x

I dag er det 30 år siden, Love Shop gav deres allerførste koncert – læs stort interview fra arkivet

I dag er det 30 år siden, Love Shop gav deres allerførste koncert – læs stort interview fra arkivet

I dag er det præcis 30 år siden, Love Shop gav deres allerførste koncert. Det skete på Roskilde Festivals daværende Grøn Scene, den nuværende Arena-scene. Koncerten fandt sted mere end et år efter, at Love Shop havde udgivet deres debutalbum, 1990, og sætlisten bestod af samtlige 11 sange herfra samt to nye numre, "Alle veje fører bort fra Rom" og "Stalingrad", der begge kom med på bandets andet album, DK fra 1992.

I anledningen af jubilæet bringer vi dette store portrætinterview med sanger og sangskriver Jens Unmack, et interview som tidligere har været inkluderet i Klub GAFFA-tillægget november 2012, da Love Shop var aktuelle med deres seneste album, "Skandinavisk Lyst". 

Vi starter fortællingen om Love Shop i Viborg, hvor en 13-årig Jens Unmack skipper guitarundervisningen efter kun fire uger.

– Jeg var den dårligste på holdet, og så blev jeg utålmodig og sprang fra. Det var sådan noget med, at man skulle kunne spille godt, og så fik man måske lov til at spille elektrisk guitar i skolekomedierne, men dertil kom jeg aldrig. Min søster var meget bedre til at spille guitar og klaver, end jeg var, så jeg nøjedes med at lytte, indtil jeg kom i gymnasiet, hvor punkmusikken var i fuld flor, og det var jo en bagvej ind i musikken for os, der ikke rigtigt kunne spille. Så jeg lavede et band og købte en elektrisk guitar – en japansk Telecaster-efterligning for 250 kroner. Den var helt usandsynlig rådden, men så var jeg i gang.

Og så stod den ellers på gymnasiepunk?
– Ja, i første omgang. Senere i 1980 blev det til noget mere firkantet og dystert industrial-Joy Division-wannabe-noget. Vi kaldte os Brainbreakers, som hurtigt blev til det mere seriøse/ambitiøse Næste Uges TV. Ja, det navn lyder ikke helt så futuristisk i dag som dengang. Vi begyndte at spille rundt omkring i landet til forskellige punk-gigs til festivaler og sådan noget. Efterhånden fik vi en fornemmelse af at være temmelig forhadte hjemme i Viborg, hvor det var nogle andre ting end dem, vi kunne, der blev sat pris på på musikscenen.

– Så enten skulle vi opløse bandet, da vi var færdige med gymnasiet, eller også skulle vi prøve at gøre noget ved det. Vi valgte det sidste, og tre af os flyttede til København for at slå os løs. Vi mødte en pige ved navn Martha, der havde pladebutikken Gry, og hendes veninde, der hang ud med Sods (senere Sort Sol, red.), og de kom med i bandet, der på det tidspunkt spillede noget meget dystert postpunk, men senere skiftede stil til noget mere storladent og Simple Minds-agtigt. Det var her, jeg lærte at spille rigtigt, skrive sange og arbejde med sproget og musikken.

Var jeres sange på dansk eller engelsk?
– De var på engelsk først, men blev dansksprogede senere. Men bandet gik efter et par år i opløsning på grund af interne magtkampe, og mit næste musikalske skridt var, at jeg kom med hos brødrene Olesen, der var ved at starte Green op. Jeg kom med på et ekstra mandat og spillede bas og guitar for dem. Det var også en måde at lære hele håndværket på ved at spille til andres sange og se, hvad man kunne tilføre dem. Der var jeg med i ret mange år sideløbende med, at Love Shop startede op, og jeg begyndte at spille med Hilmer (Hassig, red.).

Hvordan mødte du Hilmer?  
– Jeg var stor Kliché-fan, og Hilmer var deres foretrukne tour-guitarist, så jeg stødte på ham et par gange, og vi lavede en snapse-klub sammen, hvor vi drak snaps og tog i byen sammen. Jeg er sikker på, vi var vanvittigt charmerende, haha! På et tidspunkt begyndte vi at tale om at lave musik sammen. Vi så ofte tyske musikprogrammer som Peters Pop Show fra Gruga Halle i Düsseldorf, hvor der kom en masse stjerner og spillede to hits: "Guten abend Gruga Halle! Are you ready?", og vi kom til at snakke om, at det jo kunne være vildt sjovt at spille til pop-festival, så vi ville prøve at se, om vi kunne lave et hit.

– Først gik vi under navnet Cash, fordi vi gerne ville tjene en masse penge og spille europop i Gruga Halle, men vi kunne slet ikke finde ud at at lave den slags musik. Vi fik altid spoleret den helt brede hit-appeal. Det var trommemaskine, keyboard og guitar, og så ledte vi efter en sanger. Men det var ikke seriøst. Det var sådan et lidt for sjov-forsøg på en genvej til stjernerne.

Nico sørgede for seriøsitet i kærlighedsbutikken
Så langt så godt. Men hitmaskinen virkede ikke helt efter hensigten, og Jens og Hilmer kom aldrig til Gruga Halle. Det var nok også for det bedste. De yderligere byggesten til Love Shop blev lagt med hjælp fra en noget uventet og ganske legendarisk kant i og med, at en vis tyskfødt legende kom et smut forbi Dannevang.

– Jeg var begyndt at skrive nogle sange til efterdønningerne af det gamle band fra Viborg, og vi havde pludselig fået en opvarmningstjans for Nico. Men jeg stod og manglede nogle musikere, og så kom Hilmer og bassisten fra Scatterbrain, som Hilmer spillede i, og de trådte til og hjalp os til den koncert. Så pludselig var jeg i gang med at arbejde med Hilmer på en anden måde, der var mere seriøs, og hvor vi brugte mere tid og energi på det.

– Jeg begyndte at lave en masse sange, og Hilmer begyndte at arrangere dem og lave nogle mindre skramlede demoer end dem, jeg kom med. I starten var det mit solo-projekt, der blev kaldt Love Shop, men efterhånden som Hilmer kom mere og mere med ind over, var det naturligt, at han også var en del af det. Han havde mange roller på det tidspunkt, og han arbejdede med både Lars H.U.G., Elisabeth og mange andre. Det var ham, der løftede mange ting, fordi han havde sådan en helt særlig musikalsk tilgang til det.

– Vi havde stadig en udlandsdrøm, så sangene var på engelsk. Jeg var i London i 1986, hvor jeg havde en masse møder med en række højtstående engelske pladeselskabsfolk og spillede nogle demoer for dem. Jeg var bare sådan en forhutlet punker på 21, der sad med mine knækkede brillestel og spillede demoer med tyk dansk accent. De var meget søde og sagde ting som: "Du synger godt nok med noget dansk accent" og "tag nu hjem og se, om ikke I kan slå igennem i Danmark først", og jeg forsøgte at forklare dem: "Jamen, det kan man slet ikke, for tingene er helt håbløse i Danmark. Der er ikke noget ordentligt musik, der slår igennem!", men de sagde "prøv nu alligevel…" og "pas nu godt på dig selv, Jens", haha!

Så jeg tog hjem, og efter at have været lidt rundt omkring, fik vi kontrakt med Garden Records i 1987. De kunne godt se noget potentiale i os, men de syntes, der var en stor fejl ved projektet, og det var, at det var på engelsk. På det tidspunkt var der så meget engelsksproget musik, der kom udefra, så det kunne være helt fantastisk, hvis der kom en dansk parallel til den nye bølge af Smiths-inspireret popmusik, og som kunne noget andet end den tids Sig Du Ka' Li' Mig-musik.

Faldt det i god jord hos jer at skulle til at lave musik på dansk?
– Hilmer var meget imod det, og jeg var halvvejs imod det, men var klar til at give det et skud, og jeg blev faktisk bidt af det undervejs til Hilmers store ærgrelse. Men det var den vej, vi gik, og jeg skulle pludselig til at lave hele vores sangkatalog om og lave danske tekster til sangene. Hilmer var noget nervøs over det, for han syntes, at nogle af de ting, jeg kom med, var ret mærkelige, så han satte mig sammen med Johannes Voss fra Kliché, og vi tog sammen en uge i det mørkeste Vestjylland, hvor han hjalp med et par af teksterne, og så var vi klar.

Morgensolens første endestation
Med en samling dansksprogede sange under armen i en tid, hvor det nærmest kun var Lars H.U.G., C.V. Jørgensen og Steffen Brandt, der herhjemme leverede modersmålstekster med vid og bid, var Hilmer og Jens parate til at gå i krig med indspilningerne af det, der skulle blive til debutpladen 1990. Sangene tog afsæt i ældre danske digtere som Johannes V. Jensen og Tom Kristensen og udenlandske forbilleder som Echo And The Bunnymen, Lloyd Cole, New Order, R.E.M. og The Smiths.

Perioden, hvor debutalbummet blev til, havde Hilmer travlt med flere andre af sine musikalske gøremål, så indspilningerne trak ud, men i foråret 1990 kunne man erhverve sig et eksemplar af 1990 i de danske pladebutikker. Holdopstillingen på albummet var Kåre Bjerkø (keyboard), Stephan Grabowski (trommer), Flemming Muus (bas), Hilmer Hassig, Jens Unmack og Mikael Dehn, der havde til formål at kamuflere Unmacks manglende evner som sanger. Blandt gæstemusikerne på albummet finder man desuden en ældre musiker ved navn Henrik Hall. Mere herom senere.

– Vi havde længe ledt efter en rigtig sanger, for det havde ikke på noget tidspunkt været meningen, at jeg skulle have haft den funktion. Jeg havde sunget lidt punk og fik ondt i halsen efter at have skreget i mikrofonen i en halv time, så vi havde prøvet en masse forskellige lige fra min søster til nogle piger, jeg kendte andre steder fra. Faktisk sang Lars H.U.G. også for os på et tidspunkt – ikke fordi det var meningen, at han skulle være vores forsanger, men fordi vi gerne ville se, hvordan det lød med en rigtig sanger. Da vi til sidst var løbet tør for muligheder, faldt valget på mig. Hilmer havde et studie i en parkeringskælder, hvor vi var ude at lave demoer og prøvede med mig som sanger. Det tog uendeligt lang tid, fordi jeg sang så falsk, så hvert enkelt nummer skulle klippes sammen af de små bidder, hvor jeg sang rent.

– Det var her, Mikael Dehn kom ind i billedet, for vi tænkte, at hvis han lå ved siden af mig med en sikker og flot stemme, ville folk måske ikke lægge mærke til, hvor usikker jeg var. Så det var hans funktion, og det var han rigtig god til. Og da pladen så udkom, hed det, at vi var en trio bestående af en sanger, en korsanger og en guitarist. Det var det officielle lineup på pressebilleder og pladecovere og den slags i starten.

Hvordan opstod navnet Love Shop?
– Det er hugget fra bagsiden af en Soft Cell-plade, hvor der er et billede fra Soho i London, hvor der er et lysskilt, hvor der står "love shop" på. I øvrigt en idé hugget fra Peter H. Olesen fra Olesen-Olesen, der sagde, at hvis han fik et nyt band, skulle det hedde Love Shop.

Hvordan klarede 1990 sig?
– Den klarede sig egentlig meget fint – i hvert fald anmeldermæssigt. Førstesinglen En Nat Bliver Det Sommer blev spillet en del, og pladen fik pæne ord med på vejen i aviserne, men vi solgte behersket. Men vi spillede heller ikke live på det tidspunkt, for vi havde jo ikke noget band. Musikerne var jo kun med under indspilningerne, så det var sådan lidt underligt konstrueret, plus at Hilmer mente, at jeg simpelthen var for urutineret til, at det ville kunne fungere på en scene. Som han forklarede mig, kræver det noget at stå på en scene. Det var ikke nok at kunne synge; man skulle også kunne kommunikere med publikum. Så det var ikke aktuelt, før Roskilde Festival kom og tilbød os en pose penge for at live-debutere på Grøn Scene (den, der nu hedder Arena, red.) i 1991, og det syntes vi naturligvis lød rigtigt spændende.

Hvordan klarede I det, når I kun var tre i bandet?
– Hilmer var så sårbar omkring vores formåen, at han besluttede, at vi skulle have tre korsangere og tre med på strygere samt en ekstraguitarist og det ene og det andet, så det endte med, at vi var 12-13 stykker på scenen til koncerten. Vi spillede foran 3.000-4.000 mennesker, og det var ret usikkert. Det var sikkert charmerende på sin vis, men ret kaotisk, og jeg var meget skræmt. Det var faktisk ikke fedt. Folk kunne godt lide det, men vi fik også at vide, at vi nok lige skulle ud at spille lidt mere, før vi fik det helt på plads. Sigende for vores held den dag begyndte et af de absolut værste regnskyl i festivalens historie midt under En Nat Bliver Det Sommer.
 
Higen efter hits – Pia Larsen og de andre
Love Shop blev efter 1990 overtaget af pladeselskabet Pladekompagniet, der så et kæmpe potentiale i bandet. Her troede man, at Love Shop kunne blive de nye Tv-2, så bandet blev købt fri af kontrakten med Garden Records, og pladekompagniet genudsendte debutalbummet under titlen 1990/91. Planen var at lave den store opfølger, der udkom på et stort pladeselskab, og som skulle markere Love Shop som et vigtigt navn.

– Vi indspillede lang tid flere steder. Blandt andet i Sweet Silence i København og Puk-studierne ved Randers, og det kom der albummet DK (1992, red.) ud af. En plade, der bestemt har sine gode øjeblikke, men også en plade, hvor man nogle gange kan høre, at vi har tænkt lidt for meget på at ramme det hit, som skulle kunne breake os. Vi manglede at finde balancen – og vi floppede igen. Vi floppede altid i starten, fortæller Jens og understreger, at havde det været i dag, havde de aldrig fået så mange chancer, som de fik dengang:

– Vi gik jo ovre i Puk-studierne til 10.000 kroner om dagen. Der var penge i branchen dengang, og pladeselskabet sagde: "Bare bliv derovre tre uger til og prøv igen", hvis der var noget, der gik galt. På et tidspunkt var Hilmer og en af teknikerne tre dage om at programmere et congas-spor, der endte med aldrig at blive brugt til noget. Til 10.000 om dagen. Det var bare ikke sket i dag, men vi fik mange chancer, fordi det var den tid. Og det har nok også været med til, at vi har gennemgået en stor musikalsk udvikling og ikke er stagneret, som man måske godt kan gøre, hvis man rammer bredt med én bestemt formel. Det var der ingen fare for hos os, haha!

Verden er en rollercoaster – de fleste rejser ud for at finde hjem
Var der den samme hitsøgen på Billeder Af Verden fra 1994?
– Ja, det var der, og endnu engang fik vi rigtig fine anmeldelser. Men når vi ikke lige spillede i Aarhus eller København, følte vi os ret alene i verden. I vores søgen efter perfekt popmusik begyndte ordet "pop" at hænge Hilmer ud af halsen, og det kan man ikke fortænke ham i. Så vi tog en time out efter Billeder Af Verden (på hvilken Mikael Dehn i øvrigt officielt havde forladt bandet, red.), fordi vi fik et tilbud om at lave noget teatermusik i Aarhus til en Quentin Tarantino-wannabe-teaterkomedie, der hed Lipstick Killer. Her fik vi mulighed for at eksperimentere fuldstændig frit med den musik, vi havde lyst til at lave, og den proces blev siden hen til albummet Go! (1997, red.), som markerer en meget markant drejning i vores historie. Det betød meget for os. Det var der, vi gik væk fra de guldrandede popsange.  

Hvilke sange fra stykket endte på Go!?
– Det gjorde Fremmedlegionær og Weekender. På den efterfølgende turné, hvor det endelig var lykkedes at samle det perfekte liveband, begyndte vi også at mærke, at der var hul igennem på en helt anden måde til koncerterne. Ikke fordi der var stuvende fuldt, men fordi vi kunne mærke, at vi gjorde indtryk på dem, der var der. Der skete helt sikkert noget for os.

På det tidspunkt er Henrik Hall en fast del af Love Shop. Hvornår kom han med i bandet?
– Han kom med allerede i 1991. Faktisk var han med på to numre på den første plade, hvor der var nogle sange, der ville have godt af en gang mundharmonika. Vires daværende trommeslager, Stephan Grabowski kendte Henrik Hall, der var i starten af 40'erne dengang, og fik ham med på albummet. Han var vildt energisk og frisk, og det var en kæmpe oplevelse for os at have ham med. Da vi begyndte at indspille DK, kom Henrik ud og hang ud med os, for han syntes, det var fedt med vores band, og at det var fedt, at han havde været med på den første. Han havde en helt særlig entusiasme omkring os og vores musik, som Hilmer i den grad tog næring af som producer, for han kunne godt lide at være omgivet af folk, der troede på det, han lavede. Og det gjorde Henrik.

– Og en aften i Puk-studierne, hvor jeg var gået i seng, spurgte Hilmer, uden at jeg vidste noget om det, Henrik, om ikke han ville være fast medlem. Så næste morgen kom Henrik og sagde "jeg er blevet fast medlem af Love Shop!" Og så havde vi pludselig to korsangere, en guitarist og en mundharmonika-spiller; klassisk rock 'n' roll-besætning! Jeg kunne også godt lide Henrik, og det var rigtig fedt, men Hilmer kunne nu godt lige have spurgt først, haha! Det betød også, at vi skulle lave plads til mundharmonikaen mange steder i musikken, for at Henrik kunne føle, at han var fast medlem. Det duede jo ikke, hvis han kun spillede tre steder på en plade. Så pludselig blev det en del af vores lyd.

Vi kan bryde sammen – vi rejser os igen
Efter at have bedrevet hovedværket Go!, som Jens beskriver som "der, Love Shop for alvor blev født", var der en vis splittelse i bandet i forhold til, hvordan man skulle komme videre efter, hvad der føltes som det store kunstneriske gennembrud. Jens og Henrik syntes, det var vigtigt at komme hurtigt videre, fordi de følte, at bandet endelig gjorde en forskel for nogle mennesker. Hilmer derimod havde det svært, for han syntes, han havde overgået sig selv med Go! og var bange for at lave en mat udgave af den plade. Det medførte en vis rådvildhed over efterfølgeren Det Løse Liv (1999), som han ifølge Unmack følte, han blev trukket for hurtigt ind i af ham og Henrik.

– Hilmer følte ikke, han var klart til at lave en ny plade, og Det Løse Liv er også blevet en sjov plade. Med tiden er der mange, der er kommet til at holde af den, men der er mange tomme flader på, og både Hilmer og Henrik er ret fraværende på albummet. Det havde noget at gøre med, at Hilmer havde svært ved at se hvilken retning, han skulle trække sangene i, hvis de ikke skulle lyde for meget som forgængeren, men også med, at han arbejdede så sindssygt perfektionistisk, at pladen faktisk ikke var helt klar, da vi kom til deadline. Så den var ikke helt færdigindspillet, da den skulle mikses.

– Der var vild krise til sidst, hvor der blev arbejdet 14 timer i døgnet og lavet panikindspilninger i sidste øjeblik. Jeg Var Bare En Country Boy og Birgittelyst er to af dem. Særligt førstnævnte er totalt mislykket og holder ikke en meter. Den kom kun med, fordi vi havde for få numre. Det var ret stressende, fordi Hilmer var blevet så perfektionistisk, at de ting, han lavede, tog så lang tid. Der skulle ikke være noget at udsætte på lyden, og han brugte for eksempel timer på at fjerne åndedræt fra min mikofon. Han blev meget ærekær, og det var netop det, han ikke var på Go!, dér fyrede han den bare af. Hans professionalisme red ham som en mare.

Hvordan har du det med Det Løse Liv i dag?
– Jeg er blevet mere tilfreds med den, men efter den første begejstring havde lagt sig, da den udkom, var jeg godt nok ikke særlig glad for den. Nogle af de ting, vi havde lært på Go!, var det som om, vi havde glemt igen på den plade. Og det var nok Henriks og min fejl, fordi, vi havde presset Hilmer i gang, før han var klar. Der er nogle ting på den, der er helt forfærdelige – for eksempel I Dit Spejl og I Orange, der er decideret pinefulde for mig at høre på, men der er også mange fine ting. Men man skal jo også turde fejle for at komme nogle vegne, og det gjorde vi, haha!

Elsker når du går
Efter Det Løse Liv kom Anti i 2001. Et album, der var noget nemmere at lave for bandet, fordi der fandt en tilbagevenden til nogle af dyderne fra Go! sted. Pladens succes og ikke mindst singlen Kræmmersjæls spilletid i radioen kom dog til at lide under terrorangrebene på World Trade Center få dage efter, den udkom.
– Anti er på flere måder en slags Go! 2. Nu skulle der føles noget igen!

Det var også der, I lavede den famøse GAFFA-forside, hvor I var korsfæstede. Hvis idé var det?
– Det var min. Vi havde denne her twistede ting kørende med, at vi var Hellig Trekonger, der skulle frelse verden, så derfor skulle vi selvfølgelig hænges på kors. Det var en ret speciel aften ude på Amager, sådan at blive korsfæstet, haha! Det gjorde pisseondt! Men det så sgu fedt ud. Men vi løb ind i uheld i og med, at vi havde valgt Kræmmersjæl som single. Den udkom i starten af september med linjerne "Jeg kunne brænde hele verden op for dig", så da Bin Laden-flyene få dage efter fløj ind i World Trade Center, censurerede P3 alt, hvad der havde noget med ild og flammer at gøre væk og spillede kun sukkersød r&b i flere måneder i træk. Det var uheldigt for os, men what the hell…

Var det her, der for alvor begyndte at være uenigheder internt i bandet?
– Ja, for selvom Anti på mange måder var en tilbagevenden til de gode ting fra Go!, så var perfektionen fra Det Løse Liv også stadig intakt, så alt skulle være timet og tilrettelagt. Der måtte ikke være noget for Hilmer, som han ikke havde været inde at røre og gøre noget grundigt ved. Det var nærmest som en engelsk have, hvor hvert lille græsstrå var klippet. Det hele var gennemarbejdet ned til allermindste detalje, og det var vi begyndt at have nogle diskussioner om, for Henrik og jeg syntes jo, at den fremgang, vi havde som band især var, når vi spillede live. Og vi havde en fornemmelse af, at nogle af de ting, folk godt kunne lide ved vores koncerter, var, at det var så levende. I modsætning til pladerne, der nærmest var fastlåste stemningsbilleder. Vi kunne godt tænke os at krænge det hele en smule, og det havde vi mange diskussioner om. Vi prøvede at få Hilmer over på vores side, men det ville han ikke.

Men I når alligevel at lave endnu et album som trio…
– Ja, vi lavede National, men på det tidspunkt var der en ret hård stemning i bandet. Business-siden af bandet gik okay, og der kom mange folk til vores koncerter, men Henrik og specielt jeg havde efterhånden nærmest fået en allergi over for den meget langsomme og møjsommelige måde at arbejde på, hvor vi sad i studiet uafbrudt i 14 dage efter, trommerne var indspillet for at rette hvert enkelt lille slag og på samme måde med bassen og så videre… Vi kunne ikke forstå, at man ikke kunne gribe en stemning her og nu og udnytte det. Alt skulle være helt perfekt, og det var der selvfølgelig også en kvalitet i. Men vi havde simpelthen behov for noget andet. Og de uenigheder og det pres blev National lavet under. Hilmer følte, at vi ikke satte pris på hans store arbejde for bandet, og vi følte, at vi ikke kunne få medindflydelse på den plade, vi skulle lave.

Der er også en hård lyd på pladen.
– Ja, og jeg måtte virkelig kæmpe for at få et par opblødende popnumre med, for Hilmers ambition var at lave et album, der var "benhårdt, iskoldt og nådesløst", som han sagde det. På det tidspunkt havde Hilmer og jeg også lavet musik sammen i 19 år, og vores roller havde ændret sig meget. Fra at han var rockstjernen, og jeg var den lille punkidiot, var jeg jo vokset og havde selv fået ambitioner. Også på de områder, som i starten var hans. Og det var svært at ændre, fordi vi var groet så fast i vores respektive roller. Der var en forfærdelig stemning omkring National , og det synes jeg egentlig godt, man kan høre, når man lytter til den. Hvis Love Shop skulle have haft en chance for at overleve i den konstellation, så skulle vi nok have holdt en rigtig lang pause efter Anti. Men det kunne vi ikke se dengang.

Sidste koncert
Et stort skænderi mellem Jens og Hilmer grundet uoverensstemmelser under tilblivelsen af live-pladen Copenhagen Screaming! gjorde ikke ligefrem den trykkede stemning i Love Shop bedre, og på den efterfølgende tour i foråret 2004 talte bandmedlemmerne stort set ikke sammen.

– Der var simpelthen så dårlig stemning, og vi undgik nærmest hinanden. Der blev efterfølgende holdt krisemøde med bisiddere. Hilmer havde sin bisidder med, og Henrik og jeg havde vores, og der blev råbt højt og talt med store ord, og bisidderne rådede os til at tage en pause. Og det blev vi enige om nok var det bedste, så vi spillede vores sidste koncert sammen den 3. juli det år, midnat på Roskilde Festival. Vi stod i hver vores side af scenen – Henrik og jeg i den ene side og Hilmer i den anden, og da vi gik ned derfra klokken 2.00 om natten, var det det sidste, vi så til hinanden. Vi skiltes, holdt pause, og Hilmer meldte sig ud af bandet efter to måneder, fordi han ikke ville sidde skakmat i forhold til, om min solo-ting blev en succes eller ej. Det ville han ikke vente på. Der var ikke noget snak dér. Der var en bitter og snørklet mailudveksling, men det var den kontakt, der var.

Hvordan var det så at begynde at lave solo-plader?
– Det var fantastisk. Der var al den frihed og lethed, som vi havde fået slået ihjel i Love Shop, og det var det bedste, jeg nogensinde havde prøvet. Særligt oven på den grimme skilsmissestemning i bandet. Det var skønt – totalt genfødselsagtigt!

Var det på noget tidspunkt på tale at gendanne Love Shop under pausen?
– Ja, under pausen begyndte Henrik så småt at tale om, at det kunne være sjovt at tage ud at spille med Love Shop igen, men jeg var ikke klar til at risikere de samme konflikter igen. Jeg vil i øvrigt lige understrege, at jeg ikke ser det som nogens skyld, at det gik, som det gik. Jeg har sikkert været ulidelig på mine måder, og Hilmer var meget speciel på sine måder. Vi var lige gode om det, og hvis jeg skal bebrejde mig og ham noget, var det, at vi ikke så det komme noget før og var bedre til at tackle det. Men Henrik var ikke så personligt mærket af det, så han savnede mere de aftner, hvor vi var ude at spille musik og havde det fantastisk. Så han spurgte et par gange, om ikke vi skulle gøre det igen. Og sidste gang han spurgte mig, var jeg faktisk også mere åben over for det, og Hilmer havde heller ikke været helt afvisende, da Henrik havde spurgt ham.

– Men så ramte tragedien pludselig, da han blev kørt ned og døde. Den ulykkelige hændelse blev indirekte startskuddet til, at Love Shop sadlede op igen, for folkene i Lars H.U.G.s band fandt ud af, at de ville lave en koncert for at ære Hilmer og samle penge ind til hans døtre. Og der stillede vi selvfølgelig op.  

Frygter vores venskab løber tør for held
Koncerterne for Hilmer i februar 2009 blev Henrik og Jens' første koncerter sammen siden koncerten på Roskilde Festival fem år tidligere, og samtidig blev kimen lagt til Love Shops genopstandelse.

– Henrik fik mig overtalt til at lave en Love Shop-tour samme efterår, og det var en meget stor oplevelse for os. Det var også en anden måde at møde Hilmer på; ved at stå og spille den musik, vi havde lavet sammen og mindes alle de gode ting, som jeg havde glemt at tænke på i de år, hvor ærgrelsen over, at det gik som det gjorde, var dominerende. Efter turnéen spurgte Henrik: "Kunne det ikke være fedt at lave en plade til?", men jeg var ikke helt sikker på, at det var nogen god idé.

– Jeg tænkte, om vi overhovedet kunne det uden Hilmer, hvad folk mon ville tænke, og om det overhovedet kunne lade sig gøre. Der var mange, der kendte det forhold, jeg desværre endte med at have til Hilmer, så hvis ikke det blev gjort ordentligt, ville de føle, at jeg svinede det, han var en del af, til. Men nytårsdag 2009 ringede jeg til Henrik for at ønske ham godt nytår og sagde "lad os lave en plade sammen." Mikkel Damgaard, der havde lavet Henriks to soloplader blev selvklart valgt som producer. Vi mødtes og gik i gang. Vel vidende at vi havde meget at leve op til. Vi kunne ikke tillade os at skuffe de folk, der støttede en ny Love Shop-plade.

Hvordan har Henrik det på det tidspunkt?
– Han var desværre ved at blive mere og mere syg. Han fik konstateret kræft tilbage i 2004, og havde klaret sig forbløffende godt på medicin, men nu begyndte han at blive dårligere. Han havde håbet på at kunne komme med en masse numre til pladen og gå ind og erstatte noget af det, som Hilmer gjorde, men hans sygdom tog så mange kræfter og så meget tid med, at han skulle i behandling. Så han var noget skuffet over ikke at få lagt mere i det, end han gjorde. Han havde håbet på og drømt om meget mere. Det var hårdt at indspille med en nær ven, der var så syg, for vi var indstillede på at yde vores ypperste, og det kunne føles helt bøddelagtigt at bede Henrik om at gå ind og tage et take om, fordi det skulle være så godt, som det overhovedet kunne blive.

– Men det lykkedes, og pladen udkom og blev gud ske tak og lov godt modtaget. Men da vi skulle ud at turnere med pladen, røg han ud og ind af hospitalet. Han var ikke rask nok til at øve med, og ej heller til at deltage ved premieren. Sammen med Henrik, som vi var i kontakt med hver eneste dag, besluttede vi os for at gennemføre koncerterne uden ham, men heldigvis var han dog med på scenen to aftener i Vega, hvor han blev modtaget som en genopstået Jesus, og leverede en magisk indsats. To måneder efter døde han.

Bliv ikke væk for længe
Før sin død havde Henrik Hall arrangeret, at Love Shop skulle ud at spille en tour og sommerkoncerter i 2011.

– I Henriks optik var han jo ikke på vej væk fra denne jord, han regnede med at kunne komme til at kontrollere sygdommen igen, som han havde gjort de sidste mange år, så han kunne komme til at spille musik igen og se Barcelona spille og alle de andre ting, han elskede, men det gik desværre den forkerte vej, Og jeg vil sige, at hvis vi ikke først havde spillet uden Hilmer og derefter uden Henrik, havde det været helt utænkeligt, at vi havde gennemført den sommertour og tænkt på Love Shop som en enhed, der kunne fortsætte kreativt. Men fordi skæbnen havde lagt landet, som det lå, havde vi lært, at vi savnede Henrik og Hilmer, når vi spillede, men at der stadig var gode ting og saft og kraft i musikken.

– Efter sommerens sidste koncerter skulle vi beslutte, hvad der skulle ske med Love Shop. For mig havde det været et hæsligt år med meget få lyspunkter, men nogle af de få gode ting, der trods alt var, skete på scenen med bandet. Det var der, tingene blev forløst, og al den dårlige energi blev vekslet til noget livsbekræftende. Vi spillede sidste koncert på Danmarks Smukkeste Festival, og derefter tog jeg ud på en akustisk tour med Mikkel Damgaard. Helt afdæmpet og anti-Love Shop. Undervejs talte vi om, hvad der skulle ske med Love Shop. Var det det, eller var der mere i bandet?

– Jo mere vi talte om det, jo mere logisk syntes følelsen omkring, at vi ikke havde lyst til at give op og kaste håndklædet i ringen, fordi vi mødte modgang, som Love Shop havde gjort så mange gange før. Selvfølgelig kunne det aldrig blive det samme, men det kunne blive noget andet, og det kunne blive noget, som blev ført videre i bandets ånd. Ud fra de normer og værdier, vi sammen havde sat gennem årene. Det var en beslutning, man skulle mærke rigtig godt efter,om føltes rigtigt, for hvis vi følte, vi gjorde det af de forkerte grunde eller ikke følte, vi kunne leve op til udfordringen, skulle vi skynde os væk.

– Der ville jo selvfølgelig være mange, der umiddelbart ville undre sig over, hvorfor jeg ikke nu bare kaldte mig Jens Unmack, så vi var ligesom nødt til at komme op med en vare, der kunne levere det, bandnavnet lover. Det skulle føles, tænkes, produceres og udføres ud fra den tradition, Love Shop står for. Det blev en sej kamp og mange timer med guitaren og ved klaveret, som der umiddelbart ikke kom meget andet end sort mørke ud af, men stille og roligt begyndte tingene at vokse frem. Hvis man banker hovedet mod muren tilpas mange gange, skal der nok komme et lille hul, hvorfra lyset kan trænge ind. Det lykkedes at genfinde både den lette tråd og glæden i albummets lange skabelsesproces.

LÆS OGSÅ: REPORTAGE: Jens Unmack skrev en sang foran publikum


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA