x

STORT ANE HALSBOE-INTERVIEW: "Jeg satser hele butikken på at stå på Roskilde næste år"

STORT ANE HALSBOE-INTERVIEW: "Jeg satser hele butikken på at stå på Roskilde næste år"

Danmark har fået en ny kulturminister. Vi har mødt Ane Halsboe-Jørgensen til en samtale om, hvordan hun vil genskabe det anstrengte forhold mellem regeringen og musiklivet, hvordan hun har det med de internationale tech-giganters indflydelse på den danske musikverden, og hvad hun i det hele taget vil gøre for musikken.

GAFFA møder den nyudnævnte minister Ane Halsboe-Jørgensen, efter hun har siddet præcis 15 dage i kulturens varme sæde, der brændte godt og grundigt under forgængeren Joy Mogensen, som aldrig for alvor fik bygget bro til musikkens og resten af kulturens aktører. Der er noget at rette op for den 38-årige nordjyde med to års erfaring som uddannelses- og forskningsminister. Og hun har fart på. I kulturministeriets venteværelse lå dagens aviser 31. august 2021, hvor selvsamme minister prydede forsiden af Kristeligt Dagblad udklædt som vølve, med Jim Lyngvild i rollen som kostumier. Der var sat en time af til interview og foto til GAFFA, med skarp bagkant. Umiddelbart efter stod ministerbilen klar i køreretning lufthavnen. Ministeren skulle direkte til Tokyo til de Paralympiske Lege.

Inden da stillede GAFFA spørgsmålene, og Ane Halsboe-Jørgensen svarede. Her er samtalen i grove træk fra start til slut, inden turen gik til Japan.

Tillykke med udnævnelsen, velkommen i kulturens rækker.

– Det glæder mig at være i disse rækker, haha.

Hvordan er du som kulturmenneske, kulturforbruger?

Jeg har et bredt kulturforbrug, både som ung og endnu mere som voksen. Den måde, jeg holder fri med min mand på, er rigtig tit ved at høre musik, det er et frirum. Jeg elsker følelsen af at stå blandt publikum, især hvis der er gang i den og sange, man kan synge med på sammen med en stor flok, der giver den gas. Det er et frirum. Jeg hører også masser af musik med ungerne herhjemme.

Du er glad for Marie Key, har jeg læst.

Ja. Hun kan både vælte Arena, tage Nik og Jay med og holde en kæmpe fest på Roskilde, og så kan du også høre hende en søndag eftermiddag derhjemme og dyrke de finurlige tekster. Alt efter humør.

Er du meget til dansksproget musik?

– Det kommer an på stemningen og situationen. Jeg kan godt lide, at så mange danske kunstnere bruger sproget poetisk og har noget på hjerte. Men jeg kan også sagtens bare skrue op for en bas og danse, uden at det bliver for dybt.

Du er kommet i et varmt sæde; din forgænger havde en hård, og forståeligt nok meget svær tid her. Lidt polemisk sagt: kan det i din optik, nogensinde blive ”upassende at tale om kultur”?

– Jeg synes nu, at den der kommentar (en overskrift i et interview med Joy Mogensen i Berlingske kort efter udbruddet af pandemien i marts 2020, red.) er taget ude af kontekst, så uden at det bliver en direkte kommentar til det…

Ude af kontekst eller ej; den frase er blevet en slags symbol på, at nogle har følt sig svigtet…

Ja, den følelse er det jo min opgave at rette op på. Det er jo altid afsenderens ansvar, hvordan ting bliver taget ind. Så hvis der er nogle, der føler, at regeringen ikke interesserer sig for eller er optaget af kultur, så er det i høj grad mit ansvar at nuancere billedet. For det vil vi, og det er vi. Og jeg synes faktisk, at krisen har vist, at vi søger meget ind i kultur. Uanset om det er at synge sammen, også hver for sig, så har vi søgt ind i noget fællesskab, som et spejl af livet i kunst og kultur. Jeg synes i virkeligheden, at det er en påmindelse om, at uanset om det er globalt eller en personlig krise i livet, så kan man finde et eller andet i kunst og kultur, som kan spejle én. Det har vi også kunnet i Corona-tiden.

Med Philip Faber og andre har kulturformidling under lockdown gået langt tilbage i den nationale historie som Oehlenschläger, Ingemann, Grundtvig og så videre. Det har været noget, som har samlet og båret mennesker igennem krisen. Hvordan har du oplevet kulturens rolle, set fra regeringen, under pandemien?

– Danmark står rigtig stærkt både i forhold til at have styr på både pandemien og økonomien, og de to dele var der ingen, der kunne forudsige for halvandet år siden. Jeg har oplevet, at det er blevet meget tydeligt, at når ens verden bliver vendt på hovedet, og man pludselig bliver revet ud af de vante rammer, de vante fællesskaber, kan man blive bange. Angst for noget, man ikke ved hvad er. Man bliver bekymret for sine nære. Her er der noget tryghed i at finde sammen om noget kulturelt. Det gælder alle.

– Vi havde altandans klokken 19 i en lang, lang periode under nedlukningen. Det var vildt hyggeligt, det skiftedes til at gå fra altan til altan, der så havde valgt en sang. Så valgte vi to sange hver aften og dansede rundt på vores altaner, og så gik vi ind i vores lejligheder igen. Og det var jo den kontakt, man havde. Vi talte jo ikke rigtigt sammen, var ikke på trappen samtidigt og så videre, men lige der var vi stadigvæk naboer i et fællesskab. Vores unger elskede det og syntes, det var dagens højdepunkt. De kunne jo heller ikke komme i deres børnehaver og så videre. Så mennesker har jo fundet hinanden ad andre veje i krisen, ikke mindst via musik og andre kulturelle kanaler, og det har jeg syntes har været virkelig stærkt.

Artiklen fortsætter under billedet

Klogere på 15 dage

Hvis vi nu fokuserer på vigtigheden af kulturen som lim og sammenhængskraft i samfundet og mellem mennesker, som dit eksempel illustrerer, så er det jo netop derfor, at der er aktører i kultur- og ikke mindst musiklivet, der føler sig svigtet, ikke mindst på livescenen. Den er baseret på, at en masse mennesker er samlet på ét sted, bevæger sig, danser, krammer og synger. Det værst tænkelige under en pandemi. Livescenen har på mange måder været de første til at lukke ned og de sidste til at lukke op, og mange har helt specielle og individuelle arbejdsforløb, der ikke reguleres under normale overenskomststrukturer og derved støtte- og hjælpepakker. Mange er gået fra hus og hjem, hvad vil du sige til dem? Og nu, hvor tingene er kommet i gang, oplever man færre publikummer. Måske har fået nye vaner, er blevet bange?

Det sidste vil jeg gerne nuancere. Jeg er allerede blevet noget klogere på de 15 dage, jeg har siddet i ministerstolen. I den første uge talte jeg en del med biografledere, og de var nedtrykte over, at der ikke kom gæster. Ugen efter kom Ternet Ninja 2, og folk væltede ind, pludselig er der en helt anden optimisme. Jeg prøver også at tale meget med de udøvende kunstnere på det musikalske og med arrangører og folk på festivaler og spillesteder. Det er også et nuanceret billede, jeg får. På den ene side oplever man, at det er en bragende musikscene, vi får i dette efterår. Udbuddet er jo helt vildt.

– Et spillested som Vega har for eksempel rigtig mange solgte billetter, og så er der andre steder, hvor det går lidt langsommere. Det samme med museer, dér ser man også et nuanceret billede. En af mine største opgaver nu er at følge det rigtig tæt, fra uge til uge. Se, hvor man fortsat ser en Corona-skygge, og det er der, vi skal være klar til at sætte ind. Men det er et nuanceret billede, hvor vi gradvist bliver klogere, og det er jo også først nu, at vi slipper fri af de sidste restriktioner. Så selvfølgelig ved vi ikke, hvordan folk tager det. Der er i hvert fald meget stor lydhørhed fra min side i forhold til dér, hvor det viser sig at være sværere end som så.

Danmarks økonomi og beskæftigelse buldrer derudad, men i musik- og kulturbranchen er mange gået fra hus og hjem. Hvad vil du gøre for at genoprette tilliden til musikbranchen. Den har – oplever jeg – lidt et knæk under Joy Mogensen, uanset hvor svær hendes position har været. Er du af den opfattelse, at der er noget, der skal heles og genoprettes, og hvad agter du at gøre i så fald?

Jeg ønsker, at vi har en tæt dialog med tillid, og det tror jeg, at der skal arbejdes for fra min stol, det er jeg meget bevidst om. I går havde vi en helt fantastisk aften på Marienborg, med statsministeren og mig og 50 fra den danske kulturverden, inklusive den musikalske verden. Vi trådte ind i et fællesskab, ind i et rum med udgangspunktet ”lad os blive klogere på hinanden”, og statsministeren og jeg er her bare for at lytte. Det håber jeg bare er første skridt i en meget lang og meget tæt dialog, for det er der brug for. Især fordi det er væsentligt lettere at lave en hjælpepakke, der holder hånden under de danske produktionsarbejdspladser, end det er at lave en hjælpepakke, der favner kulturverdenen.

– I laver mange forskellige ting, I er ansatte på meget forskellig vis, folk har gang i mange forskellige typer af projekter, og det er meget svært at proppe alle i en kasse. Der er lavet 30 forskellige hjælpepakker til kulturen fra ministeriets side under pandemien, netop for at prøve at favne mest muligt. Det er en divers og forskelligartet flok, men det ændrer jo ikke på, at ambitionen er, at alle kommer helt igennem Corona, også på dette område.

– Produktionsvirksomhederne – modsat mange andre arbejdspladser – var aldrig lukket ned i Danmark. Det har været det, som har været prioriteret, og det kan man godt være frustreret over. Men det har været rigtig vigtigt, at der stadig er blevet produceret ting, og at folk stadig har kunnet gå på arbejde i det omfang, det overhovedet har været muligt, så vi har haft gang i hjulene. Det gør jo blandet andet, at vi nu har så stærk en økonomi, at folk har råd til at gå i biografen og se Ternet Ninja 2, eller har råd til at høre en koncert og har tryghed i økonomien til at kunne det.

Artiklen fortsætter under billedet

Tilbage til fællesskaberne

Udøvende musikere, crew, festivalerne og spillestederne er nogle af dem, der har været hårdest ramt. Man ånder ikke engang lettet op, for kigger man til Østen eller Sydamerika, er Corona værre end nogensinde. Modsat for to-tre år siden er det en faktor, man er nødt til at tage ind i langtidsberegningen. Det gælder jo også i forhold til, hvad publikum, ønsker, tør og planlægger i forhold til valg af ferie og så videre.

Jeg satser hele butikken på at kunne stå på Roskilde næste år.

Hvad tænker du overordnet, strategisk som minister i forhold til at fremtidssikre festivalkulturen, det gælder publikum, artister og afviklere?

Jeg er af den opfattelse, at vi søger tilbage til de fællesskaber, vi havde før pandemien, såsom festivalerne. Men det kræver jo, at vi som myndigheder har styr på det. Det kræver en tillid til, at man ikke står foran Orange Scene med helbredet i fare. Og det er jo vores ansvar. Det vil sige den overordnede pandemi-kontrol, opfordringen til, at alle skal lade sig vaccinere, opfordringer til at bruge vores tests. Det er jo til gavn for hele Danmark, også for vores kulturverden, også for perspektiverne for, om vi kan stå på Roskilde til næste år. Det tror jeg vi kommer til at kunne, fordi vi har lært en masse igennem den seneste tid. Vi ved jo meget mere om, hvordan vi håndterer en pandemi, end vi gjorde, da vi trådte ind i den i marts for halvandet år siden. Vi ved, hvordan vi tester, vi ved, hvordan det smitter.

– Det er klart, at vi ikke kan gardere os, når det brager løs i andre dele af verden. Men en af nøglerne til, at det faktisk kan lade sig gøre er, at der er så stor tillid til vores myndigheder, vores politiske styring og vores vacciner. Det vil sige, at folk lader sig vaccinere i Danmark, og det betyder, at vi allerede kan stå og synge sammen igen. Jeg krydser inderligt fingre for, at jeg står og brøler med på D-A-D på lørdag, hvis jeg når at komme hjem fra Tokyo. Det er en klar ungdomsfavorit fra pigeværelset i Fjerritslev. Jeg har ingen forbehold i forhold til at stå og synge ”Bad Craziness” sammen med tusindvis af andre. Men jeg kan godt forstå bekymringen for, at tæppet kan blive revet væk igen med meget kort varsel.

– Der vil jeg sige meget klart fra politisk hold: Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at vi ikke igen kommer til at have en meget stor nedlukning. At det bliver kontrollerede nedlukninger, og at vi kommer til at bruge al den viden, vi nu har til at segmentere, i forhold til at vaccinere og teste så meget som overhovedet muligt. Denne sygdom kan man ikke spå om, men jeg er ret optimistisk i forhold til, hvad vi kan gøre.

Oplevelsesindustrien har været særligt hårdt ramt, krigskassen på finansloven er nu nede på fire milliarder. Hvad vi du gøre som minister for, at der ikke kun er gode ord og intentioner, men også konkrete midler til for eksempel danske festivaler med et internationalt program, der kan være pandemi-svækket?

– I virkeligheden skal man se det som to forskellige diskussioner. Hvad er der af Corona-hjælp i det øjeblik, man må aflyse, er der så nogen, der står der for en? De sidste tal, jeg har set er, at der er udbetalt 5,6 milliarder til kulturverdenen samlet de sidste 18 måneder i hjælpepakker. Det synes jeg faktisk, vi kan være stolte af og er væsentligt mere, end hvad man har kunnet se i udlandet. Det kan vi jo også høre fra dem, der driver biografer, som er en del af en udenlandsk kæde, ”der er intet sted, man har kunnet få så meget hjælp som i Danmark”.

– Det er jo ikke det samme som, at det ikke har gjort ondt på mennesker, og det har det. Især i ansættelser, som ikke passer ind i en overenskomstskabelon. Det skal vi fortsat have fokus på, og i det øjeblik, at der er problemer igen, skal der også være hjælp igen.  Det kan også sagtens være, at der er noget, der trækker så lange skygger, at man ikke kan vriste sig fri af det, jamen så har vi midler og muligheder. Det er også det, som den store pulje på fire milliarder vidner om: vi tror ikke, at alle er frie af Corona-problemer, selvom størstedelen er.

Artiklen fortsætter under billedet

Kedelig finanslov

– Det, jeg grundlæggende vil sige om finansloven er, nu blev den kaldt den kedeligste finanslov siden… nu fik jeg lyst til at sige siden vølverne, haha (samme dag som interviewet var ministeren på forsiden af Kristeligt Dagblad forklædt som Vølve, dresset op af Jim Lyngvild, red.).

– Men det er jo faktisk udtryk for noget, der fortjener en lidt større kommentar. Når man synes, denne finanslov er kedelig, så er det jo, fordi vi har valgt det lange seje træk. Der er ikke omprioriteringsbidrag på kulturverdenen. Vi har fjernet de evindelige to procents besparelser, som man ellers startede 1. januar med, med at skulle finde pengene til hvert eneste år. Det er da meget nemmere som politiker at lægge den faste to procents besparelse ind, som den tidligere regering gjorde, og så bruge nogle af pengene på puljer, der ser flotte ud.

– Det havde da været den nemmeste ting for mig som ny kulturminister at sige…, ja, vi barberer grundlæggende lidt af det hele, og så har jeg til gengæld nogle store flagskibe, hvor jeg kan stå med 20 millioner til det ene og 30 millioner til det andet. Vi har valgt det modsatte. Vi har valgt ikke at bruge salami-besparelserne, ikke at udhule det hele år efter år. Men i stedet at have stabilitet og tryghed omkring økonomien.

– Så gjorde vi jo faktisk det sidste år, at vi satte næsten 400 millioner kroner af til, at flere børn og unge kan møde kulturen over hele landet. Men det var en fireårig ramme, fordi det også kræver et længevarende arbejde, og det kræver også, at de mennesker, der engagerer sig, ved hvad de har at gøre med, så vores børn og unge kan møde kulturen rundet i landet, næste år og næste år igen. For det der projekt med, at man hopper fra tue til tue og ikke kan se og lære af erfaringen, ikke kan se det lange seje træk, det tror jeg simpelthen ikke på. Men det gør, at finansloven ser lidt mindre pompøs ud, og det gør, at folk synes, den er kedelig. Jeg synes, det er en stærk finanslov i forhold til, at man har sløjfet besparelserne, og at der for eksempel ligger knap 400 millioner til børn og unge over fire år. Jeg tror ikke, at ting batter, hvis vi ikke har et længere sigte.

Der er mange i kulturen, der har efterspurgt en minister, der er mere stærk og integreret på Christiansborg end din forgænger. 10 år på Borgen, de sidste to som minister, du fremstår som en stærk del af inderkredsen. Hvordan vil kulturlivet kunne mærke det? Her under spørgsmålet, som skuespiller Niels Olsen formulerede det, ”Er du kulturens minister i regeringen, eller regeringens minister for kulturen?”

Jeg synes, at der er noget helt centralt i, at kulturen ikke bliver en lille kasse for sig. Min vigtigste opgave som kulturminister er selvfølgelig at være ude med og i meget tæt dialog med kulturlivet og de aktører, der har med kulturen at gøre. Men jeg ser det også som min opgave at bruge de 10 år, jeg har været på Christiansborg, herunder de to som minister, til at være en del af det hold, som en regering er, og gøre kulturen til en del af det hold. I går var jeg forbi Magnus Heunicke, hvor jeg talte med Thure Lindhardt – han har arbejdet med kunst og kultur på vores sygehuse – og her skal kulturen italesættes.

– Eller hvis det er hos Pernille Rosenkrantz-Theil, som er ansvarlig for, hvordan vi får kunst og kultur ind i vores skolesystem, eller noget helt tredje. Kulturen skal ikke kun være hos mig, kulturen skal være hos os alle sammen. Og det er jo også min opgave at bringe den ind i regeringen, og det vil jeg prioritere rigtig højt, fordi det tror jeg gør os rigere som samfund. Det gør os menneskeligt rigere, at kulturen ikke er i et hjørne for sig, men at den er i alt, også politisk.

Dansk musik er også en stærk eksportvare og et bindeled i mange internationale erhvervssammenhænge, men en organisation som Music Export Denmark (MXD) råder over begrænsede midler. Hvad tænker du om dansk musik/kultur som eksportvare og økonomifaktor, og hvordan vil du støtte det?

– Jeg synes, det er fascinerende, hvad vi kan, og hvordan vi er anerkendte i verden for dansk musik og kultur i det hele taget. Her synes jeg, vi skal rette ryggen og være stolte. Men det betyder også, at kultur er mere og andet end noget, der bringer os sammen og gør os glade og bliver klogere på os selv og livet. Det er også business. Det er også noget af det, jeg taler meget med vores erhvervsminister Simon Kollerup om. Hvordan får vi rent faktisk, uden at gå på kompromis med kunsten, brugt det til at fortælle, at vi i Danmark er virkelig dygtige. Også her skal kunst og kultur ikke kun bo på mit kontor, men også på alle de andre regeringskontorer.

Artiklen fortsætter under billedet

Uacceptable tech-giganter

Socialdemokratiet har haft et historisk ambivalent forhold til kulturen og dens aktører, herunder diskussionen om elite kontra bredde. Groft sagt stemmer de fleste kunstnere rødt, men mit bud er, at Per Stig Møller (med oprettelsen af Radio24syv) og specielt Brian Mikkelsen er de mest populære kulturministre i nyere tid set fra branchens side. Hvordan vil du forklare det paradoks?

Det er jo et stort bevis på, at penge ikke er alt, for de har begge to været garanter for at spare på kulturen. Rigtig meget af vores arbejde handler om dialog med kulturen. Jeg vil gerne begge dele, men ønsker mig, at samtalen bliver bredt ud i forhold til, hvad kultur betyder for os, herunder vigtigheden af, at vores unge ikke kun bliver mødt med uddannelse, men faktisk også kulturel dannelse.

Tech-giganters stærke status udfordrer musikken og kulturlivet på en række områder. Hvordan ser du den problematik?

Jeg oplever i virkeligheden kulturens udfordringer som en del af en større udfordring, der er braget ind over os. Uanset om det er vores evne til at fokusere og fordybe os, så shopper vi rundt og streamer som aldrig før. Så er der er et helt andet scenarie som rettigheder, hvem har final cut, hvis du laver noget til Netflix for eksempel? Hvordan opnår vi det særegne kunstneriske danske og ikke bare mainstream med lidt fløde? Der er tale om meget stærke kræfter, som ikke er underlagt demokratiske regler, sådan som tingene er i dag.

– Tech-giganterne kan jo fjerne DR’s app, de kan fjerne dansk musik fra den ene dag til den anden. Det er jo fuldstændigt uacceptable rammer, vi lever under. Noget af det bliver vi nødt til at adressere i Danmark, noget at det handler om, at de skal bidrage mere til fællesskabet og sørge for, at der bliver produceret mere dansk. Noget af det handler også om, at de gerne må betale ved kassen. Andet skal gøres på mere internationalt plan, så der kommer gældende strukturer, der gør, at det er tech-giganterne, der er underlagt demokratiet og ikke omvendt.

Tænker du her også i forhold til at styrke det danske, modersmålet?

Det synes jeg jo, at vi bliver nødt til at have en diskussion om. Hvordan sørger vi for, at der bliver ved med at komme kulturelt indhold på dansk, men også ting, der er vedkommende i Danmark. Hvis kulturen skal være det spejl, den kan være, der også udfordrer os og giver os mavepustere en gang imellem. Jeg oplever, at det, vi laver, er en tand mere råt end for eksempel en typisk Hollywood-produktion. Den nerve er jeg så bange for, at vi mister, hvis vi ikke får hegnet det ind. I går talte jeg med en skuespiller, der var kommet igennem Corona på sine rettighedspenge, men det, man producerer til Netflix, giver ikke den slags. Det er bare sådan noget helt håndgribeligt konkret for den enkelte kunstner. Hvordan lever jeg af det her?

Medieforliget står for døren. For to år siden røg Radio24syv, og P6 Beat overlevede på et hængende hår. Kan P6 Beat føle sig tryg under denne regering?

Først vil jeg sige, at balladen om Radio24syv, P6 Beat og DR i øvrigt ikke var på denne regeringsvagt, det var den forrige. Jeg ønsker et styrket DR med en stærk musikformidling, og jeg elsker P6 Beat, men jeg synes også, at vi skal have en diskussion om, hvor detaljeret ting skal styres fra mit kontor og fra politikere. Det mener jeg generelt i forhold til medier. Det er klogt, at vi træder et skridt tilbage. Men jeg ønsker et stærkt DR, og det vil man kunne se i vores udspil til medieforliget, som er nu og her.

Er der noget konkret, du kan tage med dig fra dine to år som forsknings- og uddannelsesminister. Er der noget, som kulturen kan lære af forskning og uddannelse og omvendt?

Jeg synes jo, det er to områder, der på mange måder er den fuldendte cirkel af, hvad der danner vores børn og unge mennesker. Jeg ønsker mig, at vi som samfund ser det mere i sin helhed. Når vi oplever udfordringer inden for uddannelsesområdet, for eksempel at vores børn ikke trives, og/eller at de har for meget fokus på at præstere og være fejlfri og derfor ikke har det godt, som et stigende antal ikke har. Jeg ønsker mig at styrke børn i at blive innovative eksperimenterende mennesker, der ikke er bange for at fejle.

– Så i stedet for at forsøge at løse det alene inden for uddannelsesområdet, så skal vi hæve blikket. Se på, hvad de laver i fritiden. Se på, hvordan vi får mere leg, mere kunst og kultur og flere fællesskaber ind i fritiden og ind i skoledagen. Der er rigtig meget af det, som jeg sidder og er så privilegeret at have ansvaret for nu, som man kan trække ind og omvendt. Jeg synes, det er en perfekt kombination, at jeg har siddet på begge områder i forhold til at se det større billede.

Du taler om leg og kunst modsat presset for at præstere?

– Kulturen er et frirum, men den er også det sted, hvor du skal træne 10.000 timer for at blive verdensmester. Viktor Axelsen sagde det jo meget fint. Han er kun blevet en verdensklassespiller, fordi han startede med at have det sjovt i en badmintonhal. Jeg ville så gerne, at vores børn legede noget mere, og også vores unge mennesker, især vores unge piger. På et eller andet tidspunkt stopper de bare med at lege, alt for mange af dem, alt for tidligt.

LÆS OGSÅ: Danmarks nye kulturminister fortæller om sit musikforbrug

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA