x

THE QUEER ISSUE: Hvordan er man repræsentant for en hel befolkningsgruppe?

THE QUEER ISSUE: Hvordan er man repræsentant for en hel befolkningsgruppe?

Vores forsidehistorie i denne måned skiller sig ud. Det gør den, fordi samtaler om minoriteter stadigvæk er overordentligt vigtige at have. Både i politisk sammenhæng, på hjemmefronten, på arbejdspladserne, i skolerne – og i musikbranchen. Vi lever i en verden, hvor det heldigvis er blevet mere acceptabelt at distancere sig fra de samfundsnormer, som vi i århundreder har accepteret og reproduceret som ”normalen”. Alligevel er det langtfra usædvanligt, at queerpersoner, som er den minoritet, vi fokuserer på i denne udgave af GAFFA, udsættes for chikane, SoMe-mobning, hadforbrydelser og fremmedgørelse. Oplysning, samtale og repræsentation er en del af løsningen.

I august skydes WorldPride i gang i København under navnet Copenhagen 2021. Her vil vores hovedstad være vært for en international folkefest, der har til formål at fejre, fortælle og fjerne stigma. At hylde mangfoldighed, kærlighed og lighed blandt mennesker af alle køn. Ligesom Copenhagen Pride, Aarhus Pride og alle andre ”Prides” forsøger at gøre år efter år – fordi det stadig er nødvendigt. I den anledning og i anledning af, at det altid er vigtigt at oplyse og udvide horisonter, har vi orkestreret dette samtale-interview, hvor fem yderst kompetente musikere, der tilfældigvis også identificerer sig som queer, åbner op og fortæller dig om livet som minoritet i musikbranchen. Har det betydet noget for dem at have en anden seksualitet eller kønsidentitet end majoriteten? Er det en udfordring? Er det stadig nødvendigt og relevant at tale om? Hvilken betydning har det for karrieren at være queer-musiker i 2021?

I samtaleinterviewet skal du møde Asbjørn, Helena (Brimheim), Ray (Raymonde Gaunoux), Bryan Rice og Freja Kirk, der ærligt deler ud af tanker, følelser og historier forbundet med det at tilhøre en minoritet. Vi har valgt at sætte de fem stævne med vores skribent Nanna Frank og lade udviklingen i dialogen sætte dagsordenen for den endelige artikel, du sidder med i hænderne nu. Alle fem har vidt forskellige udgangspunkter og forudsætninger for deres musikalske virke, og gennem respektfuld dialog, uenigheder og deling af diverse oplevelser er det vores håb, at du kan få noget positivt ud af at læse deres fælles historie.

Asbjørn, foto: Petra Kleis for GAFFA, makeup: Mads Stig

Den opstillede præmis

Tusinde tak, fordi I havde lyst til at være her i dag. Vi har jo først og fremmest inviteret jer herind, fordi vi synes, at I er sindssygt kompetente inden for jeres fag, men også fordi, I alle har en anden seksualitet eller kønsidentitet end majoriteten af Danmark og musikbranchen. Hvordan har I det egentlig med det?

Ray: Jeg har det egentlig ret ambivalent med det. Der er selvfølgelig nogle ting, man gerne vil fortælle, og en plads, man gerne til tage, men der er også en vekselvirkning mellem det og bare at ville være musiker. Jeg kan aldrig ikke også være transen.

Bryan: Det er lidt det samme, jeg står med. Jeg har altid kæmpet med det og vil gerne ryste det af mig, for jeg vil gerne, at det er min musik, der står forrest, og at min seksualitet som sådan ikke er interessant for andre mennesker. Jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg også fundet ud af, at det måske er interessant for nogen, og at det rent faktisk kan være en inspiration og en hjælp. Personligt har jeg sindssygt optur over at få lov til at være med til sådan en snak her, men rent musikalsk tænker jeg: Hvorfor kan jeg ikke bare være her, fordi jeg har lavet en fed single?

Helena: Det vil jeg også gerne tilslutte mig. Jeg er forholdsvis ny i branchen i forhold til nogle af jer andre, og for mig har jeg altid syntes, at mit privatliv er lidt lige meget. Omvendt har jeg oplevet, at der er mennesker, som kontakter mig og siger, hvor meningsfuldt det er for dem at se queer mennesker og høre om queer erfaringer i mine sange. Så jeg er helt vildt glad for at være her, men jeg har også den der: Okay, så samler vi bare all of the queers og taler om det her.

Bryan: Måske handler det også om, at det er forskelligt, hvor klar man er til at være et forbillede på grund af sin seksualitet. For mig har det taget 16 år. Ikke fordi jeg havde et problem med min seksualitet, men fordi jeg havde en stærk følelse af, at min musik skulle stå forrest.

Freja: Jeg er super enig. Er man klar til at være et forbillede? I virkeligheden tror jeg, at musikken og personen følges ad, så selvfølgelig er seksualitet en ting, man skal snakke om, for det er vigtigt, at der findes de forbilleder – ligesom med alle de forbilleder, jeg har.

Asbjørn: Jeg tror, at på grund af den udvikling, der har været i populærkulturen og i forhold til idoldyrkelse, at i dag har man mere kontrol over sit eget narrativ på grund af sociale medier, og derfor er der måske ikke så skarp en grænse mellem musikken og personen. Jeg har personligt ikke noget problem med, at det flettes sammen, men jeg tænker også, hvor meget handler det her om min musik, og hvor meget handler det om min seksualitet, at jeg har fået den her invitation. Det er måske en lille smule provokerende, at heteroseksuelle artister får en forside alene, og vi skal dele os fem. Det er jo vildt hyggeligt og helt vildt fedt, men at vi skal være fælles om det her, fordi det antages, at vi identitetsmæssigt passer sammen… i virkeligheden vil jeg jo ikke mene, at vi har mere til fælles end mange andre.

Bryan: Ville man lave en forside med fem heteroseksuelle musikere?

Freja: Det kunne man jo måske godt. Hvis man fandt fem heteroseksuelle musikere, hvor der var en passende vinkel? Nu handler det her tilfældigvis om seksualitet, og så kan man diskutere, hvad der er relevant, men vi har jo tydeligvis et problem med nogle ting, når det kommer til LGBTQIA+, og det er derfor, vi er her, for at oplyse folk. Det synes jeg sgu er meget relevant, og jeg vil mega gerne dele en forside med jer.

Asbjørn: Hundrede!

Ray: De to ting er lige præcis kernen i den ambivalens, jeg sidder med. Nu bliver jeg puttet i en minoritetskasse, men samtidig er det også sindssygt vigtigt, at de her ting kommer frem. Jeg tænker, at man måske ikke kan adskille de to ting, og måske behøver man det heller ikke. Omvendt er der også noget kapitalisme og populærkultur, som dikterer, hvornår min identitet er vigtig. For ti år siden var Danmark måske mindre klar til queer musikere, men nu har man fundet ud af, at det er fedt, og at der kan tjenes penge på det.

Asbjørn: Der er også hele det aspekt, at pludselig bliver ens køn og seksualitet hele ens identitet. Når det kommer til den her forside og det her interview, så bliver det her på en eller anden måde en stor del af vores identitet, og sådan har jeg det egentligt overhovedet ikke.

Bryan: På en måde kan man føle, at man giver køb på noget, når man sætter sig i denne her situation. Jeg har aldrig synes, det var specielt at være homoseksuel. Jeg har ikke skullet springe ud. Jeg sagde bare til mine forældre, at jeg tog min kæreste med hjem, og at han hed Kim, og så var det ligesom det. Hvis jeg kan være med til at sætte fokus på det og være en rollemodel for andre, så er det billigt sluppet, for jeg har ikke altid været bevidst om at stille mig frem som homoseksuel, og jeg er også blevet rådet til ikke at gøre det.

Asbjørn, foto: Petra Kleis for GAFFA, makeup: Mads Stig

Fortidens begrænsninger

Helena: Hvordan er du blevet rådet til ikke at gøre det?

Bryan: Jeg er nok den af os, der har været i branchen i længst tid, og for 16 år siden, arbejdede jeg som demosanger ved siden af mit studie, og en dag ringede Remee med den her ”No Promises”, og så gik det jo fuldstændig amok.

Asbjørn: Hvordan var det oppe i de luftlag? Var du åben homoseksuel på det tidspunkt?

Bryan: Nej. Altså, jeg var 27 år på det tidspunkt, og jeg var forlovet, men jeg kunne meget hurtigt mærke på pladeselskabet, managementet og folk omkring mig, at det ikke var noget, jeg skulle dele ud af. Nu er det mange år siden, så jeg kan ikke sætte en finger på, om det er blevet sagt direkte til mig, men det lå bare i kortene. Jeg kan huske, at der blev sagt, at jeg skulle huske, at der var en Brian og en Bryan – og Brian var ikke interessant for offentligheden. Det er derfor, jeg giver Freja ret, når hun siger, at de både musikken og personen bag skal følges ad, for ellers rammer man muren. Det gjorde jeg efter seks år, hvor jeg havde snakket om alt, der var at snakke om i forhold til min musik. Så fik jeg en guldplade, hvor den store overskrift i Se & Hør var, at jeg var blevet forlovet, men de skrev ikke med hvem, for jeg var blevet rådet til ikke at fortælle noget. Det ramte mig så hårdt, at jeg tog kasket og solbriller på, når jeg gik udenfor, fordi jeg automatisk tænkte, at alle kun så Bryan, når jeg gik udenfor. Det blev decideret skizofrent. Dengang var der ikke sociale medier, og branchen var en anden. Nu smelter mennesket og artisten mere sammen, fordi man ser, hvem de er, og man følger med i deres liv. Jeg elsker det, og jeg dyrker den del, fordi det var det, jeg selv havde brug for, da jeg startede. Selvom jeg var 27 år, lyttede jeg jo til alt, der blev sagt, fordi jeg gik fra at være ukendt til at have den mest spillede sang i Danmark.

Asbjørn: Blev du venner med nogle labelmates eller andre, der også havde succes på det tidspunkt, og ved du, om de fik det samme at vide? Altså at det var bedst at splitte privatliv og offentlig persona, eller er du sikker på, at det var en seksualitetsting?

Bryan: Jeg var ret sikker på, at det var møntet på mig, fordi alle omkring mig godt vidste, at Anders og jeg var forlovet. Det er ikke, fordi jeg skal lægge det over på dem, men hvis de havde sagt, ”Hey, det er da mega fedt, at du er forlovet med en mand. Skal vi ikke bruge det som en del af dit brand? Tag ham med på den røde løber!” havde det være noget andet. Men jeg var et teenageidol og var på forsiden af Vi Unge og alt muligt. Pigerne skulle have noget at skrige over. Det er alt sammen kun noget, jeg kan se i dag: Gud, der blev faktisk sagt til mig, at jeg skulle lægge låg på min seksualitet. Ville det være sket i dag? Freja, jeg har tit tænkt på, når nu din seksualitet har været en del af dit brand fra starten: Har du nogensinde følt, at det var begrænsende – det er også et hårdt ord, men er der noget, du føler, du ikke kunne?

Freja: Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at jeg fra starten har haft et behov for at lægge det ud, som det var. Det har været meget simpelt for mig, for der har ikke været nogen anden måde at gøre det på. Jeg har brugt musikken terapeutisk og talt åbent om problemerne og identitetsproblemer, jeg har haft i den forbindelse. Giver det mening?

Bryan: Det giver rigtig god mening. Jeg har også selv den følelse. Jeg ville ønske, det var sådan for mig i starten.

Freja: Jeg ser jo bare mig selv som musiker. Min seksualitet har ikke rigtig noget at gøre med, at jeg elsker musik, men hvis jeg er ”lebbesangeren” for nogen, er det da fair nok.

Bryan: Det er heller ikke, fordi jeg vil være ”homosangeren”.

Freja: Det handler også om, hvem der siger det. Hvis jeg kan mærke, at personen har dårlige intentioner og mener det nedgørende, synes jeg selvfølgelig, det er noget pis. Men hvis det kommer fra en ven, der selvfølgelig kun siger det fra et godt hjerte, så gør det mig absolut ingenting.

eller hvis det er i en lukket kreds som den her, hvor vi alle sammen har hver vores ting.

GAFFA: Har nogle af jer andre oplevet, at det har begrænset jer – eller er I blevet bedt om at begrænse jer?

Ray: Jeg har prøvet det. Jeg føler, at jeg lever med lidt af en queer sorg. For ti år siden, da jeg startede, fik jeg også rigtig tit at vide, at jeg skulle skrue ned. Folk sagde det direkte til mig. Jeg har meget bevidst brugt min transidentitet som en del af min musik, og jeg tror, det også handlede om, at jeg gerne ville have, at det var en del af mig, og jeg brugte det helt klart også som et redskab og en politisk og aktivistisk handling, men det fungerede ikke.

Asbjørn: Hvad mener du med, at det ikke fungerede?

Ray: Jeg prøvede at gøre det til en fed ting i branchen, men Danmark var slet ikke klar til det endnu. Lige nu er ”køn” jo et buzzword, og når man kigger tilbage på synlighed, rettigheder og repræsentation, så er det de transkønnedes tur til at være i fokus lige nu. Det, jeg mener med en queer sorg er, at jeg gerne ville, at det skulle være fedt, men det var det slet ikke, for Danmark kunne ikke forstå det. En ting er det androgyne udseende, noget andet er at skifte køn. Folk er mere bange for det. Gennem tiden har transkønnethed være portrætteret som noget uhyggeligt og mærkeligt. En ”vi ved ikke helt, hvem du er rigtigt” og ”hvad er der inde bag tæppet”-agtigt. Androgyn var i orden, men transkønnethed fucker med ens forståelse af køn. Der kan jeg godt mærke en queer sorg. Jeg er lykkelig og glad for, at der sker nogle ting, og at der er fremdrift, men jeg ville ønske, at det var sket for 10 år siden, for der var det, som om verden ikke var klar til mig.

Asbjørn: Hvis man vælger at tage så meget af sin person ind i noget, der også er en kommercialisering, hvor man prøver sig selv og gør sig selv til et produkt, så bliver man også bare det mere sårbar over den kritik, der måtte komme af ens musik og ens kunst, fordi det har så meget mere med en selv at gøre.

Bryan: Jeg har undskyldt det, der er sket i min karriere med, at vi havde de store budgetter fremme, og der var mange penge på spil, som de kunne miste, men det kommer bag på mig, at du siger, at det sker i undergrundsmiljøet eller i upcoming-miljøet.

GAFFA: Men handler det så om, at der kun er en bestemt type queer, der må begå sig offentligt?

Bryan: Jeg håber det virkelig ikke, men dengang kunne du ikke være popstjerne, som jeg var det, og så samtidig være homoseksuel.

Asbjørn: Det er stadig kompliceret, for i virkeligheden er der en popindustri, som har så sindssygt meget magt. De styrer, hvad den almindelige forbruger skal se, og med den magt kommer der et ansvar, som ikke bliver løftet i forhold til at skabe diversitet. Jeg tror stadig, der er et godt og gammeldags gatekeeper-problem, der ikke tænker særlig meget over bred repræsentation.

Freja: I musikbranchen?

Asbjørn: Ja, men også i mediebranchen i virkeligheden.

Freja: Jeg har aldrig oplevet noget som helst negativt. Tværtimod. Det var godt, at jeg kunne bruge det i min kommunikation. Jeg har det også lidt som Bryan, for jeg har heller ikke haft problemer med at springe ud, men jeg ved godt, at der er alle mulige forfærdelige historier derude. Jeg har simpelthen bare ikke oplevet det. Jeg ser slet ikke de problemer. Det er jo en minoritet at være til det samme køn eller at være transkønnet, så selvfølgelig er der flere heteroseksuelle i branchen, for der er også flere af dem.

Asbjørn: Min oplevelse er bare, at de magtfulde instanser i industrien måske er mest bange for mænd, der truer deres egen maskulinitet og udfordrer deres maskulinitetsbegreb. Det er i hvert fald mit møde med industrien. Der har jo heller ikke rigtig i Danmark været en åben, homoseksuel mandlig mainstream-artist.

Helena: Hvordan har det været for dig, Asbjørn? Tog du en beslutning om at bruge din seksualitet, da du startede?

Asbjørn: Ikke helt. Jeg tror ikke, jeg tænkte på det på min første plade. Jeg har aldrig været en del af et queer miljø som sådan, så jeg tror egentlig ikke, at jeg havde overvejet det på det tidspunkt.

Helena: Men du var åben omkring det?

Asbjørn: Det tror jeg, at jeg var, men jeg var mere åben omkring det på min anden plade, hvor jeg begyndte at sætte køn på nogle af mine sange, hvilket så skabte en kontakt med et segment og skabte en ny fangruppe, som har gjort, at jeg er i det fællesskab nu og kan se, at det gør noget godt. Det betyder meget.

Helena: Det er selvforstærkende på den måde.

Asbjørn: Det handler virkelig om fællesskab for mig. Hvis der er et fællesskab, og der er rart, så styrer jeg på en måde derhen.

Brimheim, foto: Petra Kleis for GAFFA, makeup: Mads Stig

Repræsentation er alfa og omega

GAFFA: Vi har gerne villet samle en repræsentativ gruppe, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været sværere end normalt – særligt at finde nogen, der eksempelvis har en anden hudfarve end os, der sidder her i dag. Hvorfor er det så svært at finde nogen? Er det, fordi vi ikke gør vores arbejde godt nok, eller er det, fordi der ikke findes flere?

Ray: Jeg er sikker på, at der er mange derude, men lige i det her tilfælde handler det jo også om, hvorvidt folk har tid eller lyst. Når det er sagt, handler det også om, hvordan vi leder efter folk. Hvordan får vi integreret den her struktur? Jeg laver en podcast, der hedder Uhørte Frekvenser, som handler om at give en stemme til det uhørte, fordi vi ved, at det findes, men ikke hvordan vi får det op til overfladen og finder kunstnere, der er queer, eller kunstnere, der ikke er hvide. Det er noget af det, vi taler rigtig meget om, når vi tager ud og interviewer spillesteder og branchefolk. Hvis man hele tiden tager det, der er lige foran én, så vil det jo være det, normen dikterer. Vi bliver nødt til at anerkende, at det ikke er tilfældigt, hvem der bliver valgt. Strukturel racisme heller ikke tilfældigt. Der er nogle strukturer i de måder, vi udvælger på, som vi skal være mere opmærksomme på. Ligesom Asbjørn siger med gatekeepers. Hvem har magt til at åbne op og give plads til de her stemmer?

Freja: Men tror du, hvis der nu var en queer, der lavede et kæmpe nummer, og en heteroseksuel, som lavede et lige så stort nummer, ville man så vælge at gå med den heteroseksuelle?

Ray: Det er ikke til at sige. I dag tror jeg ikke, nej. Men i 80’erne ville man helt sikkert.

Bryan: For bare 15 år siden er jeg helt sikker på, at man havde valgt den heteroseksuelle. Der var ingen, der var woke på samme måde som i dag. Ungdommen i dag vil have noget helt andet, og derfor er jeg også tilbøjelig til at tro, at vi som minoritet kan have fordomme om, hvad andre mennesker sidder og gør på de her pladeselskaber. Jeg kender ingen i branchen, der er homofobiske, men budgetter taler højere end fornuft nogle gange, desværre. Men takket være de fremskridt, vi ser, tror jeg, der er flere, der vil vælge en queer artist til frem for en heteroseksuel ciskønnet, hvis musikken er med.

Helena: Tror I, at musikbranchen i sig selv på en eller anden måde, fordi den forholdsvis består af ressourcestærke, privilegerede mennesker, er blevet sit eget ekkokammer? Min seksualitet har været en del af mit narrativ fra starten, og det var helt okay. Og så ude i virkeligheden er der bare fucking mange mennesker, som bruger homo og bøsse som nedsættende ord, og som slet ikke forstår, at transkønnede eksisterer? Da jeg lavede en Upcoming-video med DR, var et par af kommentarerne da også ”Nå, så du er lesbisk eller hvad?” på en nedgørende og fuldstændig afstumpet måde. Jeg oplever det ikke til daglig, fordi jeg begår mig i professionelle miljøer, hvor folk er meget accepterende. Mit pladeselskab er ekstremt opmærksomme og signer artister, som er queer. Inde i mit hoved kører det fint, og så bliver man pludselig konfronteret med omverdenen. Jeg er halv færing, og når jeg går rundt hånd i hånd med min kone på gaden deroppe, tænker jeg ”Find på noget mere kreativt at nedgøre os med end ’homo’.” Så jeg lever nok i mit eget lille ekkokammer, men ude i virkeligheden er der så mange, der ikke forstår noget som helst.

Bryan: Det er lige præcis dem, der er problemet. For skulle der sidde nogen et eller andet sted, som gerne vil lave musik, men som ikke gør det, fordi de er bange for, at de ikke bliver lyttet til – så er det jo på grund af de afstumpede kommentarer.

Ray: Vi vil gerne normalisere synlighed. Repræsentation er jo super vigtigt, og vi kan ikke sige, at normalisering er ”at nu tolererer vi dig, fordi du bare er dig, og så gider vi ikke snakke mere om din seksualitet”.

Bryan: Jeg ser også tit folk skrive ”hvorfor bliver I ved med det der regnbue-noget? Det er jo normalt nu!” Nej, ikke rigtigt…

Ray: Du får jo heller ikke racisme til at gå væk ved at sige, at man ikke ser farver. Problemet bliver usynliggjort.

Bryan: Det mærkelige er jo, at man kan føle sig lige så normal, som Freja og jeg gør. Jeg er aldrig blevet råbt ad, og jeg har aldrig mødt nogen, hvor jeg skullet forklare mig. Når man går rundt i den virkelighed, kan det godt føles, at vi er nået langt, men når man så løfter blikket eller åbner en avis, kan man godt se, at det ikke er sådan, det forholder sig.

Ray: Jeg kan huske, at da jeg fandt ud af, hvem du var, Freja, der betød det meget for mig, at du var homoseksuel. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg fandt ud af det, men på en eller anden måde blev det formidlet. Det er igen det med, at repræsentation betyder så meget, og at man ved, at der er andre end en selv, der har det på samme måde. Det har betydet så meget for mig, at mine idoler var homoseksuelle eller transkønnede. Jeg sugede mig fuldstændig fast, fordi jeg følte mig genkendt. Det er klart, at når man er en minoritet, føler man sig ensom. Da jeg første gang var samlet med andre queers, var jeg simpelthen lykkelig. Jeg havde det, som om jeg var kommet hjem. Jeg har følt mig fremmedgjort hele mit liv. Jeg er vokset op i Aalborg, og da jeg flyttede derfra, var jeg stadig closeted. Jeg brugte min musik som ventil, for jeg kunne ikke fortælle det til nogen, så det, at vi kan få øje på hinanden, er bare så vigtigt.

Freja: Det er sjovt, når vi taler om, at man gerne bare vil være en artist og ikke lebbeartisten eller queerartisten, for det, der rører mig allermest er, når jeg får beskeder, eller nogen kommer hen og siger, at min musik har gjort en forskel for dem. Det er jo det vigtigste i hele det her. At der er historier, folk kan spejle sig i – og alligevel vil man gerne bare være en artist og ses for sin musik.

Raymonde Gaunoux, foto: Petra Kleis for GAFFA, makeup: Mads Stig

Repræsentant og forbillede for en hel gruppe

GAFFA: Hvor står I så? Er I glade for at kunne repræsentere end minoritetsgruppe, eller vil I helst anerkendes for musikken udelukkende?

Bryan: Jeg tror, vi bliver nødt til at tillade en form for elastik, for det virker, som om vi er meget enige om, at kunst er kunst, men at vi i forskellig grad også er enige om, at repræsentation er alfa og omega for både os selv og andre mennesker. Der er et spænd mellem de to parametre, som er forskellige fra artist til artist. Jeg har for eksempel ikke behov for at gå med den her seksualitetsfane forrest, men der faldt en kæmpe byrde fra mine skuldre, da jeg endelig kunne tale offentligt om min seksualitet, min regnbuefamilie og alt, der ligger i det.

Helena: Jeg har følt mig lidt usynliggjort i selve queer-miljøet, fordi jeg ikke opfylder de fordomme, man har om lesbiske, og jeg har også datet mænd. Så jeg har følt mig usynliggjort i især lesbiske miljøer, for der er ofte en dårlig reaktion, hvis man fortæller, at man har datet mænd.

Asbjørn: Så er du ikke queer nok.

Helena: Præcis! Så jeg tænkte meget på, hvad jeg skulle have på til denne her forside i dag. Det ville være super sejt, hvis jeg var sindssygt feminin og havde en lækker kjole på, men jeg havde den største tøjkrise i går og sad foran mit skab og tænkte ”Hvem er jeg? Hvad hvis jeg tager bukser på? Men så er jeg ikke feminin nok, og jeg skal jo være den repræsentation, jeg selv har manglet!” Nu er jeg så gået i fuldstændigt modsatte grøft med et jakkesæt, fordi det var for stort et pres. Jeg endte i en spiral af, at nu skulle jeg være et eller andet bestemt, men det går jo heller ikke.

Asbjørn: Jeg tænker, at der kan være forskellige planer, ens karriere kører på. Man kan være musiker, der laver noget universelt, fordi man jo ultimativt gerne vil samle så mange mennesker som muligt, så man kan føle, at man har et fællesskab i musikken. På den anden side handler det netop om at være det ikon, man selv savnede. Det sidste år har jeg spillet en del på folkeskoler – som har været det mest sindssyge i verden. Jeg har startet alle koncerter med at komme ind i en lyserød bokserobe og bare være klædt i pink fra top til tå. Når jeg er gået på scenen, har det første, der er sket, været, at teenagerne har hvisket og grint lidt – sådan som kun teenagere kan. Til hver eneste koncert skete der det, at jeg fik dem overvundet i løbet af to eller tre sange, og så var der en talk bagefter. Den handlede ikke om seksualitet, men om identitet og popkultur, og der skulle de havde besvaret deres ”dumme” spørgsmål, som jo kun kommer af, at de aldrig har set nogen, der danser som mig, eller har set en mand i pink fra top til tå. Og de skal endelig bare spørge. Alle skal endelig bare spørge. Det er i frygten for det ukendte, at det går galt. Hvis vi kan få besvaret de spørgsmål tidligst muligt, så de måske har lyst til at gå i pink. Den her turné endte med at være det mest belønnende stykke arbejde, jeg nogensinde har lavet.

Bryan: Der har du virkelig taget en for holdet.

Asbjørn: Og det føles jo fantastisk. Jeg sad i bilen hver dag på vej hjem med tårer i øjnene, fordi det betød vildt meget, at jeg kunne mærke, at jeg rykkede noget her. Hold kæft, jeg ville ønske, at nogen havde gjort det for mig dengang, så jeg kunne tage i skole dagen efter med lidt mere kampgejst.

Bryan: Jeg tror måske, at det besvarer dit spørgsmål meget godt. Når jeg synger min sang ”Warriors”, tænker jeg på alle de mennesker rundt om i verden, der kæmper for kærligheden, men andre sange er lige så vigtige for mig. Hele pakken skal være der i min optik.

Helena: Man håber jo på en eller anden måde, at hvis man taler om specifikke livserfaringer i sin musik, at de er universelle i så høj en grad, at det kan vække genklang omkring nogle følelser, som er alment menneskelige.

Asbjørn: Og det kan det jo. Vi er jo også blevet rørt og spejlet i fortællinger, som ikke var for os, men det har ikke været noget problem. Jeg tror også, at ungdomskulturen er klar til det, og at de måske hungrer efter mere queer repræsentation. Industrien halter altid lidt efter, men ungdomskulturen er klar, og de vil gerne udfordres. Det kan jeg tydeligt se i mit publikum.

Bryan: Det samme med mit. Freja har også et kæmpe publikum, og hun har altid været den, hun er. Jeg synes, at det vidner om, at fra da jeg startede for 16 år siden, og Freja for 10 år siden, at der allerede har været ændringer, og at der er en form for fremskridt.

Helena: I den ideelle verden er alle vores seksualiteter og køn super ekspansive, og alle får lov til at være ekspansive og sige, hvilken kasse de gerne vil bo i. Det er sproget om de her kasser, der er så vigtigt, fordi det er den måde, vi kan kæmpe for vores repræsentation og rettigheder. I den ideelle verden er det mere ekspansivt, end det er i dag. Vi er alle meget mere end de labels, vi sætter på de forskellige intersektioner, vi lever i. I den ideelle verden er det jo fucking lige meget. Det er det bare ikke, hvis man bor i en af de identiteter. Her kan det være voldsomt irriterende at blive kategoriseret som kvinden, lebben, bøssen eller den transkønnede.

Freja Kirk, foto: Petra Kleis for GAFFA, makeup: Mads Stig

Fremtidens muligheder

GAFFA: Hvor er vi så på vej hen?

Freja: Vi er på vej et godt sted hen. Jeg føler, at det er meget af det, den her snak har handlet om. Jeg synes, at vi er nået et godt sted hen i dag, og de her stærke historier bevidner, at vi er kommet rigtigt langt – selv om vi også har lang vej igen.

Bryan: Nu har vi også sociale medier, og der er plads til mange artister, som er helt deres egne. Der er en rigtig fed tendens med, at der også er fokus på det, der ikke kun kommer fra de store pladeselskaber.

Ray: Da jeg ville udgive min første plade med mit band i 2013-2014, var der ikke nogen pladeselskaber, der ville røre ved det, men det ville de i Sverige, og blot fire år efter stod jeg med bar overkrop med mine ar fremme på forsiden af pladen. Det viser også, at vi kan mere nu, og at der er pladeselskaber, der bevidst vælger at fokusere på queer artister nu.

GAFFA: Hvis man vælger kun at kigge på queer artister, er I så bange for at blive tilgodeset på baggrund af jeres seksualitet eller køn?

Asbjørn: Jeg tror, at jeg helst bare vil lade min pr-agent gøre sin ting. Det vigtigste er jo at få musikken ud, og hvis det virker sensationelt at være homoseksuel, så må det være sådan.

Helena: Jeg synes, at man skal kapitalisere på det, hvis man er tryg ved det.

Bryan: Der en tendens til, at hvis man vil ud med sin musik, så skal man også tage en historie med. Jeg kunne komme ind og spille min sang i tv’et, hvis jeg tog min fireårige datter med og fortalte, hvordan sangen handlede om hende. Hvis jeg kun skal tale om musikken, skal jeg tage en top-10-sang med. Jeg kan godt have det svært med at skulle fortælle om så personlige ting for at måtte få min musik ud.

Freja: Jeg føler bare, at det er bundet op på hinanden. Jeg forstår godt, at det er irriterende, men musikken er jo bundet op på en person, der er spændende, eller en historie, der er fed. Sådan har det altid været.

Bryan: I min situation har det altid været minoritetsrelevant, hvis jeg skulle sælge en single ind.

Ray: Der er en balance i, hvornår man vil være en god historie, ligesom Freja siger. Da vi startede, var jeg ikke så glad for det, men på et tidspunkt tænkte jeg, at så måtte jeg jo bruge de redskaber, jeg havde. Der er omvendt en ambivalens i det. Hvornår sælger jeg ud, samtidig med at jeg gerne vil fortælle min historie?

Bryan: Og hvor langt vil du gå for det?

Ray: Og ofte må minoriteter også kæmpe for pladsen, fordi der er så relativt få, og hvis der er for mange, så forstyrrer det.

Asbjørn: Det er den samme mediekonstruktion for kvinder, der skal konkurrere mod hinanden.

Ray: Jeg har følt mig sindssygt ensom i den konkurrence, og derfor sætter jeg virkelig pris på communities som Musikbevægelsen af 2019. Jeg har gået meget alene med de her ting – pronominer, fejlkønninger og alle mulige ting. Som du sagde, Asbjørn, så er det okay at spørge, hvis de ikke ved. Jeg elsker, når folk spørger.

GAFFA: Hvis GAFFAs læsere skal tage en ting med sig fra den her snak, hvad skal det så være?

Bryan: For mig er repræsentation bare det vigtigste. Jeg har altid haft et overordnet budskab om, at drømme kan blive til virkelighed, og så kan vi lave en undertitel, der hedder ”hvis du bare er dig selv”, for jeg har virkelig mærket, hvor vigtigt det er at få lov til at være sig selv. Da jeg ikke kunne være det, endte jeg som en hul skal.

Freja: Jeg er helt enig. Jeg føler også, at budskabet er, at man bare skal turde at være sig selv.

Bryan: Og ingen gider lytte til en hul skal.

Helena: Jeg havde nogle tanker i går om, hvordan fuck man er repræsentant for en befolkningsgruppe. Det ved jeg slet ikke. Jeg er alt for hvid og privilegeret til at kunne sige noget som helst universelt om det at være queer eller marginaliseret i den forstand, men måske behøver jeg ikke være repræsentant for alle, selv om det føles sådan, når vi sidder her rundt om bordet og skal tale om det her.

Bryan: Er vi ikke repræsentanter for os selv?

Asbjørn: Jeg synes, at man er repræsentant for en nysgerrighed og for, at folk kan være med på ens undersøgelser af identitet og definitionen af frihed. Det er vildt kedeligt at lytte til konklusionerne. Det er mere spændende at være en del af spørgsmålene. Det må folk gerne tage med: At vi skal være en del af udviklingen sammen.

Bryan Rice, foto: Petra Kleis for GAFFA, makeup: Mads Stig

Asbjørn

Til oktober udkommer Asbjørns tredje album, Boyology. Forud for denne har han serveret tre singler til popelskerne, ”(Love Like A) Teenager”, ”Young Dumb Crazy” og "Remember My Name". Sange, der repræsenterer en samlet musikvideotrilogi, The Boyology Series. Han laver fandenivoldske og dansable popsange og gør i samme ombæring op med de stereotypiske kønsidealer. Albummet er blevet til i Berlin, hvor Asbjørn har boet i fire år – fordi der var der plads til, at han var sig selv.

Brimheim

Helena Heinesen Rebensdorff er halv færing og halvt dansk, og så er hun på nippet til at lægge sidste hånd på sit debutalbum. I efteråret 2020 udkom ep’en Myself Misspelled, som rummer rockede indiebangers under en uforglemmelig vokal. Fra første single har Brimheim succesfuldt skudt mod de højere luftlag, og med seneste single ”Call It What You Want” har hun inviteret sine lyttere helt ind i de mest intime og personlige rum. Hun deler ud af fortællingen om, hvordan kærlighed altid er stærkere end frygt. Gift med Lorri Lin.

Raymonde Gaunoux

Raymonde er den ene halvdel af duoen Feel Freeze, som han har med Mathias Lilholt. De emmer af melankolsk, uptempo og velproduceret popmusik, hvor drømmene er store. Senest har duoen udgivet fem coversange, der er blevet udvalgt af fans, hvor blandt andre David Bowie har fået en overhaling af Feel Freeze. Duoen har lovet ny musik til efteråret, der forhåbentligt lyder lige så meget af frihed og dansegulv som deres foregående udgivelser. Derudover er Raymonde i gang med et soloprojekt, vi glæder os til at høre mere til.

Freja Kirk

Freja Kirk har været en del af musikbranchen i næsten et årti. I 2019 udgav hun sit andet album, Pussyfied, der i dén grad imponerede både publikum og anmeldere. Hun laver henslængt poppet r&b med en stærk vokal og relaterbare tekster om identitet, seksualitet og sårbarhed, som man ikke kan undgå at give sig hen til. Med den nye single ”Glassy Eyes” viser hun, at musikken er skridsikker, og at hun er et overordentligt stærkt navn på den danske musikscene. Forlovet med skuespiller og model Sus Wilkins.

Bryan Rice

Bryan Rices plan var oprindeligt at blive spansk tolk, men med midt-00’er kæmpehittet ”No Promises”, der tog Danmark med storm, ændrede de planer sig brat. Siden er han forblevet genren tro og har senest udgivet sommernummeret ”Yes To It All”, som er særdeles svær at sidde stille til. Han er derudover bestyrelsesmedlem i Dansk Artist Forbund og Spil Dansk Ugen. Far til femårige Liv, som han har med sin mand Mads Enggaard Jørgensen og skuespiller Anne Gry Henningsen.

Ved du, hvad det vil sige at være queer?

Queer er et paraplybegreb, som dækker over kønsminoriteter og seksuelle minoriteter. Queer-personer er mennesker, der ikke orienterer eller identificerer sig med at være heteroseksuelle eller ciskønnede. Queer kan derfor betyde, at man er homo- eller biseksuel, eller ikke identificerer sig med det køn, man er blevet tildelt ved fødslen. Det er en betegnelse, der gør op med vores køns- og seksualitetsmæssige kassetænkning.

LÆS OGSÅ: WORLDPRIDE/COPENHAGEN 2021: Opruster med 25 nye musiknavne


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA