x

TEMA: Hvordan ser fremtiden ud for den hårde rock? Fem eksperter giver deres bud

TEMA: Hvordan ser fremtiden ud for den hårde rock? Fem eksperter giver deres bud

Foto: Gojira, som bliver nævnt flere gange i nedenstående artikel

Metallica, Iron Maiden og AC/DC nærmer sig pensionsalderen, og hvem skal løfte arven fra dem? Er den hårde rock død, eller har den en fremtid, og hvordan ser den i så fald ud, både internationalt og nationalt? Vi har fået en række bud fra nogle af Danmarks største aktører i branchen – fra festivalerne til Tim Christensen.

”Rocken er død” hører man tit som beskrivelse af den nuværende tilstand for rock- og metalgenrerne. Hvem skal videreføre genren og ikke mindst udfylde de gigantiske sko, der efterlades af bands som for eksempel Metallica, Iron Maiden, AC/DC, Judas Priest og Scorpions inden for de kommende 10-15 år? Bliver det de bands, der kom frem i løbet af 1990’erne og starten af 00’erne som eksempelvis Korn, Foo Fighters, Rammstein, Slipknot eller Gojira? Eller nogle helt andre? I de sidste 15-20 år er der ikke for alvor kommet et nyt internationalt metalband, der kan udsælge større koncerthaller eller stadioner. Det skulle da lige være Volbeat, som dog er gået i en blødere retning i de senere år. Og hvordan ser det egentlig ud med den danske scene? Hvilke andre danske bands vil kunne begå sig på den internationale scene i de kommende år?

I det følgende prøver vi at besvare disse spørgsmål ved hjælp af nogle af Danmarks mest kompetente og ikke mindst erfarne aktører: Brian Nielsen (CEO for DTD Group, der blandt andet arrangerer NorthSide og Tinderbox), Stefan Gejsing (medlem af musikgruppen hos Roskilde Festival og hovedansvarlig for metal og rock på Roskilde), Jeppe Nissen (promoter for koncertarrangøren Live Nation Danmark og chefbooker for Copenhell), Jens Uhre Karlsson (manager for BAEST og medarbejder hos Heartbeat Management) samt Tim Christensen, sanger, sangskriver og guitarist i Dizzy Mizz Lizzy.

Brian Nielsen, foto: Per Lange

Brian Nielsen er en af Skandinaviens største aktører i musikbranchen og har mere end 35 års erfaring. Han var i 2010 med til at grundlægge NorthSide, der i 2015 blev fulgt op af Tinderbox og har været med til at bygge begge festivaler op til den størrelse, de har i dag. Han er dermed én, der kender branchen og ikke mindst udviklingen særdeles godt, og for tiden står viseren på popmusik, fortæller han.

– Du har fat i noget, når du siger, at der ikke er kommet et stort nyt navn i hardrock- og metalverdenen inden for de sidste 15 til 20 år. Projektets popularitet kan beskrives på følgende måde: Hvis du tegner en cirkel, ligesom et ur, og du kun tegner én viser ind, så er det klart, at den står på ”popmusik” nu. Men hvis du blot tænker nogle få år tilbage, så kunne poppen slet ikke komme ind på en festival. Der var selvfølgelig en som Eminem, men det var ganske få, der kom og gjorde en forskel. Når vi tager touring og headlinere, vil jeg mene, at der for mig at se kun har været Eminem sådan for alvor, når vi sammenligner det med de navne, som du nævner.

Hvad er det så, der sker?

– Det hele er en konstant udvikling. Der afhænger også af, hvad der sker i radioen for eksempel. Dér kom urban-genren, som vi hellere må kalde det, ind og fik rigtig meget spilletid som denne gigantiske cross-over-genre. Når vi så går tilbage til min metafor med uret, så tror jeg, at viseren nu bevæger sig frem mod den psykedeliske rock. Et band som Pink Floyd eksempelvis har været længere ”væk” end metallen. Metallen er ikke dog ikke ”væk”. Siden de rigtig store festivaler, som Wacken, Hellfest eller Download, slog igennem, er der sket rigtig meget. De var jo ikke i den størrelse, som de er i nu.

– For mig at se har metallen formået at holde fast og ikke sluppet grebet. Hvis du bare kigger på Rock am Ring og Rock im Park i Tyskland, er grundstammen også altid den hårde rock og metal. Man kan sådan set sige, at genrerne, vi taler om i dag, er de genrer, som har holdt sig bedst, faktisk. Det er måske ikke ”talk of the day eller year”, men når jeg kigger tilbage på mine 35 år i branchen, så har metallen nok holdt sig bedst. Den traditionelle rock eller brit-rocken er til gengæld gået lidt baglæns i mine øjne.

Hvem overtager, for dig at se, faklen fra navne som Metallica, Iron Maiden med flere, når de ikke er der mere på et tidspunkt? De sælger fortsat mange billetter, men er ikke så kunstnerisk interessante nu som for bare 10 år siden. Har det noget med publikum at gøre, at folk altid vil have det samme igen og igen?

– Stadionnavne er altid en kategori for sig selv. Et nyere stadionnavn er kommet nu med Rammstein. De udsælger nu stadioner, og det gjorde de ikke før 2019, men de har også været længe i branchen.

Men hvem tager over? De kan jo ikke blive ved for altid.

– Jeg kan give dig et godt eksempel. Det er godt nok en anden genre, men eksemplet er ret godt, synes jeg selv: Ed Sheeran. Han spillede blandt andet til GAFFA-Prisen i Bremen Teater i 2011, et år senere spillede han fem dage i træk i Hammersmith Apollo i London for sammenlagt 25.000, og kort tid derefter var det kun stadioner og arenaer. Han er et paradeeksempel på, hvor hurtigt tingene kan gå. Den måde, de unge adapterer musik på i den nuværende streamingtidsalder, er helt anderledes end for blot 15 år siden, og de bliver de kommende stadionkoncert- og festivalgæster. Jeg ser det ved min egen datter. Det er en anden tilgang til musik end den, vi havde.

Er det derfor, at eksempelvis Tinderbox booker så bredt på navnefronten? Altså fra Rammstein til Miley Cyrus og fra David Guetta til Wolfmother? Hvordan er det med eksempelvis Copenhell?

– Jeg synes, at Jeppe (Nissen, red,) og hans team har gjort det rigtig godt med Copenhell. De har dog også bredt paletten lidt ud, ikke? Der kom lidt mere ”straight-up-classic-rock” på programmet. Det er en naturlig udviklingsproces. Man skal altid huske, at dét program med alle sine nuancer, som man som booker skaber, skal helst sørge for, at folk køber en billet, og det er en uhyre svær opgave. Hvis jeg udelukkende bookede de ting, jeg selv lyttede til, så ville der nok ikke komme så mange mennesker. Jeg er 56, jeg kan ikke følge med på samme plan, som jeg gjorde i sin tid, hvor jeg gik ud hver evig eneste aften. Der er et efterspørgselsspørgsmål.

Er det så en delkonklusion, at dét band eller de bands, der viderefører faklen fra Iron Maiden, Metallica mv. slet ikke er på vores radar endnu, eller bliver det for eksempel Mastodon eller Gojira?

– Glem ikke FiveFingerDeathPunch. Jeg ved, at der er meget delte meninger om dem på metalscenen, men de sælger Royal Arena ud nu. Meget afhænger af, om tiden er til store rockbands. Det er det ikke, vurderet ud fra min næsetip, men måske er det tilfældet om to år, når urban trækker sig lidt tilbage? Jeg tror, at rocken kommer tilbage.

Artiklen fortsætter under videoen

Jeg talte med Jonathan Davis fra Korn i 2017 i Alsterdorfer Sporthalle, og jeg så dem samme sted også i 2007. I 2007 kom der 2.000 mennesker og i 2017 kom der 9.000 mennesker. Og vi kan hurtige blive enige om, at Korn havde solgt flere plader mellem 1997 og 2007 end mellem 2007 og 2017. Jonathan Davis forklarede disse store forskelle ved at sige, at ”tingene sker i bølger, også i musikken, og at et band som Korn nu rider på den nuværende bølge” – kunne det være en delkonklusion? Eller har det noget at gøre med, at metalpublikummet er mere konservativt, og det simpelthen tager længere tid for disse bands end for eksempel for pop-kunstnere at blive store?

– Jonathan Davis har helt klart en pointe omkring, at ting ikke er statiske og sker i bølger. Derudover skal du også huske, at det på en måde er blevet ”cool” at være metal-fan. Førhen gjorde man grin med de folk, der havde sjove Iron Maiden-patches syet på deres læderveste, og nu er det rent faktisk blevet ”cool”. Jeg ved ikke hvorfor, men tingene udvikler sig, helt klart.

Når vi ellers også taler om bands som Muse, Rammstein eller Foo Fighters, så er de alle sammen kunstnere, der har været med i mere end 20 år. Hvordan kan det være, at et gennemsnitligt pop-/urbannavn kan udsælge Royal Arena og have været i branchen måske fem år, mens et fremadbrusende band som Gojira måske vil kunne fylde halvdelen af Royal Arena, selvom de også har været med i hvert fald i 15 år – hvad er forkellen?

– Det er netop hér, hvor Jonathan Davis fra Korn har særdeles ret med sin pointe. Den eneste forskel er tid. Det er sinuskurven. Tingene sker netop i bølger, men det er svært med at komme med et svar. Jeg kan sige, da jeg startede i branchen for 35 år siden, var rockmusikken det største, og så kom der andre ting. Der er sket så meget igennem tiderne. Tag blot årtiet 1990’erne, der, for mig at se, nok er årtiet med nogle af de vildeste album. Hvad er der sket med album? Vi lytter ikke til album i deres helhed længere.

– Der er åbenbart folk, der mener, at vi skal ændre måden, vi absorberer musik på. Streamingtjenesterne har fuldstændig ændret lytteradfærden hos brugerne. Når du tænker ”Jeg vil høre noget Supertramp”, så slår du kunstneren op og så præsenterer platformen de fem mest afspillede sange, og så kan du udvide det til de 10 mest afspillede sange. Det har jo ikke en skid med ”at opdage musik” at gøre længere. Jo, at opdage hits, men det er så også dét. Kunstnerne er også blevet tvunget i nogle bestemte rammer af streamingtjenesterne.

– Jeg startede min kærlighed til musik simultant med både elektronisk musik og rock. Det var Kraftwerks Die Mensch-Maschine og Dire Straits med blandt andet Sultans of Swing. Man lyttede til hele albummet dengang, og det var så sandelig en heloplevelse. Det er nok også én af årsagerne til, at der ikke er kommet super store rock- eller metalbands i de seneste 15-20 år, da vores måde at lytte til musik på er blevet lidt fast food-agtigt. Tiden er pt. bare ikke til, at der kommer ”det nye store rock-navn”, men det kan sagtens ske i morgen, da tingene sker så hurtigt. Rocken vil komme utvivlsomt tilbage med et brag, hvor jeg samtidigt vil sige, at rocken aldrig var ”helt væk”, hvis det giver mening. Tingene sker netop i bølger. Hvis urban/hip-pop ikke formår at lægge til, så vil det gå i stå.

Lad os kigge lidt på den danske scene. For mig at se ser talentmassen meget lovende ud med navne som for eksempel BAEST, VOLA, MØL, Cabal, Konvent, Siamese og Myrkur, hvor sidstnævnte dog for tiden spiller rendyrket folkemusik. Kan disse bands opnå det samme, som Mnemic (der nu er opløst), Raunchy (der har holdt en lang pause, men har varslet snarligt comeback) eller Hatesphere gjorde for 10-20 år siden, hvor de fik pæn succes rundt om i Europa? 

– Rock eller dét, som de kunstnere, du nævner, laver, er ikke rock, som det var dengang omkring Mnemic med flere. Dét, der gør mig glad er, at der er så meget forskelligt på alle fronter. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår vi i Danmark har stået så stærkt, som vi gør nu.

Jeg vil faktisk mene, at talentmassen i Danmark står pt. stærkere end den i Sverige, og sådan har det slet ikke været i lang tid.

– Det tror jeg du har ret i. Også bedre end Norge, og de er mindst lige så store konkurrenter som svenskerne. Det har også noget at gøre med, at deres producere er så dygtige i både Norge og Sverige. Dem har vi også herhjemme, men bare ikke så mange som nordmændene eller svenskerne. Vi står pissegodt, og jeg synes, det er meget bredt, og det er mange genrer og det synes jeg er mega fedt.

Er det så ikke, at Myrkur, BAEST og ikke mindst VOLA har det allerstørste vækstpotentiale?

– Jeg skal lige have lyttet til VOLAs nye plade, men jeg synes faktisk, at mange danske kunstnere tit klarer sig bedre på vores festivalscener end stort annoncerede internationale navne, og det kan vi være stolte af. Jeg vil faktisk pt. æde min hat på, at der på de små scener fremadrettet vil stå mere dansk end internationalt på de små scener, og det skyldes simpelthen, at kvaliteten er så sindssygt høj herhjemme.

Rock og metal fungerer anderledes end urban

Jeppe Nissen er promoter for Live Nation Danmark og chefbooker for Nordens største metalfestival, Copenhell. Nissen har været i branchen i mere end 20 år og begynder med en metafor fra naturens verden.

– Hvem der kommer til at overtage fra de store navne, er svært at sige – det må tiden vise. Du kan tage en skov som metafor: Hvis du har de der kæmpestore træer, så skygger de for alle de andre, men idét de falder, bliver der plads til alle de andre træer nedenunder, og så bliver de store. Iron Maiden, Scorpions, Judas Priest med flere sidder bare lige nu på headline-pladserne, og de sidder på de store penge. Lige så snart de ikke er der længere, er der lige pludseligt en masse pladser og også økonomi til at kunne booke alle mulige andre artister. Jeg tror, at det bliver en helt naturlig udvikling. Man skal dog også have in mente, at hårdrock- og metal-genren er en helt vildt langsomt vækstende genre. Hvis du tager noget urban eller hiphop – der går det meget hurtigere. Det sker ikke i rockens verden. Det tager bare superlang tid.

Hvorfor tager det så lang tid? Har du et bud på det?

– Nej, det har jeg sådan ikke. Men der er for mig at se noget positivt ved netop dette: Når vi igen tager urban-/hiphop-eksemplet, hvor det går utrolig stærkt, så går det faktisk tit lige så hurtigt den anden vej. Hvis du som rock- eller metal-band er kommet op ad stigen og bliver etableret, går det yderst sjældent den anden vej igen. Så har du en base og noget, som du kan leve af i mange, mange år. Det er det fede ved denne genre. Der er nemlig også utrolig megen loyalitet blandt fansene. Folk går utrolig meget op i loyalitet i denne genre. Loyaliteten fra fansenes side er unik – det findes ikke i andre genrer.

Har det måske også noget at gøre med, at rock- og metal-scenen er mere konservativ, og at det er ligesom med en god Tarantino-film, som man bare også vil se en 15. gang?

– Helt klart. Der er helt sikkert noget konservatisme i det. Man tager ikke alle ting for gode varer. Når man i urban-genren siger ”Det her er det nye store”, hopper mange med på vognen. Når du på metalscenen siger ”Det her er det nye store”, siger folk ”Åååårh, lad os lige se” – så der er en grundlæggende forskel. Der er simpelthen mere omhu, vil jeg kalde det. Man hopper ikke på det første det bedste. Man skal lige se det an på godt og ondt.

Hvem er så de, for dig at se, oplagte bud på de mindre træer, der pt. overskygges af de store endnu? Mastodon, Gojira, Trivium?

– Der er ingen tvivl om, at Gojira er et fuldstændig oplagt bud på et band, der vil sætte sig på det her i mange år frem. Og det er de, fordi de leverer 100 procent, når de spiller og de udvikler sig. De er nysgerrige, de udfordrer sig selv. Der er også Parkway Drive, der er Ghost. Ghost er et relativt nyt band, og de vil også sætte sig på det tungt. Der er faktisk rigtig mange bands. Også Sabaton for eksempel – de bliver et kæmpestort band, det er jeg ikke i tvivl om. Derudover har vi Slipknot, Korn med flere. De der bands fra 1990’erne og 00’erne vil igen komme stort på banen. Det hele går lidt i cirkler.

Artiklen fortsætter under videoen

Når vi ser lidt på COPENHELL-programmet i de senere år, kunne det jo være lidt efter mottoet ”Iron Maiden, Scorpions, Judas Priest” – der er ingen fornyelse programmæssigt på denne front, og de er heller ikke så musikalsk spændende, som de har været – de har haft deres storhedstid.

– Det kan du selvfølgelig sige, men for mig at se er det 100 procent legacy og 100 procent fedt. Derudover skal jeg have artister på plakaten, der skal kunne sælge billetter, og det gør disse kunstnere. Det hele skal gerne kunne hænge sammen, og jeg synes, at vi ud over Maiden, Priest og Kiss har utrolig meget upcoming og nyere, der er vildt spændende til 2022-programmet. Jeg synes, at programmet hænger godt sammen.

Det kan jeg godt forstå. Da jeg tidligere spurgte om blandt andet Mastodon, tøvede du, hvad har Gojira, som Mastodon ikke har i dine øjne?

– Gojira bevæger sig i et andet luftlag efter min mening. Et liveshow med Gojira er fuldstændig fantastisk, hvor man tænker ”Kæft, hvor er de gode – jeg køber helt sikkert også en billet til deres næste show.” Mastodon kan også være et rigtig fedt live-band, men de kan også have nogle off-days, mens Gojira kan også lave de vildeste plader, men de bliver bare endnu vildere live. Det er et live-marked, det er dér, hvor man bygger op. Derfor tror jeg mere på den franske lejr i form af Gojira i dette tilfælde. De udfordrer hele genren og sig selv. Forstå mig ret, jeg synes Mastodon gør nogle helt vildt fantastiske ting indimellem, men de bliver ligesom dér, hvor de har været i mange år. Gojira vil stille og roligt udvikle sig til et arena-band.

Interessant analyse. Hvordan ser det på den danske scene ud, for dig at se?

– Jeg er fuldstændig enig med dig i, at den talentmasse, der er på vej nu, er virkelig høj klasse. Det har vi ikke set i Danmark i mange år. Det er ret heftigt, det her og det sker ikke kun på dansk, men også på udenlandsk basis og det er fandme fedt. Jeg håber, at mange af de der bands tager den rigtig langt og vil kunne gå længere, end andre har gjort før. Hvad skal der til for, at det kan lade sig gøre? Det er ekstremt hårdt arbejde. Det virker som om, at blandt de artister, som du nævner, er der en nyvunden selvtillid, som man ikke har set før i Danmark.

– Tidligere har det været sådan lidt ”Vi er da måske et meget fint band, vi er også fra Danmark, det er lidt hyggeligt, og vi tager dét, vi kan få.”. De nye upcoming artister har en større selvtillid, og det er noget, som jeg har efterlyst i mange år. For eksempel har den svenske scene altid haft en kanon selvtillid. De går ud og siger ”Vi skal være verdens største rockband. Og så skal der være masker, ABBA og satan” – og så gør de det, som vi ser ved eksempelvis Ghost. Det havde vi ikke i Danmark før måske Michael Poulsen og Volbeat, der gik ud med samme attitude, og så gjorde han det sgu. I forlængelse af det mener jeg faktisk, at de unge bands har set, at det faktisk kan lade sig gøre.

Har det noget med Janteloven at gøre?

– 100 procent! Det er dansk kulturel ting, hvor man siger: ”Vi er fra Danmark, hvorfor skulle vi gå ud og blive store?”. Den svenske scene har altid haft en ekstrem selvtillid – de har altid selv syntes, at de er verdens fedeste i alt. Det har vi ikke haft i Danmark, men jeg synes, at det virker som om, at de unge bands har det, og det er røvfedt, fordi det er dét, der skal til. Det er en kulmination af at tiderne har ændret sig, plus at vi har et eksempel som Volbeat.

Jeg talte med Jonathan Davis fra Korn i 2017 i Alsterdorfer Sporthalle i 2017 på Alsterdorfer Sporthalle, og jeg så dem samme sted også i 2007. I 2007 kom der 2.000 mennesker og i 2017 kom der 9.000 mennesker. Og vi kan hurtige blive enige om, at Korn havde solgt flere plader mellem 1997 og 2007 end mellem 2007 og 2017. Jonathan Davis forklarede disse store forskelle ved at sige, at ”tingene sker i bølger, også i musikken, og at et band som Korn nu rider på den nuværende bølge” – kunne det være en delkonklusion? Eller har det noget at gøre med, at metalpublikummet er mere konservativt, og det simpelthen tager længere tid for disse bands end for eksempel for pop-kunstnere at blive store?

– Helt klart – tingene sker i bølger, ligesom jeg indledningsvis sagde omkring de cirkulære bevægelser. Nu kommer 90’erne og 00’erne tilbage. Iron Maiden og AC/DC har også spillet i Valby Hallen i midten af deres karrierer, hvor der var lidt mindre gang i dem. Det er det samme, der nu sker med for eksempel Korn, der virkelig er på vej tilbage. Derudover har vi igen loyaliteten hos fansene, der er unik i denne genre. Denne genre tiltaler heller ikke enhver og er meget speciel.

– Jeg kender ingen mennesker, der siger: ”Nå ja, i sommeren 1997 hørte jeg vildt meget Slayer” og så aldrig igen. Når du først har lyttet til et band som Slayer én gang, og du kunne lidt det, så bliver du ved med at høre det. Måske ikke hver dag, men du bliver ved med at lytte til dem. Metal-genren har noget, som de andre genrer ikke har og omvendt. Det er et helt unikt univers, en live-energi og en ekstremitet, som ikke andre genrer har.

En del-konklusion er, at når Iron Maiden, Scorpions, Metallica med flere ikke er der længere, så vil der komme naturlige efterfølgere, men det er svært at spå om, hvem det bliver?

– Netop, men det behøver jo heller ikke være stadion-bands, mindre kan også gøre det.

Eller booker man eksempelvis, lad os sige, Gojira, Mastodon, In Flames og Trivium på samme aften, og så lader man dem optræde sammen i Royal Arena?

– Lige præcis – det kunne være et meget spændende koncept, faktisk. Jeg er ikke bekymret for, at vi får rock- og metal-bands til landet, der kan udsælge arenaer.

Hvorfor er der ikke kommet flere nye store rock- og metalnavne end for eksempel Ghost i de seneste 15-20 år?

– Der skal vi også huske, at det danske marked nogle gange anderledes end de andre markeder. Et band som Bring Me the Horizon sælger nemt 10.000-15.000 billetter i Storbritannien. Andre bands som Architects sælger også 5.000-8.000 billetter i Europa. Der er nogle artister, vi ikke har set komme til fadet i Danmark endnu. Der er store forskel mellem landene, og Danmark har været lidt af et uland, når det kommer til hård rock eller metal. Vi kom med COPENHELL, og man kan allerede nu se, hvad det afføder.

Jeg vil faktisk vove at påstå, at COPENHELL er én af årsagerne til den nye store talentmasse inden for genren.

– Det håber jeg da. Men der er store forskelle. Et band som Sabaton sælger 10.000-15.000 billetter i Tyskland, Ghost 5.000-10.000 billetter alle andre steder i Skandinavien end Danmark, every night. Ligesom Architects og Bring Me the Horizon – de kan virkelig nogle fede ting. Det har bare ikke udmøntet sig i Danmark endnu. Det skal nok komme. Nogle gange er vi lidt langsommere. Man skal ikke have for travlt i denne genre.

Artiklen fortsætter under videoen

Hvad er din afsluttende konklusion?

– Jeg synes, at dit spørgsmål er vildt spændende: ”Hvem bliver de næste store?” – jeg ved det ikke, jo… jeg har nogle bud, men dét, der er spændende at se, at de bands, der er anderledes, er blevet store: Rammstein er for eksempel nu blevet et stadion-band. Endda i USA udsælger de stadioner med 50.000 eller flere mennesker, og alle synger med på tysk. Så har du et band som Ghost, der kombinerer masker med ABBA og satan, eller Volbeat, der kombinerer hård-rock med Elvis.

– Så har du et bands som Slipknot, der også er meget specielt, eller System Of A Down, der er metal og en slags armensk folkemusik. De, der er blevet virkelig store, er gået en helt anden vej. Noget tyder på, at genrekombinationer er blandt andet noget, der får folks opmærksomhed. Eller tag for eksempelvis Babymetal. De bliver måske endnu større. Et andet bud havde været Linkin Park, men det er på tragisk vis blevet afsluttet med Chester Benningtons selvmord.

Er rocken og metallen kommet til en endestation?

Stefan Gejsing er del af musikgruppen hos Roskilde Festival og er hovedansvarlig for metal og en del af rocken og kender også branchen utrolig godt. Han har dog svært ved at se nogle oplagte efterfølgere til den hårde rocks seniorer.

– Jeg kan umiddelbart ikke se nogle, der skal videreføre faklen fra navne som Metallica eller Iron Maiden. Jeg vil ikke sige, at hardrocken eller metallen er kommet til en slags endestation, men jeg ved simpelthen ikke, hvem der skulle være de næste store. Måske Slipknot eller noget i den dur. Vi har lidt en tendens til at kalde et navn som Slipknot et nyt navn, selvom de har eksisteret i mere end 20 år. Der er stadigvæk pensionisterne, der har hovedrollen. Om det nu er Judas Priest, Ozzy i en eller anden konstellation, Iron Maiden eller Scorpions. Hvis man skulle kigge på nogle, der bliver det næste helt store, så ville jeg sætte mine penge på eksempelvis Gojira. De er allerede et arena-band i mine øjne. Jeg havde også håbet på sådan noget som Power Trip, men så døde forsangeren Riley Gale, og det var så det.

– For et par år siden havde vi Mastodon helt oppe på vores plakat og endda på Orange, netop fordi vi troede på, at de kunne blive en arvtager, men de har en lille udfordring live, hvor de nogle gange er helt fantastiske, og andre gange er det virkelig ikke godt. Særligt, når Mastodon har tre forskellige sangere. Det er hér, hvor det halter hos dem, desværre. Det ses allertydeligst, når Brann Dailor (Mastodons trommeslager, red.) ikke kun skal spille, men også skal synge samtidigt. På optagelserne er de tre forsangere deres styrke, i live-situationen er det deres akillessene.

Artiklen fortsætter under videoen

Hvad med Gojira?

– De kunne i hvert fald være et bud. De dyrker også det med at blive endnu dygtigere, og trommeslager Mario Duplantier er, for mig at se, sammen med Joey Jordison (den for nylig afdøde tidligere Slipknot-trommeslager, red.) og Ray Luzier (Korn, red.) formentligt en af de bedste trommeslagere i genren. Så er der sådan noget som Five Finger Death Punch. Dem forstår jeg simpelthen ikke, men de sælger mange billetter rundt omkring. Derudover er de store NRA (National Riffle Association, red.) tilhængere, og det har jeg meget svært med at identificere mig med. Jeg har svært at se, hvem der skal tage over, når Judas Priest, Scorpions med flere er færdige med deres 10. afskedsturné. Metallica har formentligt nogle gode år i sig endnu, selvom de musikalsk står stille. Det virker, som om de ikke ved, hvad de skal uden at gentage sig selv.

Hvad med Ghost for eksempel? De var blandt andet headlinere på Copenhell for ikke så lang tid siden.

– Mja… de har problemet, at de kunne blive til en gimmick, eller faktisk allerede er i gang med det. Papa har været der, kan man nok sige. Hvad er det nye for Ghost, hvordan genopfinder Tobias Forge sit projekt? Deres billetsalgstal herhjemme er i hvert fald gået ned. Er det musikken, der gør det hos Ghost, eller er det deres udseende med mere?

Artiklen fortsætter under videoen

Eller kunne vi med de danske briller på sige, at Volbeat muligvis kunne blive en af arvtagerne? De er for eksempel headlinere på Rock am Ring næste år.

– Med al respekt for de bands, der er kommet inden for de seneste 15-20 år, så er der jo ikke en decideret ny vej. Der er ikke noget, vi ikke har hørt tidligere. Måske er der andre nuancer, men stort set er det de samme skabeloner. De er ikke noget, der virkelig appellerer til ”the kids” derude… det gør de jo ikke. Jeg synes helt klart, at der sker allermest på urban-scenen – her kommer de nye artister, og her sker der noget udvikling. Rock og metal har det svært. Det kan du også se på vores Roskilde-plakat. Hvis du tager plakaten fra 1992, så var det rockbands, og der kom også hardcore ting ind på plakaten. Det var så tilfældet 1990’erne igennem og også i starten af 00erne. Derefter var det ligesom, at hippoppen og urban tog over.

– Så er der naturligvis folk, der siger, at de ikke gider at tage på Roskilde Festival, fordi der ikke er nok metal, men det er jo klart, at der ikke er så meget metal, fordi metal er blevet en niche på vores plakat. Efter grungen er der ikke kommet noget, der giver guitaristerne en særlig platform. Et firma som Gibson er lige ved at gå konkurs. Folk spiller ikke guitar længere. Folk sidder og laver musik på en helt anden måde end i de gamle dage. Derfor er dit spørgsmål også så svært at besvare. Får rocken og metallen en slags revival? Kommer der en ny bølge af bands? Kommer der en eller anden form af ny grunge-bølge?

Ville du og dit team booke navne som Iron Maiden, Scorpions eller Judas Priest til Roskilde igen, hvis I kunne?

– Man skal aldrig sige aldrig, men vores publikum er ikke til det. Vi har mere fokus på at booke metalnavne som passer til Avalon, Arena eller Pavilion. Der er ikke publikum til sådan nogle navne, som du nævner til Orange Scene. De unge hører urban og pop. De er nogle andre steder. Hvis vi bookede nogle 80’er-pop-bands, ville der formentligt komme flere tilskuere. Det er musik, de unge er opvokset med, det er musik, som deres forældre har lyttet til.

– Et band som Iron Maiden har ikke publikummet hos os, men vores målgruppe er også meget yngre end hos andre festivaler. Hvis et stort rocknavn skulle spille Orange, så tænker jeg snarere på Foo Fighters eller Muse. Det vil man formentligt kunne gøre. Et andet band ville helt klart være Rammstein, men Orange er desværre for lille til deres kæmpe show.

Det er det helt klart. Lad os kigge lidt på den danske scene. For mig at se ser talentmassen meget lovende ud med bands som for eksempel MØL, Cabal, Konvent, VOLA, Siamese, Myrkur eller BAEST. Så der er nogle rigtigt dygtige bands i vækstlaget.

– Det er imponerende, at eksempelvis bands som VOLA og BAEST går ind på Tysklands top 50-albumcharts. Det er meget flot for disse bands, hvor VOLA nærmest er ukendt i Danmark, at de har noget gennemslagskraft på verdens tredjestørste musikmarked i Tyskland. Du kan ikke leve af at spille metal, hvis du kun forbliver i Danmark. Det kan du ikke. Der er ikke nok store steder at spille. Det er netop en ting, man skal huske, også når vi snakker om Copenhell. Det er en super fed festival, jeg kan godt lide at være der. Men vi taler også om en festival med plads til 20.000. Jeg tror, at de 20.000 mennesker afspejler ret godt, at det er nok omkring det tal plus et par tusind flere, der oprigtigt interesserer sig for hård rock og metal i Danmark.

Artiklen fortsætter under videoen

– Copenhell skal heller ikke blive større. De lever meget på, at de har en særlig venue med en festivalplads, der er superfed. Mange af deres publikummer er derudover loyale, der er kommet der mange gange. Derfor passer netop et band som Iron Maiden ikke til Roskilde længere. Maiden kan sælge 15.000-16.000 billetter til Copenhell, men det er da ikke nok, når vi har de kapaciteter på Orange, som vi nu engang har. Slipknot vil nok heller ikke kunne spille Orange længere, dem vil jeg så nok forsøge overtale til at spille på Arena i stedet. Der er vi på Roskilde ikke ligesom Wacken, hvor der er 70.000 metalfans. Vi har måske 10.000-12.000 af vores billetkøbere, der interesserer sig for det.

Men når det er sagt, hvorfor opnår alle disse fremragende bands ikke den samme succes, som eksempelvis Mnemic, Raunchy eller Hatesphere gjorde i 00’erne og start-10’erne?

– Jeg vil faktisk vove at påstå, at Hatesphere var verdensklasse, da de have Jacob Bredahl som forsanger. Så var der desværre uenigheder i bandet, og sindssygt mange medlemmer er blevet udskiftet igennem årene. De havde, for mig at se, ét af de allerstørste potentialer overhovedet, men fansene kan ikke identificere sig med bandet eller genkende medlemmerne længere. Ved et band som Slipknot ved du, hvem det er, og du kan identificere dig med bandet.

– Når det er sagt, så er der rigtig mange bands, men potentiale og talent. Men det kommer an på, om de er villige til at lave det kæmpestore arbejde og spille alle de der shows i Tyskland og England. Hvis de er villige til at gøre det, så har de måske en chance til at blive også større uden for Danmark. Men er det nok? Det er netop spørgsmålet.

Er måske BAEST og VOLA pt. Danmarks bedste bud?

– Det er godt nok et svært spørgsmål, Alexander.

Jamen det er dét, jeg laver, men jeg har jo også en super kilde i form af dig.

– Haha! Hvis du tager som et band som BAEST, hvor medlemmerne har en familie, børn og nogle jobs, der tjener huslejen hjem ved siden af bandet, så er det et stort offer, der ligger i at være turnerende musiker eller være væk i fire måneder for at spille alle mulige mærkelige steder og så få tilbudt at spille en Europaturné med et eller andet amerikansk band… puh, jeg ved snart ikke. Der er de måske lige blevet lidt for gamle til. Det betyder selvfølgelig ikke, at de ikke fortsætter med at spille.

– Hvis du vil den vej, er ofrene gigantiske. Du ser ikke din familie i flere måneder, misser barnets første skoledag og så videre, fordi de lige pludseligt bliver inviteret med på dobbeltturné med Mastodon og Metallica eller noget i den dur. Det offer er nok også noget, som er lidt enestående for den genre, fordi genrer og bandsene lever af at spille og blive set live. Hiphop og urban er ikke så live-afhængige. Der handler det mere om streamingtal og kliks på YouTube med mere. Live-koncerten er omdrejningspunktet for et metalband.

Har det også noget at gøre med, at det tager længere tid at blive stor inden for metal?

– Helt klart. Jeg dyrker rigtig meget sludge-bands, og der har vi eksempler som blandt andet amerikanske Weedeater, som er et paradeeksempel på de ovenstående ofre. De ser jo ikke særlig godt ud, når du ser dem, de lever af næsten ingenting og bor steder, hvor du spørger dig selv: ”Er det dét?” De tager konstant ud og spiller, og så får de ikke særlig meget for det. At spille musik er dét, de kan og der er ikke noget sikkerhedsnet, og der er bestemt heller ikke en forældrekonsultation eller en første skoledag, de tager til. De har ikke andre muligheder.

– Offerviljen hos et band som Weedeater er også større, fordi de lever i andet samfund, end vi gør her i Danmark, og der adskiller de sig helt klart fra de danske bands, der om ikke andet har andre muligheder end at være metalmusikere. Det er utrolig svært og ikke mindst hårdt at være et metalband. Det kræver sindssygt meget at være derude i Italien, Belgien, Tyskland, Frankrig og alle mulige mærkelige steder, og det tager bare utrolig meget tid.

– Det er jo ikke sådan, at den første VOLA-single går igennem loftet, får millioner af streaminger, bliver spillet på radioen 24/7, og så er der lige pludseligt et kæmpe publikum. Sådan er det jo desværre ikke. Men til gengæld tager du ud og spiller i Passau, et eller andet sted i Sydtyskland og spiller for 12 mennesker, derefter er du i Chemnitz og så kommer der 30 mennesker. Det er den måde, det foregår på, og det er, som sagt, utrolig svært.

– Når jeg taler med pladeselskaber som Universal eller Sony, så tyder meget på, at de er meget i tvivl om, hvad de skal gøre omkring promoveringen af et metalband, da metalmarkedet er så anderledes sammenlignet med for eksempel urban eller hiphop. Til gengæld sker rigtig meget med vinyl på metalmarkedet, så det er nok også et eksempel på, at genren og dens tilhængere er lidt mere konservative.

Foto: Camilla Lundbye

Hvad siger den professionelle musiker?

Tim Christensen er blandt Danmarks allerbedste rockguitarister og er kendt igennem sit band Dizzy Mizz Lizzy – og også kendt som en stor rock- og metalekspert. Tim Christensen har derfor meget viden, som han kan dele med os.

Hvem viderefører faklen fra Metallica, AC/DC, Maiden med flere?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg synes selv, at jeg i de seneste fem-seks år har fulgt rigtig godt med i, hvad der eksempelvis sker på metalscenen og også helt nede i nichegenrerne inden for metal. Jeg kan ikke helt få øje på nogle fremtidigt gigantiske navne, det kan jeg ikke. Jeg tror, at det handler om, at man sætter endnu mere fokus på det fællesskab, der er omkring heavy-communityet.

– Du nævnte selv Gojira, som kunne ligne et arena-band på sigt, men også de har været med i mere end 15 år. Men ud over det kan jeg ikke få øje på et band, der kan samle rigtig mange mennesker, og det er lige meget, om det er alternativ, prog- eller dødsmetal. Jeg synes, at det er noget tid siden, at én artist har samlet alle mulige slags mennesker på én gang. Man skal nok ikke forvente, at der lige pludseligt kommer et nyt navn, der vælter hele lortet, så at sige.

Hvad tror du er årsagen til det? Er rock- og metal-lyttere mere konservative end andre lyttere?

– Både og. Folk er også meget passionerede omkring rock og metal. Ironisk nok kan et ”flavour-of-the-month”-navn udsælge Royal Arena uden problemer, men til gengæld er de også forsvundet fem-seks år senere igen. Nogle mennesker oplever musik lettere overfladisk, og det synes jeg bestemt ikke er tilfældet ved rock og metal. Rock- og metal-lyttere vil have mere. Vi rock- og metal-elskere har svært ved at gå med på poppen, mens poppen har nemt ved at gå med på rocken.

Er det fordi, tingene bare langsommere inden for rock og metal?

– Jeg tror vi skal acceptere, at rock og metal er blevet mere en niche, end det har været før, sådan ser jeg det i hvert fald. Forestil dig, hvis man eksempelvis tog BAEST og Bersærk og VOLA og tilføjede måske yderligere tre af de navne, der virkeligt rører sig… hvor mange bands skal der til for at fylde Royal Arena?

Lad os kigge lidt på den danske scene. For mig at se ser talentmassen meget lovende ud med navne som for eksempel BAEST, VOLA, MØL, Cabal, Konvent, Siamese og Myrkur, hvor sidstnævnte dog for tiden spiller rendyrket folkemusik. Kan disse bands opnå det samme, som Mnemic (der nu er opløst), Raunchy (der har holdt en lang pause, men har varslet snarligt comeback) eller Hatesphere gjorde for 10-20 år siden, hvor de fik pæn succes rundt om i Europa? 

– Godt spørgsmål. Man kan sige, at dét, at VOLA for eksempel fokuserer så meget på det udenlandske marked, kunne netop være et tegn for, at det er en nicheting, og når det er niche, så skal det være virkelig godt, ikke? At være niche i Tyskland er noget helt andet, da du kan gange det med 10 eller 20 stykker. Det har noget at sige. At være niche-band i Danmark kontra Tyskland er universer til forskel. Man kan rent faktisk leve af det, hvis du klarer dig nogenlunde som band i Tyskland.

– Derudover handler det også om evnen omkring god PR og dér har svenskerne for eksempel været bedre, end vi i Danmark har. Vi har jo faktisk en tradition for at ikke kunne klare os i udlandet. Der har svenskerne en hel anden historie. Vi kan for min skyld bare pege på ABBA. De er nok årsagen til svenskernes gigantiske selvtillid blandt andet, og det ryger også på metalscenen, når vi ser Göteborg-scenen med for eksempel In Flames, Soilwork med flere. De er ikke bange for at puste sig op og gøre sig selv store. Det er vi bange for herhjemme.

Har det noget med Janteloven at gøre?

– Helt sikkert, selvom nogle vil sige, at det ikke gør. Men Janteloven er så meget printet i vores DNA, desværre, på mange måder. Volbeat er måske et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre. Men de er jo heller ikke et helt nyt band mere.

Er det så måske også lidt konservatismen i de genrer, vi taler om?

– Det er det nok. Du kan, for mig at se, ikke genopfinde rock eller metal i sådan en grad, hvor det ikke alligevel ligner noget, som der tidligere har været. Inden for poppens verden er det måske en smule nemmere, da der ikke er så faste skabeloner, som rock eller metal har. Der er det lidt nemmere at få fornyet det hele. Der er nogle regler på en eller måde, som ikke kan brydes inden for rock og metal. Man kan selvfølgelig justere på det, men der er noget gammeldags over det. Men det lever, fordi der er utrolig mange, der vil det. Rocken har derudover heller ikke de bedste kår ved streamingtjenesterne, som poppen utvivlsomt har.

Hvis vi, der spiller rock skal prale med, at vi har et stort publikum, når vi spiller live, så er det som regel de gamle artister, som trækker de helt store crowds. Jeg har min egen teori, at det hele skal nok fortsætte med at leve, men vi skal ikke lede efter et nyt band som Metallica, Guns ’n Roses eller Iron Maiden. Jeg tror ikke, at det findes længere, når de først er væk.

Jeg kan heller ikke se bands som Greta van Fleet eller Ghost gøre det. Jeg har det personligt meget svært med de to bands, da det er en parodi i mine øjne. Hvis du lytter til dem ukritisk, så lyder de jo, som de skal, men for mig at se er det faktisk en vittighed. Jeg tager personligt musik alt for seriøst til at kunne tage det der ind. Det bliver faktisk lidt trist, når vi taler om, at det muligvis bliver Greta van Fleet, der skal fylde Royal Arena, så kan vi andre også pakke sammen. Jeg køber den ikke. Jeg har det faktisk lidt nemmere med at ”købe” et projekt som Ghost, fordi de er klar over, at de er en parodi.

Der er meget af talent i Danmark for tiden, men handler sikkert også om at have styr på, hvordan man får det ud og at komme på de rette playlister med mere. Vi er sådan nogle romantikere nogle gange i Danmark. Det ser man ved rock og metal, også ved de mindre orkestre, der faktisk udgiver deres musik på vinyl. Nogle gange i fem forskellige udgaver med fem forskellige farver. Det kan jeg da også lide, men begrænser det ikke snarere, end at det er til gavn? Bandsene diskuterer så internt, hvilken farve deres vinylplader skal have frem for at kigge på nogle andre ting i stedet. For eksempel ”hvordan fungerer det med streaming for os?”. Det er netop hovedsageligt dér, hvor du kan opnå noget. For rock og metal er der et stykke vej endnu.

Hvad laver I hos Dizzy Mizz Lizzy?

– Vi har et godt pladeselskab (Sony Music, red.). Vi skal have det hele til at hænge sammen. Vi arbejder meget på streaming, men vi ved også, at en stor del af vores publikum ikke er på streamingplatformerne. Jeg plejer at være lidt af en kontrolfreak, men i forbindelse med Alter Echo-pladen har jeg givet slip for første gang. Jeg kommer med musikken og produktet, og omkring promoveringen må andre komme på banen. Nedlukningen kom selvfølgelig lidt på tværs af vores planer, hvilket førte til, at vi spillede album-turnéen som på en eller anden måde var held i uheld og en gave, da vi både spillede mindre, intime steder plus at vi gjorde noget, som vi nok aldrig vil gøre igen. Og nu håber vi, at det hele vil gå op i en højere enhed, når vi skal spille Royal Arena til 2022.

Foto: Kenneth Solfjeld

Hvad siger BAESTs manager Jens Uhre Karlsson?

Jens Uhre Karlsson arbejder hos Heartbeat Management og manager for det succesfulde aarhusianske dødsmetal BAEST, der er aktuelle med deres tredje album Necro Sapiens og dette efterår er på Danmarks- og Europaturné.

– Jeg tænker også, at Gojira er det bedste bud, faktisk. De spiller kæmpe koncerter og deres nye album Fortitude vil sørge for, at de kommer endnu højere op i hierarkiet. Særligt i USA. Lige så snart du knækker koden derovre, kører bussen mere eller mindre. De lavede nogle kæmpe support-turnéer i USA, og det giver mere og mere afkast nu. Det giver dem også økonomien til at lave større produktioner og tage dem med til de afgørende festivaler som eksempelvis Wacken eller Rock am Ring, hvor de imponerer endnu flere mennesker, hvilket så fører til endnu flere fans. Vi skal altid huske, at metal er en nichegenre i forhold til hiphop eller urban i forhold til eksponering på tv eller i radioen.

Har det eventuelt også noget at gøre med, at heavy-publikummet er mere konservativt, og det derfor tager længere tid at blive et stort band?

­– Det hele skal bygges meget mere organisk op, og det tager simpelthen længere tid. Derudover kan vi for eksempel hos BAEST se i statistikkerne, at vores publikum i gennemsnittet er lidt ældre end for eksempel hos urban-kunstnerne, men til gengæld er publikum mere loyalt end hos de andre. Det kan vi også se ved Copenhell, som er afhængig af loyaliteten af deres publikum, og derfor booker de formentlig også navne som Iron Maiden endnu en gang, fordi de netop sælger billetter. Vi kan dog også se hos BAEST, at vi får flere og flere unge lyttere med.

Hvordan går det for BAEST efter din vurdering?

– Det går godt efter omstændighederne. Vi har klaret os igennem pandemien indtil videre og har endda kunnet spille lidt her hen over sommeren. Vores DK-tour starter lige om lidt, og der er yderligere 70 gigs i kalenderen i 2022 rundt i hele Europa og en tur til Rusland. Covid-19 har gravet et stort hul i kassen, men vi har rykket sammen i bussen og knoklet for at få tingene til at hænge sammen – og stadig have råd til flere måneders tour næste år. Og nu hvor Copenhell har inviteret os til at spille Helviti næste år i prime time – det er et kæmpe skulderklap, og nu er der seriøst blod på tanden.

BAEST er et fedt live-band, det bliver vi hurtigt enige om. Hvad gør dig fortrøstningsfuld om, at BAEST fortsat eksisterer om fem år og ikke lider samme skæbne som et band som eksempelvis Mnemic?

– Det håber jeg naturligvis. Der er flere elementer i det. Vi lever i en anden tid, der er en nytænkning inden for genren med mere. Det er nok også noget, der sørger for, at BAEST har noget levetid endnu. Vi har skabt en bæredygtig organisation på en eller anden måde. Da vi satte os ned tilbage i 2015, og Svend (Karlsson, guitarist, red.) spurgte, om jeg ikke ville hjælpe med at lave en Facebookside med mere, blev vi også meget hurtigt enige om, at hvis vi gør det her, så er vi nødt til at gå all-in og også investere den tid og det arbejde, det kræver.

– Mindsettet omkring, at man går seriøst til det har for mig at se været nyt. Og her kommer utvivlsomt også en festival som Copenhell på banen, en festival der netop tog en kæmpe chance ved at booke et upcoming aarhusiansk dødsmetalband i form af BAEST, og der var jo helt fyldt, da vi spillede, og det er en klar indikation på, at vi har fat i noget.

Som manager er det derudover min opgave at opbygge en organisation omkring det hele, der er bæredygtig og sørge for, at det hele forhåbentligt spiller. Når jeg taler med nogle managementkollegaer, så var der tidligere måske ikke så megen fokus på at skabe den her bæredygtige organisation. Dengang var det måske nok at tage på turné i en uges tid, fyre den af, spille alle de der små steder i Europa, drikke en masse bajere og have det sjovt med vennerne, hvor det på bundlinjen endda kostede penge at være på turné. Der har vi en anden tilgang, helt klart.

– Når vi tager afsted med BAEST, har vi klare målsætninger om, at alle de timer på landevejen skal gøre nytte. Hvert eneste show, stort som lille, er vigtigt – for hver eneste gang, vi spiller et nyt sted er der folk, som ikke har hørt eller set bandet før – og det er en fantastisk mulighed for at overvinde folk igen og igen.

Hvad er målsætningen på den mellemlange bane for BAEST?

– Vi håber naturligvis på at udvide og gøre det hele større. Inden pandemien havde vi booket en tre ugers turné med hovedsageligt store festivaler og endda to arenakoncerter som support med 4.500 mennesker i henholdsvis Moskva og St. Petersborg. Men sådan noget er også en kæmpe investering og koster mange penge. Det håber vi nu på kan realiseres til 2022.

Er det ikke også forbundet med ofre fra bandets side?

– Helt klart. Der er tre børn i BAEST, og så arbejder alle bandmedlemmer på fuld tid ved siden af bandet. Der er måske lidt tale om todelte drømme. Det ene er musikdrømmen med at spille de store scener og med nogle store bands og så den anden side, hvor man tænker ”Det kunne egentlig være rigtig fedt, at man ikke behøvede at stå på arbejdet klokken 8 om morgenen efter at have spille 30 koncerter inden for de sidste 32 døgn.”. Det er jo målet. Måske kan vi inden for fem år opnå at tage i studiet uden at blive fuldstændig ruineret, og måske kan det, på et eller andet tidspunkt, blive så bæredygtigt, at vi fem mennesker rent faktisk kan leve af det. Det må tiden vise.”

Jeg kan se, at BAEST holder sin egen ”Necrofest” med andre bands i Amager Bio den 18. december – hvordan går det med det?

– Det går godt på billetsalgsfronten, og vi håber faktisk på, at vi kan blive ved med det og måske endda udvide projektet til flere byer og andre lande.

Artiklen fortsætter under videoen

Den danske rock- og metal-scene ser lovende ud

Lad os kigge lidt på den danske scene. For mig at se ser talentmassen meget lovende ud med navne som for eksempel BAEST, VOLA, MØL, Cabal, Konvent, Siamese og Myrkur, hvor sidstnævnte dog for tiden spiller rendyrket folkemusik. Kan disse bands opnå det samme, som Mnemic (der nu er opløst), Raunchy (der har holdt en lang pause, men har varslet snarligt comeback) eller Hatesphere gjorde for 10-20 år siden, hvor de fik pæn succes rundt om i Europa? 

Brian Nielsen, NorthSide og Tinderbox: – Rock eller dét, som de kunstnere, du nævner, laver, er ikke rock, som det var dengang omkring Mnemic med flere. Dét, der gør mig glad er, at der er så meget forskelligt på alle fronter. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår vi i Danmark har stået så stærkt, som vi gør nu.

Hvad siger du, Stefan?

Stefan Gejsing, Roskilde Festival: – Det er imponerende, at eksempelvis bands som BAEST og VOLA går ind på Tysklands top-50-albumcharts. Det er meget flot for disse bands, hvor især VOLA stadig er næsten ukendt i Danmark, at de har noget gennemslagskraft på verdens tredjestørste musikmarked. Du kan ikke leve af at spille metal, hvis du kun forbliver i Danmark. Der er ikke nok store steder at spille. Det er netop en ting, man skal huske, også når vi taler om Copenhell. Det er en super fed festival, jeg kan godt lide at være der.

– Men vi taler også om en festival med plads til 20.000. Jeg tror, at de 20.000 mennesker ret godt afspejler, at det er nok omkring det tal plus et par tusind flere, der oprigtigt interesserer sig for hård rock og metal i Danmark. Copenhell skal heller ikke blive større. De lever meget på, at de har en særlig venue med en festivalplads, der er superfed. Mange af deres publikummer er derudover loyale, der er kommet der mange gange.

– Jeg vil faktisk vove at påstå, at Hatesphere var verdensklasse, da de havde Jacob Bredahl som forsanger. Så var der desværre uenigheder i bandet, og sindssygt mange medlemmer er blevet udskiftet igennem årene. De havde, for mig at se, ét af de allerstørste potentialer overhovedet, men fansene kan ikke identificere sig med bandet eller genkende medlemmerne længere. Ved et band som Slipknot ved du, hvem det er, og du kan identificere dig med bandet.

– Når det er sagt, så er der rigtig mange bands med potentiale og talent. Men det kommer an på, om de er villige til at lave det kæmpestore arbejde og ikke mindst også spille alle de der shows i Tyskland og England, som der skal til. Hvis de er villige til at gøre det, så har de måske en chance for at blive også større uden for Danmark. Men er det nok? Det er netop spørgsmålet.

Hvad tænker du, Jeppe?

Jeppe Nissen, Copenhell: – Jeg er fuldstændig enig med dig i, at den talentmasse, der er på vej nu, er virkelig høj klasse. Det var vi ikke set i Danmark i mange år. Det er ret heftigt, det her og det sker ikke kun på dansk, men også på udenlandsk basis, og det er fandeme fedt. Jeg håber, at mange af de bands tager den rigtig langt og vil kunne gå længere, end andre har gjort før. Hvad skal der til for, at det kan lade sig gøre? Det er ekstremt hårdt arbejde. Det virker som om, at blandt de artister, som du nævner, er der en nyvunden selvtillid, som man ikke har set før i Danmark.

– Tidligere har det været sådan lidt ”Vi er da måske et meget fint band, vi er også fra Danmark, det er lidt hyggeligt, og vi tager dét, vi kan få.”. De nye upcoming artister har en større selvtillid, og det er noget, som jeg har efterlyst i mange år. For eksempel har den svenske scene altid haft en kanon selvtillid. De går ud og siger ”Vi skal være verdens største rockband. Og så skal der være masker, ABBA og satan” – og så gør de det, som vi ser ved eksempelvis Ghost. Det havde vi ikke i Danmark før måske Michael Poulsen og Volbeat, der gik ud med samme attitude, og så gjorde han det sgu. I forlængelse af det mener jeg faktisk, at de unge bands har set, at det faktisk kan lade sig gøre.

LÆS OGSÅ: VOLA-INTERVIEW: Ekvilibrister uden grænser


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA