x

LEDER: Hvis du vil kritisere, så gør det på et oplyst grundlag

LEDER: Hvis du vil kritisere, så gør det på et oplyst grundlag

Der er et spørgsmål, der ofte går igen, når jeg skal fortælle om mit virke som chefredaktør på Danmarks største musikmagasin.

For nyligt blev jeg konfronteret med det endnu engang, da en person, der udarbejder undervisningsmateriale til LMS – Levende musik i skolen – henvendte sig til mig og spurgte, hvorvidt jeg var bekendt med Nye Menneskers sang ”Vi si’r det bare”. Nye Mennesker er en duo bestående af Line Bøgh Nielsen og Ann Falden, der i 2016 udgav spoken word-sangen ”Vi si’r det bare”, der tager fat i GAFFAs forsider fra 2002 til 2016.

Her pointeres det, at antallet af kvinder på forsiderne i perioden fordeles i en ratio, der hedder 58 op mod 365 mænd (her medregnes alle personer, der figurerer på forsiden – også grupper). Absolut en væsentlig problematik, der yderligere forstærkes af Nye Menneskers kritiske blik på, hvordan mænd versus kvinder afbilledes på forsiderne. Her opponeres der primært imod, at dresscoden på forsiderne øjensynligt er markant varierende alt efter hvilket køn, man har. Tilknappede mænd i store jakker mod letpåklædte kvinder.

Jeg responderede, at jeg naturligvis var bekendt med sangen, der primært har spøgt forholdsvis internt i musikbranchens lille andedam, siden den blev genudgivet i 2019 i kølvandet på første runde af MeToo-bølgen. Jeg forklarede først og fremmest kvinden, der arbejder på undervisningsmaterialet til 7. til 9. klassetrins danskundervisning, at hun skulle være opmærksom på, at sangen blev udgivet første gang tilbage i 2016, og at der ikke siden har været en opdatering af tallene eller indholdet i teksten, hvorfor jeg også fandt det underligt, at den skulle bruges som målestok for GAFFAs output i 2021 – eller nok nærmere 2022 – når materialet er færdigt.

I fortidens skygge
Fortiden eksisterer og fornægter sig ikke, hvilket blot gør os alle opmærksomme på, hvordan gamle mønstre kan have været skadelige, uden at det er blevet italesat eller skænket en tanke førhen. I efterdønningerne af anden runde af MeToo, og herunder de frygtelige beretninger om sexisme i musikbranchen, er det mere relevant end nogensinde, at vi er enormt bevidste om vores prioriteringer.

Nielsen og Falden havde fat i noget dengang i 2016. Noget, der i allerhøjeste grad også er relevant i dag. Repræsentation er altafgørende for vores videre færd mod et mere lige samfund. Dog synes jeg, at det er uheldigt, at undervisningsmaterialet kommer til at hvile på et uoplyst og uddateret grundlag.

Som chefredaktør møder man selvfølgelig kritik af GAFFAs prioriteringer i ny og næ. Antallet af upcoming artister, fokus på vækstlaget og undergrunden versus de kommercielt succesfulde artister, vores forhold til ageism – herunder også mange påstande eller undrende spørgsmål om vores prioriteringer i lyset af sexismedebatten og kønspolitiske spørgsmål. Ofte med en slet skjult agenda om at ”oute” mig eller GAFFA for vores arbejde med musikjournalistikken.

Lad mig understrege, at kritik er velkommen. Kritik og dialog om prioriteringer i et magasin som GAFFA, der trods massive forandringer i den digitaliserede virkelighed stadig har en enorm anciennitet og dermed også et uudtalt, underliggende ansvar for at bidrage med indhold på et oplyst grundlag i forhold til alle givne aspekter, er alfa og omega for vores videre færd i mediebilledet.

Når jeg møder kritik, begrundet eller ubegrundet, starter jeg altid med at spørge, hvornår vedkommende sidst læste GAFFA. Læste magasinet fra ende til anden, eller fulgte med online på gaffa.dk i mere end blot den tid, det tager at høvle sig igennem en enkelt nyhed eller artikel. Faktisk ender det ofte med, at den kritiske røst indrømmer, at det er længe siden, at vedkommende har læst GAFFA, og at de fremsatte kritikpunkter til en vis grad hører fortiden til.

En kjole, en hotdog og bare brystvorter
Jeg synes, at henvendelsen omkring udarbejdelsen af nyt undervisningsmateriale er en god anledning til at gøre status over udviklingen i GAFFA-regi, siden jeg tiltrådte som chefredaktør i august 2017. Repræsentation er nemlig en af de problemstillinger, der ligger mig og os meget på sinde, fordi vi tager den virkelighed, vi lever i alvorligt.

Så uden at fornægte fortiden og med et blik ind i fremtiden kan jeg berette, at hvis vi ser på noget så håndgribeligt som forsider, forholder det sig således, at der fra og med august 2017 er blevet produceret 25 forsider med mænd i front og 20 forsider med kvinder i front (hvis man medregner de næste to planlagte udgivelser). Det svarer til, at kvinderne over de seneste snart fire år har ageret blikfang for vores medie 45 procent af tiden.

På disse forsider har vi blandt andet haft en mand i kjole (Bisse), kvinder i jakkesæt (Nelson Can, MØ), mænd i bar overkrop (Baest, Monti, The 1975), kvinde i bar overkrop (Lydmor), kvinde over 70 år (Dolly Parton), en nøgen mand i en hotdog (Lewis Capaldi), kvinder i store jakker (Soleima, First Aid Kit), kvinder i højhalsede trøjer (Nelson Can) og en itu-reven og derefter sammensat forside med ansigtsdele (Baby In Vain).

Hvis det undervisningsmateriale, der er under udarbejdelse kan bidrage til en sund dialog om prioriteringer, kønsbalance og generel etik, så gør det mig glad helt ind i hjertet. Jeg ønsker blot, at dette gøres på et oplyst og ikke forældet grundlag, hvor en institution som GAFFA ryger ind i en uoplyst kønspolitisk suppedas, der kunne være undgået, hvis man tog de kritiske briller på, opdaterede tallene og rent faktisk satte sig ind i vores journalistiske output og vores prioriteringer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA