x

KULTURLIVETS EKSISTENS-BERETTIGELSE: ”Det føles som at råbe under vand”

KULTURLIVETS EKSISTENS-BERETTIGELSE: ”Det føles som at råbe under vand”

Lederen kommer ikke let til mig i denne måned, og der sker ellers så rigeligt i musikverdenen. Genåbningen eksempelvis. Det faktum, at man igen kan gå til livearrangementer derude, hvilket også manifesteres på gaffa.dk gennem et solidt flow af liveanmeldelser.

Provokationen over regeringens manglende anerkendelse af kultur- og musiklivets eksistensberettigelse og eksistensgrundlag under den nu årslange nedlukning fylder dog en del og har i mit tilfælde nået kvalmestadiet. Det virker efterhånden omsonst at blive ved med at forsøge at råbe de ansvarlige op. For at citere et hedengangent collab mellem Suspekt og L.O.C., så føles det vitterligt som at råbe under vand. Sådan tror jeg, at mange i branchen har det efterhånden.

Jeg har haft utallige snakke med kollegaer, venner og bekendte om Joy Mogensen og hendes rolle det seneste år, og det er ofte endt i udslåede arme og frustrerede grin. Snakken er faldet på, hvor meget hun som minister egentlig har at sige, når det kommer til beslutninger angående hendes hovedområde – nemlig kulturen. Har hun overhovedet nogen indflydelse, eller er hun bare en marionet? Jeg hælder efterhånden mere og mere til det sidste.

For en måneds tid siden sad jeg i et selskab, hvor jeg forsøgte at forklare min sympati for mennesket Joy Mogensen side om side med min foragt for hendes håndtering af kulturens krise – eller rettere foragt for det system og det spil, hun er en del af. Jeg bedyrede, at hvis hun sad ved min side, ville jeg nok starte med at give hende en lang krammer. Sådan en ”jeg forstår godt, at det er hårdt at være dig”-krammer.

LÆS OGSÅ: Der er noget galt i Danmark – den åbenlyse nedprioritering af musik- og kulturliv er en skandale!

Dernæst ville jeg, i en sober tone naturligvis, tage min frustrerede hat på og bønfaldende bede hende forklare, hvorfor hendes ageren har været så mangelfuld, tenderende til det respektløse – jeg mener, ”hvad går I og pusler med derude?” Kan det blive mere nedladende? Næ. I virkeligheden er det nok bare ignorant eller en del af et underminerende politisk spil. Hvilket gør situationen yderligere frustrerende. 

Men det undrer mig virkelig. Ét er, at hun som siddende minister for kulturen i Danmark ikke har mandat til at ændre noget som helst inden for sit hovedfelt. Noget andet, og måske vigtigere, er måden hun håndterer det på. Det optager mig virkelig. Der er så mange sympatiske ting, hun kunne have sagt og gjort igennem det hele, som kunne indgyde til en smule respekt. Eksempelvis kunne hun tage aktivt del i frustrationen over omstændighederne. Møde op. Tage ordet. Anerkende bekymringerne. Lytte. Men hun gør det ikke. Hvorfor gør hun det ikke?

Jeg drømmer efterhånden om den dag ude i fremtiden, hvor Mogensen skriver sine erindringer om sit ministervirke under coronakrisen eller lægger alle kort på bordet i et prime time-interview. At der under hele forløbet i al hemmelighed har været en dokumentarist til stede, der har båndet hele lortet.

Jeg brænder virkelig for at vide, hvad der foregår i hovedet på mennesket og ministeren Joy Mogensen, for det, vi er vidne til pt., minder mest af alt om en dilettantforestilling. Et spil for galleriet. Og vi følger efterhånden kun med, fordi vi er tvungne til det. Fordi kulturens skæbne (officielt) ligger i hænderne på Joy. Hun er chefen for det hele. Og chefen burde stå forrest i geleddet og kæmpe for og med sine kollegaer. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvorfor det ikke er tilfældet. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA