x

BADESØEN FESTIVAL-REPORTAGE: Med den kreative klasse på badeferie

BADESØEN FESTIVAL-REPORTAGE: Med den kreative klasse på badeferie

Det er fortsat en enormt absurd oplevelse at være på Badesøen Festival i Albertslund. En god slags absurd, vel at mærke – men stadig absurd. Jeg bilder mig selv ind, at jeg stadig er lidt alternativ og kompromisløs, selvom jeg efterhånden er meget langt væk fra den person, jeg var, da jeg var 25. I dag prøvede jeg at dele festivalplads med en hel flok mennesker, der sikkert havde det på samme måde. På Badesøen Festival er der ikke noget ødelagt Bilka-telt eller rammer af mellemvarm Slots Pilsner. Der er ikke studenterhuer eller efterskoleelever, der desperat forsøger at holde fast i de sidste lille glimt ”af det bedste år af deres liv”. På Badesøen festival finder du børnefamilier med glade mødre i bare tæer og sommerkjoler, fædre i bomuldsshorts og blomstrede skjorter, dansende småbørn og badegæster, der køber Tuborg Rå. Selv parisertoasten er økologisk.

Og alligevel er det som at få holdt et spejl op foran sig selv. Jeg bor på Nørrebro. Jeg lever delvist af at skrive om musik. Jeg har en datter på vej. Og jeg forsøger at holde fast i de idealer, jeg havde som ung, selvom jeg er nået alderen, hvor jeg laver hjemmelavet müsli og drikker alkoholfri øl. Badesøen er ikke længere blot et fristed for ”de andre”, men også et fristed for mig. Jeg kan konstatere, at min genration er blevet voksne – og at jeg er fulgt med dem. Og er det egentlig ikke okay?

Smagsdommernes popstjerner
Nuvel! Det handler om musikken. Det unikke ved Badesøen er omgivelserne, kontra et program der tager udgangspunkt i alternativ musik. Festivalbooker-alternativ, men stadig. Det er som at lytte til Kid A, samtidig med at man er i Fårup Sommerland. Dagens første indslag var smagsdommernes yndlingspopstjerner Ganger. Og før du, kære læser, råber vagt i gevær, vil jeg gøre opmærksom på, at denne artikels afsender selv er smagsdommer. Og Ganger-fan. At jeg endnu ikke har skrevet om Ganger i en koncertsammenhæng, er lidt af en bedrift, men muligheden for at tage opgaven har ikke været der, selvom jeg har set dem live før.

Ganger er et lige så stilbevidst bæst live, som de er på plade. Samspillet mellem de elektroniske virkemidler og Andreas Campbells millimeterpræcise trommer bliver endnu mere udpræget foran et publikum, og Thomas Bach Skaarups enlige mandevokal stiller en god kontrast til Mille Mejer Djernæs, Isabella Dayyani og Ninna Lundbergs omskiftelige mur af gudesmukke kvindevokaler. Især sidstnævnte glimrede ved nogle indtagende sekvenser på både ”Tsunami”, den medrivende saxofonbasker ”Bunker” og den altid smukke ”Pumper Mama”, der med fordel kunne have været placeret senere i sættet, selvom ”Styrke”, ”Olympisk” og ”Bye Bye” er virkelig virkningsfyldte punktummer.

Der er en næsten trodsig insisteren på det skæve hos Ganger, der går igen i alt, hvad de gør. Dette kan også mærkes live. Både i deres opbygning af sæt, overgangene mellem numrene og brugen af David Byrne-koreografi i de sangløse stykker. Koreografien kan virke enormt prætentiøs på et dansk publikum, men jeg vil altid hylde et dansksproget popband for at gøre noget udansk, og Ganger har et enormt udansk, kunstnerisk potentiale samtidig med, at de rent faktisk formår at appellere folkeligt. Dette ses især, da Andreas Campbell oplever tekniske problemer, halvt inde i koncerten, og Djernæs og Skaarup formår at tale publikum op, hvor især Skaarups kommentarer om en særlig mandig bademester i horisonten vækker smil blandt folket.

Jeg vil samtidig også kort nævne Gangers inspiration fra halvfjerdsernes progressive rock, mest fordi jeg ikke synes, den bliver nævnt nok. Selvom der er en meget tydelig inspiration fra nyere musik i Gangers klang – både kontemporær pop og hiphop – minder Ganger mig tit om Pink Floyd, hvilket nok mest skyldes den ambitiøse opbygning, brugen af reallyd og samples samt Viktor Kongsbaks saxofon. At blive sammenlignet med Floyd, når man ikke har skyggen af guitar i sin musik, er en kæmpe kompliment. Så skal jeg da lige give Thomas Bach Skaarups afsluttende bas på ”Bunker” et nik med på vejen. Det var rart endelig at få lov til at dvæle ved en af deres koncerter, selvom det stadig ikke er en anmeldelse. Den må komme i forbindelse med udgivelsen af Pisk.

Trut trutterut
At kalde Selvhenter, der spillede lidt tid efter Ganger på den store scene, for progressiv, er nok en stor underdrivelse. Der er langt mere på spil i kollektivets eklektiske blanding af inspirationer. Folkmusik fra alle verdensdele, psychedelia, drone og freejazz. Det her var ikke bare progressivt – det var direkte eksperimenterende. Normalt er gruppen flere på scenen, men i dag fik vi en fuldstændig nedbarberet trioopstilling, med to trommesæt og Maria Bertels altoverskyggende trækbasun, der blev spillet igennem et hav af effektpedaler. Der skal efterhånden lidt mere end en effektkæde til at imponere kammesjukkerne, men jeg skal denondelynemig love for, at der blev blæst til den store trutmedalje. I løbet af koncerten fik Bertel sin basun til at lyde som alt fra Jimi Hendrix' brændende Strat på Woodstock til en døende hydra.

Samtidig var Anja Jacobsen og Jaleh Negaris hårdtpumpede percussion-forløb enormt virkningsfyldt, og Selvhenter fik virkelig afsøgt alt fra gungrende dronenoise til ren freejazz og supplerende balkanrytmer med en insisterende brug af bongotrommer og woodblocks. Desværre virkede publikum ikke helt indforståede med trutteriet, og selvom der var et par stykker, der forsøgte at tage hæderligt tilløb til dansefest, blev det svært, når blæsereksplosionen fra Bertels ondskabsfulde trækbasun modarbejdede de sommerkåde typer. Jeg tror, solen stod for højt og øllen smagte for godt til, at folk helt kunne sluge det trehovedet monster, som Selvhenter fik skabt på scenen, selvom de gang på gang kastede sig ud i det ene crescendo efter det andet. Jeg elskede de kratfulde improvisationer og de mere dvælende glimt af foruroligende ro, men jeg tror desværre, en stor del af publikum synes, at Selvhenter bare var noget larm. Det er sgu ærgerligt, for bandet har noget meget stort at byde på.

Jeg trak stikket ud, mens Derya Yıldırım & Grup Şimşek leverede en elles hæderlig omgang mellemøstlig psychrock, hvor Greta Eacotts trommer var højdepunktet.  Men uden mad og drikke duede kritikeren ikke. Jeg formåede dog at fange det sidste af Adam Christensens enormt overrumplende følelseseksplosion på The Lakes lille scene. Her mødtes dommedags dragshow med en enorm emotionel selvransagelse, udført med Christensens sindssygt karakteristiske stemme over noget så uhørt som en harmonika. Christensens stemme kanaliserede lige dele Anohni, Nina Simone og Billie Holiday, og jeg er meget ked af, at jeg ikke nåede at se hele koncerten. Publikum stod op og klappede til sidst, hvilket virkede meget velfortjent.

Jeg må også nævne de mange pop-up koncerter, som skabte enormt sjove scenarier i løbet af dagen. Jeg blev forfulgt af en duo, der spillede kurdisk folkemusik det meste af formiddagen, mens et blæserband spillede ”Dancing Queen” under en vandrutsjebane i det sekund, der gik hul i himlen, og regnen fossede ned. At se instrumental noisejazz spillet fra midten af en svømmepøl efterlader også et vist indtryk. Stærkest stod dog IRAH-sangerinde Stine Grøns pop-up koncerter, som havde en hel unik, meditativ fornemmelse over sig. Det vil jeg meget gerne have mere af.

Koncert med resonans
Et af årets helt store navne var Efterklang, som blandt andet skulle vise ny musik frem, som folk vist har ventet på efter annonceringen af et nyt album, tidligere på året. Jeg skal være helt ærlig over for læseren og sige, at jeg faktisk ikke har et særligt nært forhold til Efterklang og derfor gik til koncerten som en outsider, selvom jeg fuldt ud vil anderkende bandets status som et af de mere succesfulde bands, der tør gøre noget anderledes, end normen dikterer herhjemme. Og det er ikke metervare, som Efterklang – med Casper Clausen i front – leverer, selvom jeg heller ikke finder det så grænsesøgende og eksperimenterende, som nogen gerne vil have det til at lyde. Langt hen ad vejen blander Efterklang en ret enkel, symfonisk indiepop med virkningsfuld brug af elektronik, som indimellem mindede lidt om Boards of Canada, når Mads Brauer fik lov til at fylde.

Det lod til, at Efterklangs musik gik lige ind hos publikum, som talte mennesker i alle aldre, hvor Clausen også fik gjort opmærksom på hele første række, der på et tidspunkt bestod udelukkende af børn. Rasmus Stolbergs bas lå godt i mikset, og de kvindelige vokaler – leveret af resterende medlemmer, med Katrine Muff som gæst – stod fint til Clausens vidtrækkende stemme. De danske sange fra Altid Sammen stod en anelse svagere, i forhold til de engelske skæringer, og det var helt klart et plus at høre Efterklang vende tilbage til fordums lyd på den nye, kommende plade, som vi fik en række skæringer fra. Det lader til at der ligger et forhøjet fokus på groove og vokaler, og her brillerede norske Øyunn både på trommer og sang. Efterklang ramte ikke rigtig mig, men til gengæld lod det til, at de resterende publikummer nød gruppens charmeoffensiv, hvilket giver mening, når gruppen også har en finger med bag scenen på festivalen og derfor var på absolut hjemmebane. Og hey! Det er sgu da kun fedt at spille på hjemmebane – så det vil jeg ikke ødelægge.

Fremtiden er mørk
Til allersidst vil jeg gerne slå et slag for Bona Fide, som skulle have spillet tidligere, men blev slået af pinden af selskabssange. Hvorfor fandt jeg aldrig ud af, men folk havde det tydeligvis sjovt med at synge om midtvejskrise og tissemænd på melodi af ”I en kælder sort som kul”. Bona Fide er mystisk, mørk gothfolk, der er ekstremt sagte og enormt voldsom på samme tid. Emil Palmes guitar har en konstant ringende, klokkeklar tonalitet i sig, og den enormt karismatiske Sophia Luna har en dragende, mørk stemme, som både fortolker og fortæller om livets skyggesider og tidens fatale gang. På grund af programændringen, der først blev annonceret i sidste øjeblik, nåede jeg ikke at opleve hele koncerten. Det, jeg nåede tryllebandt mig og inviterede mig dybt ind i det mørke katakomber, som duoen har bygget op, hvor især den lange, manende afskedssang var en hitter. Igen virkede det ambivalent at blive inviteret ind i nordisk mørke, mens man lå i en blå liggestol, omgivet af sand og legende børn.

Men det er Badesøen Festivalens styrke og er med til at gøre festivalen til en unik størrelse i det danske festivalland. Alene dét at opleve festivalstemningen igen, efter halvandet års COVID-tørdok, var en fornøjelse. Men kombinationen af skæv musik, badeferie og frihedsstemning mindede os alle sammen om, at det for en stund virkede, som om at vi var nået ud på den anden ende af tunnelen. Badesøen formår at samle kunst, kultur, talks og musik på en plads, hvor man samtidig kun må gå ud til navlen. Og det fungerer, selvom undertegnede formaster sig til at lave fis med det. Ses næste år!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA