x

The Cure-klassikeren "Faith" fylder 40 i dag – her er en guide til hele bagkataloget

The Cure-klassikeren "Faith" fylder 40 i dag – her er en guide til hele bagkataloget

The Cure er et af de få bands fra den oprindelige postpunk-bølge fra slutningen af halvfjerdserne, der fortsat har en aktiv pladekarriere, og som aldrig har været væk. The Cure har flere gange varslet, at nu er det slut. Faktisk næsten hver gang de har udgivet et nyt album. I år fylder debutalbummet 42 år, og lige præcis i dag runder deres tredje album og et af deres hovedværker, Faith, 40 år.

Det er 13 år siden, gruppen sidst har udgivet noget nyt, og bandet har kun indspillet to plader siden årtusindskiftet. Begge af middelmådig kvalitet, selvom de bærer præg af fortsat musikalsk nysgerrighed og lyst til fornyelse. På plade har The Cures karriere været en lang nedtur, siden de kommercielt set toppede for 29 år siden som et af verdens største rockbands.

Live går det bedre. The Cure kan stadigt sælge masser af koncertbilletter, og de er fortsat publikumsfavoritter på alverdens festivaler og koncertarenaer som eksempelvis Roskilde Festival 2019. Og med god ret, for selvom den snart 62-årige sanger, guitarist og sangskriver Robert Smith, der stadig har sort høstakhår og går med læbestift og eyeliner, muligvis har svært ved at få det til at lykkes på plade, så er han fortsat en fascinerende frontfigur for et yderst vitalt liveband.

Og så har Robert Smith flere gange udtalt, at et nyt album omsider er lige på trapperne. I september 2020 fortalte han, at han både havde færdiggjort et nyt The Cure-album og et soloalbum, men siden har vi ikke hørt mere. I 2020 medvirkede han på Gorillaz-albummet Song Machine, Season One: Strange Timez.

I anledning af Faith-albummets 40 års jubilæum bringer vi her en guide til hele bandets bagkatalog. Vi begynder med Faith:

Faith (1981)

******

En videreudvikling af det musikalske sprog, The Cure fandt på Seventeen Seconds men endnu mere dyster og alvorlig ­– og næsten kirkeligt højtidelig sine steder. Den originale vinylpresning af Faith på grammofonen er ren magi, og en af de mest perfekte plader nogensinde. Fuldstændig vildt god lyd og genialt, nytænkende arrangeret og produceret. Musikken er intenst stemningsmættet. Her er ingen normale trommemønstre, og Simon Gallups tunge baslinjer er det bærende instrument. Popkvaliteterne er ikke så åbenlyse som på Seventeen SecondsFaith kræver mere af lytteren, og sangene er sjældne gæster til The Cures koncerter i dag. Titelnummeret er den første indspilning med Robert Smith på Fender Bass VI barytonguitar. Et instrument som sidenhen er blevet en del af The Cures signaturlyd.

    På det originale kassettebånd og den senere cd-genudgivelse findes det 28 minutter lange instrumentalnummer Carnage Visors, der mere eller mindre er en lang Robert Smith-improvisation på Bass VI og rytmeboks. Trommeslageren Lol Tolhursts opgave var at hælde rødvin i munden på ham undervejs.

    Coveret til Faith er lavet af Porl Thompson, som var med i The Cure, før de fik pladekontrakt, og hans ven Undy Vella. Det er deres første albumcover i en lang række af The Cure-covers. Porl Thompson bliver senere gift med Rober Smiths lillesøster Janet.

Højdepunkter: Other VoicesAll Cats Are Grey og The Drowning Man.

Bonusinfo: Faith inspirerede Michael Strunge til digtet December fra digtsamlingen Ud af Natten fra 1982.

Resten af bagkataloget:

Three Imaginary Boys (1979)

****

Debutalbum indspillet af tre ambitiøse og målrettede 19-årige drenge.

    The Cure bliver opdaget af Polydors talentspejder, Chris Parry, som gik og puslede med tanken om at starte sit eget pladeselskab. Idéen bliver ført ud i livet, og The Cure signet som første band på det nye selskab Fiction på baggrund af deres demobånd.

    Three Imaginary Boys er et spinkelt, kantet og drenget new wave-popalbum. Mere rock end de tre efterfølgende plader, men sprødt og friskt og helt uden rock’n’roll-attituder og klicheer. Selv coverversionen af Jimi Hendrix’ Foxy Lady swinger sprødt og firkantet. Robert Smith har ikke fundet sin stemme endnu og lyder ung og anderledes. Albummet er fuldt af gode sange, og blev godt modtaget af anmelderne i sin tid. Der er studentikose tendenser, og for eksempel stammer teksten til So What fra en pose sukker.

    Robert Smith er utilfreds med både omslag og sangudvalg, som deres manager og pladeselskabsmand Chris Parry trumfer igennem. Fremover sørger Robert Smith for selv at være i førersædet.

    Efter udgivelsen af Three Imaginary Boys fyrer Robert Smith bassisten Michael Dempsey, fordi de ikke kan blive enige om den musikalske retning. Michael Dempsey er en dygtig og finurlig bassist, som gerne vil lave lir og små krøller, men Robert Smith vil have minimalisme leveret med punkenergi.

Seventeen Seconds (1980)

******

Kæmpe skridt fremad. Her bliver The Cure til The Cure. Ekstremt visionært og genredefinerende postpunkalbum på linje med Joy Divisions to plader. Musikken er kølig, minimalistisk, dyster og drevet frem af elbas og trommer. Her er intet straight-up rock med rødder i rythm’n’blues. Alt er nytænkt. Elguitaren er tilbageholdt og bliver mest brugt til enkeltstrengsspil og klanglige teksturer ved hjælp af effekter. Albummet blev til i samarbejde med den helt unge, opfindsomme producer Mike Hedges, som har en stor del af æren for det nyskabende lydbillede.

    For at få beatet mekanisk repetitivt blev trommeslageren Lol Tolhursts figurer klippet ud og lavet til lange båndsløjfer, der kørte rundt og rundt mellem stoleben i studiet. Det var før digital sampling. Crash-bæknernes udklingning blev forlænget med kompressorer og kørt gennem flanging-effekter. Mange af sangene fra Seventeen Seconds dukker fortsat op i The Cures livesæt. Ikke mindst Play For Today og A Forest, som der begge er opstået fanritualer omkring. En udødelig klassiker begået af 21-årige unge mænd.

Seventeen Seconds bliver dårligere modtaget af musikkritikerne end Three Imaginary Boys. Muligvis fordi anmelderne er skolet i den gamle rock og mangler referencer til at kunne se, at The Cure bryder ny grund, og viser vejen frem.

Højdepunkter: At Night, In Your House og A Forest

Pornography (1982)

******

En fanfavorit og en barsk omgang. Her er der kommet en aggressivitet og vrede på banen, som ikke var til stede på den mere indadvendte Faith. Albummet er næsten uhyggeligt og nihilistisk med den ofte citerede åbningslinje ”it doesn’t matter if we all die” fra One Hundred Years. Arbejdet med produceren Mike Hedges er ophørt og Pornography har en ond og rå lyd. Igen er elbassen helt fremme i lydbilledet sammen med de uortodokse trommerytmer. Guitaren er blevet forvrænget og har fået en mere skrigende og dyster karakter. Pladens højdepunkt er den lange, gotisk smukke sammenbrudshymne The Figurehead, hvor Robert Smith erklærer ”I will never be clean again”.

    Robert Smith og bassisten Simon Gallup ryger i totterne på hinanden under den efterfølgende turné, og det bliver reelt enden på The Cure for en tid. Pornography slutter med ordene ”I must fight this sickness, find a cure…”. Tavlen skal vaskes ren. Og det bliver den allerede inden udgangen af 1982 med udgivelsen af den rendyrkede popsingle Let’s Go To Bed, som er Robert Smiths forsøg på at skrive den mest latterlige og klichefyldte popsang, han kan finde på. Reelt er Let’s Go To Bed indspillet som et Robert Smith-soloprojekt, og til at starte med har han ikke tænkt sig, at den skal udsendes under The Cure-navnet. Simon Gallup har forladt bandet, og formelt set er The Cure reduceret til duo bestående af Robert Smith og Lol Tolhurst. Sidstnævnte har tilmed annonceret, at han ikke længere vil spille trommer, men skifter til keyboard.

Bonusinfo: Lyden på Love Shops Anti fra 2001 er inspireret af Pornography. Jens Unmack forærede et eksemplar af albummet til Hilmer Hassig og Henrik Hall, så de kunne høre hvordan han syntes, det skulle lyde. Man kan høre påvirkningen på Alle Har En Drøm At Befri.

The Glove – Blue Sunshine (1983)

****

Ikke et The Cure-album, men et syret sideprojekt mellem Robert Smith og Siouxsie & The Banshees-bassisten Steven Severin. Det skal alligevel med her, og var en del af genudgivelsesprogrammet for nogle år tilbage.

    Albummet er fuldt af vildt gode psykedeliske og eksperimenterende popsange, men desværre vil The Cures manager ikke tillade at Robert Smith synger på albummet, fordi det vil lyde for meget som The Cure. I stedet synger Siouxsie-trommeslageren Budgies kæreste Jeanette Landray. Den fejlvurdering bliver der rådet bod på i 2005 hvor ”Blue Sunshine” bliver genudgivet med en bonusdisk med Robert Smith-versioner af sangene. Officielt er det gamle demoindspilninger og ”guide-vokaler”, men blandt The Cure-fans hersker der vedholdende rygter, som insisterer på, at Robert Smith i virkeligheden har indsunget vokalerne på ny, specifikt til bonusdisken. Argumentationen bygger på, at hans stemme ikke lyder som i 1983, og at lydkvaliteten er alt for god.

    1983 og ’84 er nogle af de vildeste og mest kreative år i Robert Smiths karriere. Han spiller både i The Cure og Siouxsie & The Banshees og laver plader og spiller koncerter med begge bands, mens han indspiller The Glove-projektet. Han sover ikke, tager alt for mange stoffer og ender med at falde om på gaden i London en dag i 1984, hvorefter han forlader The Banshees.

    Bonusinfo: Genudgivelsen af Blue Sunshine rummer også det fremragende, hidtil uudgivne nummer And All Around Us The Mermaids Sang (aka Torment), som Robert Smith og Steven Severin i sin tid forærede til Marc Almond, der udgav det på sit album Torment & Torreros med Marc & The Mambas i 1983 (hvor det kun er krediteret til Steven Severin).

The Top (1984)

***

Det mest ringeagtede The Cure-album, men trods alt bedre end sit rygte. Masser af fine sange blandt andet Shake Dog Shake, Dressing Up, The Caterpillar og titelnummeret The Top. Det er et kludetæppe, som mangler fokus og sammenhæng. Man kan også vælge at kalde det fantasifuldt, og det tæller på plussiden, at Robert Smith eksperimenterer meget med sin stemme og sine guitarlyde. Albummet er plaget af den ekstremt tidstypiske Yamaha DX7-keyboardlyd, som sætter et markant 1984-stempel på det. Det bliver aldrig en klassiker. Bortset fra debutalbummet er The Top det eneste Cure-album uden bassisten Simon Gallup. Robert Smith spiller bassen selv. I virkeligheden er The Top tæt på at være et Robert Smith-soloalbum.

Bonusinfo: Meget overraskende var Bananafishbones fra The Top blevet støvet af og taget med på sætlisten på den festivalturne, som bragte The Cure til Roskilde i 2012.

The Head On The Door (1985)

****

Første skridt mod superstjernestatus og stadionkoncerter. Bassisten Simon Gallup er tilbage, og The Cure er blevet et band igen med tilføjelsen af den fremragende trommeslager Boris Williams, som sætter sit tydelige fingeraftryk på førstesinglen In Betweens Days. Robert Smiths gamle ven og senere svoger Porl Thompson, som har været med live siden 1984, er også blevet et permanent bandmedlem på guitar og keyboard. Dermed introducerer The Head On The Door den fem-mandsopstilling, som bliver opretholdt med forskellige udskiftninger de næste 20 år.

    The Head On The Door er meget mindre syret og mere poppet end The Top. Sangkvaliteten er meget høj hele vejen igennem. Numre som Push og A Night Like This lyder næsten som almindelig rockmusik, og de er med til at gøre The Cure spiseligt for et bredt publikum.

   The Head On The Door er det første The Cure-album, som får noget, der ligner mainstreamsucces, og det sælger til guldplader i både England og USA.

Bonusinfo: The Head On The Door er det første The Cure-album, der ikke slutter med titelnummeret. Faktisk er der ikke noget titelnummer, men ordene optræder på singlen Close To Me.

Ekstrabonusinfo: Trommeslageren Boris Williams udmærker sig ved aldrig at bruge et såkaldt ”ride”-bækken, som ellers er obligatorisk i rockmusik. I stedet har han en hi-hat til hver hånd. Forskellen er, at hi-hatten har en lysere tone og en meget kortere udklingning, mens ride-bæknet larmer meget og klinger længere tid. Lol Tolhurst brugte det heller ikke, og The Cure er ride-bækkenfrit indtil 1995. Det gør en større forskel, end man skulle tro.

Kiss Me Kiss Me Kiss Me (1987)

*****

Oprindeligt en dobbelt-lp, og det sidste The Cure-album, der er tænkt som en vinylplade. Ifølge Robert Smith er det nødt til at være en dobbelt, fordi de har indspillet så mange gode sange. Og han har ret, for selvom albummet er en blandet landhandel, der spænder mellem de supervrede The Kiss og Shiver & Shake og de ultrapoppede Why Can’t I Be You og Hot Hot Hot. Midt imellem ligger eventyrlystne og psykedeliske numre som The Snakepit og Like Cockatoos. I modsætning til forgængeren The Head On The Door har samtlige bandmedlemmer bidraget med idéer og skitser til sangene på Kiss Me Kiss Me Kiss Me.

    Teksterne har ændret sig fra at være surrealistiske og abstrakte til at blive mere direkte og personlige. På Kiss Me Kiss Me Kiss Me tager Robert Smith for alvor livtag med den romantiske kærlighedssang som for eksempel The Perfect Girl, One More Time og Cure-klassikeren Just Like Heaven.

    Robert Smith fandt inspirationen til sidstnævnte i en tur til kysten med ungdomskæresten Mary Poole mange år tidligere. Scenen bliver genskabt i musikvideoen, hvor nygifte Robert Smith og Mary Poole Smith danser rundt ved en klippeafgrund. Mary Poole Smith er den eneste kvinde, som nogensinde har været med i en The Cure-video.

    Kiss Me Kiss Me Kiss Me bliver en kæmpe succes og kommercielt set et stort skridt fremad for The Cure, der efterfølgende indtager en position som et af verdens største alternative rockbands.

Bonusinfo: Kiss Me Kiss Me Kiss Me er indspillet i Frankrig, hvor bandet samtidigt lavede koncertfilmen The Cure In Orange med en sjældent korthåret Robert Smith i front. I filmen overrasker han ved at komme ind på scenen med en paryk, som han hiver af, inden Shake Dog Shake sparker løjerne i gang. The Cure In Orange venter fortsat på at blive udgivet på officiel DVD/BluRay.

Disintegration (1989)

******

Efter kæmpesuccesen og popeskapaderne med Kiss Me Kiss Me Kiss driver der igen sorte skyer ind over The Cure. Robert Smith fylder 30 i april 1989 og får et eksistentielt anfald af sortsyn, tvivl og erkendelse af altings forgængelighed. Resultatet er Disintegration. Et af verdens bedste album nogensinde. Helstøbt, stærkt, rørende og smukt. Albummet åbner med den monumentale og afgrundsdybe Plainsong, hvor Robert Smith hvisker tekstens få ord i et hav af ekko oven på tykke lag af strygersynthesizere.

    Disintegration er det første album, Robert Smith har tænkt som en cd. Det vil sige et langt, episk forløb, i stedet for en ”a” og en ”b”-side. Albummet er så langt, at det heller ikke kan være på en lp, så i den originale udgaver mangler to virkeligt stærke sange på vinylen (Last Dance og Homesick).

    Robert Smiths barndomsven – og det eneste medlem af The Cure som har været med siden starten – Lol Tolhurst bliver smidt ud af bandet under indspilningerne. Han er blevet en drukkenbolt og har bidraget med uendelig lidt de sidste mange år. Reelt er han afløst af den virtuose Roger O’Donnell, som blev sat ind på Kiss Me-turnéen, fordi Lol Tolhurst var for fuld til at kunne spille sine ting. Lol Tolhurst er blevet bandets klovn og et mobbeoffer. Til sidst stiller de andre musikere Robert Smith et ultimatum: Enten går han, ellers går vi. På albummet er Lol Tolhurst kun krediteret for ”other instrument”.

    Alle musikerne har bidraget til musikken på Disintegration, og de er krediteret i fællesskab, selvom Love Song og Same Deep Water As You er bassisten Simon Gallups, og Homesick kommer fra Lol Tolhursts hånd. Et af albummets fineste sange (så var det åbenbart ikke værre…).

    Størstedelen af Disintegration er båret frem af Robert Smiths Fender VI barytonguitar som lead-instrument. Den er den, der har den store, dunkle, melankolske tone, som farver albummet. Pictures Of You og Same Deep Waters As You er de bedste eksempler på Robert Smiths særlige evner på Bass VI.

    På trods af den gennemgående mørke stemning, og de meget lange numre, rummer Disintegration alligevel fire hitsingler. Mod pladeselskabets forventning sælger det endnu bedre end Kiss Me Kiss Me Kiss Me og bringer The Cure helt til tops.

Bonusinfo: Disintegration udkom i Danmark tre dage før andre lande. Den officielle udgivelsesdato var mandag den 1. maj. Samme dag som The Cure startede deres ”The Prayer Tour”. Første koncert på turnéen var i Danmark (”Roskilde Spring Special”), og for at de danske fans havde en chance for at lære de nye sange at kende inden koncerten, kom pladerne ud i butikkerne allerede fredagen før – det vil sige den 28. april.

Ekstra bonus: Robert Smith, som er notorisk kendt for at være fuld af løgn, fortalte i sin tid til GAFFAs Per Reinholt Nielsen, at han var i gang med at indspille et soloalbum med titlen Imperfection ved siden af Disintegration. Vi venter stadig.

Wish (1992)

*****

Disintegration udkom, mens firserne fadede ud, og albummets sortrandede alvorsmusik tilhørte en anden tid, da halvfemserne sætter i gang med ecstasydrevet madchester-indiedance, støjrock og grunge, og Robert Smith og The Cure hopper med på ”baggy”-bølgen med remix-albummet Mixed Up og den funky og up-beat rock-single Never Enough, mens de spekulerer over næste træk.

    Keyboardspilleren Roger O’Donnell er smuttet og blevet erstattet af gruppens guitarroadie Perry Bamonte, som kan håndtere både tangenter og guitar.

    De første tegn på nye toner fra The Cure kommer i januar 1991, hvor de afprøver nye sange under en hemmelig koncert i London. Sangene dukker hurtigt op som piratindspilninger til de hungrende fans. Ud over at være mere guitardrevne er disse tidlige versioner af de nye sange sangene betydeligt mere afdæmpede og rolige end de versioner, der i foråret 1992 dukker op på det nye album Wish. Der er simpelthen kommet et Nirvana imellem, og rock er blevet tidens toneklang. Det har mange Cure-fans begrædt i tidernes løb, for sangene Cut og Wendy Time fra den hemmelige koncert er steget voldsomt i tempo, temperament og guitarforvrængning på Wish. Et album, som minder mere om Kiss Me Kiss Me Kiss Me end om Disintegration. Det er også en dobbelt-lp, og det spænder næsten lige så vidt rent musikalsk. Fra de afdæmpede og intime To Wish Impossible Things og Trust til de rekordlalleglade Friday I’m In Love og Doing The Unstuck. Ikke desto mindre er det et fremragende album, som har modstået tidens tand rigtig godt. The Cure er et ufatteligt stærkt og velspillende hold på dette tidspunkt, Robert Smith er stadigvæk en ualmindelig skæv og skarp sangsnedker og sanger, så det kan ikke gå galt. Singlen Friday I’m In Love når ud til et endnu brede poppublikum og bliver en radioklassiker. Med Wish overgår The Cure endnu engang sig selv rent kommercielt. For hver af deres albumudgivelser er det kun gået en vej: Op, op, op.

    Robert Smith bearbejder sit fremmedgjorte forhold til sin egen superstjernestatus på albummets rockede start- og slutnumre. Open og End. Han har flere gange i interviews fremhævet End, med ordene ”stop loving me, I am none of these things”, som et af sine egne favoritnumre, som han ærgrer sig over, at fansene ikke gider høre live. The Cure spillede det på Roskilde Festival 2001.

Bonusinfo: Den Nordengelske gruppe Cranes, med sangerinden med lillepigestemmen Alison Shaw i front, var opvarmning på det meste af ”Wish Tour”. En aften i Frankrig, hvor Alison Shaw var syg, vikarierede Robert Smith og Porl Thompson fra The Cure ved at spille hendes vokalmelodier på guitar. Efterfølgende remixede Robert Smith Cranes-sangen ”Jewel” og lagde en Bass VI-stemme på.

Wild Mood Swings (1996)

***

Wish bliver et vendepunkt for The Cure. Guitaristen Porl Thompson og den eminente trommeslager Boris Williams har forladt bandet efter ”Wish Tour”, og hjemme igen må Robert Smith tage et retsopgør med det tidligere medlem Lol Tolhurst om penge og om rettighederne til bandnavnet. Det forsinker arbejdet med ny musik og med at stable en ny version af The Cure på benene.

    Der går fire år, hvilket er den hidtil længste pause mellem The Cure-albums siden starten. Robert Smith hyrer den unge Jason Cooper fra My Life Story som ny trommeslager, og Roger O’Donnell kommer med igen med på keyboards.

    I mellemtiden har verden mistet interesse for The Cure, og udgivelsen af det nye album Wild Mood Swings i 1996 bliver et realitetschok og en kold afvaskning for Robert Smith og pladeselskabet, som kun er vant til, at det kan gå en vej. Derfor er Wild Mood Swings tilrettelagt som forgængerne med sjove hitsingler og ditto musikvideoer. Det hitter bare ikke. På sin vis er The 13th, Mint Car og Gone lige så stærke som mange af de tidligere singler, men et eller andet er gået i stykker.

    Wild Mood Swings er, som titlen antyder, et musikalsk kludetæppe, men det var succesfulde Kiss Me Kiss Me Kiss Me og Wish også. Der er alligevel sket et kvalitetsknæk. Problemet er muligvis, at Robert Smith virker for ironisk distanceret og påtaget på de sjove sange (selvom The 13th er sød). Round & Round & Round kandiderer til at være det værste nummer, The Cure nogensinde har udgivet.

    Til gengæld er der masser af nerve på de mere dunkle sange som for eksempel Numb og Trap. Åbningsnummeret Want er fremragende og bliver fast element i live-repertoiret mange år frem, men ellers er der langt mellem snapsene.

Bonusinfo: Wild Mood Swings er indspillet i den engelske skuespillerinde Jane Seymours hus, hvor Radiohead optog deres OK Computer året efter – med noget større held. Den nye trommeslager Jason Cooper kom med i bandet midt under indspilningerne, så der optræder syv forskellige trommeslagere på Wild Mood Swings.

Bloodflowers (2000)

****

I høj grad en reaktion på skuffelsen og de dårlige erfaringer med Wild Mood Swings. I erkendelsen af, at singlerne ikke virkede, har Robert Smith droppet at lave hits, og der udkommer ikke en eneste single fra Bloodflowers.

    Det er sidste album under kontrakten med Chris Parrys Fiction Records, og fra kontoret i London varsles internt, at Bloodflowers også er The Cures sidste album i det hele taget, og at det skal markedsføres som sådan.

    Albummet har en del paralleller til Disintegration rent tematisk og stemningsmæssigt. Det handler om Robert Smiths tvivl og refleksioner omkring at fylde 40. Lyrikken er utvetydig med linjer som ”one last time before it’s over”, ”If it can’t be like before, I’ve got to let it rest” og “the fire is almost out, and there’s nothing left to burn”.

    Ligesom på Disintegration er Robert Smiths’ Fender Bass VI barytonguitar det melodibærende instrument, og ligesom på de gamle plader er der masser af ekko, chorus og flangereffekt på guitarerne. Bloodflowers er en fed, og meget undervurderet plade.

    Robert Smith hævder at Bloodflowers er tredje del i ren trilogi sammen med Pornography og Disintegration, og for at illustrere sin pointe spiller The Cure alle tre albums i træk i deres fulde udstrækning til to koncerter i Berlin i 2002, og udgiver dvd’en Trilogy fra begivenheden.

Bonusinfo: Bloodflowers skulle have været et elektronisk album. Robert Smith forklarede i slutningen af halvfemserne, hvordan han arbejdede med musikkens elementer på computeren, som blokke han kunne kombinere og flytte rundt på. Det var aldrig noget verden kom til at høre meget til, for Bloodflowers endte med at være et traditionelt, håndspillet rockalbum. Sangen ”Possession” fra b-side boxsættet Join The Dots er eneste eksempel på den forladte, elektroniske retning.

The Cure (2004)

**

Ironisk nok bliver The Cure revitaliseret, efter at Robert Smith har besunget hvor færdig han er på albummet Bloodflowers. Bandet skriver ny pladekontrakt i Los Angeles i stedte for London, og indspiller til de gamles fans' gru albummet The Cure med metalproduceren Ross Robinson.

    Mange fans undrer sig over, hvad The Cure har gang i. Nu havde de lige fundet sig selv igen med Bloodflowers. Men resultatet føjer kun en knivspids metal til The Cure, selvom gruppens varemærkelyd er forsvundet til fordel for en mere fersk lyd. Robert Smith har ændret sangstil i en mere råbende og vred retning.

    The Cure er et meget langt album, og ligesom Kiss Me Kiss Me Kiss Me, Wish og Wild Mood Swings er det ekstremt varieret. På trods af den ferske lyd og mere barske levering rummer The Cure nogle vildt poppede sange som for eksempel The End Of The World og (I Don’t Know What’s Going) On, som står i vild kontrast til larmende sange som den rædselsfulde Us Or Them og den glimrende, udsyrede wah-wah-øvelse The Promise, der lyder som en The Kiss II.

    Before Three er albummets bedste sang. Der er også gode tiltag på det melankolske barytonguitarnummer Going Nowhere, men det er næsten vulgært og lyder som et The Cure-jamband. Der er smurt for tykt på.

    Robert Smith fyrer keyboardspilleren Roger O’Donnell og guitaristen Perry Bamonte i 2005, og fortsætter The Cure som keyboardløs rockgruppe med guitaristen Porl Thompson tilbage i rækkerne.

Bonusinfo: Robert Smiths fascination af amerikansk metal førte ham en tur i MTV Unplugged som gæst hos Korn. Han gæster også på Blink 182s selvbetitlede 2003-album.

Den reducerede, keyboardløse udgave af The Cure er dokumenteret live på Dvd’en Festival 2005, som desværre er præget af en irriterende, larmende lydkvalitet.

4:13 Dream (2008)

***

Marginalt bedre end The Cure fra 2004. Mere afslappet og mindre krampagtigt leveret. Overvejende solide sange, men sandsynligvis ingen fremtidsklassikere. Larmende og anstrengende produktion. Man får lyst til at tage en pause undervejs. Strengt taget er det kun Robert Smiths stemme og sangskrivning, som indikerer, at dette er The Cure. Den signaturlyd bandet etablerede omkring Seventeen Seconds i 1980, og som var genkendelig til og med Bloodflowers i 2000, er udfaset.

    Som sådan er det et sundhedstegn, at Robert Smith har trang til at udvikle The Cure og prøve nye veje. Det nemmeste er at blive ved og ved med at lave det samme, og give fansene det de vil have. Man må tage hatten af for Robert Smiths musikalske eventyrlyst. Det er bare ærgerligt, at hans nye musikalske vision er knap så charmerende, indtagende og spændende som den gamle.

    4:13 Dream indeholder i bund og grund nogle okay sange. De lyder bare ikke fedt på pladen. Guitaristen Porl Thompson vælter funky wah-wah-leadguitar ud over det hele, og man kommer til at savne noget af den mere kølige og tilbageholdte æstetik og stemning på tidligere tiders The Cure-plader. The Scream det efterfølgende afslutningsnummer It’s Over må være de mest uforsonlige og larmende sange The Cure nogensinde har udgivet.

    Den bedste sang på pladen er popsinglen The Perfect Boy, og på singleplade med den virkelig gode b-side Without You er den næsten et bedre værk i sig selv end albummet.

Bonusinfo: The Cure indspillede 33 sange til 4:13 Dream og valgte at tage de mest poppede med på det endelige album. Resten ville blive udgivet senere, lovede de. Endnu har de ikke set dagens lys.

Ekstra bonusinfo: Porl Thompson har forladt The Cure efter 4:13 Dream, er blevet skilt fra Robert Smiths søster Janet og kalder sig nu Pearl Thompson. En mængde af hans The Cure-ting er blevet solgt på auktion. Blandt andet dele af hans originale artwork til en række af pladerne.

Hvis læserne har fået lyst til at anskaffe nogle af de gamle The Cure-plader, anbefaler vi, at man undgår genudgivelserne fra 2004-2010 og anskaffer de gamle cd-versioner som brugte plader. De koster tilmed næsten ingenting. De originale, gamle vinylversioner er allerbedst, og de er heller ikke særligt dyre. The Cure var et populært band, og der blev presset vildt mange eksemplarer i sin tid, så der er masser af dem på brugtmarkedet. Og de er den helt rigtige måde at høre The Cure på. De nye remaster-versioner på cd, download og Spotify er voldsomt komprimerede og spiller meget højt og unuanceret. Det er firsermusik, og det bør høres, som det var tænkt til at lyde i firserne.

Livealbum:

Concert (1984)

****

Råt og godt live-album, som dokumenterer den kortlivede version af bandet med Andy Anderson på trommer og den senere pop-producer og Johnny Hates Jazz-sanger Phil Thornalley på bas. Blændende rå og vrede versioner af Shake Dog Shake og Give Me It og nogle uopslidelige, klassiske versioner af Charlotte Sometimes og A Forest. Det er lyden af The Cure efter popsinglerne, men før de blev et rigtigt stadionband. Robert Smiths utæmmede flanger-pedal er på overarbejde over hele albummet. En essentiel Cure-lyd.

Bonusinfo: Phil Thornalley var mange år senere medforfatter til sangen Torn, der under titlen Brændt blev et radiohit med Lis Sørensen i 1993 - og et verdenshit med Natalie Imbruglia i 1997.

Entreat (1990 + 2010)

*****

Indeholder udelukkende sange fra Disintegration i nogle virkeligt fremragende live-versioner. Udkom oprindeligt kun i England i et gult papcover som gratis gave i en HMV-kampagne, hvor man skulle købe to Cure-albums for at få det udleveret. Nogle få dukkede op i handlen herhjemme. Blev genudgivet i almindelig distribution et års tid senere i et blåt cover som støtteplade for Røde Kors.

Bonusinfo: Albummet blev genudgivet med titlen Entreat Plus som bonusdisc til Disintegration-remasteren i 2010. Nu med de sidste fire sange fra Disintegration, som ikke var med på originalen. Alle mixene er nye, og lyder tungere, mere ferske og mere larmende end den lettere, luftigere, mere dynamiske og elegante originalversionen. Men godt at Plainsong og Same Deep Water As You endeligt kom med.

Show (1993)

****

Fin dokumentation af den ekstremt velspillende stadionversion af The Cure fra højdepunktet af deres karriere, optaget live i USA. Eneste anke er, at albummet indeholder et lidt kedeligt greatest hits-sæt uden overraskelser. De findes til gengæld i rigt mål på søsteralbummet Paris.

Paris (1993)

*****

Udsendt samtidigt med Show som en velgørenhedsplade, og på mange måder et langt bedre album. Indeholder en masse sange, som kun sjældent blev spillet live. Der er sindssygt god lyd på pladen, som dokumenterer The Cure i deres stærkeste opstilling, med den geniale Boris Williams på trommer. Albummet indeholder fremragende live-versioner af gamle fanfavoritter som The Figurehead, At Night, In Your House og Dressing Up. Sjovt nok kan man høre påvirkningen fra opvarmningsbandet Cranes tydeligt på trommespillet på At Night. Paris er det bedste live-album The Cure har udgivet og en fremragende dokumentation af et ualmindeligt velspillende liveband på sit kommercielle og popularitetsmæssige højdepunkt.

Bestival (2011)

****

Overraskende godt live-album, som rummer alle de gamle travere samt en håndfuld uventede sange som for eksempel The Caterpillar og Grinding Halt leveret med smittende spilleglæde og begejstring. Det fungerer vildt godt. Allerbedst på sidste halvdel af disk 2, der rummer ekstranumrene, som traditionen tro består af The Cures popsingler. Albummet viser hvor vitale The Cure stadigvæk er. For første gang siden 1983 står Robert Smith alene som guitarist i front for en sjælden kvartetudgave af bandet, og det klarer han vildt godt. Fra denne skribents synspunkt var det helt overflødigt, at guitaristen Reeves Gabrels var tilføjet på festivalturnéen i 2012, der bragte gruppen til Roskilde.

Opsamlinger:

Boys Don’t Cry (1980)

****

Oprindeligt udsendt som en ny version af Three Imaginary Boys til det amerikanske marked, med nogle af sangene udskiftet med singlerne Boys Don’t Cry og Jumping Someone Else’s Train.

Japanese Whispers (1983)

****

Samler op på de tre “fantasy” singler Let’s Go To Bed, The Walk og Lovecats med tilhørende b-sider.

Standing on a Beach (lp) / Staring at the Sea (cd) (1986)

*****

Alle de klassiske singler indtil 1985. Nye fans kan starte her. Det allerbedste er, at den endnu ikke er remastered, så her er chancen for at høre de klassiske singler, som de lød i sin tid. Den spiller ikke højt, så skru op!

Mixed Up (1990)

Udvalgte 12”-versioner, nogle få nye 1990-remix og enkelte gamle sange i nye indspilninger. Især genindspilningen af A Forest er meget vellykket. William Orbits maltraktering af In Between Days er til gengæld helt forfærdelig. Mixed Up er langtfra en komplet samling af The Cures talrige gamle remixes.

Galore (1997)

Fortsættelsen til Standing On a Beach / Staring at The Sea. Indeholder samtlige singler fra 1987-1997. Salgsmæssigt et stort flop og en fortsættelse af nedturen efter Wild Mood Swings. Opsamlingen er spændende for fans, fordi man får 7”-remix-versionerne af Disintegration-singlerne, som er hørbart anderledes end albumversionerne. Særligt Pictures Of You.

Greatest Hits (2001)

De største hits fra hele karrieren i en moderne, larmende remastering. Bonusdisken med nye, akustiske indspilninger af sangene er dog alle pengene værd. Sørg for at få den med. Ellers er Staring At The Sea og Galore at foretrække.

Join The Dots (2004)

The Cure er kendt for at have udsendt en masse seriøst gode sange som b-sider på deres singler. Join The Dots er en meget komplet samling på fire cd’er, som også indeholder en masse ekstramateriale. En stor del af indholdet er på højde med det bedste, The Cure har lavet. En guldgrube og en must i enhver Cure-samling.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA