x

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

Få inspiration til en opgradering af din personlige playliste med vores 12 udvalgte sange, som du virkelig bør tjekke ud. Hør sangene nedenfor, følg playlisten på Spotify og vær first mover med GAFFA i baghånden. 

ABBA – Don’t Shut Me Down

Efter 40 års stilhed er legenderne fra ABBA endelig tilbage – og det lyder jo faktisk godt! Der er en charme i, at man kan høre de påbegyndende leverpletter hos Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid, og så holder 80’er-synthen stadig i 2021. Det er et lovende første udspil forud for albummet Voyage og ”abbatar”-koncerterne næste år.

Bisse – Alle har brug for kærlighed

En ting er sikkert: Bisse spilder ikke sin tid. Og dette nyeste nummer er en af de bedste sange, han har skrevet, fortæller han om sangen, der er stærkt inspireret af Bruce Springsteens musikalske univers. Sammen med den opmuntrende sang har han offentliggjort sin hidtil største koncert i Den Grå Hal næste år.

Ludvig Brygmann – Du kan ikke løbe fra den du er

Jo, den er god nok. Du har hørt efternavnet før. Og nu er Ludvig Brygmann klar med sin første single efter at have skrevet og produceret musik for en masse andre danske artister. Resultatet er en dansksproget, poppet banger, der er nem at synge med på og nødvendig at danse til. Afsted til dansegulvet!

Gro – One Two Free Fall

Melodisk art-pop med en luftig vokal, karismatisk harpe og personlige engelsksprogede tekster er, hvad Gro præsenterer os på denne nye single, som blev udgivet den 10. september på Internationale Suicide Prevention Day. Og det er ikke nogen tilfældighed. Teksten er ærlig, sårbar og rammer lige i hjertekulen.

Iomfro – Jeg føler

Tredje single fra aarhusianske Iomfro har endnu engang taget os med storm. Nummeret er den sidste i Iomfros single-trilogi, som skal sætte ord på det at være ung og til tider føle sig ensom i flokken. Og generelt bare være lidt forvirret over tilværelsen på den der måde, man kun er, når man bevæger sig rundt i 20’erne.

Freja Kirk – But I’m Okay

Freja Kirk har pakket en fandens god peptalk ind i sin skønne vokal og et uptempo beat. Resultatet er en popsang, der fungerer som den perfekte pick-me-up, når livet er hårdt, og man har brug for lidt hjælp. Mundvigen kan nemlig ikke lade være med at vandre nordpå efter et lyt til ”But I’m Okay”.

Lucky Lo – Sunrise/Sunset

Stjerneskuddet Lucky Lo er nu klar med sin tredje single, der handler om at have mistet en nær veninde. ”Jeg så hende som en fremtidig udgave af mig selv,” fortæller musikeren om den afdøde veninde, som hun nu har udødeliggjort i sangen. Nummeret er båret af en sagte guitar og Lucky Los varme vokal.

O/RIOH – Money Pt. 1

Danske O/RIOH er lidt af en ener med sin attituderige electropop, og singlen ”Money Pt. 1” er ingen undtagelse. Denne kommer forud for albummet Complex, der har til mål at skabe bevægelse hos lytteren – både fysisk og mentalt. Første single er en antikapitalistisk fuckfinger til verden, og det er fandeme befriende.

Pil – Inde i mig

For få måneder siden kunne Pil løfte trofæet og kalde sig vinder af KarriereKanonen 2021, og siden da har hun kun bevæget sig tættere på stjernerne. ”Inde i mig” er en mere tempofyldt sang, end vi er vant til, men det klæder hendes stærke vokal, særligt når hun kombinerer de elektroniske effekter med sine bundærlige tekster.

JJ Paulo – My Bebe

Dansk-tanzaniske JJ Paulo laver solide afrobeats, som man ikke kan stå stille til. ”My Bebe” er ingen undtagelse. Nummeret emmer af sommer, sene aftentimer og svedige kroppe på dansegulvet – og så hiver nummerets sexede saxofon lige det hele op, så det bliver lige en smule mere hedt. Den følelse vil du ikke gå glip af.

Lana Del Rey – Arcadia

Lige straks udgiver amerikanske Lana Del Rey sit ottende studiealbum, og ”Arcadia” er fjerde single derfra. Det er måske en af de mest modne toner fra Del Rey, vi har fået, når hun synger oven på både strengeinstrumenter og blæsere. På ”Arcadia” viser hun, at hun for alvor har mestret americana-genren.

Eddie Vedder – Long Way

Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder har med denne single offentliggjort, at hans soloalbum Earthling er på trapperne. Det første siden 2011. Det er et guitarbåret nummer, der smager lidt af Tom Petty og The War On Drugs tilsat en smule moderne americana – og den klassiske Vedder-vokal, vi ikke kan få nok af.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA