x

INTERVIEW: Simon Kvamm forener komikken med musikken i ny tv-serie

INTERVIEW: Simon Kvamm forener komikken med musikken i ny tv-serie

Du kender ham som en af Angora-drengene og som forsanger i Nephew, De Eneste To og Hugorm. I Simon Kvamms nye tv-serie GURU kan du få begge dele og mere til.

Simon Kvamm har noget af en karriere bag sig. Seks Nephew-album, to fra De Eneste To, ét soloalbum – og så en ep samt et debutalbum fra hans seneste musikalske projekt Hugorm.

Og det er kun de musikalske bedrifter.

Mange – i hvert fald den ældre del af genration Z og bagud – kender ham også som komiker og manuskriptforfatter og har grint ad og skrålet med på sketches og sange om bildæk (på maven, vel at mærke), overraskende blind dates og lyserødt cykeltøj fra 2004-serien Drengene fra Angora. Nu vender Kvamm tilbage til tv-gesjæften med sin dramakomedie kaldt GURU, hvor soundtracket udelukkende består af musik produceret, indspillet og skrevet af Hugorm.

– Jeg har haft en meget klar vision om, hvordan jeg vil kombinere humoristisk og alvorligt med noget, der er musikalsk. Det der med at kombinere de her elementer på en bestemt måde har været en stor drøm for mig. Det forener alt, hvad jeg holder af og beskæftiger mig med.

GAFFA fanger Kvamm en mandag formiddag i marts. Der er præcis en måned til, at hans serie har premiere. Den løber over skærmen den 8. april 2021 på DR2 og DRTV.

Uden at afsløre for meget møder vi i GURU hovedkarakteren Andreas, som flytter fra København og tilbage til hjemstavnen Silkeborg. Her giver han sig i kast med sit coaching-program for at få silkeborgenserne op på dupperne. Samtidig bliver han konfronteret med sin fortid og prøver at forstå sin tilværelses højere mening hos sin egen terapeut, der har selvhjælps-metoder, man i den grad kan stille spørgsmål til.

En gammel idé med et nyt twist

– Det er et projekt, jeg har været i gang med i utroligt mange år. Det har været lidt af en kamp at få realiseret for mig.

Idéen med GURU er ikke ny. For allerede otte år siden startede den for Kvamm, som begyndte at tænke over, hvordan han gerne ville vende tilbage til tv med en serie, der stak lidt dybere end det, han har lavet tidligere:

– Jeg har haft en idé om, hvordan jeg kunne beskrive vores tidsånd på en måde, der kunne være sjov. Jeg ville fremstille vores tids performancekultur på en anden måde end det, man kan opnå ved at skrive en kronik, bog eller ved at medvirke i en paneldebat på P1.

Således blev frøet til dramakomedien GURU sået. Serien består seks afsnit, hvor Kvamm selv har hovedrollen og får selskab af blandt andre Brian Lykke, Frederik Cilius og Kirsten Lehfeldt:

– Jeg havde lyst til at lave noget mere, men på en ny måde. Det har taget noget tid og været en kamp, for det er ikke en velkendt genre. Når jeg bringer humor ind i det, så er det ikke Angora-humor. Jeg har Angora i blodet, men det er ikke som sådan i familie med det. Der er ingen parykker og blåt hår. Det er langt mere subtilt.

Man kan høre, at Kvamm er begejstret, når han taler om projektet. Ud over musikken er skærmkiggeri nok det, som han dyrker mest:

– Jeg er selv kæmpe tv-fan – jeg sluger mega-mange serier. Det antal timer, den gennemsnitlige dansker har set tv under corona, har jeg set altid.

Af Kvamms egne favoritter er serier som The Sopranos, Fleabag og Succession. Til fælles er, at de alle balancerer alvorlige og humoristiske elementer:

– De laver noget, der er dramarisk, som man har lyst til at følge med i, men som også er sjovt på en anden måde end en traditionel komedie.

Netop dét håber Simon Kvamm, at den nye tv-serie vil lykkes med: – Jeg er selv ret glad for serien og er blevet tilfreds med den. Det tør jeg godt sige, for det har været igennem en masse runder og også været i nogle udformninger, jeg ikke var glad for.

Et drillende blik på selvudviklingstyranniet  

I GURU er hovedpersonen Andreas både en bidrager til og et offer for performancekulturen. Selvudviklingstyranniet, har du måske også hørt det blive kaldt. Det er netop den tendens, som Kvamm sammen med vennen og psykologiprofessoren Svend Brinkmann har udviklet idéen til serien ud fra.

– GURU er en fortælling om Andreas’ jagt på livets store sandheder. Det, jeg synes, der er interessant at vise, er den her ekstreme individualisering og søgen efter egen succes og lykke, som vores tid kræver af os.

At måle sig selv på alle livets parametre kender Kvamm selv til:

– Jeg har selv kæmpet med det. Det her med at føle, at det er mit ansvar at opnå succes i livet. Ikke bare i min karriere, men også med mit dagligdagsliv, min familie, min forældrerolle, dit og dat. Den ligger på mig. Og hvis jeg ikke løfter det til det, der kan måles som en succes ude i verden på det ydre, så har jeg tænkt, at det er min skyld, hvis det er en fiasko.

Kvamm pointerer, at han egentlig synes, at grundidéen med at se indad er god nok. Det er udsprunget af 60’ernes og 70’ernes magtkritik, siger han, men på mange måder har det fordret en usund individualisme, som hele den her selvudviklings-bølge er født ud af:

– Nu er det vendt på hovedet, men det er også vendt i alle mulige retninger. For eksempel er sådan et begreb som vækst overalt i vores verden. Ikke bare på et samfundsmæssigt plan, men også i vores personlige liv. Det handler hele tiden om at blive bedre til at leve. Det skal gerne stige. Man skal gerne føle, at i dag var bedre end i går. Det er dét, jeg synes, der ikke kun er noget tragisk, men også noget voldsomt komisk over.

– Det er meget grundenergien i GURU. Andreas er en mand, som søger meget efter en retning i livet og at få et eller andet ståsted, hvor han i øvrigt er meget forvirret omkring ting fra sin egen fortid. Det får han så ind i hovedet af en mystisk, syret guru – eller en person, han gør til guru – og så tager han hjem til sin hjemby og banker sig selv på brystet, for han har fundet sandheden om, hvordan folk skal leve.

Komikken og musikken

Kvamm er både på hjemmebane i musikken og komikken. Men i GURU kombinerer han de to på en måde, hvor de er afbalanceret på en ny måde. Hverken det ene eller det andet skal tage over og fylde for meget.

Nu snakker du om, at serien prøver at kombinere humor og alvor. Det er på mange måder også det indtryk, man får af dig som person, når man kigger tilbage på din karriere.

– Det er jo det, jeg har bygget mit virke på. Det er at stå på de to ben, der hedder musik, hvor jeg spiller og udgiver det, og komik, hvor jeg spiller og skriver de her roller. Jeg har omfavnet og ligesom accepteret det. Jeg har fundet nogle fordele i det, hvor jeg kan byde ind med noget, som andre måske ikke kan, men det har samtidig altid været meget forvirrende for mig, at jeg ligesom ikke har kunnet vælge.

Hvor føler du dig så mest hjemme? I musikken eller komikken?

– Jeg føler mig mest som musiker, fordi det er det, jeg bruger flest af mine dage på. Det er ligesom det, jeg står op og laver. Jeg føler så samtidig, at det mest naturlige sted for mig som musiker, det er på en scene, hvor jeg både synger og gør noget andet.

For Kvamm er det vigtige forbindelsen til sit publikum både på scenen eller foran skærmen. Det er den energi og det samvær, der driver værket hos Kvamm.

Hugorm som soundtrack til midtlivskrisen 

Kvamm har valgt Hugorms musik til serien, og det er ikke en tilfældighed:

– Hugorms musik er én til én lavet i det samme univers som GURU. Det handler ikke om det, der sker i GURU, men balancen mellem alvor, aggressivitet og humor er lige præcis det, som Hugorm også er bygget på.

Både Hugorms og GURU er skabt ud fra det standpunkt, Kvamm – og de andre medlemmer i øvrigt – selv befinder sig i livet:

– Tekstmæssigt så er det sammenfaldende, at begge dele handler om at være midt i livet. En midtlivskrise kunne man også vælge at kalde det. Det er i hvert fald et begreb, som mange oplever – krise eller ej. Man er i midt i livet, hvor man helt klart ikke føler sig ung længere. Men hvad er man så? Er man gammel? Måske heller ikke.

Man er hverken det ene eller det andet. Måske halvvejs, måske lige i dér, hvor man både begynder at skue frem og tilbage:

– Der er det arketypisk at forholde sig til, hvor man kommer fra, og hvor man skal hen, og hvor tæt man er på starten og slutningen. Det er også det, som GURU og sangene i Hugorm udspringer af.

40’ernes limbo kan være tung at danse med. Men Kvamm har fået noget nyt ud af dansen, hvor det vigtigste har været at tage alle lærestregerne, drivkraften og erfaringerne fra karrieren med – og for guds skyld ikke gøre sig hverken yngre eller ældre, end man er:

– De her projekter (GURU og Hugorm, red.) har handlet om, hvordan man bliver ældre i musik uden at skulle tage den akustiske guitar og taburetten frem. Jeg har aldrig på den måde haft lyst til at forcere noget ungt. Jeg har ikke noget behov for at skjule, at jeg er 46. Men jeg føler bare heller ikke nogen naturlighed ved at, at der skal gå Allan Olsen i den. Det er noget andet, jeg synes er fedt.

Morten Gorm fra Hugorm: En krydsning mellem alvor og humor i GURUs lydbillede

Morten Gorm, guitaristen og medproduceren i Hugorm har sammen med trommeslager og medproducer Árni Bergmann lavet score og lydcollager til GURU. Gorm fortæller om processen:

– Hvis jeg ikke tager helt fejl, så tror jeg, at den version af serien, der er blevet til, startede nogenlunde samtidig med, at Hugorm som musikprojekt startede. Jeg kan huske, at vi har snakket om forskellige måder på, hvordan musikken kunne spille en rolle og være mere aktiv end bare baggrundsmusik.

Det er ikke kun Hugorm, der har givet noget lyd til billedet i GURU, men også GURU, der har draget ny inspiration til visuelle virkemidler hos Hugorm, for eksempel i deres optrædener:

– Der har hele tiden været en krydsning mellem de to, som nok har været lidt ubevidst, men som giver ret god mening nu. Simon har opereret med en indre stemme, hvor han kunne have en diskussion med sig selv i løbet af skabelsen af sangene. Den tematik passer på mange måder rigtig godt ind i tv-serien, som handler om at være på vores alder og bøvle med nogle af de ting, man oplever på det her tidspunkt i livet, hvor man cirka er halvvejs.

Serien jonglerer meget med det humoristiske og det alvorlige – hvordan indkapsler man det musikalsk?

– Vi har prøvet at være meget bevidste om, at det ikke kammer for meget i den ene eller den anden retning. Der er ikke nogen af os, der har lyst til at have et for-sjov band, men der er heller ingen af os, der har lyst til at være for selvhøjtidelige. Vi har nogle problematikker, som man bøvler med, men vi vil også gerne tage det et sted hen, hvor man kan grine ad det.

– Vi prøver at lave nogle sammensætninger af noget, som på den ene side er smukt og på den anden side er grimt, og på den ene side blødt og på den anden side hårdt. Det er også sådan, jeg synes, at virkeligheden kan afspejles meget godt, hvis jeg endelig skal prøve at analysere på det. Livet er jo hverken det ene eller det andet. Hvis det skal være ægte, så indeholder det begge dele.

Svend Brinkmann: GURU viser nogle fundamentale problemer i tidens tankegang

Professor i psykologi Svend Brinkmann, en god ven af Simon Kvamm, har været med til idéudviklingen af tv-serien:

Hvad er det, I gerne vil fortælle med Andreas’ historie?

– Jeg synes, at serien lykkes med at portrættere en i virkeligheden ret usikker og sårbar fyr, som bliver en del af et selvudviklings-coaching og guru-agtigt miljø. Han finder nogle relationer og en måde at tænke på, som han – jeg vil ikke sige griber til i desperation, men han tror, at det er en rigtig og vigtig vej at gå, ikke bare for ham, men også for andre.

Venskabet med Kvamm går langt tilbage, siger Brinkmann:

– Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg snakkede med Simon første gang, men jeg har kendt til Nephew i rigtig mange år. Da jeg gik på universitetet, arbejdede jeg som musikmedarbejder i en ungdomsklub sammen med Nephews guitarist Kristian (Riis, red.).

Kvamm siger, at Brinkmann har været en vigtig ”inspiration og sparringspartner” til projektet. Både hvad angår faglig ekspertise til de psykologiske aspekter af selvudviklingsfaget og – ikke mindst – kritikken af det.

– GURU viser, at der er nogle store problemer i den måde at tænke på, som afspejler noget fundamentalt i vores tid. Det er både omkring individualisering og fremmedgørelse mennesker i mellem. Menneskene vil gerne hinanden det godt og nå hinanden, men de får svært ved det, fordi de bliver så optaget af deres egen selvudvikling.

Kritikken til samtiden er Brinkmann vant til at give, men formatet er nyt:

– Jeg har ikke været involveret i fiktions-projekter før. Jeg er jo vant til, jeg udgiver faglitteratur, hvor jeg så forklarer, hvad det handler om. På en måde synes jeg, at det er lidt anderledes, når man laver en serie. Der laver man en historie og viser nogle ting, man kan identificere sig med og tage afstand fra, blive forarget over og grine ad. Alt muligt. Jeg håber ikke, at vi propper nogle konklusioner ned i halsen på seeren. Det gør man jo sommetider i bøger.

Med anti-selvudviklingsbøger som Stå fast (2014) og Ståsteder (2016) kan man paradoksalt nok sige, at Brinkmann på sin vis har opnået den guru-status, som serien kritiserer.

Du har jo selv fået lidt af en guru-status siden din udgivelse af Stå fast. Har du ikke også selv oplevet et backlash og noget kritik for din tilgang?

– Ja, helt sikkert. Og det er en sjov, næsten paradoksal proces, der kører, og som jeg har været opmærksom på lige fra dér, hvor folk begyndte at læse, hvad jeg skrev og komme til mine foredrag. Bliver man en del af det, man kritiserer? Det har vedvarende været en problematik. På en eller anden måde er det et symptom på det problem, jeg taler om. Derfor er det også noget, jeg selv må forholde mig til analytisk. Jeg må prøve at analysere det som en del af det, jeg beskriver.

– Det er folk også nogle gange lidt trætte af – det bliver især udtrykt på sociale medier. Man må have et lidt ironisk forhold til det. Jeg kan næsten ikke se, hvordan man kan have andet. Man skal i hvert fald være lidt selvironisk i forhold til de her processer og sin tilgang for at kunne være i det. Det handler om at holde lidt distance til sig selv og den her mærkelige rolle, jeg har fået.

Musikalsk finder Brinkmann inspiration fra sine tre børns musikvaner, der både har introduceret ham til Bikini Kill og Bratmobile og det japanske 80’er-avantgardeband Jagatara:

– De er kendt for at spise levende kyllinger på scenen. Deres numre varer minimum 20 minutter, og forsangeren døde i 1990 i et badekar. Og så er de 15 mand på scenen med horn, der bare fyrer den af.

Og så er Brinkmann selvfølgelig også begejstret for soundtracket til GURU:

Jeg synes, at Hugorm er mega fedt. De har lige præcis den lyd, som jeg holder rigtig meget af. Lidt punket og skramlet og lidt distortion på vokalen – det kan jeg rigtig godt lide.

LÆS OGSÅ: Popkulturel alkymist gør det igen og igen og...

Se Hugorm med Benjamin Hav til GAFFA-Prisen 2021:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA