x

ANNA JUUL-INTERVIEW: "Jeg vil gerne lave en dokumentarfilm om Dr. Bombay"

ANNA JUUL-INTERVIEW: "Jeg vil gerne lave en dokumentarfilm om Dr. Bombay"

Alder: 28 år 

Profession: Multikunstner, blandt andet forfatter under aliaset Veronika Katinka Martzen, manuskriptforfatter og skuespiller. Aktuel med serien Min Kamp på DR3.

Hvad er dit allerførste musikminde?

– Det har nok enten været Shu-bi-dua eller Poul Krebs. Min far lavede Poul Krebs’ pladecovers i 90’erne, så vi har altid hørt utrolig meget Poul Krebs, særligt på bilferier til Sydeuropa med familien. Jeg har ikke længere så stor forkærlighed for Shu-bi-dua, men Poul Krebs lytter jeg stadig ofte til.

Hvad betyder musik for dig?

– Det er den eneste måde, der fungerer for mig i forhold til at slå hjernen fra. Jeg har ikke nogen cykel, så jeg går rigtig meget frem og tilbage til og fra aftaler, og det foregår altid med musik i ørerne. Det er en god måde at skærme sig fra omverdenen på, og jeg føler mig tryg og inden i mit eget rum, når jeg hører musik.

Er der noget musik, der gør væggene til det rum ekstra tykke eller er ekstra tryghedsskabende?

– Altså, jeg har jo en stor forkærlighed for pop. Særligt Taylor Swift og Ariana Grande. Jeg er også meget glad for hiphop og har en mærkelig forkærlighed for eurodance fra 90’erne, Dr. Alban og Whigfield og den slags.

Kan du lide at tage på festival?

– Både ja og nej. Jeg var meget på Roskilde Festival, da jeg var yngre, men så … ikke fordi vi skal snakke om min skizofreni, men efterhånden blev det simpelthen for mange sanseindtryk for mig på de store festivaler. Jeg har prøvet NorthSide en enkelt gang, hvor jeg havde en vildt sjovt weekend – også selvom det var det år, hvor det regnede fuldstændig absurd meget. Jeg skulle egentlig have været på Roskilde sidste år for at lave noget for Politiken. Så jeg tror, jeg vender tilbage, hvis jeg har et embede der – og et sted at sove, som ikke er et telt, for det fucker simpelthen min døgnrytme fuldstændig op, og så bliver jeg skør. Men ellers vender jeg meget gerne tilbage. Særligt efter et år med corona kan jeg næsten ikke vente med at stå mellem 100.000 storsvedende mennesker til en eller anden koncert, jeg måske egentlig ikke har lyst til at se.

Har det været dine egne musikalske valg i ”Min Kamp”-serien?

– Nej, jeg er blevet præsenteret for et musikunivers, som jeg har sagt god for. Der er noget af det, der er meget mig, navne som Atomic Kitten og Taylor Swift. Og så er der noget af det, der er meget Glen (Bay Gran, instruktør, red.) og Mark (Bukdahl, klipper, red.), hvilket jeg synes er ret fint. Jeg havde egentlig foreslået, at der i slutningen af hvert afsnit skulle komme et Taylor Swift-nummer, og det er det eneste, jeg er en lille smule ked af, jeg ikke fik igennem. Men det har sikkert været meget godt. Der er en god rød tråd gennem det soundtrack.

Du skrev Jussi Adler-Olsen-parodien ”Døde Blomster” til Den Korte Radioavis, hvor du inkluderede Red Warszawa-citatet ”Tror du, det’ for sjov jeg drikker?” i forskellige afskygninger i hvert afsnit. Hvad er dit forhold til Red Warszawa?

– Først og fremmest synes jeg, det er et genialt citat. Og i forhold til Red Warszawa har jeg haft et meget nært forhold til netop dén sang. Jeg har hørt den rigtig meget sammen med en af mine venner, der er meget stor Red Warszawa-fan. Det er et band med utrolig mange fede one-liners, og det griner vi meget af. Lige det citat der stjal jeg så, og det sjove blev så, hvordan jeg kunne snige det ind i alle afsnittene på en ny måde.

Adskiller din musiksmag sig fra Veronika Katinkas?

– Ja, jeg tror for eksempel ikke, Veronika Katinka ville lytte til Poul Krebs. Og hendes forhold til Taylor Swift ville nok være mere et had/kærlighedsforhold, hvor mit er rent kærlighed. Bortset fra de to nye plader, de er ikke for mig. Jeg synes, hun skal blive ved poppen, så jeg holder fast i Lover og 1989. Men ellers tror jeg, at Veronika Katinka og jeg hører meget af det samme musik, men at hun gør det ironisk, hvor jeg oprigtigt synes, Atomic Kitten er nice. Også selvom det er lidt slatne cover-udgaver af allerede eksisterende sange. Det gør noget for mig.

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?

– Den sjoveste koncert, jeg har været til, var da jeg så Beyoncé og Jay-Z i New Orleans. Det var en kombination af, at jeg var helt utrolig fuld, og at man på det venue praktiserede, at alle skulle sidde ned. Så der var ingen, der rejste sig op, bortset fra mig og mine veninder, der straks blev bedt om at sætte os ned igen. Og så var det sjovt, at der ingen kø var til barerne, men megalang kø til alle madboderne. Så det var vildt nemt at få fat i alkohol – hvilket jo ofte er det store problem herhjemme. Den bedste koncertoplevelse rent musikalsk har enten været Robyn, da hun spillede på Arena i 2010 – bortset fra at jeg fik en lussing af en svensk pige – eller Frank Ocean på NorthSide i 2017.

Så var du en af de få, der fik en god plads til den koncert?

– Ja, jeg stod helt oppe foran og havde det helt enormt ømt til den koncert. Og ja, så har alle koncerter med Poul Krebs været fantastiske – og jeg har været til virkelig mange.  

Hvilken dansk musiker har du stor respekt for – ud over Poul Krebs?

– Jeg har meget stor respekt for både Thomas Helmig og Bisse. Bisse er en ven, så jeg kan virkelig godt lide ham på det personlige plan også, men jeg synes også, han er en eminent sangskriver. Han kan noget af det samme rent tekstmæssigt, som Father John Misty kunne, før jeg blev træt af ham. Men altså, alle der kan noget og gør noget er fucking seje! 

Har du selv nogensinde drømt om at blive musiker?

– Ja, det har jeg. Den største skuffelse i mit liv er, at jeg ikke har nogen sangstemme. Overhovedet. Jeg har heller ikke rigtig noget kropssprog, så det ville være svært for mig at være popstjerne. Men jeg er ret god til at skrive sange på andres melodier, så i mine yngre dage praktiserede jeg meget at skrive lejlighedssange. Jeg har også en drøm om, at en eventuel sæson 2 af Min Kamp bliver centreret om en musical om psykisk sygdom. Det kunne være morsomt at skrive sådan nogle meget folkelige og musical-agtige sange om et alvorligt emne. Det ville være en spændende kombination. Desuden har jeg en drøm om at starte et Anastacia-coverband, jeg kunne turnere med. Jeg skal nok bare lige have noget sangtræning først.

Ellers er AutoTune jo meget populært i disse dage…

– Præcis! Og det tror jeg også, Anastacia ville respektere.

Hvilken kunstner ville du helst opleve live?

– I forhold til der, hvor jeg er i mit liv lige nu, ville det nok være Ariana Grande. Jeg har virkelig skamhørt hendes seneste par album. Så jeg tror, jeg kunne have en dejlig aften i selskab med hendes sange. Men hvis jeg må drømme virkelig stort, kunne jeg godt have tænkt mig at høre Aqua i deres storhedstid. Jeg ville også gerne have oplevet, da Dr. Alban spillede på Bakken sidst.

Hvilken sang kan give dig tårer i øjnene?

– Nu er det jo ikke fordi, jeg skal sidde her og slå verdens største slag for Poul Krebs, men ”Johnny han var lige ved at blive sindssyg” giver mig seriøst altid tårer i øjnene. Og hvis jeg har det rigtig ømt, så ”33 GOD” med Bon Iver.

Hvilken sang kan få dig i godt humør, hvis du er trist?

– Det har jeg aldrig rigtig haft succes med. Jeg har mere sådan nogle sange, der booster min selvtillid. Så hvis jeg skal til et forretningsmøde, hører jeg ”WAP” med Cardi B og Megan Thee Stallion, og så er det som om, det hele nok skal gå. Jeg synes, Cardi B er en spændende kunstner, og hele hendes Invasion of Pivacy-album er godt for selvtilliden. Det er også interessant at følge hendes Instagram, når hun for eksempel spiser hummer med meget lange negle. Det er nærmest kunst, synes jeg.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– Lige for tiden vil jeg sgu ikke på date med andre end min kæreste, så det skulle mere være for at se, hvordan det ville være. Et mere antropologisk studie. I den forbindelse har jeg haft en drøm om at lave en dokumentarfilm om Dr. Bombay – altså, det er politisk ukorrekt i 2021 – der jo ud over sit indiske alias også har en mexicansk og en skotsk persona. Så vidt jeg har researchet mig frem til, er han nu taxachauffør i Malmö. Det ville være meget spændende for mig at komme på en date med ham, for så ville jeg spørge, om jeg måtte følge ham og snakke med ham om bevæggrundene for hans forskellige personaer, og hvad han synes, det har gjort for ham rent kunstnerisk. Om det var nemmere for ham at lave musik ud fra de her figurer.

Hvad ville være et godt soundtrack til dit liv, når filmen om dig en dag skal laves?

– Jeg tror, jeg vil køre Joy Mogensen på denne her og sige, det skal være en form for opsamlingsalbum, der indeholder lidt af hvert. Det kunne godt være Absolute Music… Noget der både kunne have noget Nickelback til de dårlige dage og noget helt andet til de bedre, så det på den måde kunne passe godt til mit meget svingende liv.

LÆS OGSÅ: SVEND BRINKMANN-INTERVIEW: Jeg begyndte at spille saxofon, fordi jeg gerne ville have en kæreste


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA