødekommende over for os, hvis vi skal have gang i koncert- og festivallivet igen.


Kun festival, hvis 100 procent kapacitet muliggøres 

Mens de hos SmukFest lige nu jubler over den udvikling, vi ser, med lys forude, var svaret fra NorthSide noget mere tilbageholdende, da vi talte med Brian Nielsen i december.

– Vi har kun interesse i at afholde arrangementer og festivaler, der er sundhedsmæssigt forsvarlige. Vi vil ikke afholde festival, før vi kan det. Derfor har vi hele året frem til nu arbejdet med en model, der skal sikre, at vi kan gå sikkert og trygt til festivaler i 2021. Vores hold består udelukkende af de dygtigste eksperter på området, så vi mener, at der med denne model er et stort håb forude.

Hos Roskilde Festival opererer man fortsat med en festival på fuld kapacitet, og kan festivalen ikke afholdes med de vante 130.000 gæster, bliver der ikke nogen festival. Sådan udtalte Roskilde Festivals administrerende direktør Signe Lopdrup til B.T:

“Vi har en 100 procent udsolgt Roskilde Festival, som skal afvikles i 2021. Hvis vi ikke kan levere en festival på det niveau, vi plejer, så kan vi jo ikke afholde festivalen. Vi ser ikke for os, at vi laver en halv Roskilde Festival, hvis ikke vi får myndighedernes godkendelse til det, eller hvis vi ikke kan leve op til at lave en sundhedsmæssig forsvarlig festival.

Virolog øjner et håb forude, men…

Virolog Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet er en travl mand i disse tider, men vi når alligevel at få en snak med ham om, hvad hans vurdering er, når det kommer til afholdelse af festivaler i 2021.

– Det er næsten umuligt at sige noget om, men nu har vi fået en dato på, hvornår sidste vaccine gives, og det letter meget på situationen. Men der er ingen tvivl om, at når det gælder prioritering om, hvad der bliver lukket op hvornår, så kommer de store festivaler med mange mennesker sidst, fordi det er der den største risiko er.

Er det ikke ligegyldigt, når man er vaccineret?

– Det er det ikke, for det er ikke alle, der bliver beskyttet af vaccinen. Den bedste vaccine er oppe på 95 procent beskyttelse, så der er stadig 5 procent der ikke er beskyttet. Det vil sige, at hvis man samler 100.000 mennesker, er der stadig 5000 der ikke er beskyttet. Og i øvrigt er det heller ikke alle, der vil tage imod vaccinen.

– Man kan måske indtænke hurtigtest til at screene alle, der går ind og ud ad festivalen. Så vil kombinationen med det og vaccinesituationen måske gøre det muligt, måske ikke på det normale tidspunkt for festivalen, men lidt senere på året. Det tør jeg hverken udelukke eller give en garanti for, siger Allan Randrup Thomsen.

Hvad så med koncerter, kan vi forvente, at de kommer hurtigere tilbage?

– Ja det er der ingen tvivl om, at de gør. Men som en start kommer det nok til at se ud, som det gjorde i det meste af 2020, med mindre kapacitet, sid-ned formater og med afstand. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA